HAM, DEM & MIG

jeg har elsket to drenge igennem hele mit liv - de forhindrede mig begge i at elske mig selv / valgmulighed 1: identitet og hvem jeg blev uden dem

7Likes
11Kommentarer
1973Visninger
AA

10. TIL R

  Jeg tror alle har den her forestilling om, hvordan bedstevenner skal være.

  At man altid er der for hinanden. At man aldrig sårer hinanden, altid krammer godnat og elsker hinanden ubetinget. Tårer er ikke noget der eksisterer, i den verden.

  Men nogle gange er tingene mere kompliceret end det.

  Kærligheden er mere kompliceret end det.

  Det tog mig lang tid at indse, at de tidspunkter jeg havde det værst, var da det ikke gik godt imellem os. Det var der, hadet til mig selv voksede mere end noget andet. Afskyet blev gødet med vores fælles svigt, misforståelser og tårer.

  Jeg ved godt, jeg ikke kan give dig hele skylden. En stor del af den ligger på mig selv. Jeg ødelagde mig selv hver eneste dag, ved at lade mig selv elske dig.

  Når jeg troede jeg havde mistet evne til at le, satte du det fri fra mine lunger. Du udlignede vandstanden i mine øjne med smilerynker, og fik mig til at tro på, at du var den eneste der kunne gøre det.

  Du havde en eller anden måde at slå døren ind på, når jeg havde mistet min nøgle eller smidt den væk med vilje. Det eneste, du skulle gøre, var at flette dine øjne ind i mit blik, få mit hjerte til at banke og lade døren stå på klem, så følelserne kunne slippe ind.

  I starten virkede du som den eneste kur. Som en form for medicin, der gjorde mig gladere end jeg nogensinde havde været. Jeg følte mig elsket og som den heldigste pige i verden over, at jeg endelig havde fundet en ven, som holdt ligeså meget af mig. Èn, som aldrig ville vælge mig fra.

  Men med naivitet slår realiteten hårdt. Du holdt ikke alle de ting du lovede mig. Jeg er ikke en gang sikker på om det er din skyld, eller om det er de forventninger der brændte inden i os. Den der illusion om, at vi var et perfekt vennepar uden drama.

  Det er sjovt. Der var engang, hvor jeg ikke kunne forestille mig et liv uden dig. Sådan en verden ville jeg ikke leve i, for du gjorde den bedre. Da Helvede begyndte at slå flammer omkring mig, var jeg nødt til at indse, at jeg måske befandt med bedst mellem gløderne. Du var ikke min genvej til Himlen. Jeg lærte selv at slukke ilden, og jeg behøvede ikke dig til at gøre det for mig.

  Nu ved jeg ikke rigtig, hvad vi er. Om vi stadig er et usagt ”måske”, venner eller bekendte med alt for mange minder. Du er et af de vigtigste kapitler i min historie. Et jeg ikke kan slette, og et jeg ikke har lyst til skal rives ud.

  Du formede mig på så mange måder, at jeg ikke længere ved, hvordan jeg oprindeligt så ud. Jeg aner ikke om jeg er blevet blødere eller mere kantet, men lige meget hvad, vil du altid have sat dit præg på mig og hvordan jeg fremtidigt vil komme til at se ud i andres øjne.

  Det vi havde, var så meget større end mig. Efterhånden som det voksede, begyndte det at sno sig om mine luftveje, så jeg ikke længere kunne tænke klart.

  Nogle gange går jeg hen på kirkegården og ser mit navn stå skrevet i granit. I starten kunne jeg ikke holde alt det, der sved inde og lod derfor tårerne ætse mine kinder. Men som gravstenen blev mindre og mindre ny, er jeg begyndt bare at lægge blomster. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg bliver ved med at gå derhen. Måske er det for at mindes om hvem jeg var før dig, og hvad der blev af de rester jeg står med nu.

  På trods af du altid er til stede, bliver det nemmere for hver dag. Det skal det blive. Somme tider kan jeg mærke dine arme omkring mig, når jeg sover. Savnet river i overfladen af mit hjerte, og efterlader hudafskrabninger på noget, der burde være usårligt. Problemet er bare, at det ikke længere kan fikses af et plaster eller et undskyld (det var efterhånden dit speciale).

  Det er noget jeg er begyndt at acceptere, i takt med jeg accepterer mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...