HAM, DEM & MIG

jeg har elsket to drenge igennem hele mit liv - de forhindrede mig begge i at elske mig selv / valgmulighed 1: identitet og hvem jeg blev uden dem

7Likes
11Kommentarer
1951Visninger
AA

23. TIL MIG

Kender I det der med, at man tror, man er hævet over livet og dens regler? At man lige skal prøve at tabe glasskålen. Spise den sidste småkage, selvom man godt ved, at der står et andet navn på eller græder lidt over sit 4-tal i dansk, fordi man jo ellers plejer at få 12 uden problemer og derfor ikke gjorde sig umage.

  Jeg tror det er sådan, det er med mig.

  Jeg siger ikke, at de gjorde det med vilje. Det ved jeg, at de ikke gjorde. Det var sikkert aldrig deres første intention at fryse mine fingre til is, så jeg ikke længere kunne skrive om det, der gjorde mig varm, eller rive hul i min hud, så rød stod i kontrast til mælkehvid.

  Men det ændrer ikke på, at det var det der skete, og at mine fingre for første gang i lang tid er stoppet med at gå i vinterhi. Det ændrer ikke på, at jeg har brugt flere nætter på mit værelse på at smage saltvand end grin og sodavandsis.

  Jeg er begyndt at skrive om noget andet end havvand og sne. Nu kan jeg skrive om solskinstråler og mælkebøtter, der faktisk ikke rigtig ligner ukrudt, men desværre har fået den betegnelse. Jeg kan skrive om den smerte de gav mig på en anden måde og måske endda vende den til det bedre. En tilfældighed, der var skæbnelagt i stjernerne og som både komplicerede og forsimplede alt jeg ved om solsystemer, kærlighed og følelsesuniverser.

  Jeg er ked af, at jeg var nødt til at gå igennem det, for at finde mig selv. Det ville jeg ikke byde nogen. Ikke engang hende pigen, der altid ser ondt på mig i Fakta, fordi jeg spørger om hjælp, men ikke køber den agurk, hun anbefaler mig.

  Jeg er ked af, at jeg nåede til et punkt hvor jeg hadede mig selv så meget, at jeg ikke kunne tænke på andet og ikke gad snakke med folk om det. At det fyldte så meget i mit eget tankespind at jeg ikke kunne nænne at lade trådende blive ført ud i livet, så de måske kunne forstå, hvorfor jeg lå og græd, selvom jeg smilede for ti minutter siden.

  Da jeg var mindre, var der ikke andet end selvhad. Jeg lå og græd om aftenen, fordi jeg ikke lignede de andre piger og at jeg nok aldrig kom til det. At drengene aldrig kunne lide mig, men mine veninder og sådan er det faktisk stadigvæk.

  Det er langt mere kompliceret nu. Jeg er ikke længere et dampbad af sydende selvhad. I stedet fyldte jeg mig selv op med kærligheden til dem og for en stund, så var det nok. Men hvis man ikke elsker sig selv, kommer man aldrig til at elske andre. I hvert fald ikke på en sund måde, der får mælkebøtterne til at gro i den enkle flække af hjertet, der stadig tilhører mig. Jeg har fået neutraliseret det.

  De to drenge jeg har elsket mest i mit liv, knuste mig.

  Men de gav mig også stumperne til at bygge mig selv på ny. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...