Kære voksen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 8 nov. 2017
  • Status: Færdig
"Kære voksen" er en lille kort fortælling om én, der står mit hjerte meget nær, og altid vil.

0Likes
2Kommentarer
65Visninger

1. -

 

Kære voksen

”Dyr kan ikke være anderledes, end de er; de gør kun, hvad de af naturen er bestemt til. Mens vi, mennesker, har frihed til at vælge”

Sådan siger I, der taler over jer, til mig i mindre poetiske ord og på en hårdere måde. Sådan siger I, når I glemmer og ikke husker, at jeg er, hvad I ser, som et naivt barn. Et barn, der ikke vil indse virkeligheden. Jeg ved, at når jeg ikke hører det, siger I, at jeg ikke er tilstede i virkeligheden. Men hvad jeg føler, er mig langt mere virkeligt end jeres videnskabelige tal og diagnoser.

Jeg hader, når I taler over jer, for det bekræfter, hvad I konstant tænker. Det er jeres sande tanker, uanset hvor mange hvideløgne I skaber. Da græder jeg, for alderen er mig ikke længere gunstig. Jeg begynder at tvivle, også græder jeg med hende i mine arme.

Ja, hende. Kære voksen, hun er ikke en den. Hun er ikke blot et dyr, ligesom alle andre dyr ikke blot er et dyr, hvis du giver dem noget af dig selv.

Men hver gang I taler over jer og fortæller mig, at hun blot er et dyr, så har jeg mareridt natten derefter.

Jeg holdte hende i mine arme, og jeg sang, men pludselig kom der ingen lyd ud længere. Jeg tabte hende, og hendes legeme splintredes til tusinde glasskår, som jeg kunne spejle mig i, og jeg så, at jeg var blevet voksen. Jeg prøvede panisk at samle hendes rester sammen, trods skårene skar mine hænder til blods. Jeg begyndte at løbe med favnen fuld af hende, men jeg faldt og tabte det hele i åen, jeg selv havde grædt. Jeg så hende falde til bunds, og indså, at jeg ikke kunne redde hende nu. Da lå jeg på knæ og græd i længere tid, end ord kan beskrive, før jeg rejste mig, så mit spejlbillede i åens vand, og jeg så en gammel forkrøblet olding. Så faldt jeg ind i mørket, følte suget i maven, prøvede panikslagen at flyve, men jeg vidste, at jeg var blevet for gammel.

Da jeg vågner, sover jeg ikke resten af natten. For hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg det hele igen.

Pludselig snørede min strube sig til, og jeg kunne ikke synge mere. Hendes spinkle krop gled ud af mine hænder, og jeg så hende gå i tusinde stykker, der mindede om glasskår, og i dem så jeg, at jeg var voksen. Skårene rev min hud op, men jeg flåede dem panisk op i favnen og løb. Jeg løb, lige indtil jeg faldt og tabte resterne af hende endnu engang og så dem synke til bunds i mine tårers sø. Jeg lå på knæ og græd, før jeg stod på, men kun for at se spejlingen af mit gamle ansigt.

Når jeg så falder, vågner jeg svedende og ulykkelig op endnu engang.

 

Jeg har følt mig ensom – forfærdelig ensom – men så snart jeg var hjemme, var jeg ikke alene mere, thi så havde jeg hende. Aldrig svigtede hun mig, og jeg svor aldrig at svigte hende. Derfor lader jeg jer ikke sige, at hun blot er et dyr. Hun er i sandhed en del af mig, og jeg har – uanset hvad I siger – utrolig svært ved at forestille mig mit liv uden hende, for hun har altid været her. Jeg har svært ved at forestille mig den uendelige smerte, jeg vil gennemgå uanset årstid og ugedag for hendes forsvinden og bortdragelse.

Jeg har lovet hende, at jeg altid vil elske hende. At jeg, når jeg bliver voksen, vil huske hende og leve med hende i mit hjerte.

 

Mange år har jeg levet med hende i min favn. Og min elskede Fauna er gammel - meget gammel. Hendes legeme er blevet tyndt og slidt, og hun er blevet døsig. Ofte føler jeg en smerte indeni mig, og den smerte er frygten for, at når jeg kommer hjem efter solnedgangen, vil hun ikke længere være der. Og da vil jeg blive nød til at sige farvel og give slip på noget, der føles forkert at blive efterladt uden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...