En kærlighedshistorie

En novelle fra dansk skriftlig terminsprøve

4Likes
2Kommentarer
101Visninger

1. I

Musikken dundrede i væggene, så hele huset rystede. Der var heldigvis ingen naboer der kunne klage, da huset lå midt i skoven, langt ude på landet. Ingen god fest uden god musik, vel? Ava kiggede ud af vinduet og rystede bare ved tanken om hvor koldt det var udenfor. Det var den koldeste vinter hun havde havde oplevet i alle sine 22 år. Hun kiggede ned ad sig selv. syv centimeter høje hæle, lårkorte shorts og en sommertop, var det hun havde valgt at tage på den aften. Hun kunne nu godt se hvor dumt det egentlig var når det var så koldt udenfor. Hun kiggede ud af det mørke vindue og faldt lidt i staver. Ava havde altid syntes der var noget foruroligende ved en mørk skov. Man vidste aldrig hvad der gemte sig bag de sorte træer.

"Heeey Ava," hun vendte sig om og så sin veninde ubalanceret stavre hen til Ava. Utroligt nok gjorde hun det uden at spilde noget fra hendes overfyldte kop. "skal du ikke med ud og danse?" Veninden faldt på gulvet og Ava hjalp hende klodset op igen. Hun stank langt væk af spiritus.

"Jeg tror du har fået nok at drikke." sagde Ava og tog koppen ud af hånden på hende. "Kom nuu. Hav det lidt sjovt for en gangs skyld," hun spredte armene ud og lagde hovedet tilbage med et stort smil. "Vi er til fest!" Og så gik hun ellers mod baren i igen. Ava rystede misbilligende på hovedet. Hun gad i hvert faldt ikke holde øje med hende resten af aftenen som en eller anden babysitter. Hun måtte altså klare sig selv. Ava spejdede rundt mellem menneskeflokken i håbet om at se sin kæreste, Brian, et sted. Men han var ingen steder at se. Ava tænkte at han nok var ovenpå. Hurtigt og smidigt kom hun til det andet rum, hvor der var en trappe der førte op til første sal. Trappen var næsten helt fri for mennesker, bortset fra et par der stod ved gelænderet med hinandens tunge i deres hals. Ih, hvor var det fedt. Det var en af grundene til at Ava hadede at gå til fest, for folk troede at at så snart man var til fest så var det i orden at slippe alle hæmninger. Ava gik behændigt forbi parret og op ad trappen. På første salen var der stort set ingen mennesker. Der var nogle fulde piger der vaklede rundt og fniste og en person ude på badeværelset der brækkede sig. Brian var så nok gået udenfor. Hun ormede sig endnu engang igennem den overfyldte underetage og fandt sin veninde.

"Jeg går lige udenfor et øjeblik." sagde Ava højt for at overdøve den bankende musik. Veninden hørte hende ikke, så Ava valgte bare at gå ud i kulden. Skoven var helt mørk, kun oplyst af fuldmånen. Sneen var ti centimeter høj og med glat is nedenunder. Det var -12 grader og hun havde kun sommertøj på, derfor skælvede hun som en eller anden chihuahua. Hun gik en tur rundt om huset. Da hun nåede om bagved, så hun to skikkelser stå op af væggen til huset.

"Brian? Er det dig?" spurgte Ava, imens hun gik tættere på. Det var Brian, og en eller anden pige med armene om halsen på ham. Ava kunne ikke tro sine egne øjne. Stod han og kyssede med en anden pige? Med hans kæreste lige inden ved siden af? Ava fik øjenkontakt med pigen, som straks bakkede væk fra Brian. Han vendte sig om mod Ava, som stod med et såret udtryk i ansigtet. Han kiggede frem og tilbage mellem de to piger, mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige til hvem.

"Jeg," stammede Ava lavt.

"Har du en kæreste?" spurgte pigen forfærdet. Brian kiggede ned, stadig uden at sige noget. Pigen kiggede over på Ava med et blik hun ikke kunne tyde. Hun gav Brian en ordentlig lussing og stormede ind igen. Hun hviskede et lille 'undskyld' da hun kom forbi Ava. Ava blev bare stående, hun sagde ikke et ord. Brian gik stille hen til hende og tog hendes hånd.

"Undskyld. Jeg mente det ikke," han knugede hendes hånd hårdt, som om det ville hjælpe ham med at blive tilgivet. "Undskyld, undskyld." Hun vidste ikke hvad hun følte eller hvad hun tænkte. Hun vidste bare at hun skulle væk med det samme. Ava tog hælene af og begyndte at løbe så hurtigt som muligt med skoene i hånden. Hvor kunne han! Efter fem år sammen, hvor kunne han! Hun hørte Brian komme løbende bag hende. Han råbte efter hende, men hun hørte ikke hvad han sagde. Hvor kunne han stå og kysse med en anden pige, og så endda med Ava lige inden på den anden side af væggen! Det møgsvin! Brian nåede op til Ava og lagde en hånd på hendes skulder.

"Please, lad mig nu forklare." bad han. Ava vendte sig om og skubbede ham hårdt i jorden. Hun skreg.

"Du skal ikke forklare noget som helst! FEM ÅR! Fem år har vi været sammen! Hvor længe har du gået og kysset med andre piger?" Ava var såret, skuffet, men først og fremmest vred. "MØGSVIN!" hun smed begge hendes højhælede sko efter ham. Hun sigtede efter hans bryst, men ramte ham fejlagtigt i hovedet. Ava så Brians ellers så søde, undskyldende ansigt gå fra såret til vredt. Han rejste sig hurtigt op og stillede sig sig lige foran hende, kiggede ned på hende. Han var høj, 1,90 mens hun selv kun var 1,65. Det var skræmmende at se et menneske fra den vinkel. Hun kunne se raseriet i hans øjne. Ava blev bange, hun havde aldrig set Brian være sådan her.

"Kælling!" skreg han, så spyttet fløj ud af af munden på ham. "Din dumme kælling!" Han skreg så højt at det gjorde ondt i ørene. Ava vendte sig om, og løb alt hvad hun kunne. Hun indså nu at det havde været en dårlig ide at kaste skoene efter ham. Ava vidste godt, at Brian kunne have sine temperament problemer, men aldrig havde hun set ham så gal. Hun mærkede ikke kulden af ren og skær adrenalin og hendes hjerte bankede så hurtigt det kunne. Ava kunne høre Brian råbe og skrige bag hende, som et eller andet vildt og utæmmet dyr. Hun var rædselsslagen for hvad han kunne finde på, for hun vidste udmærket godt at der ikke ville være nogen der kunne høre hende skrige derude. Hvordan kunne han bare sådan forvandle sig til en psykopat? Ava stoppede op da hun nåede søen. Der var is på, men hun var klog nok til at vide at den ikke var tyk nok til at hun kunne gå på den. Hun hørte Brian komme tættere på, så hun søgte gemmested bag et stort træ i mørket. Hun prøvede at kontrollere sin vejrtrækning. Ava hev efter vejret, men prøvede at gøre det lydløst. Brian var nu også nået til søen, og stoppede ligeledes op ved bredden. Han skreg stadig vilde, ukontrollerede sætninger. "Jeg slår dig ihjel! Din fede kælling!" Han stoppede brat sit skrigeri. Der blev helt stille i skoven, og det eneste Ava kunne høre var hendes hjertebanken og vindens småsusen i træerne. Hun drejede langsomt sit hoved, så hun kunne få et kig om han stadig var der. Han var væk. Ava frygtede nu hun officielt for hendes liv. Kunne han virkelig finde på at slå hende ihjel? Ud af ingenting, blev hendes hoved trukket tilbage i en voldsom bevægelse og en stærk smerte kom fra hovedbunden. Ava skreg, mens Brian løftede hende op i hendes hår. Hun prøvede at fjerne hans hænder, men han var for stærk.

"Tror du, at du kan gemme dig fra mig?" hvæsede han hæst. "Dumme kælling!" skreg han og kastede hende hen over jorden. End endnu stærkere smerte bredte sig i hendes venstre arm og skulderen. Ava rejse sig med besvær op, og så hvordan Brian stod helt stille og stirrede på hende. Hans blik forvandlede sig igen på et splitsekund. Nu lignede han igen den gamle, rare Brian hun kendte.

"Undskyld," stammede han lavmælt. "Undskyld, jeg ved ikke..." Ava var stadig bange, men gik dog et skridt tættere på ham. Brian betragtede hende og kom langsomt tættere på hende. Hun kunne ikke finde ud af om han faktisk var sig selv igen, eller han spillede spil med hende. Men én ting vidste hun, og det var at hun skulle væk fra ham hurtigst muligt. "Er du okay?" spurgte han sørgmodigt og kærtegnede hende blidt på kinden. Ava så sit snit til at slippe væk. Med alt den styrke hun havde, slog hun en knytnæve ind i siden på ham og løb. Løb, alt hvad hun kunne og tog chancen ude på søen. Måske kunne den bære hende, men den kunne ihvertfald ikke bære Brian. Hun hørte ham igen råbe af hende. Isen var glat, så hun kunne ikke løbe så hurtigt. Brian indhentede hende snart og overfaldt hende bagfra. Han sad ovenpå hende, skreg som et eller andet psykopatisk monster. Ava mærkede isen krakelere under dem, mens hun hjælpeløst lå og græd. Brian begyndte i sin vildskab at banke i isen ved siden af dem.

Og så skete det. Isen kunne ikke holde til vægten mere, og de faldt begge ned i det iskolde vand. Ava mærkede den smertefulde kulde omfavne hende som et koldt tæppe. Brian holde fast om hende. Han gav hverken slip, eller kæmpede for at kommer over vandets overflade. Det gjorde hun heller ikke. For de vidste det begge to godt. Ava lå helt stille i vandet. Hun ventede bare på at vandet skulle føre hende væk til et varmere sted. Om nogle dage ville man finde deres kroppe i vandet. Folk ville nok kalde det en kærlighedshistorie. To unge sjælevenner, med hele deres liv foran sig, der druknede i hinandens kærlige arme. Et par, som gik og fjollede rundt på isen, men så aldrig deres skæbne komme. Se, det var da helt klart en kærlighedshistorie. Men der var aldrig nogen der ville finde ud af den sande historie. Historien om en utro psykopat morder, der ville have dræbt have dræbt hans kæreste, hvis ikke vandet var kommet ham i forvejen. Men ville det altid forblive en kærlighedshistorie, om et lykkeligt par der elskede hinanden til døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...