Under the players limelight

Cassidy Chanell Wales er hele sit liv blevet overset, altså lige indtil den dag hvor spin the bottle lander på både hendes virkeligt populære bror og hende selv.
For hendes bror Cody nægter at kysse Cassidy, det er unormalt at playeren siger fra og sandheden om at Cody har en tvilling kommer frem.
Cassidy bliver tvunget ud i et spil fyldt med, drama, had og kærlighed!

25Likes
20Kommentarer
6855Visninger
AA

21. Lady and the tramp

Cassidy's point of view

Han stoppede motorcyklen ude foran en lille hyggelig fiske restaurant, jeg genkender den let fra første gang vi var her. 

"Dengang, jeg var bortvist!" Gisper jeg forundret, han tager mig hen til det første sted vi spiste sammen. Han fører mig ind ad døren, med sin hånd på min ryg.

Her summer af menneskenes stemmer, og det er ikke larmende, bare lige tilpas. Jeg sukker af velvære da der flyver en lige brise af varm luft hen til os, i brisen er duften af mad tydelig.

"Ja fiske resturanten uden fisk på menuen." Smiler han til mig, han svinger let sin ene arm om mine skuldre. Den hviler der mens han selvsikker går over mod et reserveret bord. Han trækker en stol ud til mig. 

Jeg sætter mig tøvende, med tanken om at det kunne være nogle der havde bestilt lige præcis dette bord. Til sidst sidder jeg på min flade, og kigger i et menu kort, som jeg har fået udleveret af en tjener i en sort og hvid uniform. 

"Hvad skal du have?" Spørger han mig. Jeg smiler, og trækker på skuldrene. "Surprise me!" Afgøre jeg så. Han smiler smørret, og kalder en tjener hen, med en enkel håndbevægelse. Han hvisker noget som jeg ikke kan høre, tjeneren smiler til mig, og nikker hurtigt.

"Hvad skal jeg så ha'?" Spørger jeg nysgerrig som altid. Han laver den der 'jeg siger intet' bevægelse, og lader som om han lyner sine læber sammen. "Jeg sladre ikke." Lokker jeg, med mine brune hunde øjne. 

Han kaster med sit hår, og smider nakken tilbage i et grin. Han ryster på hovedet af mig. "Ja, ja det er godt med dig." Han himler med øjnene. Jeg bryder ud i et smil da den selv samme tjener som første gang vi var på resturanten kommer gående med den samme menu.

Der går det op for mig at han vil genskabe vores ture sammen, bare som en date istedet. Vi spiser i ro, men vores øjne taler sit eget sprog. Vi smiler, spiser begge pasta Carbonara, mens vi kigger på hinanden, gennem den dansende flamme fra stearinlyset på mahogni bordet.

Han driller mig legesygt, og tager resten af vores bacon, da vi spiser af en stor tallerken. Jeg giver ham et tvært smil, men bryder ud i et lavt fnis. Jeg stopper hurtigt igen og idyllen falder ned over resturanten atter en gang. 

Jeg tager fat i en pasta, og prøver på at suge den ind i min mund. Næsten samtidigt gør Cameron det samme. Snart trækker det i pastaen, og til min store forbavselse har Cameron fat i det samme stykke pasta. 

Cameron spiser bare videre og det samme gør jeg, indtil vores næser støder sammen og vi begge forskrækket kigger op på hinanden. Hans blik fanger mit. Mine læber nærmer sig hans, eller også nærmer hans sig mine, jeg er i tvivl. I hvert fald ramler vores læber sammen i et fantastisk kys. 

Lidenskab, passion, lykke, fred og glæde, alt sammen kun i nogle få sekunder. Jeg fjerner langsomt mine læber fra hans. Jeg kan se på hans chokerede blik, at han følte det samme. Gnisten i mellem os.

Hans hånd nærmer sig mit ansigt, i en meget enkel bevægelse stryger han en løs hårlok om bag mit øre. Jeg kigger ned i bordet, smiler med brændende røde kinder. Hårlokken falder ned i mit ansigt igen. 

Det er virkeligt lige så romantisk at gøre, som det var i: 'Lady og Vagabonden'. Vi spiser færdig i stilhed, og rejser os. Jeg tager penge frem for at betale min andel, men han slår min pung sammen, og smiler til mig.

"Jeg inviterede dig ud, ikke omvendt." Han betaler tjeneren, så rejser vi os, går ud af resturanten, og direkte ud på stranden. Jeg kan mærke sandet fylde mine hæle, som jeg så smider i sandet.

Jeg synker i sandet, og er ved at falde hvert andet sekund. Endnu engang træder jeg forkert, mit forsøg på at gribe fat i Cam mislykkedes, så jeg istedet hiver ham med i faldet. Jeg lander klodset som jeg er på hans brystkasse.

Selvom det gjorde ondt på ham, at der landede halvtreds kilo på hans brystkasse, smiler han alligevel dumt. Han tager chancen, og kysser mig.

Gnister flyver omkring os, mine læber brænder, fyrværkeri lyder over os, mens gnister i alle farver sprøjter ned i vandet bag os. Det kolde vand griber ud efter os, og trækker os ned i havet. Bølgerne slår om ørene på os, og skummet sprøjter op i mit lange brune hår.

Han trækker sig, vores tøj er gennemblødt, skumringen nærmer sig, og mine øjne skinner af forelskelse. Jeg ved det bare...

Der går det op for mig at jeg er forelsket i drengen. Jeg vil ikke bare være hans sidechick. Jeg vil ikke bare være en veninde for ham. 

Jeg begraver mit ansigt i hans våde trøje. Sådan ligger vi i lidt tid, før han sætter sig op. "Vi må hellere komme op, og få varmen før vi bliver syge." Siger han stille helt uden den sædvanlige badboy attitude. 

Jeg nikker, og rejser mig langsomt fra hans varme krop. Jeg har på en gang lyst til at juble og til at tude, det vil nok aldrig blive til noget mellem Cam og jeg, hvis ikke han dropper at være player.

En ensom tåre undslipper mit forsvar, jeg tørre den væk før han ser det. Han trækker mig op i sin favn, og bærer mig op til motorcyklen. "Vi har to stop endnu." Hvisker han i mit øre. Hans varme ånde kærtegner mit øre, skærmer det fra kulden i nogle få lange sekunder.

Vi sætter os op, tøjet tørrer i vinden, mens vores hår forbliver vådt under hjelmen. Det tager kun nogle få minutter før han igen stopper køretøjet. Jeg kigger udover molen, der er kun få skibe tilbage i havnen. De fleste er blevet taget op for vinteren, men der ligger stadig et par stykker i kanterne. 

Han fjerner sin hjelm, og kigger målbevidst hen over havoverfladen hvor der ligger et gyldent, rødt, gult, lilla, grønt lag. Solen hænger lavt lige over kanten af horisontlinjen. 

Han tager min hånd, vores fingre flettes sammen som han fører mig hen mod kanten. Jeg føler mig tryg lige nu og her, selvom jeg sidder med en player, som har evnen til at knuse mit hjerte, selvom Jack er på fri fod, selvom verden kunne gå under om et minut, jeg føler mig et hundrede procent tryg.

Vi sidder der på kanten, mens vi ser på solnedgangen, vi ser hvordan solen forsvinder millimeter for millimeter.

__________

Jeg håber virkeligt at i er tilfredse med dette kapitel.

Er det et okay kapitel? Hvad synes i om at der snart ikke er mere tilbage?

Kan jeg gøre noget bedre?

Husk at kommentere, og stemme hvis i vil.

Jeg håber vi ses!

-Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...