Under the players limelight

Cassidy Chanell Wales er hele sit liv blevet overset, altså lige indtil den dag hvor spin the bottle lander på både hendes virkeligt populære bror og hende selv.
For hendes bror Cody nægter at kysse Cassidy, det er unormalt at playeren siger fra og sandheden om at Cody har en tvilling kommer frem.
Cassidy bliver tvunget ud i et spil fyldt med, drama, had og kærlighed!

25Likes
20Kommentarer
6873Visninger
AA

10. Back to school

Cassidy's point of view

(A/N Jeg er meget ked af at jeg ikke har ku' skrive til jer, vores internet har været nede! Indtil i dag, faktisk begyndte jeg at skrive det her da jeg fandt ud af at det var oppe igen. Jeg håber i kan tilgive mig, eller noget! Ses.)

Hvem elsker skole? *Stilhed*. Oki, ingen der elsker skole, jeg forstår jer skam godt! Hvem kan lige lide det, altså...

Ja jeg kan i hvert fald ikke, af den grund at folk enten stirre på mig eller ignorere mig.

Lige for tiden stirrer de på mig, af den grund at jeg har krykker. Ja, jeg humper rundt på krykker, fordi at fiskefjæset Cameron hoppede på mig...  Alle så det, og et par dage inden flirtede han med mig.

Den dreng har seriøse humør svingninger. Det er ikke normalt! Måske er han bipolar eller sådan noget shit.

Jeg kigger rundt for at finde Jasmine eller Palina, men for ikke øje på nogle af dem. Med et suk bevæger jeg mig mod tribunen. Jeg smider mig ned i en af de der blå stole man kan klappe op og ned, ligesom i nogle biografer og sådan. Nedenfor mine fødder lægger jeg mine krykker og gør mig klar på en times stirren ud i luften.

Jeg har måske glemt at nævne det men jeg kan faktisk godt lide idræt, jeg er sådan en pige som elsker motion og godt kan lide at løbe. Faktisk dansede jeg som lille, men så døde Cody's og min bedstemor, som betalte for min undervisning. 

Hun var den eneste der sådan rigtig tog sig af at jeg eksisterede. Hun sørgede for at huske mig på at jeg var lige så meget værd som min bror. Hun navngav mig faktisk. Efter min mors afdøde søster. Men så efter min syv års fødselsdag, døde hun.

Trist men sandt.  Jeg glipper med øjnene og ser forvirret på den hånd der vinker frem og tilbage foran mine øjne. 

Jeg følger hånden fra fingerspidserne til skuldrene med øjnene, for at finde ud af hvem der vil i kontakt med mig. Jeg ruller øjnene da mine øjne møder et par fiskeøjne. "Cameron." Siger jeg tørt og sætter mig til rette. Hvad laver fiskefjæset dog på tribunen?

"Cassidas." Hvæser han irriteret. "Mit navn er Cassidy, prøv igen med lidt mere had i stemmen denne gang." Jeg smiler sarkastisk til ham.

Han tager sig til hovedet med en utålmodig bevægelse og begynder at massere tindingen, mens han højst sandsynligt prøver at tale sig fra at kværke mig. Det lykkedes ham. 

"Cassidy..." Starter han så lavt. "Hvorfor vil Cody og de andre ikke snakke til mig?" Jeg rynker på brynene "'andre'? Hvem i hule hede helvede er det?"

Han løfter chokeret øjenbrynet. "Du kan bande." Konstatere han overrasket. Han troede vel nok jeg var en goodie girl. 

Oh- Det går op for mig at jeg at jeg råbte det højt. Meget højt. "Ja det kan du tro jeg kan." Hvæser jeg lavt, men han hører det tydeligt. Han slår irriteret ud med armen og rammer... Cody i hovedet. 

"Som svar på dit spørgsmål som du iøvrigt råbte meget, meget højt så gider vi dig ikke." Sagde en dreng jeg aldrig før havde set, mens Cody surt tørrede Camerons hånd væk fra ansigtet.

"Dude alle gider mig, med mindre jeg af den ene eller den anden grund 'have been screwing them'." Praler han grinende. Den ukendte dreng nikker og gaber. 

"Du har som altid ret min knap så fine ven." Snerre Cody af Cameron. "Du lader min LILLESØSTER være, forstået!" Spørger han lavt, med en skræmmende effekt. 

Med tryk på lille trækker han mig indtil sig og giver mig et blidt kram. Han hiver mig med ned fra tribunen og væk derfra.

Det var det. Pludseligt havde drengen med fiskeøjnene ikke længere nogle venner. Eller i hvert fald ikke nogle sande venner. 

Jeg smiler nedladende ved tanken og lader mig blive ført væk af min bror.

______

Der er efterhånden gået noget tid og vi nærmer os Halloween. -Jeg er forresten endelig kommet af med mine krykker. Faktisk er det Halloween i aften, men lærerne mener at det er meget uansvarligt at holde Halloween på onsdage- Så.... Vi holder fest fredag aften og natten med. Yaaaaay! Jeg er overhovedet IKKE barnlig. Jeg refererer til 'Yaaaaay'.

Men for nu har vi matematik. Røvsygt hvis du spørger mig. Faktisk så er røvsygt, dødkedeligt, forfærdelig og waste of time kun en brøkdel af de fraser jeg kender om dette dødsyge fag. Brøkdel get it? Lidt har jeg da i matematik.

Av! Jeg vender mig om og skuler ondt til en mega hyper Jasmine. Hun fagter vildt med armene mod et ensomt krøllet stykke papir, der ligger på det pis-gule gulv. Ja, jeg siger det PIS-gule gulv.

Jeg for en pludselig trang til at lave en kolbøtte, så jeg laver et slags rullefald ned af stolen. Jeg griber fat om papiret og folder det ud i en bevægelse. Jeg skimmer hurtigt hvad der står på papiret, men jeg forstår ikke et pip, på grund Jasmines usle og ulæselige håndskrift.

Jeg laver derefter en baglæns kolbøtte tilbage til stolen. -Ja jeg løj jo ikke da jeg sagde at jeg elsker idræt.- Jeg afslutter mit stunt med et katte-lignende spring op på stolen. Det hele var egentligt ret prof hvis jeg selv skal sige det, og så endda uden at nogen som helst opdagede det... Eller det vil sige hele klassen opdagede det undtagen vores arrige matematiklærer mr. Holmes.

Ud af min store mund undslipper et lavt sejrsbrøl, som så ikke var så lavt igen. But who the fuck cares? -NOT ME!

Jeg banker papiret ned i bordet og prøver på at læse, men det bliver så besværligt, at jeg beslutter mig for at læse det op, for bedre at kunne forstå det. -Jeg har en smule læse problemer når det kommer til Jasmines håndskrift.

"Vil du med nig hjem..." Læser jeg op. "Nårh hun mener 'mig'." Udbryder jeg og læser videre. "Jeg orker slet ikke at give de små kiddo-trick 'n treaters slik alene! Giv tegn og send derefter seddelen? What, hvad står der?" Siger jeg forvirret. 

"Sedlen." Fortæller Jasmine mig.

"Oh." Siger jeg og læser videre. "Send derefter sedlen videre til Palina." 

Jeg kigger op og rundt kun for at erfarer at hele -og jeg mener HELE klassen inklusiv mr. Holmes- stirrer mig i nakken eller i øjnene. 

Mr. Holmes smisker. "Så det er dét du laver istedet for at bestå mine fag." Hans ansigt er rødt af vrede og han fortsætter så med at råbe så højt at folk på den anden side af jorden kan hører ham. -Hm måske skulle jeg ringe til min kusine Tasha fra Australien og spørge om hun har hørt en gal mand råbe.

"Du sender sedler til de andre elever, så du forstyrre dem og sørger for at de også dumper i matematik." Snerre den rødglødende, fede mand med briller. "Hvilken ven er du lige?"

Jasmine kigger flovt ned i bordet samtidigt med at hun er ved at flække af grin over mit lille stunt, eller den midaldrende mands postkasserøde ansigt.

"Hey girl, by the way vil jeg gerne med dig hjem." Griner Palina fra den anden side af klasseværelset. Jeg smiler og nikker bekræftende over skulderen. "Jeg tager også med." Bekendtgør jeg.

"Jeg må undskylde til de små kiddos som i så fint kaldte dem, for de må undvære slikket. I tre skal nemlig til eftersidning." Raser han vredt. "Og for nu kan i gå til rektors kontor."

Vi griner og vælter ud af døren og ned gangen

På vej til kontoret lægger vi en hurtig slagplan for hvordan vi undgår eftersidningen. Plan A: Stik af, plan B: bliv ved med at løbe, plan C: Hold til dig plan B.

_________

Hey dette kapitel er blevet slettet like seks gange og jeg har måttet ringe og forstyre min mega nice veninde, som har hjulpet med kapitlet, for at høre hvad vi havde skrevet. 

Hun har noget der minder om en fotografisk hjerne så... Yup jeg er heldig! Tjek hende lige ud hun hedder vidst Mia907Ravn hvis jeg ikke tager meget fejl, hun har planer om at få skrevet noget teenage fiktion snart. Holder jer opdateret! Ses.

-Laura

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...