Magic mind

*Jeg er gået i stå med mine andre movellas og holder derfor pause fra dem, dog fik jeg ideen til Magic mind som jeg gerne skulle nå langt med*

Evelyn har præsteret at flygte fra de videnskabsmænd der har holdt hende indespæret og brugt hende som forsøgsperson siden hun var lille, hun støder ind i Ben som bliver drillet i skolen og sammen lære hun at styre sine telekinesiske kræfter og stoppe de onde videskabsmænd.

Denne movella er inspireret af Netflix serien: Stranger things.

0Likes
0Kommentarer
542Visninger
AA

6. Kapitel 6. (Evelyn)

Kapitel 6. (Evelyn)

 

Jeg troede ikke jeg skulle bruge mine kræfter i skolen, jeg havde prøvet så ihærdigt på ikke at bruge dem da jeg mødte Morten første gang, allerede der hidsede han mig op, man da ham og hans venner direkte generede Ben trådte de over stregen, og inden jeg havde vist af det havde jeg fået dem til at slå hinanden, de må have været så forvirret over hvad der skete for de så halv skræmte ud da de løb deres vej. "Du er utrolig stille, er der noget galt?" Lyden af Bens stemme fik mig til at skubbe mine tanker til siden, jeg kiggede op og sagde "nej, jeg sad bare lige i mine egne tanker" han kiggede mærkligt på mig, som om der var noget galt, "har du haft blodnæse?" Spurgte han og tog papiret ud af min hånd og tørede en dråbe blod væk fra min næse, "nej ikke mig bekendt" hvilket var totalt løgn, jeg havde været så fokuseret på hvad der skete at jeg ikke havde tøret den lille smule blod væk der kom når dej brugte mine kræfter på store objekter og levende væsner. "Det må du have haft, men det er væk nu" sagde han og kiggede mig i øjnene, "nå, vi må vel hellere komme til time" sagde jeg og afbrød øjenkontakten. 

 

Engelsk timen sneglede afsted, læren var kedelig og stod bare og snakkede, men fysik/kemi var lige noget for mig, jeg havde altid været god til det, og var stort set den eneste der sagde noget, man kunne næsten sige at læren og jeg havde vores egen dialog og glemte alle de andre. Vi gik hjem til Bens hus da han afbrød den akavet stilhed der var, "du er da godt nok god til fysik, af en der har været holdt inde som forsøgskanin"  "Ben" sagde med et udtryk som var det et spørgsmål, "hvad er der?" Spurgte han og lød lidt urolig, "jeg har en hemmelighed" sagde jeg stille, "er den skyld i du var på videnskabscenteret?" Spurgte han men et strejf af vrede i stemmen, "ja" "så er det nok bedst ikke at tale om det" sagde han meget beslutsomt. Det var rart at han tænkte på at det nok kunne såre mig at snakke om min fortid men jeg ville gerne fortælle ham sandheden, jeg følte at jeg kunne stole på Ben. "Ben, jeg kan altså noget andre ikke kan" sagde jeg og stoppede op og kiggede på ham, han så lidt forvirret ud over min handling og spurgte "hvad?" "Jeg er ikke normal, jeg har telekinesiske kræfter" sagde jeg med en lidt lav stemme hvis nu nogen skulle lytte med. Ben kiggede mærkligt på mig og begyndte så at grine. "Det er altså sandt Ben" sagde jeg med en bestemt stemme, "det vil jeg gerne se før jeg tror det" sagde han og grinte videre. 

 

Jeg kiggede mig rundt for at se om der var nogen der så os, vi befandt os på et sted fyldt med gamle rustne tog vogne, jeg fandt en lille passagervogn og tænkte at den måtte være god nok, "kig godt på den lille rustne passagervogn derovre" sagde jeg og Ben drejede hovedet i retning af den. Jeg løftede armen og spændte musklerne i hånden for at sende en mere koncentreret kraft mod vognen, jeg stirrede på vognen og tømte hovedet for overflødige tanker, men jeg kunne ikke give slip på en af mine tanker, jeg kunne mærke at det ireterede mig at Ben havde gjordt grin af hvad jeg havde sagt. Jeg tog iratationen fra den tanke til at blive mere koncentreret, "kommer der til at ske noget eller hvad" kunne jeg høre ham sige, jeg kunne mærke mine kræfter flyde igennem mig fra mit hoved og ud til mine fingrespidser hvor det næsten føltes som var der en lille glød med al den energi der flød igennem mig. Normalt flyttede jeg ikke med så store eller tunge ting så at få togvognen til at flytte sig var hårdt og krævede meget energi, jeg holdte yderligere fast i den følelse jeg fik når jeg tænkte på Bens reaktion, det begyndte at dundre i mit hoved af den store energimængde men det gjorde mig mere målrettet, jeg koncentrerede mig og så begyndte vognen at rykke på sig, først et par centimeter, så en halvmeter og så skubbede jeg den med højfart yderligere tolv meter for så at stoppe den brat. Jeg sænkede hånden og kiggede tilfredstilende på sporende der var kommet i gruset efter vognens jul var blevet slæbt hen over jorden. 

 

Ben kiggede på mig med store øjne og så nærmest skræmt ud, "tror du på mig nu" sagde jeg og tørede blodet fra min næse væk med mit ærme og satte mig ned. Verden snurrede næsten rundt for mig og jeg følte mig helt disorinteret, det skete altid når jeg brugte en meget stor energimængde for at flytte med store genstande. Ben kom hen til mig og satte sig på hug, "er du okay?" Spurgte han stille, sandsynligvis stadig i chok over hvad han lige havde set, "jeg har det fint, at flytte så store genstande gør mig bare lidt svimmel" sagde jeg, "det du lige gjorde der var helt igennem utroligt, men vi må nok hellere komme videre inden nogen ser os" sagde han. Han hjalp mig op ligesom første gang jeg havde mødt ham og så gik vi ellers hjem i et stille og roligt tempo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...