mit navn er anna

en young-adult novelle jeg skrev på brønderslev forfatterskole, der er som mit hjertebarn. / valgmulighed 1: hvordan din identitet kan blive ødelagt på godt og ondt

9Likes
25Kommentarer
878Visninger
AA

5. 15. maj, 2017.

Lyden af skabe, der blev skubbet i og snakkende stemmer fyldte skolens gange. Det var den slags fantastiske, kaotiske larm, hvor du ville kunne sætte dig ned og læse, men i stedet for at blive forstyrret ville du kunne danne din egen boble og se ordenes betydning klart og tydeligt for dig som en biograffilm.

Selv rodede jeg i dybet af mit skab for at finde en af de bøger, jeg skulle aflevere på biblioteket.

”Den må altså være her et eller andet sted,” mumlede jeg irriteret og sukkede.

”Den er sikkert hjemme hos mig,” sagde Lukas, tog min hånd og begyndte at stryge sin tommelfinger hen over min håndryg. ”Lad nu være med at tænke på den dumme bog. Du har rigeligt i forvejen, og med det ansigt kan du slippe af sted med alt.”

Mine øjne vendte sig på kommando, og jeg så op på ham. Jeg blev altid bevidst om min højde, når vi stod op. Mest af alt, fordi jeg lignede en, der stadig gik i syvende klasse, og hvis krop bare havde givet op halvvejs i mål.

”Nej, du kan slippe af sted med alt. Husker du den danskanalyse, vi skulle aflevere for et par måneder siden? Jeg arbejdede på den hver dag, mens du bare kiggede på og udskød det til en dag, hvor du var pisse bagstiv. Men alligevel slap du af sted med det og fik lov til at aflevere senere.”

”Sådan er livet nogle gange, Ans. Det er uretfærdigt, men det er godt, du har mig, så du kan brokke dig over det.”

”Det er folk som dig, der gør livet uretfærdigt.”

Han tog sig melodramatisk til brystet, som om jeg havde såret ham. Mit ansigt knækkede i et smil, da jeg så hans smilehul og hørte hans latter, der dannede resonans mellem samtlige vægge og øregange.

”Det er fest hos Rakel på fredag,” begyndte han og så ned på mig med et forsigtigt blik. Som om han allerede godt vidste, jeg ikke var meget for det.

”Vi skal i biografen på fredag, har du glemt det?”

Nu var det hans tur til at himle med øjnene, og jeg var ret sikker på, de nåede helt op i skyerne. Jeg gad ikke snakke om fester. De var så ulig mig. Fulde mennesker gjorde mig utilpas, og jeg følte allermest, at det var en undskyldning for at foretage handlinger, man ikke turde gøre, når man var ædru.

”Please, det bliver sjovt. Vi tager bare i biffen en af de andre dage.”

”Nårh ja, for store bileksplosioner er altid fede, når man har tømmermænd. Du ligner altid en døende to dage efter.”

Han skulede ned til mig.

”Lad nu være med at være kedelig,” sagde han.

 Mine øjenbryn hævede sig i overraskelse, krummede sig derefter sammen i undren. Var det sådan, han ville prøve at få mig med? Som om jeg ikke vidste, at jeg var kedelig i forvejen.

”Du vidste, hvad du gik ind til, da vi først begyndte at spilde kaffe på hinanden. Jeg er kedelig.”

”Jeg vil bare gerne have, at andre også opdager, hvor fantastisk min pige er.” Lukas fangede en af mine krøller og satte den om bag mit øre. Den blev der i to sekunder, før den endte samme sted som før.

”Også selvom hun er kedelig?”

”Også selvom hun er kedelig.”

Jeg tvang mine øjne væk fra hans. Krydsede armene og så ud på menneskehavet. Der var altid nogen, der kiggede på os, og jeg havde på fornemmelsen, at folk altid tænkte, hvad fanden der gik galt, siden han kunne vælge én som mig. 

Vi var som chokolade og lakrids og havde ikke andet tilfælles, end at vi var slik. Indtil vi begyndte at være et rygte og senere hen blev mere end det, havde jeg været usynlig. En lille del af noget, der var større end mig, ligesom stjernerne på mit værelse.

”Jeg ved ikke … det er ikke ligefrem, fordi jeg passer ind, vel?”

”Anna, se på mig.” Hans blik flakkede hen over mit ansigt. Studerede hver en fregne og greb om mit ansigt med sine hænder. ”Jeg ved godt, I måske ikke er samme typer mennesker. Men for helvede, det var vi jo heller ikke, og se os nu.” Lukas aede mine kinder, som jeg kunne mærke blev til ild under hans fingre og måske også ord. Magi. Stjerneskud. Tilfældigheder. ”Vi skal nok tage hjem, hvis det bliver for meget. Jeg lover, at jeg ikke drikker mig så meget i hegnet, at du ikke kan finde mig igen, men til gengæld skal du love, du prøver. Please?”

Alle mine intentioner og principper gik amok inden i mig. Jeg fattede ikke meningen med at drikke sig så fuld, at ens moralske kompas gik i stykker og dannede minder, man ikke kunne huske, når man kunne vælge at se en film i biografen i stedet for. Alligevel nikkede jeg til hans beslutning.

”Okay. Men så vælger jeg filmen.”

Det gjorde jeg ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...