Soulmates

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2017
  • Opdateret: 6 nov. 2017
  • Status: Igang
For 124 år siden blev det officielt, at alle mennesker havde en sjælefrænde et eller andet sted ude i verden. Før havde dette blot været en myte. Blot 2 uger senere, kom uret på markedet.Kærlighedssyge og derfor mange som begik selvmord pga. deres kærlighedssorger. Andre var så uheldige at komme ind i forhold de ikke ville, og blev udsat for vold og voldtægt. Men efter uret kom stoppede alt. Disse mennesker fandt sjælefrænde, ved hjælp af uret. Uret målte hjertefrekvensen på bæreren, hele tiden, og når den kunne mærke man var tæt på en med samme hjertefrekvens, gik nedtællingen i gang.
Det var smukt. Dengang.
I dag er det dødsens farligt, hvis ens sjælefrænde ikke eksisterer, er død, eller der er en fejl generelt. Tro mig. Jeg ved alt om det. Mit hjertefrekvens er speciel, og ingen andre samme hjertefrekvens magen til mig. Så jeg har været på flugt siden jeg fyldte 16 år. Fra mine egne forældre.

0Likes
0Kommentarer
126Visninger

1. Prolog

****Jill****
Hun vendte sig roligt om, i den mørke gyde. Selv om det svage dagslys dårligt nok nåede ned til den lille gyde, skinnede hendes lyse hår alligevel nærmest gyden op. I det svage mørke kunne man skimte hendes lille smil.
”Du fik mig, Jonathan!” Hun sænkede langsomt hændende og lagde den stjålede pung på det beskidte asfalt.
”Du kender mit navn?” Jonathan lød pludselig mere forpustede end, han følte sig efter den lange løbetur efter hende. Hvor kendte denne blonde kvinde hans navn fra?
”Jeps, jeg kender dit navn. Jonathan Orion. Født i en lille by i Texas, ene barn. Endnu ikke mødt hans sjælefrænde.” Imens hun sagde dette gik hun frem og tilbage, som en lærer i de små klasser.
”Jeg ved hvem alle er, som ville være her i dag, da Emma og Fred mødte hinanden.” Hun smilte et lille uskyldigt smil, og lænede sig op af den røde overmalede væk. Jonathan var stum. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til denne alt for vidende kvinde. ”Men nej, jeg havde ikke regnet med at Freds fætter ville løbe efter mig, som en politimand, bare fordi jeg tog hans pung.” Hun sagde det så irriteret af Jonathan endelig huskede hans mund.
”Du stjal en andens ejendel. Det en selvfølge for alle mennesker, at stoppe tyve.” Han sank en klump, og før han vidste af det, havde han skævede imod hans ur på armen, og sagt det spørgsmål der lå på hans læber. ”Hvordan vidste du at Fred ville møde hans sjælefrænde, og at jeg ikke har mødt min?”
Kvinden trak kort på skuldrene og smilede et let smil.
”Jeg har adgang til systemet.” Da hun trak på skulderen opdagede Jonathan at hun ikke havde sit ur på.
”Ved din sjælefrænde godt, at du stjæler andres ejendele?” Han havde forventet et chok på hendes ansigt, eller i det mindste et ansigt med skyldfølelse. Men i stedet fik han et hånlig latter.
”Jeg har ingen sjælefrænde.”

***Lily***

Lily mærkede langsomt hvordan den ene papkasse langsomt begyndte at glide ned af hendes arm, på vej op af trappen til hendes nye lejlighed. I det øjeblik hun mærkede det var ved at gå galt, mærkede hun også en viberation i hendes ur. DET VAR NU. Hun skulle til at møde sin sjælefrænde, med en papkasse faldende ned af trappen. Det var bare en typisk situation.
”Hej nu skal jeg hjælpe dig med den.” En hånd vidste sig foran hendes ansigt, og tog den besværlig kasse, og så mærkede hun uret stoppe. Foran hende stod en lyshåret fyr, med brune øjne, godt pumpede og med de sødeste små fregner over næsen.
”Tak.” Smilede hun, og skulle lige til at smide den anden kasse, og kaste sig i armene på ham, da en blondine med lange brune ben, og en kjole som smurte sig sexet ned af hendes krop, kom og lagde en hånd på hans skulder,
”Sådan en gentleman du er, skat.” Hun gav ham et langt dvælende kys på munden, og smilede så sødt til ham. ”Vi ses i aften. Jeg tager pizza med hjem til kampen.” Hun vendte sig imod Lily.
”Hej, du må være vores nye nabo. Jeg er Sandra, og dette er min mand Sean.” Hun smilede stort, og rakte en hånd ud, som hun hurtigt tog tilbage, pga. den kasse som Lily havde i hånden.
Lily kiggede ned mod Seans håndled, og ganske rigtigt. Intet ur, men en flot vielsesring på ringefingeren. Hendes sjælefrænde, havde allerede fundet en sjælefrænde.

***Caleb***

Kirkegården lå helt øde, da Caleb gik hen imod graven til sin forældres grav. Han havde blomster med i den højre hånd, og i venstre den lange liste over de ting han ville fortælle dem. At hans bror havde fundet sin sjælefrænde i de 3 måneder, hvor han ikke havde besøgt dem, og de allerede ventede et barn til april.
At han var blevet forfremmet i firmaet, og nu var underdirektør. At han savnede dem, og stadig havde maridt om den dag, hvor politimanden bankede på hans dør, for at fortælle at de var omkommet i en ulykke på den båd, som de havde lejet for at fejre deres bryllupsdag.
Han trak vejret dybt, og gik med tunge skridt imod den østlige del af kirkegården. Da han rundede hjørnet, så han de mange mennesker, som stod ved siden af hans forældres grav.
En ny begravelse. Endnu en død i en ulykke. Alle sygdomme var der heldigvis kure imod, og pga. at alle skulle mødes med lægen hver anden uge, var sygdomme en saga blot. Da han var 10 meter væk fra begravelse mærkede han viberation i hans ur. Var det nu? Skulle han møde sin sjælefrænde på en kirkegård til en begravelse. Han gik nærmere, og stillede sig bag ved flokken, af de sortklædte mennesker, og ventede blot på en vente sig om, fordi deres ur gjorde opmærksom på at han var der.
Han kiggede mod sit ur, og så det var gået i stå ved 2 sekunder.
”Forfærdeligt for familien.” Hviskede en ældre mand til hans kone. Han holdte om hende imens hun smågræd. ”Tænk at være så selvisk og begå selvmord, og så ikke tænke over familien bagefter.”
”Shh Henri. Du ved godt at Sarah var psykisk syg!” De flyttede sig lidt til højre, og Caleb kunne nu se hen til den glaskisten, hvori der lå en lille hvid mørkhårede kvinde i en hvid kjole. Det eneste som viste hun var død, var de røde bandager som var omkring hendes håndled.
I det øjeblik at Caleb så hende, mærkede han sit ur stoppede. Hans sjælefrænde var død.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...