Troublemaker

Kate lever det vilde liv, hun er lige kommet ud af fængslet da hun støder ind i en berømthed. Hun ved bare ikke at han er kendt. Han ved ikke hun er farlig. En lille gnist bliver til dyb forelskelse. De har begge hemmeligheder for hinanden, og de passer slet ikke ind i hinandens liv, vil de finde sammen alligevel?

2Likes
2Kommentarer
527Visninger
AA

8. Kapitel 3 ~ Tredje del

Kates synsvinkel

Der går lang tid, flere timer, hvor jeg bare sidder foran tv’et. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. Det er forkert at gå rundt og snuse i hans hjem, og private sager, så jeg er kun de steder jeg allerede har været. Jeg overvejer flere gange at smutte, men jeg har lovet Peter at blive. Han sagde han var hjemme om ca. to timer? Nu er der gået 7. Jeg keder mig helt utroligt meget, spiller lidt på hans klaver, læser i en af hans Harry Potter bøger, ser mere tv, læser lidt mere Harry Potter. Jeg er lige kommet til Dudleys fødselsdag da døren går op. Jeg rejser mig fra sofaen for at sikre mig, det er Peter som kommer. Han er i gang med at tage sin jakke af, da jeg kommer ud i entreen.

“Hey,” siger han da han får øje på mig, og lyser op i et smil.

“Det tog virkelig lang tid,” siger jeg.

“Jer undskyld, jeg vidste ikke det ville tage så lang tid,” undskylder han. Jeg trækker på skuldrene og går ind i stuen igen. Han følger efter mig.

“Har du læst Harry Potter?” spørger han og nikker mod bogen jeg har lagt på sofabordet.

“Ja, de første 27 sider,” svarer jeg.

“Du burde læse hele serien,” siger han, “Og ja før du spørger, jeg er mega Harry Potter fan,” griner han.

“Hører du tit det?” spørger jeg.

“Ja det kan man vel godt sige,” svarer han og sætter sig i det ene hjørne af sofaen. Jeg sætter mig i skrædderstilling i den anden ende. Han lægger nakken tilbage, lukker øjnene og køre en hånd gennem håret.

“Har det været en hård dag?” spørger jeg. Jeg aner faktisk ikke hvad han har lavet sammen med ham der vennen, men jeg har ikke lyst til at snage i hans ting, så jeg spørger ikke.

“Ja, fuld koncentration i 7 timer,” svarer han. Han tager sin macbook fra bordet, og tænder den.

“Hvad har du så lavet?” spørger han mig.

“Øhm.. set tv, læst i din bog.. lige ud sagt ik en skid,” siger jeg.

Han griner, “Undskyld, det har nok været lidt kedeligt uden nogen at snakke med,” siger han.

“Det okay,” siger jeg. Alt er okay med ham i nærheden. Han rækker ud efter fjernbetjeningen og tænder for nyhedskanalen. Han slår benene op i sofaen, hans lange ben når næsten helt hen til mig. Han taster løs på sin macbook, han sidder med front mod mig, så jeg kan ikke se hvad han laver. Efter omkring 10 minutter sætter han pc’en fra sig og retter opmærksomheden mod mig.

“Kan du lide pizza?” spørger han og finder sin mobil frem fra lommen.

“Det er et meget dårligt spørgsmål,” svarer jeg.

Han smiler, og tager det som et ja. Han ringer op og bestiller pizzaen.

“Hvad sagde din ven egentlig til mig? Han så noget overrasket ud,” siger jeg da han har lagt på.

“Åh gud, han gad ikke tro på vi bare er venner,” griner Peter.

Bare er venner selvfølgelig, jeg ved jo godt der ikke er noget mellem os, og det kan der heller ikke blive.

Jeg griner, “Og så fortalte han det til en af mine andre venner,” fortsætter Peter, “Åh, det var et mareridt,” sukker han. Det får mig til at grine endnu mere, det er så typisk drenge. Vi får øjenkontakt, der er ingen af os der vil bryde den. Det er ligesom i morges. Det som om jeg kan drømme mig væk i hans øjne, væk til et bedre sted.

Jeg forestiller mig hvordan det ville være, at kravle op på hans skød og kysse ham. Nusse hans hår, mærke hans bløde læber mod mine, hans hænder på mine hofter. Så kommer jeg tilbage til virkeligheden, han kigger stadig på mig.

Jeg fjerner hurtigt blikket fra ham, og kigger ned i gulvet. Hvad fanden var det? Hvorfor tænker jeg sådan, jeg kender ham knap nok. Han ville alligevel aldrig kunne passe ind i mit liv, han er ikke min type.

“Jeg henter lige min mobil,” mumler jeg, rejser mig fra sofaen og går ind på værelset.

Min mobil ligger på natbordet hvor jeg efterlod den, slukket. Jeg tager den op, og tænder den. Will, Veronica og Alex har skrevet. Jeg åbner den fra Will først:

Vi tager i byen i aften, vil du med?

Nej, det vil jeg ikke. Jeg svarer ikke, men åbner Veronicas beskeder.

Har noget jeg må fortælle dig!står der i den første.

For at være ærlig har jeg ikke lyst til høre det, noget siger mig jeg godt ved hvad det er.

I den næste står der: Okay jeg kan lige så godt fortælle det, mig og Will danner officielt par nu! Vi tager i byen i aften, vil du med?

Gu ej om jeg vil med, bare for at blive det tredje hjul. De danner par, det var hurtigt, han har været ude i mindre end 48 timer! Jeg vil slet ikke tænke på hvad de lavede i går aftes, men Veronica har også altid været lidt af en player. Hun vidste godt, jeg kunne lide ham, hun vidste det, er hun bare ligeglad med mine følelser?

Jeg lukker øjnene i, vreden stiger op i mig. Jeg prøver virkelig at styre mit temperament, men jeg er ikke så god til det med selvkontrol. Jeg kyler min mobil ind i væggen, så det giver et ordentlig brag, og synker sammen ved siden af sengen. Tårerne triller ned af mine kinder, jeg har mistet min veninde til den fyr jeg har været vild med i evigheder.

“Hvad i..” det er Peter, han står i døråbningen, og kigger skiftevis på mobilen, væggen og mig. Han sætter sig ned ved siden af mig, og lægger en arm om mig. Han trækker mig ind til sig og jeg lægger mit hovede på hans skulder. Jeg prøver at tage det roligt, og tager nogle dybe åndedrag. Jeg kaster et blik på væggen, der er kommet et hul, hvor min mobil ramte.

“Undskyld,” hvisker jeg.

“Det okay,” svarer han. Hvordan kan han være så forståelig når han ikke engang ved hvad der er galt?

“Men jeg har lavet hul i din væg, det er ikke okay,” protestere jeg.

Han tænker lidt over, hvad han skal svare, “Det er okay med mig,” svarer han. Jeg ryster svagt på hovedet.

“Hvad? vil du have mig til at blive sur på dig?” spørger Peter.

“Jeg vil bare have dig til at lade være med at være så pokkers sød,” svarer jeg. Ups.. sagde jeg det højt?

“Undskyld hvad sagde du lige?” spørger Peter. Han kigger overrasket ned på mig, mens han smiler. Jeg vender hovedet væk fra ham, jeg kan ikke det her, må ikke. Det vil alt sammen gå ud over ham på et tidspunkt.

Det ringer på døren, det er sikkert pizzaen, Peter rejser sig for at gå ud og tage imod den. Jeg bliver siddende lidt, men rejser mig så. Mobilen ligger på gulvet, smadret. Jeg går ud til Peter, han er kommet ind i stuen, med pizzaen i hånden. Han sætter sig i sofaen og åbner pizzabakken som han sætter på bordet.

“Kom sid ned,” siger han og klapper på sofaen. Jeg går hen og sætter mig, længst væk fra Peter. Han ser på en eller anden måde trist ud, da jeg sætter mig så langt fra ham som muligt. Men det triste er hurtigt væk, og han er sig selv igen.

“Skal vi se en film?” spørger han.

“Okay,” svarer jeg.

“Nogle specielle ønsker?” spørger han.

“Øhm.. narh, jeg ser egentlig ikke så meget film, jeg kender ikke så mange,” svarer jeg.

“Åh, så lad mig vise dig en virkelig god en,” siger han og sætter ‘Harry Potter og de vises sten’ i gang. Vi spiser pizzaen, og ser filmen. Den er egentlig meget god, men måske lidt for fantasy agtig til mig. Jeg ser over på Peter, hans hovede ligger slapt på ryglænet og hans øjne er lukkede. Vi er kun halvvejs gennem filmen.

Jeg rejser mig og finder en lille seddel og en kuglepen. Jeg lægger sedlen på sofabordet, og kaster et sidste blik på Peter. Han ser så fredfyldt ud når han sover. Så går jeg ud og tager mine sko på, og forlader hans hus.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...