Troublemaker

Kate lever det vilde liv, hun er lige kommet ud af fængslet da hun støder ind i en berømthed. Hun ved bare ikke at han er kendt. Han ved ikke hun er farlig. En lille gnist bliver til dyb forelskelse. De har begge hemmeligheder for hinanden, og de passer slet ikke ind i hinandens liv, vil de finde sammen alligevel?

2Likes
2Kommentarer
538Visninger
AA

6. Kapitel 3 ~ Første del

Kates synsvinkel

 

Mens han laver te kigger jeg mig lidt omkring, i stuen står et stort flygel, og på væggene hænger der billeder af hans familie og venner. Det er egentlig et meget flot hus.

Jeg går ind i et andet rum, jeg får nærmest et chok, der er mindst 20 forskellige guitarer inde i det rum, og et keyboard.

“Åh, du har fundet mit musikrum,” siger en stemme bag mig.

Jeg vender mig om med et sæt, “Undskyld,” siger jeg og har det pludselig dårligt med at jeg bare vader rundt i en fremmedes hus.

Jeg kender ikke engang hans navn.

“Nej nej det er okay,” svarer han.

“Kan du spille?” spørger jeg. Først ser han overrasket ud, men så lyser han op i et smil.

“Ja,” svarer han.

“Du er godt klar over at du har virkelig mange guitarer ikke?” spørger jeg.

“Jo,” svarer han og trækker på skuldrene, “Jeg kan godt lide at spille,” svarer han. “Men teen er færdig,” siger han hurtigt. Vi går ud fra musikrummet, og sætter os i sofaen.

Han rækker mig en kop te, “Når, fortæl,” siger han.

“Hvad?” spørger jeg.

“Jeg har lige hevet dig op fra en bro, hvorfor?” svarer han.

Jeg bider mig i læben, “Jeg har ikke lyst til at snakke om det,” siger jeg stille.

Han trækker på skuldrene, “Det er vel forståeligt nok,” svarer han, jeg kan godt lide at han er så forståelig. Jeg sidder og betragter ham mens han tager en slurk af sin te. Han kigger op over kanten af koppen og møder mine øjne.

“Hvad?” spørger han.

“Jeg ved det ikke, du minder mig bare om en eller anden,” svarer jeg.

Han trækker på skuldrene, “Åh og du må virkelig undskylde det på cafeen, jeg havde slet ikke set dig,” siger han.

Jeg rødmer, “der skete jo ikke noget,” svarer jeg. Jeg tager en slurk af teen, den er lige tilpas varm.

“Du kan godt lide min jakke,” siger han og smiler.

“Ja, den er dejlig varm,” griner jeg, stemningen er lidt akavet, men vi kender jo ikke hinanden, så det giver sig selv. Vi tager begge en slurk af vores te, han tænder tv’et og ser nogle nyheder. Det interesserer mig ikke, det har det aldrig gjort.

Mit hovede føltes tungt, og mine øjenlåg begynder at falde i. Snart er jeg faldet i søvn med hovedet på hans skulder.

 

Jeg vågner op i en stor hvid seng. Fuck, hvad har jeg gjort? Et kort øjeblik tror jeg, jeg har givet mig hen til en fremmed, men så opdager jeg, at der ikke lægger nogen ved siden af mig.

Min hukommelse begynder langsomt at virke, festen, Veronica, Will, ham fyren der reddede mig. Har jeg sovet ved ham? Jeg sætter mig op i sengen, en voldsom hovedpine for mig til at lægge mig ned igen. Tømmermænd, hvor jeg dog hader det. Jeg putter mig ned under den varme dyne, den dufter godt, af ham.

Jeg hører svagt døren gå op, jeg kigger op over dynen og møder hans blik.

“Godmorgen,” siger han og smiler til mig. Han ser godt ud, hvordan er det muligt? Endda om morgenen, jeg ligner sikkert lort. “Godmorgen,” svarer jeg.

“Du kan tage et bad hvis du vil, badeværelset er for enden af gangen,” siger han.

“Tak,” svarer jeg og svinger benene ud over sengekanten. Han går ud af værelset, og jeg skynder mig efter.

“Du må nok hellere få din jakke tilbage,” siger jeg. Han vender sig om og smiler da han ser jeg stadig har den på.

“Du ser da ellers meget godt ud i den,” siger han.

Jeg rødmer, gav han mig lige et kompliment? Ikke at det er første gang der er en dreng, som siger noget sødt til mig, det er bare, det er ham. Han er ikke som andre.

Jeg knapper den øverste knap op, den eneste jeg havde knappet. I to hurtige skridt er han omme bag mig og hjælper mig med at trække den af, hvilket ellers ikke er så svært for den er ret stor.

Jeg vender mig rundt, “Tak for lån,” siger jeg og kigger op på ham.

“Du siger bare til en anden gang,” griner han.

Vi står tæt, lidt for tæt til at være fremmede, og det er vi vel. Ingen af os bryder øjenkontakten,

“Du fortalte mig aldrig dit navn,” siger han stille.

“Kate,” svarer jeg.

“Kate,” hvisker han, det lyder godt når han siger det.

“Og dit?” spørger jeg. Han kigger væk, og afbryder vores øjenkontakt. Vores magiske øjeblik er væk, jeg prøver at genoprette det, men hans øjne flakker hele tiden væk fra mig.

Efter et par sekunder svarer han endelig, “Peter”*. Det var ikke lige det jeg havde regnet med, men det er vel et okay navn.

"Peter,” siger jeg for ligesom at smage på navnet. Han siger ikke noget, står bare og.. ser ud som om han har dårlig samvittighed?

“Nice, jeg smutter i bad,” siger jeg for at afbryde den akavede stilhed.

Jeg går ind på badeværelset, det er stort. Der er både bruser og jacuzzi. Jacuzzien er fyldt næsten helt op med vand og sæbe, han har gjort det klar til mig. Jeg lukker døren bag mig, og tager mit tøj af og lægger det i en bunke. Så lader jeg mig glide ned i det varme vand.

Jeg tror aldrig nogensinde jeg har fået sådan et dejligt bad.

Jeg sidder der i lang tid, virkelig lang tid, leger med sæben og vandet. Mine fingre og tæer begynder at rynke, okay jeg er nok nødt til at gå op nu. Jeg kigger mig om for at finde et håndklæde. Der er ikke nogle? Bliver jeg nu nødt til at kalde på Peter? Sæben dækker for min krop, det er kun mit hovede og mine skuldre, der stikker op.

“Peter!” råber jeg.

“Jer?” råber han tilbage.

“Hjælp!” råber jeg tilbage. Efter mindre end 5 sekunder kommer han til syne i døråbningen.

“Hvad er der galt?” spørger han forpustet.

“Jeg har ikke noget håndklæde,” svarer jeg.

Han griner, “Jeg troede du var ved at drukne eller noget i den stil,” siger han. Han kommer ind på badeværelset, og gør sig umage med ikke at se i min retning. Han åbner et skab og fremtryller et håndklæde.

“Har du nu alt det du skal bruge?” spørger han og rækker mig håndklædet.

“Det tror jeg, tak,” svarer jeg. Han smiler og vender sig om og går igen. I det døren lukker, rejser jeg mig og går ud af jacuzzien. Jeg tørrer mig, og vikler håndklædet omkring mig. Han må virkelig være rig hvis han har råd til alt det her, hvem ved,måske har han arvet fra sine forældre eller også har han bare et meget godt job.

Gad vide hvad klokken er blevet? Jeg går ud på gangen, gulvet er koldt mod mine bare fødder. Jeg går hen mod stuen, jeg kan høre et eller andet, stemmer?

 

*Lige et lille hint, Shawn Peter Raul Mendes*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...