Troublemaker

Kate lever det vilde liv, hun er lige kommet ud af fængslet da hun støder ind i en berømthed. Hun ved bare ikke at han er kendt. Han ved ikke hun er farlig. En lille gnist bliver til dyb forelskelse. De har begge hemmeligheder for hinanden, og de passer slet ikke ind i hinandens liv, vil de finde sammen alligevel?

2Likes
2Kommentarer
531Visninger
AA

2. Kapitel 1. ~ Første del

Kapitel 1

 

Endelig kan jeg ligge den røvsyge selle bag mig. Mærke vinden i mit hår, og dufte friheden. Det er i hvert fald hvad de plejer at skrive i de der røvsyge romaner, jeg blev tvunget til at læse i folkeskolen. Nu skal jeg ud, ud og leve livet igen. Flygte fra panserne, stjæle dyrebare ting, og glemme hvad der er sket inde i fængslet. Jeg vil ikke snakke om det, ikke engang tænke på det. Tænk på alt hvad der er gået mig over hovedet imens jeg har været spærret inde, alle de ting jeg kunne have gjort, men som jeg ikke har fået gjort endnu. Det skal gøres, gerne lige med det samme. Will kommer gående bag mig, han bliver også lukket ud i dag. Jeg stopper op og venter på ham, vagten der fører mig mod udgangen trækker i mig for at få mig til at følge med. Jeg sætter hælene i, og vagten giver sig og lader mig vente på Will.

“Hey prinsesse!” råber Will.

Jeg bliver kaldt prinsesse, ikke bare af Willy, men af alle der er med i Djævelens Engle. Min mor og far er konge og dronning, det var dem som startede det hele. Derfor er jeg blevet prinsesse, Prinsesse Kate.

“Hva’ så Willy” svarer jeg. Han kommer over og giver mig en krammer. Vagterne giver slip på os, og lader os endelig gå selv. “

Kan du se det for dig? Friheden er lige foran os,” siger Will og løfter en hånd som hvis han ville feje alle skyer af himlen.

“Nu skal vi to tilbage på vores gamle pladser,” fortsætter han.

“Der er ikke noget jeg hellere vil,” siger jeg. Will lægger armen om mine skuldre, og vi går sammen ud af den store port, der adskiller virkeligheden og fængslet.

“Yeah!” råber Will, og vi løber sammen han af gaden, med spredte arme som de gør i fodboldkampe når de vinder. Vi ved ikke hvor vi skal løbe hen, vi løber bare indtil vi ikke kan få vejret mere. Vi stopper op og hviler på en af de bænke, der står rundt om i gaderne. “Hvad så nu?” spørger Will.

“Det ved jeg ikke, det er underligt lige pludselig at være ‘fri’” svarer jeg og betragter den tomme gade. Der er ingen mennesker, de fleste er nok på job, sådan en tirsdag formiddag. Der er ikke sket de helt store forandringer på et halvt år, det er mere den rutine man skal ind i igen.

“Ja,” Will lyder fjern som om han tænker på noget.

“Har du ikke snart fødselsdag?” spørger Will pludselig.

“Øhm.. Jo engang i næste uge tror jeg, hvilken dato har vi i dag?” spørger jeg.

Will fisker sin mobil op af lommen, “den 15 januar,” svarer han.

“Åh, så er der vel 6 dage til,” svarer jeg. Når man sidder spærret inde og kigger ind i en grå væg mister man tidsfornemmelsen, det sidste halve år er gået stærkt, og så alligevel så langsomt.

“Holder du så fest?,” spørger Will.

“Ligesom sidste år” svarer jeg. Det havde været ret sejt, minderne derfra husker jeg stadigt tydeligt.

“Yeah, det kunne være ret nice,” svarer Will.

Vi sidder lidt og kigger, der kommer en gammel dame gående forbi med to hunde, og en mand der lige har været inde i at købe ind, som kommer gående med to store indkøbsposer.

“Skal vi smutte hjem?” spørger Will.

“Hjem, det lyder bekendt,” siger jeg. Will griner og rejser sig fra bænken.

“Jeg er nervøs,” indrømmer jeg.

“For hvad?” spørger Will.

“For at komme hjem, mine forældre kontaktede mig ikke engang da jeg var i fængsel, det er ikke sikkert de ved det,” siger jeg. Jeg rejser mig og begynder at gå hen af gaden. Will følger efter, og tager min hånd.

“Bare rolig, vi overlever det her, og så når vi bliver gamle, rejser vi væk. Væk fra alting,” Will drømmer sig ind i sine tanker mens vi går hen af gaden. Vi skilles på halvvejen, og jeg bliver nødt til at gå den sidste kilometer selv.  Jeg har boet på Platinum street hele mit liv, vi bor i en stor villa, spørg ikke hvordan mine forældre har råd til det. Det findes der ikke et godt svar på. Jeg stopper op og betragter mit røde murstenshus. Det sorte tag, og de hvide vinduer. Det har ikke forandret sig en skid, men hvad havde jeg regnet med? Mine forældre er ikke ligefrem dem, der går ud og planter nye planter i haven, det kan man selvfølgelig heller ikke når der er fyldt med sne. Jeg går op af de få trappetrin og ind af døren. Lugten af røg strømmer mig i møde, det er langtid siden jeg har fået en smøg. De forbød det i fængslet, så nu er jeg blevet vænnet af med det. Jeg lukker døren bag mig med et brag, og hører min mor mumle et eller andet inde fra stuen. Jeg tager mine sko og min jakke af.

“Når er det bare dig, godt at du er hjemme igen,” siger min mor, hun står og hænger op af dørkarmen.

Sådan er mine forældre, ikke noget med at spørge ind til hvor jeg har været, nej de er ret ligeglade så længe jeg ikke blander mig med de forkerte mennesker. Man kan jo sige dem inde i fængslet nærmest er min familie.

“Hej,” svarer jeg og går ind på mit værelse.

Alting står som jeg efterlod det, gardinerne er rullet ned, askebægeret står propfuld på mit natbord, og min seng er lige så uredt som var jeg lige stået op. Jeg tænder en smøg, og sætter mig på sengen, den tykke røg fylder rummet, og snart kan jeg knap nok selv være i det. Jeg åbner vinduet og står lidt og hænger ud af det. Min mobil lægger på bordet, jeg har ikke tjekket den i et halvt år, det er lidt underligt. Jeg går hen og tager den op, den ligger godt i min hånd. Den gider ikke tænde, typisk den har sikker ikke mere strøm. Jeg kobler den hurtigt til noget strøm. Den lyser op, og tænder efter lidt tid. Der er et ton af notifikationer. Jeg puster tungt ud, og smider mig i min seng. Jeg tjekker dem, de fleste af dem fra Veronica, hun har skrevet at så snart jeg ser hendes beskeder skal jeg komme over til hende.

Ses i aften skriver jeg tilbage. Hun bliver sikkert pisse frustreret når hun ser at jeg har svaret, men ikke er kommet.

Mig og Veronica har været venner i alt den tid jeg husker, tilbage i første klasse lavede vi ballade sammen. Det hele startede en eftermiddag hun sad uden for klassen og græd. Jeg spurgte hvad der var galt, hun svarede at hun lige havde fået skæld ud af lærere.

“Men hvorfor græder du så?” spurgte jeg.

“Hun blev så sur, det.. det er første gang jeg har fået skæld ud af en lærer,” snøftede hun.

Jeg grinte, ikke en hånende latter, mere overrasket.

“Bare rolig det vender du dig til,” svarede jeg.

Fra den dag var vi bedste venner, vi lavede ballade sammen, og pissede på hvad læreren sagde. Det var gode tider.

Jeg kan ikke holde ud at sidde herinde, jeg vil ud og føle mig levende. Jeg tager min demin jakke og snører mine højhælede korte støvler. Jeg går ud af døren, smækker den efter mig, og går hen til garagen. Min elskede motorcykel står der stadig. Der er mange der misunder mig for at have den, den er også ret sej. Det er en Yamaha. Jeg sætter mig op på den, og sidder der et øjeblik, bare for lige at føle mig tilrette og genkende følelsen. Jeg tager hjelmen over hovedet, og gasser op. Jeg ved hvor jeg vil hen, The George Street Diner. Det er en af mine yndlings cafeer, Maya arbejder der, måske er jeg heldig at hun er der nu. Maya er en af mine andre gode veninder, jeg er ikke lige så gode veninder med hende som med Veronica. Men Maya kan da godt bruges, nogle gange er hun bare alt for fornuftig, og regelrytter agtig. Vinden suser i mit hår, jeg elsker at mærke den følelse, det er følelsen af at man er i live. Jeg drøner ned af gaderne, og rundt i svingene. Det var lige her Will kørte galt, jeg bebrejder ham ikke noget, selvom det lidt var hans skyld jeg endte i fængsel. Lige her jeg røg ind i den rude for bagefter at vågne op på et koldt hårdt betongulv. Jeg husker det hele som var det igår. Jeg skubber tankerne væk, og nyder turen hen til cafeen. Der er kommer flere mennesker på gaderne, det passer også med at folk får fri nu. Så passer det nok med der er mange inde på cafeen. Jeg parkerer motorcyklen, og går ind. Der er overraskende lidt mennesker, der sidder et par ved et bord, og en enkelt ung mand på en af barstolene. Bag disken står Suzan, Mayas chef, hun er pisse irriterende, hun vil ikke have jeg kommer og besøger Maya i arbejdstiden. Jeg går hen til hende.

“Er Maya her?” spørger jeg.

“Nej,” svarer Suzan hurtigt. Hun lyver det er så tydeligt, den måde hun løfter det ene øjenbryn er ret afslørende.

“Er hun ude bagved?” spørger jeg.

“Nej, jeg har jo sagt hun ikke er her,” svarer Suzan, stadig med det ene øjenbryn hævet.

“Du kan ligeså godt lade være med at lyve for mig, jeg ved hun er her,” siger jeg.

“Hun er her altså ikke,” vedbliver hun.

En bevægelse i udkanten af mit synsfelt fanger mit blik. Jeg drejer hovedet. Maya er lige kommet ud, med en tom papkasse i favnen. “Kan jeg se spøgelser, eller står Maya foran os?” spørger jeg flabet og sender Suzan et blik der siger: Hvad-sagde-jeg-bitch. Maya spærrer øjnene op, og smider papkassen fra sig.

“Kate!” hviner hun, “du er tilbage!”.

Hun løber hen til mig og krammer mig, længe og hårdt.

“Hey,” svarer jeg. Hun fortsætter krammet.

“Okay, du er altså nødt til at give slip nu, hvis jeg skal blive ved med at være i live,” får jeg med besvær frem. Hun stopper øjeblikkeligt med at kramme mig,

“Undskyld, nogle gange bliver jeg bare så begejstret”. Hun smiler, men pludselig stopper smilet, og hun kigger hen på Suzan.

“Det her bliver ikke trukket i min løn vel?” spørger Maya, så er regelrytteren tilbage.

Suzan himler med øjnene, men ryster heldigvis på hovedet, “fortsæt i bare jeres lille hoe-mance,” svarer hun. Maya vender sig om mod mig igen.

"Hvor er jeg glad for at du er tilbage!” siger hun begejstret. Hun kigger rundt på kunderne, “måske burde vi gå udenfor og snakke,” hvisker hun. Alle kunderne kigger på os, ikke at det gør mig noget, men det generer åbenbart Maya. Jeg nikker, og vi går ud på parkeringspladsen.

“Er du så fri nu?” spørger Maya.

“Ja,” svarer jeg og trækker på skuldrene, jeg tror ikke rigtig det er gået op for mig.

“Men du kommer da i aften ikke? Altså til den der velkommen hjem fest, den bliver jo holdt for dig og Will,” siger Maya.

“Hvilken fest?” spørger jeg.

“Bare kom klokken 21,” siger Maya, “så bliver du overrasket”.

Jeg nikker, “okay,” svarer jeg.

“Nå men hvad skal du så nu?” spørger Maya.

“Det ved jeg ikke rigtigt,” svarer jeg.

“Nå, du finder nok ud af det, vil du have kaffe? Jeg giver,” siger Maya.

“Okay,” svarer jeg og vi går indenfor igen.

Jeg sætter mig på en af barstolene mens Maya finder kakao frem. Vi kalder det kaffe, men der er ingen af os der kan lide kaffe, så vi drikker kakao i stedet. Det minder jo alligevel meget om hinanden, i hvert fald i farverne.

“Hvordan går det med Will?” spørger Maya.

“Han har det vist fint, jeg tror ikke han kom noget til i bilulykken,” svarer jeg.

“Nej jeg mener ikke på den måde, mellem dig og ham,” siger Maya.

“Der er ikke noget mellem mig og Will, vi er bare gode venner og i øvrigt var vi slet ikke sammen i fængslet. Mænd og kvinder er adskilt,” svarer jeg.

“Men Will har helt sikkert følelser for dig,” siger Maya.

“Tror du?” spørger jeg, et lille håb tænder inde i mig. Det er jo ikke fordi Will ligefrem er grim, og han er også ret maskulin. Faktisk er han en af dem alle kan lide, der er bare ingen, der indrømmer det.

“Ja, han tilbringer mere tid med dig end nogen anden,” svarer Maya.

“Ja fordi vi har siddet i fængsel,” svarer jeg og ruller øjne er hun da totalt dum?

“Nej jeg mener før det,” svarer Maya.

“Åh, synes du?” spørger jeg, jeg ved ikke helt om jeg tør håbe på det.

“Ja, han har ikke ligefrem kørt biljagt med andre,” svarer Maya. Hun sætter en kop dampende varm kakao foran mig.

“Nej.. men det betyder jo ikke at han er vild med mig,” svarer jeg.

Det betyder han synes du er værd at spilde sin tid på,” indvender Maya.

“Fint okay, måske,” svarer jeg. Vi drikker vores kakao og snakker om alt og intet.

“Vi kan tage hjem til mig, og gøre os klar til festen,” foreslår Maya.

“Okay, hvornår er du færdig med din vagt?” spørger jeg.

“Klokken 19,” svarer Maya og begynder at tørre bordet af.

“Okay,” jeg tager min iPhone op af lommen og tjekker klokken, 18:37.

“Jeg kan lige nå hjem og hente mit tøj,” siger jeg.

“Okay, vi ses,” siger Maya.

“Jeps,” svarer jeg og rejser mig fra barstolen og går over mod døren. Jeg tager fat i håndtaget, lige som jeg skal til at åbne døren, bliver døren åbnet fra den anden side. Jeg går direkte ind i en høj mørkhåret ung mand. Jeg falder bagover, men han når lige at gribe mig inden jeg lander på gulvet. Hans hænder er utroligt kolde, jeg får helt gåsehud på mine bare arme.

“Åh, det må du undskylde,” siger han, og sikre sig at jeg er okay.

Jeg rejser mig, “det går nok,” svarer jeg. Jeg kigger op, og møder hans blik.

Han har brun-grønne øjne og mørkebrunt hår. Vi står og kigger på hinanden, jeg ved ikke hvor længe. Hans øjne flakker fra min mund til mine øjne og videre til mit hår. Til sidst begynder det at blive akavet. Jeg træder et skridt til siden, så han kan komme forbi. Han går hen mod disken. Maya står der og laver store øjne til mig. Hun er tydeligvis begejstret over at jeg faldt. Jeg tager min denimjakke skynder mig ud, og prøver ihærdigt at glemme det der lige skete, jeg hader akavede øjeblikke, mere end noget andet. I sær fordi jeg ikke kan lade være med at tænke det hele gennem to hundrede gange efter det er sket. Hvorfor blev jeg ved med at kigge på ham? Men han kiggede jo også på mig, så jeg gjorde jo ikke noget forkert. Jeg sætter mig op på motorcyklen, tager min hjelm på, og kører afsted. Jeg har det med at glemme alle bekymringer når jeg kører, hvilket er rart nok lige nu.

***

Det var så første del af første kapitel, håber i kan li det :D

-Kh. Forfatteren

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...