The Challenge - Den blå hval kommer først

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2017
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Katrine er træt af sit liv. Hun er træt af de kedelige hverdags rutiner, i det gamle lille hus for enden af vejen, i Aalborg Øst. Skolen virker pludselig uinteressant for den nu 15 årig gamle dygtige skoleelev.
En kedelig dag på Facebook, ser hun et opslag fra ViUnge. Opslaget blev lagt op, for at advare de unge om en ny challenge der havde ramt mange unge i Rusland. Katrine er ligeglad med hvorfor opslaget er blevet lagt op, hun trænger til spænding i sit liv. Hun bliver fanisneret af den nye verden, med selvmord, dårlig selvværd, og ubehag, så hun vover skinnet og begynder på challengen.
Senere finder hun ud af, at det måske ikke var så god en ide som hun troede. Imens prøver hendes bedste ven William at rede hende ud af den knibe, hun har bragt sig.

0Likes
2Kommentarer
181Visninger
AA

3. Hvad ER det her?

Måneskinnet er svagt. Jeg kan se lyset skinne ind af mit vindue, og ned på mit gulv. Det er smukt, men distraherende på samme tid. Lyset er så vanedannende at kigge på, jeg kunne næsten ikke holde op. Jeg tror månen er det, der er mest spændende i min hverdag. Det er det eneste højdepunkt jeg har på min dag. At sidde på mit værelse, med en notesbog og blyant i hånden, og bare sidde der. Skrive det ned, jeg følte for.
Månen var så inspirerende. Den var lys, venlig, og smuk. Alt det jeg ikke var. Eller, jeg TROEDE da at jeg var venlig nok, men det kan man vidst ikke kalde mig, nu hvor jeg sådan forlod William på den måde.
Jeg er ikke sur på ham eller noget. Jeg er nok bare overrasket over, at han kunne finde på det. Men så igen, jeg tror ikke jeg har fortalt ham, hvordan jeg havde det i forhold til ham. Jeg har nok aldrig sådan sagt at jeg ikke kunne lide ham på den måde, men jeg troede jeg var tydelig nok i mit kropssprog.

Jeg bliver vækket fra mine tanker, af at min mor åbner døren, og stikker hovedet ind.
"Der er mad." Siger hun.
Jeg sukker, jeg har egentlig ikke lyst til at spise, jeg havde mistet appetitten. Desuden ville jeg bare gerne sidder her og slap af, og tænke over tingene.
"Nej tak." Siger jeg så bare.
"Skal du ikke havde noget at spise?" Svare min mor så tilbage.
Jeg rystede på hovedet. Jeg tror godt hun kan se at der er noget galt, men hun nikker bare, sagde ikke noget til det, og gik igen.
For at være ærlig, jeg tror ikke at mine forældre bekymre sig så meget om mig mere, som de har gjort. Men de var gode nok, selvom de ikke bor sammen mere. Så elsker de jo stadig hinanden, bare ikke på den måde.

Jeg kan høre min mobil brummer over på min skrivebordsstol. Det er sikkert William. Jeg har med vilje lagt min mobil der, bare så jeg kan koncentrere mig lidt mere om at være alene.
Den brummer igen, for 17. gang. Jeg bliver lidt træt af det, så jeg går hen og tager den så ud af opladeren, og tager den med tilbage til min seng.
6 ubesvarede opkald. Jeg sukker. Jeg overvejer at ringe tilbage, men tænker så på den akavet stemning der ville være. Det ville dog være ondt hvis jeg ikke svarede på de SMS'er han havde lagt også.
"Undskyld Katrine, vil du ikke nok lige snak med mig. :(" Lød den første SMS på. Jeg tjekker den næste
"Kom nu Katrine, tag telefonen. Lad mig forklare hvorfor." Jeg rynker på brynene. "Forklare?" Forklare hvad? Hvad havde han at forklare. Han kan jo ikke gøre for hvis han kan lide mig. Det er jo ikke hans skyld. Eller er det?

Efter lidt tid får jeg en tanke. Hvad nu hvis det bliver akavet i morgen? Det ville det jo komme til at blive.
Jeg sukkede.
"Jeg må hellere skrive til ham. Vi må få det her løst." 
Jeg løfter stille mobilen, og låser den op. Den er kold. Ligesom mig, tænker jeg.
Jeg går ind på *Beskeder* og ser på alle de SMS'er William har efterladt mig.
Han skriver stadig, men holder så op. Jeg skimter alle beskeder igennem en gang til, og skriver "Det okay.." Til ham.
Den er sendt, og læst. Den lille bobbel som fortæller om han skriver eller ej, er pludselig forsvundet.
Jeg er bange for et kort øjeblik. Bange for hvad han ville tænke, hvad han i det heletaget ville.
Mobillen vibrere *brum brum*, *brum brum*
Han ringer! HAN RINGER! Hvad vil han? hvad vil han snakke om? Hvad ville han sige? Hvad ville jeg sige! Hvad, hvorfor, hvordan! Alting fyre igennem mit hovedet uden varsel. Jeg bliver så forvirret. På den ene side vil jeg gerne snakke, så vi kunne få det her ud af verden. På den anden side var jeg rædselsagen for hvad han ville sige, men mere vigtigt. Hvad jeg i al verden skulle sige.
*Brum brum*, *brum brum*. Den ringer stadig. Der er rod i mit hoved. Jeg kan ikke klare det. Alle mine tanker får mig til at tage den.
... Jeg siger ingenting. Der er også stille i den anden ende.
"Katrine?", Høre jeg William sige.
Jeg gør ingenting, alle mine tanker, får mig kun til at sige en lille lyd
"Hmmm?" Siger jeg.
"Jeg er så ked af det, jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Jeg troede du også ville, men det.." Mere når han ikke at sige før jeg afbryder ham.
"Det okay. No worries", siger jeg. 
"Der er virkelig ingen grund til at undskylde, William, det er okay. Kan vi ikke bare glemme det skete?.."
William siger ingenting. Først efter lidt tid kommer der en lille lyd
"Hmmm"
"Godt", siger jeg.
"Jeg har virkelig ikke lyst til at ødelægge vores venskab for noget som der ikke burde ha' sket." 
Han siger ingen ting udover et lille "Ja..".

Senere den aften, er jeg på Facebook, på min mobil. Det var noget tid siden. Jeg går ikke så tit derind. Måske fordi jeg ikke har det mest spændende indhold, eller måske bare fordi min venneliste ikke er verdens største.
Jeg scroller. Bare kedelige billeder med dem fra min klasse. De er ude og feste.
Jeg kommer til at tænke på William, men scroller så bare videre. Jeg kommer fordi et opslag lagt op af ViUnge. Opslaget var et link til deres hjemmeside hvor de ligger alverdens ting op.
Der var et billede af en blå hval, og overskriften på opslaget lød
"Pas på denne farlige Challenge."
Noget stikker til min nysgerrighed da jeg læser opslaget. Jeg trykker på det, og et link åbnes.

Jeg læser artiklen igennem. Den handler om en ny challange som der er populær i Rusland. "The blue whale challange" hed den. Den lyder spændende må jeg indrømme. Måske skulle jeg prøve den? Bare for at prøve NOGET som der var i det mindste bare lidt spændende.
Jeg går fra min mobil, og over på computeren. Måske står der lidt mere om den inde på nettet.
Jeg finder google frem, og begynder at søge *The Blue Whale Challenge* 5.250.000 søgeresultater. Holy! Jeg klikker ind på det første link jeg ser. På siden er der en hval hvor der står at dette er ikke stedet hvor man deltager i challengen, men bare en informations side.
Jeg scroller videre ned på siden. Jeg læser: "The Blue Whale Challenge" er en selvmords challenge, challengen går ud på, at du får at vide nogen ting som du skal gøre. Der er 50 ting du skal opnå ialt, og hvis du ikke opnår dem alle til fulde, vil "The Admins" komme efter dig. Spillet ender med at du begår selvmord.
Jeg læser videre med stor nysgerrighed, men med et skærmt udtryk.
Hvis du nægter at begå selvmord på egen hånd, vil "The Admins" gøre det for dig. Du kan ikke gå ud af spillet når du først er startet...
~ 2 timer senere ~
"BANK BANK"
Mor styrter ind af min dør iført nattøj. Jeg vågner, jeg må ha været faldet i søvn...
"KATRINE! SKYND DIG AT KOMME UD, DER ER BRAND I STUEN!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...