The Challenge - Den blå hval kommer først

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2017
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Katrine er træt af sit liv. Hun er træt af de kedelige hverdags rutiner, i det gamle lille hus for enden af vejen, i Aalborg Øst. Skolen virker pludselig uinteressant for den nu 15 årig gamle dygtige skoleelev.
En kedelig dag på Facebook, ser hun et opslag fra ViUnge. Opslaget blev lagt op, for at advare de unge om en ny challenge der havde ramt mange unge i Rusland. Katrine er ligeglad med hvorfor opslaget er blevet lagt op, hun trænger til spænding i sit liv. Hun bliver fanisneret af den nye verden, med selvmord, dårlig selvværd, og ubehag, så hun vover skinnet og begynder på challengen.
Senere finder hun ud af, at det måske ikke var så god en ide som hun troede. Imens prøver hendes bedste ven William at rede hende ud af den knibe, hun har bragt sig.

0Likes
2Kommentarer
171Visninger
AA

1. Bag facaden

"Der er ingen der kender mig. Altså sådan RIGTIGT. Jeg har aldrig været god til at få venner, men jeg havde heller ikke brug for nogen. Jeg havde jo William, min bedste ven. Men ikke engang han, kendte til min anden side. Den side af mig jeg holder skjult for alle. Mit navn er Katrine, og det her er min historie"

 

Det var mandag morgen i Aalborg øst. Kedelig som sædvandlig. Alting ser så gråt og mørkt ud om morgnen. Og det er ikke engang fordi vi er i November. Det er sådan set ligemeget hvilken måned vi er i, så ser den altid mørk ud. Det er sådan set kun fordi jeg aldrig kan se lyset inde bagved, den facade som verdenen har. Det kunne jeg engang, men det er ligsom bare forsvundet mens årene er gået. Også efter far og mor er blevet skilt er det blevet værre.
Jeg står op fra min seng, og går hen til vinduet. På vindueskarmen foran mig ligger det Valentineskort som William har givet mig. Det er sådan noget vi bare gør for hinanden, selvom vi kun var bedste venner, og ikke mere. Det er ellers blevet bragt på banen så mange gange, at William godt kunne lide mig. Jeg har bare aldrig taget de fnisemaskiner i skolen seriøst.
Ved siden af valentineskortet, ligger det lille smykkeskrin, som jeg fik af min bedstemor på min 15 års fødselsdag. Selvom jeg aldrig vidste hvad jeg skulle bruge det til, lå det bare altid fremme. Bare som et salgs minde om hende. Hun gik bort kun nogle få uger efter efter min fødselsdag, men jeg kom ret hurtigt over det. Hun var aldrig en som jeg er var tæt med, eller som jeg snakkede rigtig meget med. Det var ingen i min familie.
Jeg stirre lidt på det, men flytter så mit blik udenfor. Ser på den lygtepæl, som står lige udenfor mit vindue, som jeg har gjort så utallige mange gange. Jeg overvejer at sige til min mor at jeg har det dårligt, så jeg kunne blive hjemme fra skole. Men min
samvittighed overvandt mig. jeg har altid haft det dårligt med at blive hjemme fra skole. Især hvis vi havde gruppearbejde, eller skulle fremlægge. Idag var dog en helt almindelig skoledag, men jeg vidste at hvis jeg ikke kom i skole, ville William komme til at sidde alene, fordi Lukas sikkert var "syg" igen. "Dovne hund." Siger jeg stille, og går mod badeværelset, for at gøre mig klar.

 

Jeg åbner døren ind til klasseværelset. Jeg kommer altid et kvarter før. Jeg kan godt lide at være i god tid, jeg kan ikke klare hvis jeg kommer for sent, eller hvis jeg kun lige kommer på slaget.
William sad allerede henne på sin plads, dybt begravet i sin mobil, med spillet "Hearthstone" åben. Jeg fattede ikke hvad han så i det spil. "Det er jo bare et kortspil, og det eneste man skal er, at være heldig." Det havde jeg engang sagt. Men så gik han igang igen, om at "prøve" at få mig til at indse hvor fedt spillet ren faktisk var.

Jeg gik til min stol, som stod ved siden af ham. Han satte sig med det samme op, da jeg kom der hen. Jeg kan se han er glad for at se mig, men det er ikke første gang.
"Hey!" Siger han med et smil mens jeg giver ham et akavet smil tilbage.
"Hey, har du lavet dit matematik til i dag?" Spurgte jeg, bare for at vise at jeg HAVDE lavet den, og var ret så stolt over, at kunne løse ALLE opgaverne uden problemer, som altid. 
"Ikke rigtigt, jeg kiggede på det, og så indså jeg at jeg ikke er god til matematik." Sagde han med et grin på læben.
Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt over hans dårlige joke. Men det var også kun fordi den var så plat. William var altid sådan. Man kunne altid få det hyggeligt sammen med ham, og han er altid den der kan få en til at grine. Det har jeg altid beundret ved ham. Det ved han også godt, og jeg tror også det er derfor han ikke har ændret sig en kende på det punkt, igennem de 12 år jeg har kendt ham. Men på de dage hvor man følte sig nede, eller trist, så var det rart nok. William er en dreng som alle ville ønske at have som ven, og alle piger ville sikkert ønske at have ham som kæreste.
Han er en flot fyr, med sit brune pjuskede hår, blå øjne, og flotte smil. Alle kan se hans ydre, mens jeg kun kan se det indre. Han var ikke noget for mig. Han kan lide computerspil, fitness, fester, og mig selvfølgelig. Mens jeg kan lide at lukke verden ude, og bare sidde på mit værelse med en bog åben, og skrive. Jeg var til skolen, han hadede skolen. Jeg var til bøger og skrivning, han var til fester og computerspil. Vi var helt vildt forskellige, men det gav os også noget at snakke om. "Hvis han var en perfekt kopi af mig, ville han bare være kedelig." tænker jeg, imens jeg er ved at tage mit tørklæde og jakke af.
Jeg satte mig, og begyndte at kigge på, mens han spillede. Vi sad sådan i 5 minutter, hvor jeg kunne høre fnisemaskinerne Klara, Sally, og Zabina i baggrunden. Jeg vendte mig forsigtigt om, og lod som om jeg rakte ud efter noget i min skoletaske. Jeg kiggede op, og kunne se, at de bare sidder der, og skæver hen til mig og William, og så fniser de endnu mere, og endnu højere. Jeg ved godt hvad der gemmer sig bag de "kønne" ansigter... kort sagt "Dårlig selvværd der gemmes væk af alt for meget makeup." Jeg tænker ikke så meget over deres meninger som jeg har gjort. Lige siden William flyttede til min skole, og skulle være "Den nye dreng" i klassen, har jeg altid haft en jeg kunne gå til. Ikke bare i fritiden, som jeg altid kunne gøre. Men nu også i skolen.

 

William havde spurgt om jeg ikke ville med hjem og lave noget mad, siden han skulle være alene hjemme. Jeg sagde "Jaja, why not." Kun fordi jeg ikke havde været sammen med William i lang tid efterhånden. Da vi trak vores cykler ud fra cykelskuret, og skulle til at køre, kunne jeg se ud af øjenkrogen, at drengene nu også stod og "snakkede". De opførte sig præcis som fnisemaskinerne. Snakkede stille, skævede over til os, og så tilbage på demselv igen, og snakkede videre. Noget rørte min nysgerrighed. Ikke kun fordi det er nyt, at drengene talte om os, men fordi de lavede den der bevægelse som de tit gjorde, hvor de bollede luften. Det gjorde de så tit i skolegården. Det så så dumt ud, men de tror sikkert at de er seje når de gør det. Men selv jeg kan se, at der gemmer sig noget inde bag den "Seje facade". Jeg kendte godt en af dem, Peter, hed han. Han var sød nok. Eller det var han engang, den gang han ikke var "en mega stor cunt", og var utro med en af min tidligere gode veninde, Isabella. Peter virkede også så sej, selvom han overhovedet ikke var det. Den Peter jeg kender er altid så stille og genert, og nu er han blevet sådan, som de fjolser derover. "De har ødelagt ham." Tænker jeg.
Jeg vækkes af mine tanker da William puffer til mig. Han kunne vidst godt se at jeg var sunket helt ind i mig selv, som jeg gjorde så tit. Han gjorde tegn til at jeg skulle følge efter. Jeg glædede mig faktisk til at skulle have noget alenetid sammen med William, det er lang tid siden, men vi griner altid og har det sjovt når vi er sammen. Det tænker jeg, mens jeg kommer i tanke om at det er noget tid siden jeg har haft det sjovt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...