Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1376Visninger
AA

19. Vampyrer bliver ikke syge

Min vejrtrækning gik næsten i stå, da jeg fik øje på ham. Jeg havde ikke set ham i næsten 3 uger, og jeg ønskede i virkeligheden heller ikke at skulle se ham nu. Jeg havde allermest lyst til at kæmpe mig ud af hans omklamrende arme og væk fra ham, men jeg stod som frosset, og kunne ikke komme væk fra ham.

Mit hoved lå ind til hans bryst og jeg kunne mærke hans hjerte slå mod min kind. Lyden fik det til at snurre i mine tænder og min mund til at løbe i vand. Jeg skubbede mig fra ham og lukkede døren, som hele tiden havde stået åben. Renier stod ved døren ind til stuen og havde hilst på alle dem, som var gået forbi ham.

Jeg kiggede kort på Renier og sendte ham et kort og diskret nik, men han havde for travlt med at kigge på Louis til at opdage det, og Louis kiggede på mig.

Jeg gik forbi Renier ind i stuen, hvor de fleste havde taget plads ved det juledekorerede spisebord. Min mor var ligesom alle de andre år, ikke gået ned på juleudsmykningen, og der var derfor både juletræer, nisser, engle og en enorm mængde glimmer på bordet. Mine forældre var godt i gang med at bære maden ind på bordet, som der kun med besvær var plads til for al julepynten og Ina og Noah havde opdaget slikstokkene på træet, som de var ved at rippe for alt der kunne spises.

Der var snak og grin mellem de andre. Renier faldt hurtigt i snak med min tantes mand, James. Renier havde stillet sig ved siden af mig, og selvom han var optaget af sin samtale med James, og selvom det havde været så akavet mellem os på det sidste, var det betryggende at jeg ikke var her alene.

Renier satte sig på min højre side ved bordet. Min bror sad på min venstre side mens Louis satte sig overfor mig. Renier talte stadig med James, som havde sat sig ved siden af ham. En længere samtale om politik, som jeg ikke havde noget chance for at følge med i og heller ikke hav nogen interesse i at være en del af. 

På en eller anden måde fik jeg lukket af for lydene omkring mig. Jeg fulgte ikke med i samtalerne omkring mig, og jeg kunne heller ikke høre det brusende blod eller de bankende hjerter, som før havde taget meget af min opmærksomhed og al min koncentration at ignorere. Jeg spiste maden mere eller mindre mekanisk, og uden at nyde den eller tænke over, om det var en kartoffel eller et stykke and jeg havde taget i munden. En voksende kvalme blev værre og værre for hver bid jeg tog, og min kjole føltes strammere og strammere om mit liv.

Jeg vendte hovedet og kiggede på Renier, som var midt i en samtale med Noah, som sad overfor ham, om hvilken superhelt, der ville vinde over alle de andre. Samtalen havde ikke varet længe, men Noah, som ellers altid var stille og genert talte ivrigt med Renier, og forklarede hvordan Hulk altid ville vinde fordi han var både stor, stærk og grøn. Det var sjovt at se ham tale med Noah, og for et kort øjeblik glemte jeg alt om min kvalme. Det var dog kun indtil Noah dybbede en at slikstokkene, han havde taget fra træet, i den brune sovs på tallerkenen foran sig og stak den i munden.

Jeg skubbede til Reniers ben med mig eget og han vendte straks sin opmærksomhed mod mig.

”Jeg har det ikke så godt.” sagde jeg lænet ind mod Reniers øre og rejste mig så og forlod bordet. Jeg kunne høre Renier rejse sig lige efter mig og følge efter mig op på husets førstesal og ud på badeværelset.

”Hvad mener du med dårlig?” spurgte han og nåede kun lige at færdiggøre sætningen, før jeg bøjede mig ind over toilettet og kastede alt den mad, jeg lige havde spist, op igen. Havde jeg vidst at det ville ske, havde jeg aldrig ladt Renier komme med ud på badeværelset, men lige nu var det Dravens ord der kørte rundt i hovedet på mig. Vampyrer bliver ikke syge. Så at kaste op var ikke lige det jeg havde regnet med ville ske.

Renier tog fat i det hår jeg allerede havde samlet og holdt væk fra min mund og lagde sin anden hånd på min ryg, hvor han forsigtigt aede mig, mens jeg blev ved med at kaste op.

”Skat, er du okay?”

Det var Louis, som stod uden for døren og bankede på, og inden jeg kunne nå at fortælle ham, at han bare skulle gå igen, stod der en ny kaskade ud af munden på mig, og døren til badeværelset blev åbnet. Mere eller mindre med det samme kunne jeg mærke et sæt hænder mere på min ryg. Renier sagde ikke noget, men holdt stadig mit hår, og aede mig forsigtigt.

Jeg greb ud efter toiletrullen, og rev et stykke papir af, som jeg tørrede min mund i. Normalt ville jeg være enormt flov over at kaste op, men lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg lod brættet til toilettet falde ned, og trak ud, mens jeg åbnede for det kolde vand, og lod min mund fyldes så jeg kunne skylde den. Både Renier og Louis havde taget et skridt tilbage fra mig, og jeg kunne se i spejlet over håndvasken, at de havde travlt med at nedstirre hinanden.

Jeg spyttede det sidste vand ud i vasken, og satte mig på det nedklappede toiletbræt. Svimmelheden ramte mig idet jeg satte mig ned og jeg lukkede kort øjnene, mens jeg trak vejret dybt for ikke at begynde at kaste op igen.

”Hvordan har min søster det?” spurgte Louis mens han uden at vise nogen form for følelser, kiggede på Renier.

”Du har sgu da ikke nogen søster.” svarede jeg for Renier. Der var ikke nogen af dem som kiggede på mig. De kiggede på hinanden. Begge to uden at vise hvad de tænkte eller følte. Man kunne uden tvivl tale om et pokerfjæs, som ville sparke røv til pokeraften.

”Jo, du har sikkert også mødt hende. Hun hedder Zara, og er den idiots forlovede.” svarede Louis uden at kigge på mig.

Jeg kiggede forvirret fra Louis, til Renier og tilbage igen, mens jeg forsøgte at finde hoved og hale i det han sagde.

”Hvornår skifter du?” spurgte Renier, som om Louis kommentar slet ikke eksisterede.

”Planen var aldrig, men når nu du har forvandlet min kæreste, må det jo genovervejes.” svarede han igen og smilte et lusket smil, som jeg ikke havde set før.

”Kæreste? Det er da i hvert fald ikke mig, du taler om!” sagde jeg og brød endnu en gang ind i deres samtale. ”Renier, jeg vil gerne hjem nu.” fortsatte jeg og lukkede kort øjnene, mens jeg forberedte mig på at rejse mig.

”Du skal ingen steder med den blodsuger!” Råbte Louis af mig, som om han havde noget at skulle have sagt. Han spændede musklerne i hele overkroppen og stod nærmest klar til at løbe imod os som en vred tyr hvis vi ville forsøge at gå.

”Louis, bare drop det.” svarede jeg lavt til hans råb. ”Du skulle slet ikke være kommet, og du skal ikke komme igen. Jeg vil ikke se dig mere.”  fortsatte jeg mens jeg kiggede ham i øjnene.

Selvom det ikke var mange tanker jeg havde skænket ham, mens jeg havde været væk, gjorde det ondt at se ham igen. Det gjorde ondt at tænke på alt det vi havde været igennem, og hvordan han helt ligeglad havde kastet det over skulderen, som en brugt klud, da han kyssede Melanie den aften.

For en gangs skyld så Louis ud som om det jeg havde sagt var feset ind og havde ramt ham et sted hvor det gjorde ondt, og det passede mig mere end bare godt.

Renier havde ikke sagt eller gjort noget. Han kiggede på mig, og havde skriftet pokerfjæset, som viste mindre end ingen følelser ud med et selvsikkert og kækt smil.

”Giver du min mor besked, så venter jeg i bilen?” spurgte jeg Renier og rejste mig fra toilettet og gik hen til ham og tog imod bilnøglerne, som han promte fiskede op af bukselommen som svar. Louis sagde ikke mere, men hvis øjne kunne dræbe, havde både Renier og jeg ligget døde på det kolde badeværelsesgulv.

Jeg gik ud fra badeværelse og ned ad trappen for at komme ned i gangen, så jeg kunne komme ud. Jeg havde hele tiden haft mine stilletter på, og kastede min jakke over armen, og gik ud af døren uden at sige noget til nogen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...