Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1368Visninger
AA

14. Lyv ikke for mig

En banken på døren vækkede mig. Django lå i fodenden og så ud til også at være vågnet af den voldsomme banken, men for en gangs skyld gøede han ikke. Han kiggede bare ekstra opmærksomt på døren.

Det bankede på døren igen. Denne gang voldsommere end før.

”Emma, hvis du ikke selv åbne døren, går jeg ind om lidt.”

Han lød som om han mente det, men det sidste jeg havde lyst til lige nu, var at snakke med Draven.  ”Øjeblik” råbte og tilbage og kravlede ud af sengen, og gik hen til døren og åbnede den så han kunne komme ind. Han gik ind og blev stående lige indenfor døren. Jeg vidste allerede at det var fordi Django lå i sengen og holdt øje med ham.

”Hvorfor var du ikke til morgenmad?” Spurgte han og forsøgte at holde fokus på mig i stedet for hunden.

”Jeg tror jeg er ved at blive syg.” svarede jeg at krydre armene foran maven mens jeg kiggede ned.

 ”Hvordan syg?” spurgte han og kiggede på mig med et blik jeg ikke kunne tyde. ”Du ved at der er træning i dag” fortsatte han stadig med et ulæseligt udtryk.

”Ja jeg ved det godt, men jeg har bare virkelig ondt i maven og kvalme” løj og forsøgte at lyde som om jeg ikke løj. Egentlig havde jeg det dårligt med at lyve for ham, men jeg havde bare brug for at få ham ud af værelset, så jeg kunne kravle tilbage i min seng.

”Emma?” Han fik mig med det samme til at kigge op på ham han så alvorligt på mig. ”Vampyrer har ikke kvalme eller ondt i maven. Faktisk bliver vi slet ikke syge” fortsatte han er begyndt så småt at se og give ud.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg havde det dårligt med at lyve for ham, men på den anden side vil jeg stadig bare gerne have han gik.

”Undskyld Draven, jeg føler mig bare ikke rigtig fungerende i dag.” svarede jeg og kunne være rolig ved at det slet ikke var helt løgn. ”Tak fordi du kom op og tjekket til mig” fortsatte jeg med et lille smil og valgte at lægge armene om ham et kram som han mere eller mindre med det samme gengældte.

”Hvad skete der i går aftes det?” Spurgte han stadig med armene om mig.

Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham hvad der faktisk er sket og hvem jeg havde været sammen med, men jeg havde heller ikke tænkt mig at lyve for ham igen.

”Jeg var sammen med Reiner” svarede jeg og skubbede mig væk fra Draven. Ikke at der var meget modstand for at lade mig komme væk. ”Jeg var bange for at Zara var gået fordi i havde hentet Django. Jeg havde det dårligt med det og ville være sikker på at det ikke var min skyld” fortsatte jeg og fik Draven til at bløde lidt op igen. Han sagde dog stadig ikke noget.

Der faldt i en akavet stilhed over værelset. Jeg vidste ikke helt hvor Jeg skulle gøre mig selv og det var tydeligt at han havde det på samme måde.

”Vil du med ud at gå?” Spurgte jeg og forsøgte at bryde tavsheden. Ikke af den situation jeg havde spurgt ham om, ville være mindre akavet taget sidste gang i betragtning.

”Er du sikker på at det er en god ide?” svarede han og kiggede med det samme på hunden som ikke havde rykket sig fra sengen.

”Ja jeg skal bare lige klæde om og finde hans sele” svarede jeg og smilte forsigtigt til ham. ”Vi kan mødes i Hallen om 20 minutter?”

Han nikkede forlod værelset med et mildere og bekymret ansigtsudtryk.

 

Draven stod allerede og ventede på mig nede i hallen, da jeg kom ned med Django. Jeg var trukket i et par lange bukser, en striktrøje, et bar helt nye bamsestøvler, som til min store overraskelse og glæde havde stået i det nye store skab, og min dejlige og tykke vinterjakke. Draven var ligesom jeg i varmt vintertøj, og var mere eller mindre klædt som den første aften jeg havde mødt ham.

Jeg smilede forsigtigt til ham da jeg kom helt hen til ham. Django havde besluttet sig for at lade som om Draven slet ikke fandtes og stillede sig i stedet med snuden mod døren og ventede på at vi skulle åbne den for ham, så han kunne komme ud.

”Er du klar?” spurgte jeg og gik langsomt mod døren og Django. Lige som jeg rakte ud efter døren og skulle til at tage i dørhåndtaget, gik døren op. Django gik automatisk tilbage på grund af den indadåbnende dør, og Renier og Zara kom ind.

Django fik med det samme øje på Renier og før jeg nåede at reagere var Django hoppet op ad Renier med begge forpoter mod hans bryst og havde væltet ham bagover. Django begyndte så snart Renier lå ned at slikke ham i ansigtet og putte sit hoved ind til ham for at vise at han ville nusses, mellem hans våde og slaskede kys, mens Zara skreg af sine lungers fulde kraft.

Renier lå glad på gulvet og grinte mens han forsøgte at komme op og sidde.

Django havde revet sig fri af mit greb, og snoren hang efter ham. Jeg gik hen og tog fat i den og hev Django væk fra Renier, mens Draven hjalp ham op fra gulvet. Zara stirrede stift på Django, og hendes ansigtsudtryk fortalte mig at Renier ikke havde fortalt hende om hunden.

”Undskyld Renier, jeg havde ikke regnet med at han ville reagere sådan, han gør det som regel kun med...” Jeg kunne ikke få mig selv til at afslutte den sætning og jeg følte ikke at den undskyld var noget værd alligevel. Django havde kun hoppet op af Louis på den måde, og det var ikke nu jeg skulle begynde at tænke på ham.

I det mindste så han ikke sur ud. Nærmere glad eller måske afslappet. Zara var derimod en tordensky. Hun så ud som om hendes øjne når som helst kunne skyde lyn. Renier grinte lidt af min undskyldning.

”Der er ikke noget at undskylde for. Jeg er mindst lige så glad for at se ham som han er for at se mig” svarede han og smilte stort til Django som kiggede op på ham og logrede glad med halen.

”Vi må hellere komme ud med ham.” skyndte jeg mig at sige da jeg opdagede hvor meget mere sur Zara var blevet.

Jeg lagde armen om Dravens og hev både ham og Django med ud af døren, som stadig stod åbent og begyndte at gå væk fra huset.

Jeg havde en dårlig smag i munden. Jeg havde været sammen med Renier, og havde bildt mig ind at det var helt i orden, fordi han og Zara ikke var sammen, og nu kom de hjem sammen. I virkeligheden vidste jeg ikke om Zara var sur på grund af hunden eller om hun var sur fordi hun vidste hvad der var sket mellem Renier og mig.

Jeg slap Dravens arm og lod Djangos snor blive lang så han kunne løbe i forvejen.

”Emma?”

Jeg kiggede forvirret på Draven som havde taget fat i min arm og brudt den strøm af tanker som kørte i mit hoved, for at få min opmærksomhed.

”Hvad sker der? Du ligner en der har set et spøgelse.” sagde han og gav slip på min arm igen. Han stak begge sine hænder i sine jakkelommer. Jeg havde stadig ikke lyst til at fortælle ham hvad der var sket, men jeg kunne ikke lyve.

”Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at snakke om det.” svarede jeg og gik videre.

Der lå et tyndt lag sne over hele haven og forvandlede de ellers kedelige og grå træer og buske til et eventyrligt vinterlandskab, som jeg fandt utroligt smukt.

”Emma, på den ene eller anden måde finder jeg ud af det.” og lød langt mere hård end han normalt lød når han snakkede til mig.

Vi gik et stykke tid i stilhed. Det var som om det havde ødelagt stemningen mellem os, at vi var stødt på Renier og Zara, eller i virkeligheden nok nærmere fordi jeg ikke havde lyst til at snakke om hvad der var galt.

”Tror du at vi kan opdrive noget varm kakao et sted i huset?” spurgte jeg og stoppede ved havens sø, som stadig havde få isstykker flydende i overfladen af vandet. Draven var stoppet op ved siden af mig, og stod ligesom jeg og kiggede på vandet.

”Jeg tror der er noget i det ene køkken.” svarede han og kiggede stadig ud på vandet. Jeg tog fat i hans arm og drejede ham lidt så han så på mig.

”Skal vi ikke se en film og drikke kakao? Vi kan være på mit værelse.” spurgte jeg igen, og klemte hans arm en smule som om det ville få ham overtalt.

”Tror du så ikke at Mila kan sitte hunden?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...