Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1366Visninger
AA

5. Forklaringer, forklaringer

Jeg havde allermest lyst til at vende om igen og gå tilbage ind på værelset. Renier stod ligesom han før havde gjort inde på værelset, lænet op ad væggen og så yderst afslappet og tilfreds ud. Det gjorde Draven ikke ligefrem. Hans hår sad ligesom det havde gjort natten til lørdag, hvor jeg havde mødt ham og hans tøjvalg mindede utrolig meget om Reniers. Den eneste forskel der rigtig var på tøjet, var farven på t-shirtene, som hos Renier var blå og hos Draven, var hvid. 

Jeg lukkede døren bag mig, og stillede mig med fronten mod de to fyre og ventede på at en af dem ville begynde at tale. Renier så ud som om han morede sig over stilheden mellem os. Måske havde det også lidt at gøre med den måde jeg stirrede, og måske forsøgte at nedstirre Draven på.  

"Du morer dig vidst rigtig nok, hva?" sagde jeg kort og hårdt henvendt til Renier, som så ud til at vågne og miste smilet. "Og hvad lavede i to på mit værelse i går nat, og hvad i al verden var det for noget lort du stod og lukkede ud?" Den første del var henvendt til dem begge to, mens den sidste del kun var henvendt til Renier. De kiggede lidt på hinanden, men sagde ikke noget. 

"Nå, har i tænkt jer at svare mig, eller.." fortsatte jeg men blev hurtigt afbrudt af Renier. "Tag det nu lige roligt." startede han og fortsatte. "Hvornår fanden er du blevet så grim i munden? I går kunne du knap nok sige ja eller nej." Han skubbede sig væk fra væggen med hoften og lagde sine arme over kors mens han gik tættere på mig og holdt øjenkontakten. 

Han vår både væsentlig højere og bredere end mig, og jeg følte mig lige pludselig ikke nær så sikker på mig selv om jeg ellers havde gjort for bare et øjeblik siden. Jeg mistede lidt fatningen igen, men besluttede mig for at jeg måtte fange den igen og svare ham. 

"Det kunne have noget at gøre med at mit sidste møde med din ven resulterede i at jeg vågnede i en pøl af mit eget blod." Jeg kiggede op for at se Renier i øjnene. Først nu lagde jeg mærke til hvor unaturligt lyseblå de var i forhold til hans hud og hårfarve. De var næsten isblå og i forhold til Dravens, var de unaturligt lyse. Jeg fjernede hurtigt blikket fra hans øjne og kiggede over på Draven, som stadig stod lænet op af væggen, og som så ud til at være godt optaget af hvad der skete foran sig mellem Renier og jeg. "Jeg håber at Django fik en ordenlig bid af dig!" 

Reiners ellers hårde ansigt lyste igen op i et grin. Det var både varmt og smittende, og jeg skulle anstrenge mig for ikke selv at bryde ud i grin. Min mave rumlede igen og endnu en gang holdt jeg mig for maven i et mislykket forsøg på at få den til at være stille. Reniers grin døde hen, men han ansigtsudtryk forblev mere menneskeligt end det havde været for lidt siden. 

"Det her er Draven. Idioten som er skyld i at du er her." Renier vendte siden til mig og kiggede hen på den mørkhårede fyr som ikke havde rykket sig så meget som en centimeter væk fra den plads han hele tiden havde stået på. 

"Jeg ville have sagt at det var hyggeligt at møde dig, men jeg havde ærligt hellere været helt fri." fik jeg sagt ligeud til Draven. Han nikkede bare kort og sagde ikke mere. 

"Der er ikke nogen som siger at i skal være slyngveninder, men i kommer begge til at være her et stykke tid. I kan lige så godt vende jer til hinanden." sagde Renier, nok mere henvendt til mig end til Draven. "Lige meget hvor stor en lyst du har til at gå amok på ham, bliver al vold straffet, så drop det." fortsatte Renier mens han kiggede på mig, som om han havde læst mig som en åben bog. Der var ikke noget jeg havde mere lyst til end at gennemtæske Draven for at overfalde mig. Heller ikke selvom Draven var mindst to hoveder højere end mig og mindst lige så bred som Renier. Jeg sagde ikke noget, men nikkede kort, mens jeg stadig kiggede på Draven. 

"Er der så en af jer genier, som har tænkt sig at fortælle mig hvorfor det helt præcist er at jeg er her?" Jeg lagde armene over kors og kiggede på Renier og Draven. De så begge trætte ud. "I kan jo starte ud med at fortælle mig hvordan i helvede jeg er endt her, og hvorfor jeg ikke kan huske at jeg er hvordan jeg er kommet her hen." fortsatte jeg inden nogen af dem kunne begynde at tale. 

Renier ignorerede mig og vendte sig mod Draven. "Du kan gå nu." Draven nikkede og gik ned ad gangen, som jeg først nu lagde mærke til var utrolig lang. Renier vendte sig igen mod mig og sukkede opgivende. "Følg med. Vi kan tale på mit kontor." sagde han henvendt til mig og drejede om og gik i den modsatte retning af hvad Draven var gået. 

Jeg havde aldrig nogensinde været i nærheden af en person hvis humør kunne skifte så hurtigt. Det mindede måske lidt om min kusine da hun var gravid, med de voldsomme humørsvingninger og cravings efter mælkesnitter og nutellamadder. Jeg undertrykte et fnis og fulgte med ham ned ad gangen. Vi var alene. Han stoppede foran en stor dobbeltdør og åbnede den ene af dem. han gik ind og jeg fulgte efter ham, som han havde bedt mig om at gøre helt uden at sige noget. 

Værelset jeg trådte ind i var ikke noget som det jeg tidligere havde set. Lige frem for mig stod der et stort skrivebord i noget der måtte være massivt træ og mindst 100 år gammelt. Væggene var beklædt med træ i samme mørke farve som bordet, og det meste af gulvet var tildækket af et gammelt gulvtæppe. Til venstre for mig var et stort ildsted og til højre en sofa, et bord og en lænestol som så nyere ud end bordet, men stadig så ud som om de var mindst 50 år gamle. Det eneste som så ud som om det kom fra dette årti var en bærbar computer, som lå foldet sammen på det mørke skrivebord. 

Renier var gået ind og havde stillet sig på den side af skrivebordet som en direktør ville sidde med, og stod med ryggen mod et enormt vindue. Han kiggede afventende på mig. Jeg vendte mig og lukkede den store tunge dør som vi lige var gået ind ad, og vendte mig igen og kiggede på Renier. Han nikkede ned mod en at de to stole som stod på den modsatte side af skrivebordet, end hvor han stod. Jeg gik frem mod stolene og lod mig falde ned på den ene mens jeg kiggede rundt i lokalet for at få det hele med. 

"Skal jeg gå ud fra at du efterhånden er begyndt at forstå hvad der er sket med dig?" spurgte han og satte sig på stolen han før havde stået ved siden af. Han så rolig men alvorlig og bestemt ud. Egentlig vidste jeg ikke hvad der var sket med mig. Jeg havde ikke engang fået at vide hvor meget blod jeg havde mistet eller hvordan jeg egentlig havde mistet så meget blod. Jeg rystede på hovedet og Renier sukkede og sank tilbage i sin stol.

"Åh, hvor jeg dog elsker disse samtaler" sagde han og rystede lidt på hovedet. "Du gik sammen med Draven, Draven blev sulten, han bed dig, drak lidt for meget, og nu sidder du her som en levende død bloddrikker som resten af familien." fortsatte han og så stadig helt alvorligt på mig. 

Jeg havde allermest lyst til at grine. Det kunne ikke være hans alvor. "Og lige om lidt flyver powerpuff pigerne ind gennem det store vindue bag dig og stjæler din lyserøde flyvende hest?" sagde jeg med det ene øjenbryn hævet. 

Det lod som om min kommentar havde blødt ham lidt op. Han smågrinte for sig selv og rystede stille på hovedet. "Af alle de reaktioner jeg nogensinde har oplevet, er den der helt bestemt ny" sagde han og kørte en hånd igennem det lange småkrøllede hår. "Så det du siger er, at I tit forsøger at få folk til at tro på sådan en omgang bræk?" svarede jeg igen og lagde mine arme på armlænene på den stol jeg sad på. Endnu en gang rystede han stille på hovedet af mig, men denne gang uden at sige noget eller grine. 

"Du virker som typen, der er frisk på et lille væddemål." sagde han og rejste sig fra stolen han sad på. "Hvis jeg kan bevise hvad du er blevet til, lægger du din kække attitude og kommentarer på hylden de næste tre dage." han gik rundt om bordet mens han hold øjnene på mig, og stillede sig foran mig med bagenden lænet op ad skrivebordet som nu var bag ham. Jeg måtte kigge op på ham og han kiggede ned på mig. "Hvis jeg ikke kan bevise det, får du lov til at tæske Draven lige så tosset som du vil." fortsatte han og smilede skævt. Jeg nikkede en enkelt gang til ham. 

Han sagde ikke mere til mig, men samlede en brevåbner, som havde ligget op bordet, op, og kørte den hen over håndfladen mens han kiggede på mig. Jeg kunne ikke fjerne øjnene fra den røde masse som stille løb ud mellem hans fingre på den hånd han lige havde skåret og nu rakte frem mod mig. Blodet dryppede fast og stille ned på det fine og sikkert også dyre gulvtæppe. Jeg kunne mærke min mund løbe i vand og det snurrede i mine tænder. Min mave knurrede igen og jeg satte som sædvanligt armene for den. Mine håndflader var svedige og jeg kunne ikke få tanken om at slikke blodet af hans hånd ud af hovedet 

Med den ikke-blødende hånd tog han et lille spejl fra skrivebordet og rakte mig det. "Se på dine tænder." sagde han og jeg tog forsigtigt imod spejlet uden at slippe hans hånd med øjnene. Jeg flyttede efter et kort stykke tid blikket fra hans hånd og så på mine tænder i spejlet, som han havde bedt mig om. 

Først kunne jeg ikke se hvad det var jeg skulle se efter i spejlet. Se på dine tænder. Ja, right. Der var absolut intet unormalt ved mine tænder. Lige så snart jeg havde tænkt tanken blev mine hjørnetænder langsom længere, og i samme øjeblik fik jeg igen en fornemmelse af at have fået en knytnæve i ansigtet mellem mund og næse. Denne gang var det så voldsomt at mine øjne løb i vand, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at begynde at stortude i smerte og forskrækkelse over at mine hjørnetænder nu var næsten dobbelt så lange som de ellers normalt havde været. 

Med min frie hånd tørrede jeg et par tårer væk fra mine øjne mens jeg rakte spejlet tilbage til ham. Han havde taget den skårede hånd til sig, og tørrede blodet væk med en stofserviet. Han stoppede kort for at tage imod spejlet og tørrede så det sidste blod væk som var løbet om på håndryggen da han holdt hånden frem mod mig. 

Jeg trak vejret dybt et par gange og med samme smerte som da tænderne var blevet længere, kunne jeg mærke at de nu blev kortere igen. Min mund blev stadig ved med at drive af mundvand og jeg sank for at få det værste væk. 

"Imponerende" sagde Renier, og smilede forsigtigt. "Jeg var forberedt på at skulle hive dine tænder ud af mig. Men det klarede du bedre end de fleste." fortsatte han og vendte sig om for at gå tilbage i sin stol. "Det gode lige nu er at du umuligt stadig kan tro at jeg, blot forsøger at bilde dig noget ind, og jeg vandt vores lille væddemål." Han smilede tilfreds og lænede sig frem i stolen så hans arme hvilede på skrivebordet. 

Jeg havde forsøgt ikke at græde og kæmpede stadig med at holde mine tårer tilbage. Jeg måtte tørre mine øjne med håndfalden et par gange for at stoppe tårerne før de trillede ned ad mine kinder, alt imens jeg ønskede at jeg lå hjemme i min egen seng og blot havde et virkelig slemt mareridt. 

"Du må forstå at dette hus ikke er et hospital. Det er mit hjem og det er min familie som bor her." sagde han og kiggede fortsat på mig, nu med et ulæseligt udtryk. "Vi er alle vampyrer, men en ny vampyr som dig er utilregnelig, og den eneste grund til at du er her, er fordi min idiotiske bror ikke kunne styre sig. Du er en del af familien nu." 

Jeg blinkede et par gange og forsøgte at finde hoved og hale i det han lige havde sagt til mig. "En del af familien?" spurgte jeg og tørrede endnu en gang mine øjne. Jeg havde på ingen måde lyst til at være en del af familien. Ikke nok med at jeg ikke kendt dem, havde jeg ikke tænkt mig at skulle bo sammen med ham der havde overfaldet mig og hans tydeligvis abnorme familie. 

"Ja men jeg tror at vi tager det i det små. Du har allerede mødt min bror, uheldigvis, og din sygeplejerske på hospitalet er min søster." sagde han og fiskede en lille bog op fra en skuffe i det mørke skrivebord. Jeg sagde ikke noget. Jeg vidste vel i virkeligheden ikke helt hvad jeg skulle sige. "Du vil møde de resterende i morgen. Lige nu foreslår jeg at du går tilbage til dit værelse og sover." fortsatte han og kiggede op på mig med det ene øjenbryn løftet. "Jeg vil nødigt lyde odiøs i min udtalelse, men du lader ikke til at være klar til at møde resten af husets beboere." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...