Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1428Visninger
AA

4. Et nyt liv

Jeg var fladet i søvn kort tid efter at Renier og ham fyren, som måtte hedde Draven, havde stået på værelset og snakket. Jeg havde ikke rigtig kunnet finde hoved og hale i det de havde sagt, og det jeg troede de havde sagt kunne umuligt give mening. 

Hverken min mor eller Louis havde været kommet tilbage til min stue efter at Renier og sygeplejersken hvis navn jeg stadig ikke havde styr på, var færdige med at stille spørgsmål og tjekke næsten hver en centimeter af min krop. Det var rart at der ikke var andre end mig på stuen. Jeg havde min egen stue og her var ro nok til at jeg kunne tænke alt hvad der var sket igennem. Det var dejligt at se min mor. Selvom vi boede tæt på hinanden, så jeg hende sjældent. At se Louis var en anden sag, og jeg var egentlig glad for at han ikke var kommet her ind efter at jeg var vågnet. 

Uret på væggen viste at klokken var lidt over 7, lyset udenfor hjalp mig ikke meget, men jeg regnede med at det måtte være om morgenen, og at jeg havde sovet hele natten. Sygeplejersken havde sagt aftenen før at hun ville komme halv 8 og hjælpe med at få mig koblet fra slanger og ledninger, så jeg kunne komme på toilettet og få et bad. Jeg var ikke ligefrem fan af at være indlagt og koblet til så mange forskellige ting, og da slet ikke når jeg mere eller mindre var fanget i sengen hele dagen. 

Jeg havde ikke nær så ondt i hovedet eller kroppen i dag, som jeg havde haft i går. Om det var en af de mange slanger med væske som i virkeligheden var et smertestillende, som sparkede røv eller om det var fordi jeg var ved at få det bedre, var ærligt talt ikke til at finde ud af. Jeg vendte mig om på siden og trak benene op til mig, så jeg lå i forsterstilling og kiggede ud af det mørke vindue. 

Døren til værelset gik op kort efter. Jeg vendte mig igen så jeg lå på ryggen præcis som jeg havde gjort da jeg vågnede. Både Renier Blake og sygeplejersken kom ind af døren. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til Renier efter det jeg havde hørt aftenen før, og som han forhåbentlig ikke vidste at jeg havde hørt. 

"Godmorgen frk. Jensen. Hvordan har De det her til morgen?" Sagde han og gik hen og tog plads for enden af min seng, mens han endnu en gang kiggede i den lille brune mappe, som han havde haft med ind på værelset. Frk? De? Jeg stirrede på ham mens jeg forsøgte at samle mine tanker, men endte med ikke at svare ham. 

"Jeg er sikker på at de opdagede at jeg var her inde i går aftes." fartsatte han som om det var det allermest normale i hele verden og bladrede videre gennem papirerne uden at kigge på mig en eneste gang. "Dine tal ser fine ud og der er ikke flere tests vi kan lave her. Du vil senere i dag blive overflyttet til et hospital i Blackpool, som er bedre udrustet til at tage sig af de skader du har pådraget dig." han lukkede mappen og kiggede op på mig. "Jeg eskorterer dig til Blackpool senere." sluttede han og nikkede kort til mig før han vendte sig mod døren og forlod værelset. 

Jeg skulle flyttes til et andet hospital. Jeg sukkede stille for mig selv og gned min tinding med min højre hånd. Det var egentlig ikke fordi det generede mig at skulle flyttes til et andet hospital, men hvad skulle jeg gøre med mit arbejde? Det var godt nok ikke fordi jeg havde et vigtigt arbejde, men jeg kunne ikke betale regningerne uden. Det gjorde mig heller ikke noget at jeg skulle væk fra lejligheden eller Louis i noget tid. I virkeligheden ville jeg slet ikke se ham igen overhovedet, men jeg var sikker på at jeg ikke ville slippe helt for ham foreløbig. 

Sygeplejersken var gået igang med at løse mig fra slanger og ledninger, så jeg kunne komme op og ud på badeværelset. Jeg havde slet ikke været i bad og havde da også fundet lidt steder på kroppen, hvor jeg stadig havde en smule indtørret blod siddende, og jeg glædede mig til at komme i bad. Sygeplejersken hjalp mig op at stå. 

"Har du brug for hjælp, elle vil du hellere klare det selv?" Spurgte hun mens hun stadig havde fat i begge mine hænder for at støtte mig. Jeg vidste udemærket hvad det var hun hentydede til, og ikke tale om at jeg skulle have hjælp til at gå i bad eller på toilettet. Jeg slap hendes hænder og smilte forsigtigt til hende. "Jeg kan sagtens klare det selv." svarede jeg og gik langsomt mod døren til det lille private badeværelse. 

Jeg var rimelig sikker på at det var første gang hun talte direkte til mig. Hun havde talt med min mor, og jeg havde da også hørt hende sige enkelte ting til Renier, men jeg kunne ikke huske at hun før havde sagt noget direkte til mig. Selv beskeden om at hun ville komme her til morgen, var gået gennem Renier, og jeg havde blot været heldig at høre det.

... .... ...

Jeg kiggede mig i spejlet mens jeg tørrede mit hår i håndklædet. sygeplejersken havde sat en plastikfilm hen over plastret på min hals, så der ikke skulle komme vand i. De fleste af de blå mærker som jeg dagen før havde opdaget, var mere eller mindre forsvundet allerede og jeg var så småt begyndt at ligne mig selv. Mit lysebrune hår var uglet og hang ned over mine skuldre. Jeg så ualmindelig træt g hærget ud.

Jeg trak i et rent sæt hospitalstøj, og skrev en mental note om at jeg skulle ringe til min mor og bede hende om at komme med noget tøj til mig. 

Jeg han håndklædet på en knage og gik tilbage ind til sengen. På stolen ved siden af sad Louis og kiggede ned i sin mobil. Jeg stoppede og kiggede på ham et stykke tid før han opdagede at jeg var i rummet. 

"Emma!" sagde han og fløj op af stolen så han tabe sin mobil på gulvet. "Du aner slet ikke hvor glad jeg er for at du er okay." fortsatte han og kom hen til mig og lod sin mobil ligge på gulvet. Jeg sagde ikke noget. Egentlig ville jeg slet ikke have at han vær her. Jeg trådte et skridt tilbage mens jeg forsøgte at synke den klump som pludselig havde dannet sig i min hals. Han stoppede op som om han havde forstået at jeg ikke ville have ham tættere på mig. 

"Jeg ved godt at du ikke vil have mig her, men jeg har været så bange for at miste dig, og nu når.." Han talte hurtigt. Han talte kun så hurtigt når han var nervøs, hvilket meget sjældent skete, men jeg kunne ikke høre på det han havde at sige. Jeg ville ikke høre på noget af det. "Miste mig?" halvråbte jeg af ham og fortsatte "MISTE MIG?! Du mistede mig i det sekund du valgte at kysse med min veninde, så du kan pakke dit lort sammen om at være urolig for mig og stikke det skråt op mens du går ud af den dør og bliver væk!" Jeg pegede mod døren til værelset, men holdt øjenkontakten med ham. Det krævede langt flere kræfter end jeg havde at skulle være sur, råbe og undgå at græde på samme tid. Han sagde ikke noget til at starte med. Det var sikkert kommet bag på ham at jeg var blevet så gal, og det var måske i virkeligheden også kommet lidt bag på mig selv, for jeg blev aldrig gal. Jeg undgik altid skænderier og konfrontationer. 

Han sagde ikke noget til mig, men nikkede kort og gik ud af værelset. Det snurrede for mig og hele det forreste af min mund gjorde ondt på samme måde som hvis jeg havde fået en knytnæve i ansigtet mellem mund og næse. Jeg tog mig til hovedet og lagde mig tilbage på sengen og lukkede øjnene mens tårerne stille og lydløst løb fra mine øjne. 

... .... ...

Jeg vågnede et helt andet sted end hvor jeg var faldet i søvn. Jeg var ikke længere på det lille hospitalsværelse. Det lignede på ingen måde et hospitalsværelse. Der var beige vægge, en lille kommode ved siden af den seng jeg lå på og et skrivebord. Der var ingen maskiner eller slanger og ledninger fra væggene. Jeg lå lidt og kiggede mig omkring før jeg satte mig op og så rejste mig fra sengen. Gennem vinduet over skrivebordet kunne jeg se at der var lyst udenfor og på en stor græsplæne løb en flok mennesker rundt. 

"Jeg kan se at du endelig er vågen." 

Jeg vendte mig om og så Renier som stod lænet op ad væggen og kiggede på mig. Han var ikke længere i lægekittel, men i et par sorte jeans og en mørk blå t-shirt, som sad godt til. Han havde håret hængende løst ned om sine skuldre. Det krøllede en anelse. Han smilede skævt til mig. "Jeg synes at du har det med at stirre og ikke sige noget." han smågrinte af sin kommentar og jeg flyttede blikket væk fra ham og ned mod gulvet.  

Jeg kunne mærke at mine kinder blev røde og jeg havde lyst til at synke ned mellem gulvbrædderne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. Han havde jo ret i at jeg havde stirret på ham, men problemet var vel i virkeligheden at jeg ikke vidste hvorfor. Min mave rumlede højt og jeg lagde begge arme om den, og ønskede inderligt at han ikke havde hørt det. 

"Der er tøj i kommoden bag dig. Skynd dig at klæde om. Jeg venter udenfor." Jeg kiggede op på ham igen. Det skæve smil han havde på læben før var forsvundet og han vendte sig og gik ud af døren, som han måtte være kommet ind af før. 

Jeg havde stadig hospitalstøj på og vendte mig mod kommoden og åbnede skuffe efter skuffe, for at finde noget tøj som jeg kunne have på. Jeg fandt en t-shirt og et par lyse bukser som jeg trak i og tog et par sko som stod på gulvet ved skrivebordet på. Jeg havde ingen ide om hvordan jeg så ud, og der var ikke noget spejl på værelset som jeg kunne tjekke det i. På kommoden stod min toilettaske, som Louis måtte have haft med inde på hospitalet tidligere da jeg havde smidt ham ud igen. Jeg hev en hårelastik op af den og satte mit hår op i en knold, som føltes meget mere uglet end den normalt ville være. Jeg trak vejret dybt et par gange og åbnede døren til værelset. Renier stod på den anden side af gangen og kiggede på mig, med en velkendt person ved siden af sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...