Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1381Visninger
AA

12. Et kys?

Jeg sad i stuen med en bog i hænderne. Jeg havde fundet bogen i husets bibliotek og var nået cirka fire linjer ind i bogen. De fire linjer havde jeg læst om og om igen uden at komme videre og uden at opfatte hvad der rent faktisk stod.

Jeg lukkede bogen og læste dens titel igen: Tyvenes marked af Jan Guillou. Det var ikke en bog jeg normalt ville læse, men det virkede så forkert at læse om vampyrer og varulve, med den situation jeg befandt mig i.

Jeg lagde bogen ved siden af mig og kiggede ud af det vindue, jeg sad ved. Det havde regnet det meste af formiddagen, og det regnede stadig kraftigt. Regnen havde skyllet det meste af sneen væk, og landskabet udenfor så nu gråt og kedeligt ud.

Der var dog stadig noget beroligende over at sidde her i varmen og se ud på den kølige regn slå mod græs træer og blade, mens lyden af regndråber mod ruden var det eneste som brød stilheden.

Med et sæt vågnede jeg fra mine tanker og kiggede forvirret mod døren, hvor Mila stod. Hun lignede en, der havde set et spøgelse, og hun var forpustet, som havde hun løbet et maraton. Panikken lyste i hendes øjne.

”Emma, skynd dig!”

Hun vendte sig om og løb, og jeg rejste mig fra min ellers behagelige plads og løb efter hende ned i hallen, hvor en stor gruppe mennesker havde samlet sig, om noget der lød som en knurrende hund.

Jeg møvede mig gennem menneskemængden for at kunne se, hvad der skete, kun for at se Django med blikket stift rettet mod Draven, mens hans børster var rejste og viste tænder. Draven stod med begge hænder foran sig og så utrolig skræmt ud.

”DJANGO!” fik jeg råbt da det endelig gik op for mig, hvad der rent faktisk skete. Heldigvis vendte Django opmærksomheden mod mig med det samme, og hans aggressive adfærd blev erstattet med en undrende nysgerrighed, som tydeligt blev vist ved måden han drejede hovedet og kiggede på mig.

”SIT!” råbte jeg lige så højt ad ham, og uden videre smed han bagen mod hallens gulv, som havde jeg trykket på en knap. ”Bliv der” fortsatte jeg og gik forbi ham han til Draven, som efterhånden havde fået sin vejrtrækning under kontrol og havde taget hænderne ned.

Renier sendte alle tilskuerne væk, mens jeg udspurgte Draven, for at finde ud af om der var sket noget med ham. Django havde heldigvis ikke gjort andet end at true denne gang.

”Det var bare slet ikke det, der skulle ske.” sagde Draven og tog sig til hovedet.

”Hvad skulle der være sket?” Jeg så uforstående fra Draven til Renier

”Det skulle være en overraskelse.” svarede Draven og kiggede opgivende på hunden, som havde lagt sig på gulvet med hovedet på forpoterne og studerede os.

”Tak” svarede jeg og kiggede ned på Django. ”Du aner slet ikke, hvor meget jeg har savnet ham” jeg smilte taknemmeligt til Draven og kyssede ham kort på kinden.

”Jeg sørger for at hans ting kommer op på dit nye værelse. Du kan flytte ind senere i dag.” sagde Renier og vendte sig for at gå op ad trappen.

”Vent!” råbte jeg og fik ham stoppet mere eller mindre med det samme. ”Bliv” sagde jeg igen henvendt til Django og gik hen til Renier, som havde vendt sig, så han var vendt mod mig. Han så mere anspændt ud, end han plejede. Som om der var et eller andet, der gik ham på. Hans hår var sat op i en knude, og hans tøj var fugtigt fra at være gået gennem regnen.

Jeg lagde armene om ham og krammede ham.

”Jeg ved godt at det ikke var din ide, men tak fordi du sagde ja til det, og for kjolen til i går og for at redde mig fra situationen i køkkenet.” Jeg gav slip på ham og kiggede op i hans isblå øjne, som både fortalte mig at han var overrasket, men også rolig og fattet. Han smilede skævt til mig og lagde hånden på min arm.

”Det var sgu så lidt solstråle.” svarede han, flyttede hånden, vendte sig og gik op ad trappen.

Jeg havde en god og glad fornemmelse i maven, da jeg vendte mig og så Django, som stadig lå på gulvet og kiggede op på Draven, som stod som frossen og kiggede ned på Django.

Jeg gik hen til Django og satte mig på hug ved ham og begyndte at klø og nusse ham. Han rullede med det samme om på ryggen og så ud til at nyde at blive nusset på maven.

”Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?” spurgte jeg mens jeg kiggede på Django og blev ved med at nusse ham. Jeg havde utrolig svært ved at tro på, at han rent faktisk var her og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige eller gøre i forhold Draven. ’Tak’ dækkede det bare ikke rigtig.

Bag mig kunne jeg høre Dravens fodtrin, som tydeligt var på vej væk fra mig.

”Draven?” spurgte jeg og blev ved med at klø Django på maven. ”Kommer du ikke her hen og sidder?” Jeg fortsatte med at klø Django, men kunne ikke lade være med at smile da lyden fra trinene ophørte.

”Jeg er ikke sikker på at det er den bedste ide?”

Hans svar fik med det samme mit smil til at forsvinde. Jeg kunne udmærket forstå hvorfor han ikke ville være i nærheden af hunden, men jeg havde alligevel håbet at han ville blive her. Jeg nikkede stille, velvidende at han kiggede på mig, og kunne kort efter høre hans trin, en dør åbne og lukke og så udelukkende stilheden i hallen.

.. … ..
 

Jeg pakkede det sidste af mit tøj ned i en pose, mens Mila, Hunter og Django flød på sengen og kiggede på.

”Så kan kørte hele vejen tilbage for at hente en hund, som vil slå ham ihjel, bare fordi du savnede den?” spurgte Hunter og kørte hånden hen over hovedet på Django. Jeg kunne ud af øjenkrogen se, at han sendte Mila et blik som sagde ’ja det giver jo rigtig god mening og er slet ikke mærkeligt’.

”Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det.” svarede jeg og følte at det var bedre at holde sandheden for mig selv. Jeg vidste udmærket at Draven havde hentet Django, fordi han en aften havde fundet mig grædende på biblioteket, hvor jeg ellers havde troet, at jeg var alene. Han havde siddet sammen med mig og trøstet mig, mens jeg havde grædt og forsøgt at forklare ham, hvad der var galt.

”Jeg synes bare, at det er dejligt med noget mere liv i huset.” svarede Mila og smilede stort til Django. ”Du kommer altså ikke til at have den basse for dig selv, det er helt sikkert.” fortsatte hun og lagde sig krammende ind over ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg havde intet mod at ’dele’ Django med hende. Hun havde ikke gjort andet end at være der for mig, siden jeg var kommet her til.

”Men har du hørt hvad der skete mellem Renier og Zara? Jeg hørte fra Tristan, at Zara har pakket alle sine ting, og at hun er rejst. Hun har vidst også aflyst brylluppet.”

Jeg kiggede uforstående på Mila. Hvorfor skulle Zara have aflyst brylluppet og hvorfor nu? Havde det noget at gøre med de ting, som Renier havde gjort for mig, eller havde det udelukkende noget at gøre med deres forhold?

”Tror I, at I kan holde øje med Django et øjeblik? Spurgte jeg og var allerede ude af værelset, før de kunne nå at svare mig. Jeg frygtede, at Zara var gået fra Renier, fordi jeg havde gjort noget forkert eller rettere, fordi Renier havde gjort noget for mig,som Zara fandt upassende.

Jeg gik ned ad gangen til Reniers kontor og bankede forsigtigt på døren og ventede på, at han skulle bede mig om at komme ind, men der skete ikke noget. I virkeligheden vidste jeg ikke, hvorfor jeg følte, at jeg blev nødt til at tale med ham. Jeg havde ikke set meget til ham på det sidste, men jeg følte mig så draget mod ham hver gang, jeg så ham.

Jeg bankede på døren igen kun for stadig ikke at få noget svar. Jeg lænede mig frem mod døren og lagde øret til døren, for at høre, om han var der inde. Det eneste jeg kunne høre den svage lyd af et glas som blev sat på bordet.

Jeg tog i dørhåndtaget og åbnede forsigtigt døren nok til at jeg kunne komme ind på kontoret. Der var næsten helt mørkt her inde. Der var trukket for så de sidste af solens stråler ikke kunne komme ind ad vinduet, og det eneste som oplyste værelset, var en døende flamme i ildstedet.

”Renier?” spurgte jeg og gik nærmere skrivebordet, hvor hans skikke kun akkurat kunne tydes.

”Hvad vil du Emma?” hans stemme var både ru og hård og fortalte tydeligt at han ikke ville tale med mig. Jeg vidste allerede at det havde været forkert af mig at gå ind, når han havde ignoreret mig, men jeg kunne ikke lade være.

”Jeg ville se om du er okay.” svarede jeg og stoppede lidt fra skrivebordet på et frit stykke gulv. Han rejste sig fra skrivebordsstolen, og gik om på den anden side af skrivebordet, og lænede sig op ad bordet.

”Om jeg er okay?” svarede han, og trådte tættere på mig. ”Ser jeg ud som om jeg er okay?” spurgte han og stoppede op helt tæt på mig. I den lave belysning kunne jeg lige præcis se hans ansigt. Det var vredt og såret, og der var noget mørk over hans øjne. Et mørke som føltes så befriende og fangende, men samtidigt fjernt og skæmmende.

Det næste jeg vidste var hans læber som ramte mod mine og næsten slog luften ud af mine lunger. Hans ene hånd lå under mit øre mens hans ene finger stille kærtegnede min kind og den anden hånd lå om min talje, som for at sikre at jeg ikke ville flytte mig fra ham.

Mine hænder lå på hans bryst og jeg greb fat i hans bluse og strammede grebet om den, som kysset blev mere intenst. Han Smagte mildt af rødvin og for første gang nogensinde generede smagen mig ikke.  Jeg var vandt til mere eller mindre kedelige kys, som i starten havde været det bedste jeg vidste og som med tiden blot var blevet mere og mere kedelige, men dette kys. Det kys Renier havde startet og som jeg aldrig ønskede ville slutte, havde sat en hel parade af fyrværkeri i gang i min mave.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...