Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1375Visninger
AA

9. Et fiks idé

 

Jeg løftede op i kjolens lange skørt, så jeg ikke ville falde ned ad trapperne. For enden af trappen rettede jeg først mit hår og så kjolen, for at være sikker på, at der ikke var noget som sad forkert. Jeg følte mig meget finere, end hvad, jeg havde regnet med, var krævet her til aften, men jeg havde ikke kunnet lade være med at tage den på.

Jeg trak vejret dybt ned i maven for at få styr på mine nerver og åbnede døren til salen. På den anden side af døren, var der allerede godt fyldt op med mennesker. Det var tydeligt, at det ikke kun var de mennesker, der var her til hverdag, som var her lige nu.

Renier stod i det ene hjørne med Zara og Draven. Både Renier og Zara stod med ryggen til mig og Draven havde umuligt opdaget, at jeg var kommet her ned, hvilket måske var godt, når jeg var 20 minutter for sent på den.

Jeg spottede Hunter sammen med Elisa, som ligesom han og jeg var fast inventar i huset, og skyndte mig hen til ham. Jeg trådte forsigtigt for ikke at falde i mine høje hæle. Lige som jeg skulle til at åbne munden og sige hej til dem, trådte Renier ind foran mig, så jeg måtte stoppe op.

”Godaften Emma” sagde han og smilede varmt til mig. Han så ud, som da han stod på mit værelse. Måske bare bedre i lyset her nede. Hans højde gjorde, at jeg måtte kigge op for at kigge ham i øjnene.

”Godaften Mr. Blake” svarede jeg, og smilte mens jeg i sjov hev en anelse ud i kjolen og nejede for ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg rejste mig op, og det kunne Renier tydeligvis heller ikke.

”Kjolen klæder dig.” sagde han, og kiggede langsomt ned ad mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Mange tak.” jeg kunne mærke, at mine kinder var ved at blive godt røde. Jeg kiggede kort rundt på gæsterne, som stod omkring os. Jeg havde uden tvivl ikke passet ind i min korte glitrende kjole. Renier havde virkelig reddet mig ved at sørge for at jeg havde en kjole. Resten af de kvindelige gæster, var iført lange kjoler, som den jeg havde på. Jeg var virkelig taknemmelig for, at Renier havde tænkt på mig.

En ældre mand kom hen og lagde hånden på Reniers skulder, og fik Renier til at vende sig for at se hvem der ville i kontakt med ham.

”Far.” sagde han uden nogen følelse i stemmen og gav ham hånden. En kvinde, som var kommet her hen sammen med Reniers far, tog Renier ind i et kram og kyssede ham på kinden. Renier krammede kvinden og svarede hendes kys med et kys på hendes kind. Jeg følte mig malplaceret og i vejen, og vendte mig for at gå, da Renier greb min arm.

”Der er en I skal møde.” Han hev mig hen på siden af ham. ”Det her er Emma Jensen. Hun er den nyeste i huset.” fortsatte han og slap min arm.

”Det er dejligt at møde jer Mr. og Mrs. Blake” sagde jeg og bøgede hoved en anelse.

”Kære du kan kalde mig Vanessa. Ingen grund til alle de formaliteter.” svarede Mrs. Blake og trak mig ind i et kram, som jeg overrasket tog i mod og gengældte. Det var længe siden jeg havde fået sådan et kram, og jeg savnede dem.

”Så du er pigen min søn forvandlede?” sagde Mr. Blake og kiggede undersøgende på mig.

”Thaddeus!” sagde Vanessa og kiggede på ham med et blik, jeg ikke kunne tyde. Jeg nikkede forsigtigt til ham og kunne mærke, at jeg meget hurtigt blev dårligt tilpas. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare og Renier havde forholdt sig tavs, siden han havde præsenteret mig for sine forældre.

”Jeg beklager min mands manerer” sagde Vanessa, mens hun drejede hovedet for at kigge på mig igen. ”Jeg beklager også hvad Draven gjorde ved dig, men i det mindste har min søn god smag. Du ser fantastisk ud.” fortsatte hun og lagde sin arm om Mr. Blakes arm.

”Vi må hellere finde Zara. Vi har meget at snakke med hende om.” sagde Mr. Blake og trak Vanessa med sig, før jeg kunne nå at svare hende.

Jeg sank en klump, som havde dannet sig i min hals og kiggede på Renier, som også kiggede ned på mig.

”Din mor virker skøn.” sagde jeg og lagde en hånd på min ene meget varme kinder. Af en eller anden grund havde jeg været helt ved siden af mig selv, siden jeg var kommet her til. Jeg kunne ikke finde ud af at snakke med folk uden at være ved at dø af generthed og der skulle intet til at gøre mine kinder røde og varme. Det var helt anderledes end hvordan jeg normalt var. Normalt var der ikke noget som rørte mig. Jeg kunne mere eller mindre gø nøgen gennem byen uden at være pinlig over det, men nu kunne jeg knap nok sig hej, til dem jeg boede sammen med.

Jeg kiggede ind i Reniers isende blå øjne. Endnu en gang følte jeg mig fanget i dem. Jeg følte mig draget af dem. Jeg var så sikker på, at der måtte være noget helt specielt bag dem, og på samme tid noget farligt og forbudt.

”Renier!”

Jeg brød hurtigt øjenkontakten og kiggede i retning af stemmen, som jeg med det samme havde hørt var Zaras. Det sidste, jeg havde brug for, var at Reniers forlovede skulle hade mig. Selvom jeg i det øjeblik havde lyst til meget mere end bare at kigge ind i Reniers øjne, kunne jeg ikke få mig selv til at placere mig selv i en sådan situation.

”Jeg må hellere finde Mila.” sagde jeg og skyndte mig at gå i den retning, hvor jeg kunne komme længst væk.

 

*** Reniers synsvinkel***

 

Hun så endnu smukkere ud i kjolen end jeg havde regnet med. Kjolen fremhævede ikke kun hendes barm og hofter, men også hendes lange ben på en måde jeg ikke havde troet mulig. Selvom jeg følte mig skyldig ved tanken, var hun smukkere end Zara nogensinde ville blive. Selv hendes mosgrønne øjne var betagende.

”Renier!”

Emma brød øjenkontakten, før jeg kunne nå det og vi kiggede begge mod Zara, som endnu en gang så sur ud. Denne gang havde hun muligvis en grund, men det betød ikke, at jeg havde tålmodighed eller lyst til at skulle tage en diskussion med hende.

”Jeg må hellere finde Mila.” sagde Emma og gik før jeg kunne nå at sige eller gøre noget.

”Du holder dig væk fra hende, eller jeg bryder forlovelsen, Renier. Du ved hvad der vil ske mellem vores fædre, hvis vi bryder forlovelsen.” sagde hun og vendte sig og gik.

Alene Zaras reaktion på det hun havde set, fortalte mig, at det, der engang havde været mellem os, ikke længere fandtes. Vi havde begge været lykkelige, da vores forældre havde fortalt os om det arrangerede ægteskab. På det tidspunkt havde vi været dybt forelsket i hinanden og holdt det hemmeligt, fordi vi vidste, at vores familier ikke engang var på talefod. Alligevel havde de stablet en fredsaftale på benene, som byggede på ægteskabet mellem Zara og mig. Det var efterhånden længe siden at jeg havde følt mig forelsket i Zara.

Draven kom gående hen mod mig med et stort smil og et glas whisky i hver hånd. Da han kom helt hen til mig, rakte han mig det ene.

”Hvad ville du sige til at have en hund boende?” han stillede spørgsmålet uden noget varsel og smilede fortsat stort til mig.

”Hvorfor skulle jeg have en hund?” svarede jeg og tog en tår af glasset.

”Ikke dig. Det er Emmas hund. Han er stadig i live, men han sidder til aflivning, hvis vi ikke får ham ud.” svarede Draven hurtigt og kiggede alvorligt på mig. ”Jeg tog hendes liv fra hende den nat, og jeg ved hvor meget den hund betyder for hende. Vil du ikke nok lade mig gøre det for hende?”

Det var tydeligt at se på ham, at han ikke havde det nemt ved at sige det til mig. Normalt ville det slet ikke være til diskussion, om der skulle bo en hund her i huset, men med Dravens forklaring på hvorfor vi skulle have en hund i huset og med tanke på Emmas begejstring, besluttede jeg mig hurtigt.

”Vi henter ham i morgen.” svarede jeg og drak den sidste smule whisky fra glasset.

”Virkelig?” svarede Draven og så overrasket på mig. ”Jeg havde ellers planlagt den helt store salgstale.” fortsatte han Jeg hævede øjenbrynet en anelse og kiggede på ham. ”Tak.” svarede han og jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Jeg skal jeg have fyldt det her.” sagde jeg og løftede glasset en anelse og gik mod baren, som tidligere på dagen var blevet sat op i salens ene hjørne.

Tanken om Emmas glæde ved synet af hunden gjorde mig godt tilpas. Jeg havde de sidste par dage tænkt meget over, hvad jeg skulle gøre for at få hende til at tilgive mig for at løbe fra hende, og om jeg overhovedet skulle gøre noget, men jeg havde her til aften tydeligt set, at hun ikke havde forventet at jeg ville undskylde på nogen måde.

Jeg havde de sidste par dage brugt længere tid, end jeg turde indrømme på at tænke på hende. Jeg havde også forsøgt ikke at tænke på hende, men det havde været mere eller mindre umuligt. Selv i selskab med Zara, var det Emma som fyldte i mine tanker.

Jeg stillede mig op ad baren med mit nu fyldte glas i hånden og fandt hurtigt Emma i mængden. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hende. Måden kjolen faldt perfekt om hendes krop, måden hendes hår faldt om hendes skuldre og videre ned over hendes byster og hvordan hendes smil kunne oplyse mere end solen, satte noget i gang helt inde i mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...