Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1428Visninger
AA

11. En lang tur

Jeg stod under bruseren på mit værelses tilhørende badeværelse og forsøgte at slappe af. Renier havde redet mig fra at blive udspurgt af hans mor, men jeg tvivlede på, at jeg ville slippe så let, og at der ikke ville komme endnu et krydsforhør.

Vandet føltes dejligt mod min krop. Jeg havde vendt og drejet mig det meste af natten og havde svært ved at finde ro. Jeg fortalte mig selv, at det var de nye omgivelser og de nye mennesker, men i virkeligheden følte jeg mig alene. Jeg følte mig alene, når jeg gik i seng om aftenen og kun havde mig selv at holde om, og jeg følte mig alene om morgenen, når jeg vågnede uden nogen til at holde om mig. Selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det, savnede jeg Louis.

Jeg løftede hovedet op mod bruserens hoved og lod vandet ramme mit ansigt. Jeg kunne blive stående under det varme vand i flere timer, men jeg havde allerede stået her længe.

Jeg lukkede for vandet og trådte ud af brusekabinen ned på en lille gulvmåtte, og tog håndklædet, som hang på en knage ved siden af brusekabinen. Jeg kunne herfra se mig selv i det store spejl over vasken, og jeg kunne ikke lade være med at studere min egen krop. Den så ikke længere ud som jeg huskede den. De ekstra kilo som havde siddet på min mave, hofter og lår, var forsvundet, og mit normalt lidt kedelige lysebrune hår, så ud som om det havde fået mere farve.

Jeg tørrede mig hurtigt i håndklædet og viklede det om livet, så jeg kunne føntørre mit hår.

Renier havde aftenen før fortalt mig. at der var blevet sat et værelse i stand til mig, og at jeg i dag kunne flytte der ind. Det ville både betyde at jeg ville komme tættere på Draven og Renier, hvilket jeg ikke vidste hvad jeg skulle synes om, men jeg ville også komme tættere på Mila og Hunter.

 

*** Reniers synsvinkel ***

 

Draven sad bag rettet. Han havde insisteret på at vi skulle køre i hans bil, og ikke i min, og var kommet med gode argumenter som: hunden fælder helt sikkert i bilen, den vil ridse dine lædersæder og jeg kan installere et bur i bilen til i morgen. I virkeligheden var jeg nu lidt ligeglad med de to første argumenter, som Draven kom med, men jeg var samtidig også sikker på at Zara ikke ville være ligeglad, og højest sandsynligt ville bryde tudende sammen, hvis der kom hundehår på hendes kjole.

Jeg havde heller ikke sovet videre meget i nat. Jeg havde fået den helt store tur af Zara over den kjole jeg havde købt til Emma. Et eller andet sted kunne jeg måske godt forstå hendes frustrationer, men jeg havde ikke lyst til at forstå dem. Det var en kjole og oven i købet en kjole som Zara aldrig i sit liv ville gå med alligevel. Jeg havde af gode grunde heller ikke fortalt hende om den hund vi skulle hente i dag.

Jeg havde brugt alt for meget tid på at tænke på Emma. I virkeligheden måske også mere tid end jeg havde lyst til at indrømme overfor mig selv.

”Reneir?”

Jeg drejede hovedet og kiggede på Draven, som heldigvis havde øjnene på vejen og lod til at være koncentreret om at køre bilen.

”Ja?” svarede jeg og forsøgte at holde mig fokuseret på ham og hvad han ville og skubbe mine alt for mange og alt for forvirrende tanker ud af hovedet.

”Jeg tænkte på om du ikke kunne tage imod hunden?” svarede han og satte bilen i gang igen da lyset i lyskurven skiftede til grønt. ”Jeg ved ikke om hunde kan huske, men jeg har ikke lyst til at tage chancen lige med det samme og blive bidt igen.” fortsatte han og skiftede gear i en hurtig bevægelse.

Først nu lagde jeg mærke til hvordan regnen hamrede mod bilens tag og ruder. Jeg havde været så langt væk i mine tanker, at det meste af køreturen og mere eller mindre alt hvad der skete omkring mig, var gået lige forbi min næse.

Jeg lagde hovedet tilbage mod sædets nakkestøtte og lukkede øjnene. Jeg følte mig tung i hovedet efter skænderiet med Zara og jeg havde ikke ligefrem sovet godt på sofaen.

”Hvor stor er den der hund egentlig?” spurgte jeg og rykkede mig lidt i sædet. Jeg kunne ikke forestille mig at Emma var typen som havde en lille taskehund, men jeg kunne ikke andet end at håbe på at jeg ikke lige havde inviteret Fenrisulven indenfor vores dør.

”Det tror jeg hellere jeg vil lade være en overraskelse” svarede Draven med et grin som ikke kunne andet end at bekræfte mine bange anelser om en koloenorm bamse af en hund.

Jeg rystede på hovedet for mig selv. Jeg havde helt sikkert rodet mig ud i noget, som jeg ikke skulle have, men jeg havde samtidig en følelse i maven, som fortalte mig at det var det rigtige at gøre. Om ikke andet, kunne det måske gøre alting bedre mellem Emma og Draven, og der var ingen tvivl om at det kun kunne være det Draven var ude efter.

Jeg åbnede øjnene lige som Draven drejede ind på parkeringspladsen til internatet, hvor hunden skulle være. Jeg åbnede døren i takt med at Draven slukkede bilens motor og trak håndbremsen, så bilen ikke skulle trille nogle steder, og skyndte mig ud af bilen. Den kølige regn ramte mig med det samme, og jeg kunne ikke andet end at vende ansigtet mod himlen og smile en anelse. Det var rart med noget regn midt i al den sne der havde været på det sidste. Den friske og kølige luft blandet med den kolde og forfriskende regn, var lige hvad jeg havde brug for.

Draven var ude af bilen mere eller mindre lige så hurtigt som jeg, og af en eller anden grund så han langt mere nervøs ud end jeg havde forestillet mig at han ville være.

”Du ligner en der er ved at skide grønne grise af skræk.” sagde jeg til ham og kiggede på ham med et smørret grin. Det var udelukkende sagt i sjov, men i stedet for at svare mig, gik han lige forbi mig, og ind ad døren til internatet. Jeg kørte opgivende begge hænder gennem mit nu regngennemblødte hår mens jeg sukkede opgivende og gik efter Draven ind ad døren.

Jeg stoppede op kort inden for døren og kiggede mig omkring. Internatets velkomsthal lignede et venteværelse på et mindre hospital. Bænke som var opdelte i enkelte sæder var opsat langs to af væggene, så man som besøgende på internatet kunne se skranken. Draven stod allerede ved skranken, og der sad ikke et eneste menneske i venteværelset. Han snakkede med en pæn kvinde. Det undrede mig ikke at han havde holdt kontakten med hende, selvom det på ingen måde lignede ham. Jeg satte den ene fod foran den anden, og bevægede mig hen ved siden af Draven, så jeg kunne følge med i deres samtale. Kvinden skænkede mig knap nok et blik.

”Papirerne er her.” Hun rakte Draven en stak papirer ”Hvis I venter her, henter jeg ham.” fortsatte hun, mens Draven tog imod papirerne og foldede dem på midten, så de kunne være i han jakkelomme. Kvinden vendte sig med et lidt mere end bare venligt smil til Draven, og forsvandt ud gennem en dør. Mit første instinkt var at drille ham med det, men jeg stoppede mig selv før jeg fik sagt noget, som ville gøre hans humør værre end det allerede var.

”Jeg venter udenfor” sagde han hurtigt til mig og gik med lange og raske skridt mod og ud af døren.

Jeg tog plads på en af de utrolig ubehagelige pladser i venteværelset, og ventede på at kvinden skulle komme tilbage med hunden.

Da jeg endelig kunne høre hundepoter mod det linoleumsbelagte gulv, rejste jeg mig fra pladsen, for at se kvinden komme tilbage med en stor hvid langhåret schæfer, som logrede glad med halen, mens den trak i snoren og havde tungen hængende ud af siden af munden.

Jeg satte mig på hug foran hunden for at tage imod ham, som kun trak mere i snoren for at komme frem til mig. Hans snude ramte mit ansigt som et vådt smækkys der blev kørt rundt i det meste af mit ansigt, og som sluttede med en varm og fugtig sniffen i mit øre. Jeg kunne ikke andet end at smile, og valgte at række ud for at klø den store bamse over siden og ryggen, mens han havde travlt med at undersøgt mig ansigt og hår. De var tydeligt at han havde brug for et grundigt og langt bad, og en god børste, men i første omgang skulle han bare ud i bilen og med hjem.

Jeg baksede med at lukke lågen til buret i bilens bagagerum. Draven sad allerede i bilens førresæde med motoren kørende og varmen kørerne på sit højeste. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at komme her om og hjælpe mig.

Draven var stille det meste af turen hjem. De eneste lyde han kom med var et host hist og her. Hunden havde rullet rundt i buret det første stykke tid, men lå nu stille i buret og snorkede.

Jeg var selv travlt optaget af at ignorere min mobil, som jeg sad med i hånden. Zara havde ringet flere gange, sikkert fordi jeg var taget af sted i morges uden at sige noget til hende, og som den elendige kæreste jeg var, havde jeg ikke tænkt mig at svare på hendes opkald og i stedet lod jeg den gå på telefonsvareren gang på gang. Det havde kun resulteret i en lang og vred sms, hvor hun endnu en gang gjorde det klart at hvis jeg ikke snart tog mig sammen og svarede hende, ville hun aflyse brylluppet.

Jeg sukkede for mig selv over beskeden og overvejede kort at smide telefonen ud af vinduet på den kørende bil. Det eneste der stoppede mig fra at gøre det. At droppe det hele og selv aflyse brylluppet, og se Zara rejse hjem til sine forældre igen, var den aftale vores fædre havde indgået og som jeg var bundet af.

”Tror du hun tilgiver mig?”

Draven lød både alvorlig og nedtrykt på samme tid. Noget som man aldrig så hos ham. Selvfølgelig kunne han være alvorlig, men han var altid enten glad eller ligeglad. Aldrig trist eller nedtrykt.

”Hvem?” spurgte jeg selvom jeg allerede kendte svaret. Han kunne vel umuligt tale om andre end Emma. Vi havde jo lige kørt i halvanden time for at hente hendes hund så han kunne overraske hende.

”Emma” svarede han uden nogen tøven.

”Hvorfor er det så vigtigt?” spurgte jeg og forsøgte at lyde ligeglad.

”Er det ikke tydeligt svarede han og kiggede kort på mig før han vente blikket mod vejen igen. ”Jeg kan lide hende.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...