Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1360Visninger
AA

10. Blod i vinen

Vi havde sat os til bords, og til mit held havde Draven taget plads ved siden af mig. Som den gentleman, jeg bestemt ikke havde troet han var, havde han hevet stolen ud for mig og skubbet den ind under mig. Det var tydeligt på både ham og Renier, at det ikke var en normal aften, og der var helt sikkert noget som plagede Draven. Han havde næsten ikke sagt noget til mig hele aftenen. Det var kun det allermest nødvendige der var kommet ud af hans mund og jeg havde flere gange opdaget at Mr. Blake holdt øje med os.

Jeg rettede lidt på kjolen, for at være sikker på, at intet ville falde udenfor under maden. Jeg ville helt sikkert ikke kunne klare at ende i en så pinagtig situation, og slet ikke med så mange mennesker, som jeg ikke kendte, omkring mig.

Draven lænede sig hen til mig, fjernede håret fra mine øre og hviskede stille: ”Der er blod i vinen.” Han flyttede sig fra mig igen og fortsatte sin samtale med ham der sad på hans anden side.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var næsten sikker på, at jeg ikke ville have en jordisk chance for at styre mig. Jeg havde ved Dravens hjælp lige præcis kunne komme op på 10 sekunder, når jeg drak af blodposerne i køkkenet, men jeg ville umuligt kunne styre mig med blod på bordet, og hvorfor var jeg ikke blevet advaret noget før?

Jeg trak vejret dybt og besluttede mig for at tage det stille og roligt. Det var hvad Draven havde lært mig at jeg skulle gøre. Trække vejret helt ned i maven og slappe af.

En ung kvinde gik rundt langs med bordet og hældte vin i glassene fra en smuk glaskaraffel. Jeg kunne allerede ved det første glas mærke den søde duft, men den var ikke som den plejede at være. Det metalliske, som normalt var over blodet, var udskiftet med noget andet, som sikkert var vinen.

Jeg havde fulgt karaflen et stykke rundt om bordet og opdagede at både Renier, Draven og Mr. Blake holdt øje med mig. Jeg kiggede på Draven og smilede til ham.

”Det dufter ikke som normalt.” sagde jeg og smilede til ham. ”Jeg gætter på at det er vinen.” fortsatte jeg og rykkede mig lidt til siden, så kvinden med karaflen kunne hælde vin i glasset foran mig.

Draven sagde ikke noget, men fulgte mig med øjnene, da jeg tog glasset fra bordet og nippede til vinen. Jeg satte glasset fra mig på bordet og kiggede igen op på Draven, som stadig stirrede på mig.

”Jeg drikker normalt ikke rødvin.” sagde jeg og kiggede ned på vinglasset foran mig. ”faktisk vil jeg gå så langt som at sige at vinen ødelægger blodet.”

Jeg kiggede op på Draven igen, som nu smilede stille. Muligvis fordi han var lettet over, at jeg ikke havde taget glasset og bundet det, for så at gå amok ned over bordet og tømme samtlige gæsters glas. Tanken om det både skræmte mig og gav mig lyst til at grine.

”Jeg finder noget andet du kan drikke. Vand?” sagde han og skubbede sig ud fra bordet. Jeg nikkede stille til ham med et smil på læberne, og var inderst inde glad for ikke at skulle rejse mig efter det selv.

Da Draven havde rejst sig og var gået, kiggede jeg ned ad bordet og fik øje på Renier, som kiggede på mig med et smil. På hans venstre side, ned mod mig sad hans far og havde travlt med at tale med Zara som sad overfor ham, og på samme side af boret som mig.

 

***Reniers synsvinkel***

 

Jeg hev stolen ud for min mor og skubbede den ind under hende, idet hun satte sig ned. Jeg havde frygtet maden i den times tid der var gået, siden en tjener havde tjekket med mig, om der skulle blod på bordet. Jeg vidste udmærket, hvem der havde bestemt, at det skulle være sådan, og jeg hadede ham for det. Det var ikke kun for at se, hvordan hun ville klare det, det var for at se, om jeg havde gjort mit arbejde godt nok.

Selvom jeg ikke havde trænet Emma, var det i virkeligheden mit job, at gøre det. Jeg skulle havde taget mig af hende og hjulpet hende, men i stedet havde jeg bedt Draven tage sig af det, som havde hun været en ligegyldig ting, som skulle overstås. Nu kunne jeg kun frygte, at Draven ikke havde kunne gøre det godt nok.

Det var lige så meget for min families skyld, som det havde været på grund af min egen stolthed, at jeg ikke havde trænet hende selv. Jeg vidste at der var et eller andet over hende, som jeg ikke kunne lade ligge. Min bror havde tydeligvis også set det. Han hev stolen ud for hende, præcis som jeg havde gjort for min mor.

Zara var allerede dybt inde i en samtale med min far, som jeg ikke gad bekymre mig om. Den handlede som sædvaneligt om brylluppet, og om vi havde sat en dato. For min far handlede det altid om planlægning. Det gjorde det muligvis, fordi jeg ville overtage for min far, så snart jeg var gift, og jeg var sikker på, at min far ikke mente, at jeg var parat til det. Jeg vidste dog, at jeg ikke længere følte mig parat til, at skulle tilbringe resten a mit liv sammen med Zara. I hvert fald ikke længere.

Jeg kiggede på Emma. Hun var uden tvivl en pige man ikke kunne blive træt af at se på, og jeg var egentlig kommet der til, hvor det ikke betød noget, om andre så mig kigge på hende.

Min far og Zara snakkede ikke længere sammen. Han havde travlt med at kigge på Emma for at se, hvordan hun ville reagere på den vin, der lige nu blev hældt op i glassene.

Til min store overraskelse, drak hun stille af sit glas og satte det tilbage på bordet. Hun kiggede smilende på Draven og sagde noget til ham, som jeg ikke kunne høre grundet støjen fra alle dem, som sad i lokalet. Draven svarede hende og rejste sig fra sin plads. På vej mod køkkenet kiggede han på mig og smilede stort. Han vidste lige så vel som jeg, at det var en sejer, som vores far havde regnet med at tage.

 

***Emmas synsvinkel***

 

Jeg dubbede munden med servietten og lagde den fra mig på bordet. Mila sad på min ene side og Draven på den anden. Mila havde glædeligt drukket vinen i mit glas, og jeg havde overladt glasset til hende med et smil.

Omkring os sad folk og snakkede og spiste. Der var en god stemning, men ikke en stemning man kunne slappe af i. Jeg sad på stolen med ret ryg, og følte ikke at jeg kunne tillade mig at læne mig tilbage og slappe af. Jeg havde allermest lyst til at rejse mig og forlade bordet, men jeg vidste også, at det ville drage opmærksomheden mod mig, og det var det sidste jeg ønskede lige nu.

Jeg greb en tot hår og begyndte at rede fingrene igennem den, mens jeg forsøgte at følge med i den samtale Draven førte med Mr. Blake, som sad skråt overfor ham.

”Emma, kunne du ikke hjælpe mig et øjeblik?”

Jeg drejede hovedet for at opdage at Vanessa havde stillet sig ved siden af mig, og bedt mig om at hjælpe hende med noget.

”Selvfølgelig” svarede jeg og rejste mig fra stolen for at følge efter hende. Som støtte så jeg kunne komme ud fra mellem min og Dravens stol, lagde jeg hånden på hans skulder, og helt instinktivt og uden at sige noget, lagde han sin hånd på min og klemte den blidt inden jeg flyttede min hånd for at følge med Vanessa.

Jeg fulgte efter hende gennem en af de mange døre i salen ud til hallen og videre ind i det køkken, som jeg kendte fra de mange besøg her inde, Draven og jeg havde foretaget. Jeg havde forventet at se køkkenet blive brugt i dag, men det var lige så tomt, som det plejede at være.

”Jeg så, at du ikke drak vinen.” sagde Vanessa og åbnede lågen til køleskabet med blodposer. ”Jeg er heller ikke vild med det, men man vender sig til det.” fortsatte hun og tog en enkelt pose ud. Hun lagde den på bordet og fandt to glas i et skab, som hun satte på bordet.

”Rødvin har aldrig været mig.” svarede jeg og smilte venligt, da hun kiggede op på mig. Hun havde taget blodposen og revet den lille prop af. Hun hældte langsomt blodet op i de to glas og rakte mig det ene, da posen var tom.

Jeg tog imod glasset og trak vejret et par gange for at få mine tænder og min puls under kontrol. Jeg kiggede på Vanessa, som var ved at smide den tomme blodpose i skraldespanden. Jeg satte glasset til munden og drak langsomt af det. Vanessa vendte sig fra skraldespanden og smilte venligt til mig.

”Tag det roligt, jeg sladre ikke til min mand.” sagde hun med et lille grin og tog sit glas fra bordet og skyllede det hele ned hurtigere, end jeg havde regnet med. Hendes kinder var blevet rødere, som om blodet var gået direkte i hendes kinder.

Jeg gjorde som hende og tømte glasset. Hun tog det tomme glas fra mig og satte begge glas på køkkenbordet, hvorefter hun lænede hoften op ad køkkenbordet og kiggede på mig med et skævt smil. Det gik hurtigt op for mig at der ikke var nogen tvivl om, at Renier og Draven havde arvet det smil fra hende. Det var en kopi af de smil, som jeg havde set hos dem.

”Så det jeg gerne vil vide er, hvem er du, Emma Jensen?” spurgte hun og flyttede ikke blikket fra mig. Lige som jeg skulle til at svare hende gik døren op, og Renier kom ind. Da han fik øje på os stoppede han, og så forvirret fra sin mor til mig og tilbage på sin mor igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...