Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1427Visninger
AA

7. Alene igen

Selvom jeg udemærket vidste, at jeg ikke havde lavet noget med Renier, som kunne kaldes upassende eller forkert, følte jeg stadig, at jeg var blevet taget med fingrene i kagedåsen. 

Kvinden som havde fanget Renier i at trøste mig ved at kramme mig, var stormet ud ad døren med Renier lige i hælene. Jeg stod derfor alene, i det jeg regnede med måtte være en gang, som i et hus af denne størrelse og 'gangens' størrelse taget i betragtning, nok i virkeligheden ville kaldes en Hall. 

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme tilbage til mit værelse, og jeg følte mig ikke sikker på at gå tilbage til den store sal med alle menneskerne, og muligheden for stadig at kunne lugte blod.

Jeg savnede min egen lille lejlighed, min egen seng og nok allermest Django. Da jeg først begyndte at tænke på ham kunne jeg ikke slå ham ud af hovedet. Jeg have ingen ide om hvad der var sket med ham. I virkeligheden havde han bare beskyttet mig mod Draven, men på den anden side, havde han bidt fra sig, og når man gjorde sådan som hund kunne man vel lige så godt bestille sin egen aflivning. Tanken fik det til at vende sig i min mave. Jeg lod mig læne op ad væggen og glide stille ned at sidde på gulvet.

Jeg havde slet ikke tænkt på Louis siden jeg var kommet her til. Om det var fordi jeg i virkeligheden ikke havde lyst til at tænke på ham eller om alle de ting som skete omkring mig skabte for store distraktioner, kunne jeg ikke finde ud af.

Jeg trak benene ind til mig og lagde hovedet mod mine knæ og sukkede ud. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde aldrig haft problemer med at møde nye mennesker eller være nye steder. Faktisk kunne man vel næsten sige at jeg normalt var ret god til at tage tingene som de kommer, men denne gang kunne jeg ikke placere mig selv så jeg følte mig tilpas eller kunne tage det roligt.

”Emma?”

Jeg løftede hovedet og kiggede op på Draven som stod med halvdelen af kroppen bag døren til den store sal, og ellers kiggede ud på mig. Jeg sukkede igen og lagde panden mod mine ben uden at sige noget til ham. Det var ikke lige en samtale med ham jeg havde brug for lige nu. Jeg kunne høre fodtrin mod det blankpolerede gulv som eg var gledet ned på. Jeg løftede hovedet så det ikke længere var min pande, men det nederste af min hage som lå på mine knæ mens jeg kiggede frem for mig. Draven havde sat sig ved siden af mig på gulvet. Jeg drejede hovedet svagt så jeg kunne se ham ud af øjenkrogen. Han sad med ryggen op ad væggen og med det ene ben trukket op mens de andet lå lige så langt det var ud fra ham.

”Jeg ved godt at det jeg gjorde mod dig ikke kan tilgives, men jeg håber at du tror mig, når jeg siger at det ikke var det jeg havde i sinde at gøre.”

Jeg drejede hovedet lidt mere, så jeg kunne kigge på ham. Han havde sat hovedet op ad væggen bag sig og kiggede op i loftet. Jeg følte ikke at jeg havde et svar til det han sagde, som kunne bruges til noget.

”Hvad skete der?” valgte jeg at svare og lod mig falde tilbage op ad væggen. Han vendte blikket mod mig og kiggede mig i øjnene. Endnu en gang følte jeg mig fanget i hans øjne. Som om jeg kunne hoppe direkte ind i dem og blive væk.

”Din hund hev i snoren, så den skar dig i hånden.” sagde han og tog hånden op til hovedet for at flytte en tot hår som var gledet ned foran hans øjne. ”Af en eller anden grund kunne jeg ikke styre mig og da jeg endelig stoppede, var det mere eller mindre for sent og jeg gik i panik.” fortsatte han og gned sig i panden.

Jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle svare. Jeg nikkede kort og trak vejret dybt og stille et par gange.

”Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.” svarede jeg og forsøgte at tage det roligt. ”Jeg ved i virkeligheden ikke rigtig hvad der sker med mig eller omkring mig.” fortsatte jeg og kunne mærke at tårerne pressede sig på endnu en gang. Jeg klemte øjnene i for at holde dem tilbage, men kunne med det samme mærke tårerne forlade mine øjne og trille langsomt ned ad mine kinder. Jeg tørrede dem væk og forsøgte at lade som om Draven ikke havde opdaget det, hvilket han uden tvivl havde.

”Nåede d at få noget at spise?” spurgte han, og lod som om det jeg lige havde sagt ikke betød noget. På et eller anden måde var det rart at jeg ikke behøvede snakke mere om det, men på den anden side, følte jeg at det eneste jeg ville og havde brug for var at råbe og skrige af nogen. Jeg rystede stille på hovedet og kunne med det samme mærke hvor tom min mave i virkeligheden var. Jeg havde ikke engang nået at drikke min kaffe færdigt, og den måtte være godt kold og kedelig nu.

”Kom, vi finder noget.” svarede han til min hovedrysten og rejste sig fra gulvet og rakte mig sin hånd, så han kunne hive mig op fra gulvet. Jeg tog imod den, blev hevet op og fulgte efter ham da han begyndte at gå.

Han gik forbi døren ind til salen, hvor vi før havde siddet og spist og gik videre ned mod en mindre dør på samme side som salen. Jeg fulgte fortsat efter ham uden at sige noget, og opdagede hurtigt at han havde taget mig med til køkkenet. Det var ikke på nogen måde sådan et køkken man ville have hjemme i lejligheden eller huset. Det var et kæmpe køkken og her ville være nok plads til at lave mad til flere hundrede personer, hvilket det sikkert også var blevet brugt til et par gange.

Draven stoppede først ved et stort køleskab og fiskede to røde poser ud af det.

”Jeg gætter på at du ikke har fået blod før?” sagde han og rakte mig den ene pose. Jeg kunne dufte det lige så snart jeg havde fået øje på posen, og jeg anstrengte mig for at holde mine tænder tilbage mens jeg tog imod den. Jeg nikkede stift til ham og kiggede på posen. Endnu en gang snurrede det i mine tænder.

”Så tag det her som din første lektion. Du river den lille prop af i toppen, sætter den til munden og suger, som var det et sugerør.” Han sagde det som om det var det letteste i hele verden. Jeg havde lyst til at sætte tænderne i posen og tømme den så hurtigt som muligt, men tanken om at mæske mig i blod holdte mig tilbage. ”Tæl langsomt til 10 mens du drikker. Der skal stadig være blod i posen når du når til 10.” fortsatte han og jeg nikkede kort uden at fjerne blikket fra posen.

Jeg rev den lille prop af og satte posen op til munden. Jeg forsøgte at tælle mens jeg drak, men inden jeg var nået til 5 var posen allerede indholdsløs og min mund føltes som om en knytnæve havde ramt den.

Jeg kunne mærke tænderne mod indersiden af mine læber. Jeg var stadig sulten. Ikke sulten efter morgenmad og kaffe. Jeg var sulten efter blod, og hvad jeg havde allermest lyst til var at sætte tænderne i den blodåre jeg havde fundet på siden af Dravens hals.

”Luk øjnene og træk vejret langsomt” sagde han. Han havde tydeligvis regnet ud hvad jeg tænkte på, men han virkede stadig mere rolig end hvad jeg selv ville have været i denne situation. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt og roligt et par gange. Jeg kunne mærke at sulten langsomt fortog sig, og at mine tænder trak sig ind igen. Jeg vrængede ansigtet i smerte idet tænderne trak sig ind og åbnede øjnene for at se på Draven.

”Bliver det nogensinde bedre?” spurgte jeg ham, og gned mig i panden med den frie hånd. Jeg havde stadig den tomme blodpose knuget i den anden, som gjaldt det mit liv hvis jeg ikke holdt godt nok fast i den.

”Dine tænder?” spurgte han, og lænede sig op ad køkkenbordet, som han stod foran. ”Det bliver bedre med tiden. Du skal bare blive ved med at trække dem ind og ud. Til sidst kan du ikke mærke det længere.” forstsatte han og lagde armene over kors mens han kiggede undersøgende på mig. I stedet for at svare ham valgte jeg at nikke stille. Tanken om at skulle gøre det med vilje, var ikke den mest behagelige, og med smerten i tanke, var det heller ikke noget jeg havde lyst til at forsøge mig med.

Jeg trak vejret dybt og lagde den tomme blodpose på bordet. ”Det gik vidst ikke så godt med at drikke den.” sagde jeg og kiggede på den tomme pose. Draven grinte lidt for sig selv og så ud som om ham morede sig over min konklusion. 

”Det gik bedre end forventet.” svarede han og smilte venligt til mig. ”men du skal vide at det kun er meget få personer som har adgang til køleskabet, så kom til mig hvis du skal bruge en pose.” fortsatte han. Hans smil var forsvundet og han virkede for en stund lidt mere alvorlig end hvad han ellers havde været. Han rakte ud og tog den tomme blodpose og smed den i skraldespanden ved siden af køleskabet, som han før havde taget den ud af.

.. … ..

 

Jeg sad på mit værelse og kiggede endnu en gang ud af vinduet. Jeg havde bedt Draven om at følge mig her op. Både fordi jeg havde brug for at være alene og fordi jeg ikke havde nogen ide om hvordan jeg skulle komme her op selv. Han havde hevet mig med gennem salen, hvor bordet havde dækket med mad. Det var nu tomt, og duften af blod hang ikke længere i lokalet. Jeg havde spurgt Draven om hvem jeg havde kunnet lugte, og han havde svaret at det var en af de andre som havde smuglet en pose med ind i salen.

Selvom jeg havde undret mig over ordvalget, havde jeg ikke stillet flere spørgsmål til hændelsen. Han havde spurgt mig om hvad der var sket med Renier og jeg havde fortalt ham at jeg ikke var helt sikker. I virkeligheden vidste jeg ikke helt hvad der var sket med ham. Han var bare løbet efter kvinden, og det var præcis hvad jeg havde fortalt ham.

Draven havde set opgivende ud ved informationen, men igen valgte jeg ikke at stille nogle spørgsmål. Han havde dog sagt at han ville bede Renier om at komme op og snakke med mig, så han kunne forklare sig. Jeg vidste dog ikke helt hvad det var Renier skulle forklare.

Den tid jeg havde været sammen med Draven i løbet af morgenen og formiddagen, havde været rar. Jeg havde ikke ligget i en hospitalsseng, jeg havde ikke været alene og jeg havde hverken tænkt på Louis eller Django. Men tanken om hvad Draven havde gjort ved mig blev ved med at sitre bagerst i mine tanker. 

 

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Det er virkelig dejligt at der er så mange som har læst min historie! Det ville gøre mig super glad hvis i evt. ville like den eller smide en kommentar hvis der er noget jeg kan gøre bedre! Gode ideer er også altid velkommen :D 
 

-Monarch 
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...