Isabell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2017
  • Opdateret: 25 nov. 2017
  • Status: Igang
Isabell hader tanken om, at binde sig. Hun indleder et seksuelt forhold til den meget ældre mand Kevin, en af hendes fars forretningsforbinelser, men det er i et helt andet sted hun skal lede for, at finde den hun i virkeligheden er.

3Likes
2Kommentarer
507Visninger
AA

2. Fornægtelse

Røde som blod og med en brændende fornemmelse til følge, strøg tre Singapore Slings, hurtigt ned igennem min krop.

De satte sig i mine blodbaner, løsnede mine muskler og løftede mit humør.

Det føltes som at hoppe ud fra den højeste vippe i svømmehallen.

At mønstre alt sit mod til at tage beslutningen om at kravle derop, kigge ud på hvad der med sikkerhed måtte ende med at være den visse død og alligevel vælge at kaste sig ud over.

Jeg rammer bunden. Tænker man, Den er jo lige der, og selv med den viden klistret til indersiden af nethinderne, træffer man beslutningen om at træde ud over, og trodse de faresignaler som hamrer igennem ens krop.

Hjertet der banker, åndedrættet, som slider i brystet og tvinger ribbenene til at udvide sig, lungerne, der hiver efter luft, benene, som føles løse på deres sokler og truer med at knække sammen under en.

Splitsekundet inden overfladen tager imod ens bløde krop med dens ståloverflade, mærker man en gennemstrømmende følelse af accept.

Man traf selv det her valg. Det var ens egen beslutning.

Man accepterer udfaldet.

Jeg kiggede rundt i rummet.

Overalt emmede det af pulserende kroppe, lystne blikke og triste skæbner, og jeg vidste at det her var mit øjeblik af accept.

Hvad end der måtte ske i aften, så accepterede jeg det, og anerkendte det som min egen beslutning.

Og så bundede jeg en drink til.

Der gik ikke lang tid fra det øjeblik, til jeg følte mig levende.

Tankerne fordampede, og jeg tillod min krop at følge takterne i musikken og drukne i stemingen.

Jeg nød, at føle mig som en del af det her misforståede selvskab af mennesker, som alle ønskede en aftens frihed, og som holdt verden på afstand så længe de kunne, inden de så sig tvungne til at vende tilbage til alt det de flygtede fra.

En insisterende brummen fra min mobil, som lå afkrævende i min baglomme, rev mig kortvarigt ud af min eufori, men jeg ignorerede den og blev ved med at danse.

Jeg råbte en tom kærlighedserklæring til en fyr, som smilede til mig, og protesterede ikke da nogen lagde hænderne på mine hofter.

Kastede mit sind rundt sammen med musikken, drak, grinede og glemte.

Hænderne gled op under min kjole og strejfede undersiden af mine trusser. Jeg dansede videre. Druknede mig selv i beruselsen.

En blid bevægelse befalede mig, at følge med, og jeg gjorde det uden at tøve. Et ungt, olivenfarvet ansigt smilede til mig i halvmørket. Hvis man kneb øjnene let sammen, kunne han forveksles med den lækre tjener.

„Hej“ sagde han hæst. Jeg svarede ikke. Lod mig bare trække med ud på toilettet hvor mine trusser blev revet ned om knæene og mine balder blev grebet hårdt fast om. Jeg lagde den ene arm hen over hans skulder. Han var et godt stykke højere end mig, hvilket var et plus. Pæne, hvide tænder og nydeligt, krøllet hår der var langt på toppen og klippet helt tæt i siderne.

Vi knaldede op af væggen. Jeg fokuserede på følelsen, af at have ham oppe i mig. Lukkede øjnene mens forløsningen spredte sig i min krop. Jeg kom ikke, men det gjorde han.

„Tak“ sagde han, som om vi havde udvekslet matematiknoter. Jeg rynkede på næsen, drejede om på foden og forsvandt tilbage til festen. Intet havde ændret sig siden for fem minutter siden. Alting var det samme. Også indeni mig. Jeg gentog ordene for mig selv, mens jeg begav mig igennem mængden. Snappede en drink ud af hånden på en dreng der smilede opfordrende til mig, bundede den.

 

Pludselig var kvalmen begyndte, at stige fra brystet og ud resten af kroppen. Mit blik scannede rummet efter Camille, men hun var ingen steder at se. Kvalmen byggede sig insisterende op i min hals. Fast besluttet på ikke, at lade min fucked up hjerne ødelægge min aften kastede jeg mig ind i endnu en dans, men det føltes halvhjertet.

Forpustet og irriteret på mig selv, fandt jeg en tom sofa hvor jeg satte mig tungt ned. Mit hår lugtede af røg og mit tøj af alkohol.

„Vil du have et glas vand?“ Jeg kiggede op. Et par sprudlende blå øjne, indrammede af tykke vipper i samme farve som garvet ler, mødte mine, og oplyste et stille smil. Jeg rystede på hovedet.

„Nej.“

„Du ligner en der kunne bruge et glas.“ blev hun ved, og rakte plastickruset frem mod mig. Det var sikkert vodka tænke jeg, og med et trådsigt blik kastede jeg det hele ned i én slurk. Det var vand.

„Tak.“ mumlede jeg køligt, og gjorde mine til, at rejse mig, men mine ben ville ikke lystre. Måske skulle jeg have sat farten lidt ned med de drinks. Tilsyneladende upåvirket af min afvisning satte pigen sig ved siden af mig. Lænede sig afslappet tilbage, stadig med det lille smil, spillende i mundvigene. Hun havde et mildt ansigt. Smalt og hjerteformet, og indrammet af langt, mørkeblond hår, der var mørkere i bunden og faldt lige under skuldrene. Det mindede mig om den farve man fik når kornmarkerne stod i deres sidste flor, og havde sådan en naturlig, upåvirkelighed over sig, på en måde, man ellers kun så i gamle, danske Morten Korchfilm. Fyldige, lyserøde læber og kraftige, mørkebrune bryn rundede ansigtet af og tilføjede kant til den feminine feel som hendes silhuet udstyrålede. Halsen var lang og slank og skuldrene spinkle. Hun var smuk.

Hendes klare blik scannede rummet, og med et barns umiddelbarhed, lod hun til, at betragte de øvrige festende.

„Jeg er ellers ikke god til fester. Jeg bliver altid træt omkring tolv-tiden og så vil jeg bare hjem.“ sagde hun pludselig, som om jeg havde lagt op til, at vores samtale skulle fortsætte.

Jeg skævede til mit ur. Klokken var 23.10. Hun skævede til mig. Smilet bredte sig.

„Du danser godt.“ Jeg kiggede overrasket på hende. „Jeg så dig før. Du har rytme.“

Paf, vendte jeg hovedet væk og kiggede efter en fyr jeg kunne flirte med for, at komme ud af denne her situation. Der var ikke en brøkdel af en chance for, at jeg havde tænkt mig, at udsætte mig selv for, at blive vurderet på denne her måde.

Jeg fik øjenkontakt med en lyshåret fyr med overarme der var lige så store som badebolde. Rynkede misbilligende på næsen. Han måtte gå and. Med et enkelt vel timet kast med håret og et indsmigrende smil, klappede fælden omgående om ham. Han var på vej herover.

„Hej de damer.“ sagde han og lod sit klistrede blik glide op og ned af min krop. Jeg måtte ligne en lille luder, som jeg sad her og sendte flirtende blikke til ham.

„Hej“ svarede jeg. Kvalmen kastede sig imod breden ved mine ribben, som stormende bølger, men jeg skubbede den hårdhændet ned, og holdt smilet fast.

Fyren satte sig ved siden af pigen med de klare, blå øjne, og rakte en hånd frem mod mig.

„Jannick.“

Jeg tog den modvilligt og trak så hånden til mig. Ironien i, at jeg ikke havde noget imod at kneppe en eller anden tilfældig på et toilet, men fik kuldegysninger i et håndtryk, ville have været sjovt, hvis det ikke havde været så tragisk.

„Anna.“ smilede pigen, da pumper-fyr dvælende gentog gestussen med hende. Det var tydeligt, at han gjorde hende utilpas, og i et svageligt øjeblik faldt det mig ind, at bede ham gå.

„Jeg har vist ikke set dig her før“ sagde han, henvendt til mig, med et drenget smil smørret ud over hele krydderen. Han værdigede ikke Anna så meget som et blik. Kommentarens underliggende betydning var irriterende åbenlys. Det var hans ynkelige forsøg på, at vise at han var sådan en der befandt sig de steder, som betød noget. Altså var der en forsvindende lille chance for, at han ikke havde set en, hvis man havde sat sine ben på et sted af betydning. Jeg modstod fristelsen for, at fyre en spydig kommentar af, da han på den mest åbenlyse uhøflige vis lænede sig ind over Anna, sikkert for bedre, at kunne høre mit svar.

Hun protesterede ikke. Lænede sig bare lydigt tilbage, som for, ikke at afbryde det der foregik mellem pumper og jeg.

Jeg var nødt til at bekæmpe min irritation med det yderste af fingerspidserne for ikke, at lave en kæmpe scene og bede ham om, at fucking flytte sig fra Anna.

Da der ikke kom noget svar, rykkede fyren lidt usikkert på sig. Han rømmede sig.

„Nå, men kunne man byde fruen på en drink?“ invitationen var klar, og det var den jeg havde sat ud for, at få. Tog man imod et tilbud af denne art blev der altid forventet noget tilbage. Og piger som mig havde kun én ting at tilbyde.

„Jeg…“ begyndte jeg, men ordene svigtede mig. Irritationen skød brændende op i mine kinder. Pumper-fyrs smil blev så bredt, at det lignede noget nogen havde tegnet det på. Idioten troede, at jeg rødmede.

„Hvad med om vi bare forsvinder os to, og så kan du svare på en anden måde?“ smilede han.

Anna syntes, at kunne fornemme det skud af tetosteron, der pludselige emmede fra min bejler, for hun skar ansigt, og gjorde mine til, at rejse sig.

Noget i mig, som jeg ikke ville kunne forklare selv hvis du havde spurgt i dag, fik mig til at række hånden ud og lægge den på hendes arm. Jeg sendte hende et blik, der kun kunne tolkes som en forespørgsel om, at blive. Konflikten var tydeligt i hendes blik.

„Du Jannick“ jeg brød drævende øjenkontakten og kiggede op på det kantede ansigt.  „Anna og jeg har besluttet os for, at vi simpelthen foretrækker hinandens selskab frem for dit, så jeg ville høre om du ikke kunne tænke dig, at daffe?“ Jeg sendte ham mit bredeste, mest uskyldige smil. Det smil, der for alvor gjorde drenge bløde i knæene. Mit bedste våben.

Pumper stirrede forbløffet på mig. Et øjeblik flammede en brusende vrede op i hans blik, en hårdhændet protest dryppede fra hans læber, men så lod han til, at komme til en konklusion om, at jeg alligvel ikke var værd, at samle på, for han rejste sig brat og med en kommentar om hvor træt han var af narrefisser der troede, at de kunne tillade sig alt fordi de var lækre, travede ind i mængden, hvor han hurtigt forsvandt ud af syne.

„Det havde du altså ikke behøvet.“ stemmen var tynd og lille.

„Jeg gjorde det ikke for din skyld.“ løj jeg. Eller, halvt løj jeg. En del af mig havde lyst til, at være alene med Anna måtte jeg med modvilje konkludere.

„Isabell“ sagde jeg modstræbende, for det var ikke kotume for mig, at afsløre mit rigtige navn. Kevin havde været en svipser.

„Hej Isabell. Jeg er glad for, at du ikke knaldede med den fyr dér“ hun nikkede ind i mængden.

„Jeg ved ikke hvad der fik dig til, at skifte mening, men det er jeg glad for, at du gjorde.“

Jeg svarede ikke. Tog bare en stor slurk af min drink. Havde jeg været så let, at gennemskue? Hvordan i alverden… det måtte have været et svagt øjeblik. Jeg havde tilladt, at gøre mine tanker aflæselige på mit ansigt. Det skulle ikke ske igen.

„Jeg tror ikke, at du er så svær, at læse som du tror.“ indskød hun, som om hun havde læst mine tanker, og smilede igen. Denne gang var der noget udfordrende i det. Hun var smuk når hun smilede.

„Ham du var sammen med før du satte dig her, snakkede om dig.“ hun rynkede panden. „Jeg kunne ikke lide den måde han gjorde det på. Det lød som om du var en erobring.“

Jeg havde lyst til, at spørge hende hvordan hun vidste, at vi havde knaldet, men hun kom mig i forekøbet.

„Jeg kunne se det på dit ansigt.“

Hvad fanden. Havde denne her pige særlige kræfter? Eller var jeg bare mere fuld end jeg troede? Vel vidende, at jeg måtte tage mig virkelig dumt ud, knækkede jeg mine fingre, og lod som om jeg havde i sinde på magisk vis, at fikse hullet på knæet på mine bukser. Alle og enhver kunne se, at det var med vilje, at der var hul, men jeg kunne ikke få mig selv til, at kigge Anna i øjnene, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var ikke vant til, at folk lagde mærke til mig på denne her måde.

„Er det ikke udmattende, altid at være sådan på vagt?“ spørgsmålet var henkastet, og næsten spøgefuldt, som om det var noget, der bare lige faldt hende ind mens vi sad her, og overhovedet ikke kendte hinanden, til en eller anden åndssvag fest. Endnu engang svigtede alle mine smarte kommentarer mig, og jeg tog mig selv i, at stirre himmelfaldent på hende. En syngende latter snoede sig imellem os.

„Nej okay. Du er vist ikke vant til, at folk kigger efter.“

„Kigger efter?“ Fuldt bevidst, om at lød som en der var mentalt handicappet vendte jeg mig fuldt om mod hende. Tog så mig selv i det og vendte mig væk. Sveden var begyndt, at danne et tyndt lag film på min pande. Jeg tørrede det væk og lod med den største overbevisning jeg kunne mønstre som om der ikke var noget i hele verden, der kedede mig mere end denne her samtale.

„Jeg tror du er ude på lidt for dybt vand lige nu, ven. Måske skulle du bare tage og passe dig selv og dit eget lille foretagende.“

„Hvad er det du er så bange for?“

Jeg svarede ikke.

Hun kiggede længe på mig. En slank mælkehvid hånd nærmede sig mit øre. Spidsen af pegefingeren løb ganske forsigtig ned langs broen af mit øre og ned til min øreflip, videre langs med kæbelinjen indtil den fandt ro ved min hage. Så foldede den sig sammen, og trak ganske blidt mit ansigt med sig.

Øjne, der så tit lod sig beskrive af poeter, men så sjældent blev set i virkeligheden brændte sig ind i mine. De var mere blå end noget jeg nogensinde havde set, som om nogen havde lagt farverne på lag ovenpå hinanden og et hav af nuancer omsluttede mine sanser.

En troskyldig tilbageholdenhed hvilede tungt i dem, da hun afsøgte mit ansigt efter et tegn på, at mine grænser blev overskredet, men jeg vidste, at længslen stod aftegnet i hver en afkrog af mig, og jeg kunne ikke skjule, at jeg ville have, at hun skulle fortsætte.

Selvom jeg forsøgte, at trække mig selv ud af det og komme til fornuft, kunne jeg ikke løbe fra den følelse jeg fik når hun kiggede sådan der på mig. Jeg hev efter vejret.

Hjertet tilnærmelsesvis eksploderede i mit bryst da hun lænede sig frem og fangede sine læber med sine. Der var intet beordrende, intet pågående ved hendes kys. Kun den fjerlette berøring af hendes sødlige læber, der udforskede mine. Jeg kyssede igen. Begæret efter hende flammede op og slikkede sig beordrende op langs min fornuft, indtil jeg ikke længere havde selvbeherskelse nok til, at opretholde afstanden mellem os. Med skælvende fingre omfavnede jeg hendes ansigt og trak hende tættere på mig. Jeg ville omsluttes af hende. Jeg ville begraves i hende. Jeg ville have hende. Hun smagte af fersken og kanel. Huden var blød som silke da jeg forsigtigt lod mine fingerspidser følge udformningen på den slanke hals, hvor pulsen slog forbavsende roligt under den tynde hud. Læberne trak sig op i et lille smil under mine, da hun mærkede min tøven, men hun brød ikke kysset. Lænede sig i stedet frem, tog styringen og diregerede mig til at følge hendes rytme. Som en dans druknede hendes åndedræt i mit. Mine tanker blev lette og usammenhængende, men jeg var stadig til stede, og udforskede forsigtigt den bølge af sanseindtryk, der skyllede ind over mig. Varmen fra hendes læber, som jeg længtes efter, at åbne op, duften af hendes hud, lyden af mit hjerte, der hamrede i mine ører. Billeder af hvordan jeg trak hende med væk og udforskede hendes krop dukkede op på mine nethinder.

Det er ikke til, at sige hvor længe vi kyssede, men det var mig der brød det. Fuldkommen uden varsel, trak jeg mig hårdhændet væk og skubbede hende fra mig.

Hvad var det jeg havde gang i? Ikke nok med, at jeg havde tilladt mig selv, at lade nogen påvirke min selvkontrol, jeg havde også været i færd med, at gøre ved hende, som så mange fyre havde gjort ved mig. Følt ejerskab over hende, set hende som min, noget jeg ejede, noget jeg havde havde ret til.

Forfærdelsen lagde sig som et koldt tæppe over mig. Hendes ansigt blev sløret for mit blik, og inden hun kunne nå, at gøre indvendinger, havde jeg rejst mig, og skubbet mig ud igennem den mur af dansende, der omgav os.

Min mobil brummede i baglommen, og denne gang tog jeg den op, og satte den til øret.

„Jeg har ringet og ringet.“ lød det anklagende. Hans stemme gav mig lyst til, at brække mig.

„Hvor er du?“

„Hjemme, men jeg kan…“

„Er Mari… er din kone hjemme?“

„Nej, hun er på kursus i Jylland vil du…“

„Kom og hent mig.“

Jeg gav ham adressen, og inden mine fingre var begyndt at blive kolde i den kølige aftenluft, holdt hans skinnende, sølvgrå Volvo og brummede på kantstenen.

Lædersædet tog varmt imod mig, og jeg lod mig synke tilbage. Lukkede øjnene, og masserede min næseryg med tommel og pegefinger i et forgæves forsøg på, at få min puls til at falde og den tiltagende hovedpine der voksede sig ferm bag mine pandelapper til, at forsvinde. Instrumentbrættet lyste glødende rødt i mørket. Kevin gjorde mine til, at sige noget, men jeg tændte for radioen og skruede så højt op, at det ikke var muligt at føre en samtale. Jeg orkede ikke small-talk lige nu.

Bilen satte brummende i gang, og med vejen som en ledestjerne foran os, tilbagelagde vi afstanden mellem festen og Kevins hus. Det var stort og luksuriøst, præcis som der kunne forventes af en hotshot forretningsmand med en lækker bil og dyre jakkesæt.

Store, åbne vinduer gav luft og lys imellem kulsorte mursten, mørke træpaneler indrammede robuste egetræsdøre, der lignede noget fra middelalderen, og yderst vidnede to store løvestatuer om den slags luksus, der kunne tilhøre en adelig.

Småstenene i indkørslen knasede under det store køretøj da det slangede sig op mod villaen, og rundt om os var der lagt ej leje af perfekt afrundede buske, der lignede noget nogen havde siddet lænet ind over i timevis for, at udforme. Det måtte kræve ekstremt meget vedligeholdelse. Gad vide hvem der sled og slæbte, for at holde det.

Kevin åbnede døren for mig, men da jeg ville stige ud og bevæge mig hen imod hoveddøren, mødte hans kraftfulde krop min, og fangede mig mellem ham og bilen. Han var stenhård under habitbukserne. Jeg skubbede ham væk, pludselig uendelig træt.

„Lad lige være“ mumlede jeg. Min stemme lød tynd, som et græsstrå.

Det lod ikke til, at han tolkede min afvisning som jeg havde håbet, fordi han fløj hen til døren, pludselig endnu mere opstemt, end han havde været for blot få øjeblikke siden.

Selvfølgelig var entreen lige så majestætisk som husets yderside havde været. Over os hang en lysekrone på størrelse med hele min krop, og foran mig snoede en bred marmortrappe sig så langt op, at man måtte lægge nakken hele vejen tilbage for, at se en ende på det. Væggene var prydet med stilede, halvabstrakte malerier af have, moser og skove, og i midten stod et smukt bord i støbt jern, med en glasplade der støttede den flotteste buket af roser i efterårets farver, jeg nogensinde havde set. Det mindede faktisk en smule om mit eget hus. Eller… mine forældres hus.

Det persiske tæppe nærmest omfavnede mine fødder da jeg trak hælene af og gik længere ind i hjertet af huset. Jeg havde ikke lyst til, at kigge på nogen af de personlige ting, og pludselig begyndte en tung sten af fortrydelse, at forme sig i min mave.

„Er du sulten?“

Jeg vendte mig ikke om. Mit bryst snørede sig sammen.

„Bare knep mig.“

„Hva..?“

„Du hørte mig godt,“ knurrede jeg. „bare… gør ved mig hvad du vil med mig okay.“

Det var ikke min mening, at ordene skulle komme ud som om hele denne her situation var en form for afstraffelse for mig. Intet af det her havde været meningen.

„Isabell er du…“

„Lad være med, at sige mit navn, hører du?“

Kevin flyttede tøvende vægten fra den ene fod til den anden. Lod så til, at træffe en beslutning, og tilbagelagde afstanden mellem os, med et enkelt skridt. Klaustrofobien flammede op, som om nogen havde tændt for en kontakt. Vi bemærkede begge hvordan bittesmå svedperler formede sig på mit bryst, lige over et lille rød mærke, tæt ved mit kraveben. Kevin lod en finger fundere ved det, inden han mødte mit blik.

„Hvad er det her“ tonen i hans stemme, var ikke til, at hitte rede i. Havde krøltop givet mig et sugemærke? Jeg stønnede for mig selv. Jeg havde revet pikken af ham hvis jeg havde opdaget det. Pokkers til alkohol.

„Svar på mit spørgsmål.“ hans beordring rev mig ud af mit tankemylder.

„Hvad?“

„Hvad er det her?“

Spørgsmålet i sig selv var så åndssvagt fordi svaret var så åbenlyst, at jeg ikke havde tænk mig, at spilde et eneste åndedrag på at svare. I stedet gjorde jeg mine til, at dreje om på hælen for at smutte ovenpå, men Kevin stoppede mig med et fast greb i min arm.

„Har du kneppet en anden?“

Okay, hvad var denne her samtale?

„Hvad fanden…“

Har du kneppet en anden“.

Denne gang blev ordene udtalt langsomt og tydeligt. Det truende toneleje gjorde hans ansigt mørkt. Jeg stirrede bare på ham.

„Hvad rager det dig?“

Kæbemusklen spændtes.

„Det rager mig fordi du er min.“

En hård latter skar igennem luften, da jeg vristede mig ud af hans greb og mødte hans blik.

„Jeg er ikke nogens, fatter du det?“

„Du siger selv…“

„Ja, når du boller mig, det er fandeme ikke nogen ægteskabspagt.“

„Jeg vil ikke have, at du er sammen med andre.“

„Jeg er ligeglad med hvad du vil have. Desuden…“ tilføjede jeg tørt „så er det ikke mig der ligger og knalder en nittenårig mens min kone troskyldigt venter derhjemme.“

„Isabell,“

„Du skal ikke sige mit navn.“ Jeg trådte et skridt frem og lagde hånden på hans skridt. Modvilligt kunne jeg se hvordan hans krop reagerede på mig. „Hør her, vores aftale rækker til, at vi tilfredsstiller hinanden,“ jeg fortrød med det samme brugen af det ord „og intet andet, så hvis du ikke kan leve med det, så skilles vores veje her. Er du underforstået med det?“

Der var stille så længe, at jeg i et øjeblik tvivlede på om han havde tænkt sig, at svare, men så nikkede han langsomt.

 

Vi gik ovenpå hvor han knaldede mig i gæstesengen - jeg nægtede, at gøre det i deres ægteseng, og så gik jeg nedenunder iført en silkemorgenkåbe og skænkede mig et glas champagne. Den prikkede på tungen. Den store villa virkede endnu større i mørket, og udenfor vinduet i stuen, som fyldte hele væggen, kunne jeg se krusningerne fra fjorden og lysene fra husene på den anden side, der spejlede sig i den blanke overflade. Lyskeglerne fra bilerne, på den anden side af bredden, skiftevis dukkede op og forsvandt i takt med, at de kørte ind og ud mellem træerne. Jeg forestillede mig hvordan deres liv måtte være. Måske var det var en lille familie, der var på vej hjem efter, at have besøgt børnenes bedsteforældre. Eller måske var Anna i en af dem. Jeg rystede tanken af mig. Drak min champagne ud.

„Kunne du ikke sove?“

En stor hånd lagde sig på min skulder. Jeg modstod fristelsen til, at ryste den af mig. Rystede på hovedet. Kevin var kun iført træningsbukser. Hans brede skuldre virkede enorme når de, som nu, var fuldkommen blottede. Det var uvant, at se ham i så afslappet påklædning, og med uglet hår og søvnige øjne, mindede ham mig om den ungdom, der engang måtte have emmet fra ham. Ligegyldigheden med hvem jeg kom frem til den konstatering, tilnærmelsesvis skræmte mig. Jeg satte glasset fra mig og studerede en begyndende neglerod ved min pegefinger. Jeg hadede neglerødder.

„Er der noget du har lyst til?“

„Vil du skænke et glas til?“

Han nikkede og hentede flasken fra køkkenbordet. Skænkede et glas vand til sig selv, og satte sig i den modsatte sofa. Lænede sig tilbage og kiggede indgående på mig, mens minutterne tikkede forbi. Mit hoved føltes tungt da jeg lod det hvile på min hånd. Søen var smuk i sin stille melankoli, der syntes at spejle min egen, og champagnen var kølig og beroligende.

„Om man må spørge,“ der opstod en kort pause som om han skulle tage tilløb til de næste ord.

„hvad er det der plager dig? Skete der noget til den fest?“

„Vil du ikke nok lade være med, at lyde som min far“ stønnede jeg tungt. Han smilede smalt.

„Du er svær, at gøre tilfreds.“

Jeg kunne ikke lade være at smile. Sendte ham et undskyldende blik og rystede på hovedet. Det vidste jeg godt, at jeg var. Jeg var sådan en man gerne ville knalde, men ikke kunne holde ud ret længe. Jeg var som dobbelt klistrende tape; besværlig, svær at slippe af med, et hvepsebo i menneskeform, koldere end den mest bidende vintermorgen, og varmere end den mest klaustrofobiske sommerdag. Jeg var sådan en man ikke havde lyst til, at falde for.

„Hvis jeg vejede hundrede kilo og ikke havde nogle tænder, ville du så stadig … være interesseret i mig?“ spurgte jeg, og studerede hans ansigt.

„Ja.“ sagde han prompte, og vi vidste begge to godt, at han løj. For første gang siden vi havde mødtes sendte jeg ham et oprigtigt ømt blik. Vi sad sådan lidt, i vores egen, mærkelige symbiose. Så klappede han sig på lårene og rejste sig.

„Jeg går i seng. Prik til mig hvis ud er klar på en omgang til.“ Han blinkede til mig, og forsvandt ovenpå.

Jeg fiskede min mobil op, og scrollede igennem Instagram. Klaus, den fyr jeg vel nødigt kunne andet end, at kategorisere som min ekskæreste, havde lagt et billede op med sin nye kæreste. Hans brune øjne strålede af lykke. Den ene arm lå komfortabelt viklet rundt om en køn, rødhåret pige. Hun lignede lidt… fuck Camille. Jeg havde sket ikke hørt fra hende. Panikken boblede i håndleddene da jeg tastede hendes nummer. Den ringede fire gange.

„Hallo“

„Mille! for helvede, jeg blev lige bekymret.“

„For hvad dog. For, at jeg var død efter, at du totalt bailede på mig?“ søvnen hang tungt i hendes stemme.

„Det må du virkelig undskylde, det hele var bare lidt fucked.“

Hun sukkede i den anden ende. Flyttede på noget der kunne lyde som en dyne, efterfulgt af en gnaven grynten. Hun var nok taget hjem til Mathias.

„Tog du hjem sammen med hende?“

Omgående rullede blodet op til mine kinder, og mit ansigt blev brændvarmt. Jeg rømmede mig.

„Hvem.“

„Skat, jeg så jer i sofaen. Du så ud til…“

„Jeg er hos Kevin.“

Kort pause.

„Forretningsmanden?“

„Mhm.“

„Hvad laver du der?“

„Det vi altid laver“ sagde jeg tørt. Hun lo ikke.

„Det er Hjaltes søster.“

„Hjalte?“

„Ja du ved, Hjalte-weed-dreng. Vi hang lidt ud med ham på Ros. Han er gode venner med Hytte.“

Ah, Hjalte med jointsne. Han havde været vores faste hashleverandør på Roskilde Festival. - Ikke, at jeg havde gjort mig voldsomt meget brug af ham, for jeg gad fandeme ikke alt det der lort, men han havde været rar og nede på jorden da vi snakkede sammen imellem alle druklegende og koncerterne. Bleg som en snemand med kridthvidt hår og øjenvipper i samme farve som mælk dryppet med honning. Jeg anede ikke, at han havde en søster.

„Isa jeg…“

„Jeg er nødt til at smutte. Jeg ville bare lige sikre mig, at du var okay, vi snakkes okay?“

Så lagde jeg på. Den sorte skærm på min mobil spejlede mit ansigt. Jeg lagde den fra mig. Tøvede. Samlede den op igen, og gik ind på Facebook.

„Hvad var det du hed til efternavn, Hjalte“ mumlede jeg for mig selv, mens jeg bed mig i tommelfingerneglen. Alkoholen havde lagt et mørkt tæppe hen over det meste af min hukommelse fra Roskilde og lige meget hvor meget jeg forsøgte at genkalde mig vores samtaler kunne jeg ikke huske om han havde nævnt sit navn. Mine fingre svævede over skærmen. Der kom intet.

„Fuck“

Vent, havde Camille ikke sagt, at han var gode venner med Hytte? Viktor Hyttegård var min gamle klassekammerart fra folkeskolen. Vi havde ikke været ret gode venner, men vi havde kysset et par gange, og han ville have, at jeg skulle give ham et blowjob i niende klasse. Fucking spade. Jeg kom aldrig nogensinde til, at sutte en pik. Det var fandeme for klamt. Camille, og flere af mine andre veninder, havde gentagende gange forklaret, at det handlede om, at få tilfredsstillelse ved at tilfredsstille sin partner, men jeg skulle ikke nyde noget. Kevin havde heldigvis ikke spurgt endnu. Jeg glædede mig ikke til, at skulle have den kamp.

Viktor havde selvfølgelig en milliard Facebookvenner, men det blev snævret godt ind da jeg søgte på Hjalte. Seks. Hvem kendte seks mennesker der hed Hjalte? Jeg gik igennem de første fire og konstaterede hurtigt, at det ikke var nogen af dem. De to sidste havde ikke nogen profilbilleder. Den ene, Hjalte Hansen, lignede mest af alt en falsk profil. Han havde ikk engang et coverbillede.

Så måtte det blive den anden. Hjalte Bjerre Eriksen. Skælvende fingre tastede efternavnet ind, men med et andet fornavn. Anna. Hendes skæve smil strålede fra skærmen. Hun var iført højtaljede jeans, en stribet kortærmet T-shirt og om livet hang en slidt denimjakke og hvilede komfortabelt på hendes hofter. Hendes hofter. Jeg fjernede blikket. Klikkede videre til næste billede. En fedladen, grå kat kiggede apatisk ind i kameraet ved siden af Annas storsmilende ansigt. Jeg lagde hovedet på skrå. Klikkede videre. Der var ikke flere. Skulle jeg… nej. Jeg kastede min mobil over på den anden sofa. Styr dig Isabell. Uret på væggen viste 04:11. Det var udelukket, at jeg ville være i stand til, at sove nu, især med udsigten til, at skulle sove ved siden af Kevin. Hvad havde jeg tænkt på ved at troppe op her? Jeg tappede med fingerne på mit knæ. Hvis jeg ikke kom ud af det her hus, ville jeg seriøst få klaustrofobi. Jeg rejste mig, trak i min kjole på fra aftenen før, den lugtede af røg og alkohol, og tumlede ud i gangen. Mit blik dvælede ved bilnøglerne, der lå henslængt på køkkenbordet. Det var i situationer som denne hvor man for alvor blev nødt til, at beslutte for moralsk bankerot man i grunden var konstaterede jeg, så snuppede jeg dem, hoppede ud på førersædet i den strømlinede bil og navigerede monstrummet ud på vejen.

Radioen bragede afsted mens jeg kørte og lod mig selv drukne i bilens brummen og vejens ensformighed. Mærkede hvordan musklerne i min krop langsomt slappede af. Volvoen havde på et splitsekund forvandlet sig fra Kevins overdrevne score-bil, til min tavse kompagnon, og sammen forcerede vi den by, der havde været mit hjem hele mit liv. Det var her, ved den sø, der lå lidt længere fremme, at jeg fik mit første kys. Daniel hed han. Jeg har fjorten og han var seksten, hvilket jeg syntes var helt vildt skandaløst dengang. Mindet fik mig til, at smile. Den lille kiosk ved hjørnet var det første sted jeg købte alkohol, to øl for, at være helt præcis, og jeg havde troskyldigt ventet til jeg blev seksten. Mine hænder rystede som espeløv da jeg gjorde mig klar til, at vise Muhammed - kioskejeren - mit pas, men han havde ikke spurgt efter det. Rakte mig bare øllene med en henkastet kommentar om, at jeg skulle smutte for han var altså ved at lukke.

Den aften satte jeg mig med Mads på bakken bag skolen og drak min halvlunke øl mens vi kiggede ud på byen. Lysene havde spejlet sig i hans blik og tænder da han smilede til mig. Mads og jeg havde været venner så længe jeg kunne huske, men den aften ændrede tingene sig imellem os. Jeg huskede det som var det i går. Hans ansigt, der lå halvt i skjult bag tunge skygger, de lange, tynde fingre, løst funderende ved en løs tråd i de slidte jeans.

„Du Isa.“ pludselig var tonen i hans stemme alvorlig. Ængstelsen sad i hans bevægelser da han vendte sig imod mig, og tog en stor tår af sin øl. Han betragtede mig over kanten.

„Mhm.“

„Der er noget jeg er nødt til at sige.“ der opstod en lang, afventende pause.

Uforstående gjorde jeg en bevægelse der betød, at han skulle fortsætte. Hvad var det han skulle sige, som han var nødt til, at være så dramatisk omkring. Kunne han ikke bare komme til sagen.

I lang tid var der så stille, at man kunne høre vinden ruske i træerne og bilerne der brummede under os. Solen var for længst gået væk, og kun månen tilbød os det fornødne lys til at kunne se hinanden, trods at den var fanget bag et tyndt skylag. Jeg var nødt til at anstrenge mig for, at kunne skelne hans ansigtstræk, men det som jeg kunne se var beklemt og uroligt.

„Jeg øhm… jeg ved ikke om du har det på samme måde,“ åh nej. De slog klik for mig, og jeg mærkede hvordan al blodet forlod mit ansigt. „men jeg kan virkelig godt lide dig. Det har jeg kunne længe og jeg…“

„Mads stop“

„Nej, men hør mig lige ud“ han rakte ud efter mig. Det yderste af fingerspidserne strejfede mit lår. Jeg rejste mig rasende. Med en stemme der sitrede af kulde og frustration hvislede jeg ud gennem tænderne.

„Du er sådan en fucking idiot. Hvorfor skal du ødelægge det hele ved, at være sådan en idiot.“

Han var bleg som et lagen, da han kiggede op på mig. Mundvigene dirrede.

„Isabell“

„Lad være. Vi er venner, hvorfor skal det altid…“ min stemme svigtede mig, og jeg tog en skælvende indånding inden jeg drejede om på hælen og forsvandt i retningen af byen.

Jeg rystede på hovedet for mig selv, og satte langt lys på bilen. Skruede ekstra op for radioen. Mads og jeg havde ikke talt sammen siden.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...