Star-Lab

•••Denne Movella er dansk/engelsk•••

Alicia fra solsytemmet Quanitura styrtede ned med sit rumskib på Jorden. Hun bliver fundet af politiet og bliver afhørt af James. Han hjælper hende med at finde sit skib og tager med hende på en mission for at stoppe Star-Lab på planeten Exolia, som eksperimenter på folk fra Quanitura for at lave super soldater. Undervejs lære de en masse hemmeligheder og bliver udsat for diverse prøvelser.

•••Skriv gerne om du/i vil læse mere af denne historie•••

0Likes
0Kommentarer
194Visninger

1. 1.

Der er så mørkt, jeg kan intet se. jeg prøver at bevæge mine arme og hænder, men opdager at det er nyttesløst, de er bundet sammen på ryglænet af stolen jeg kunne mærke under mig. Hvor var Jeg? Hvorfor var jeg her?

Lys blindede mig lige pludselig og jeg vidste jeg måtte befinde mig i et lukket rum, jeg blev ør i hovedet og mit syn var sløret da jeg begyndte at kunne se hvor jeg var. Ørheden og det sløret syn aftog og jeg kunne se rummet klart og tydeligt, foran mig var der et stålbord, stolen jeg sad på og den på den anden side af bordet var også af metal. Væggen bag bordet var halvt dækket af glas man ikke kunne se igennem, jeg gik ud fra jeg befandt mig i et afhørings rum, men hvorfor?

 

En politimand i en sort uniform  kom ind i rummet, han var omtrent 1,70 cm høj, havde kort brunt hår og brune øjne, jeg vil gætte på han var i slutningen af 20'erne, selv var jeg 27.

 

“Hvorfor er jeg her? Hvem er du?” spurgte jeg.

 

“Navnet er James Holden og jeg er betjent og har sager om mystiske hændelser, overtro og mennesker der kan være til fare for sig selv og andre. Vi fandt dig bevidstløs med et lysende objekt, som vi formoder er et våben i hånden på en sti i skoven.” Sagde James.

 

“Det var ikke et våben, det var et kort.” sagde jeg og kiggede undersøgende på ham.

 

“Hvad lavede du i skoven?” spurgte han med en bestemt tone.

 

“Det ved jeg ikke, det sidste jeg husker var synet af jorden efterfulgt af en blå laserstråle” sagde jeg forvirret.

 

James kiggede mig i øjnene og sagde, “Hør, jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, men det kan jeg ikke hvis du skal snakke som en der har været med i Star Wars, du er nødt til at give mig nogle svar”

 

Jeg kiggede væk og tænkte over situationen, jeg måtte finde på noget, jeg var nød til at finde mit skib og mit kort så jeg kunne finde Old Man. Måske James kunne hjælpe mig, det sagde han trods alt han ville, vi har altid fået at vide at man ikke kan stole på mennesker, men denne politimand virker til at mene det oprigtigt.

 

“Hallo?” sagde James og fik mine tanker til at flyve væk.

 

“Undskyld, mine tanker overtog mig vist lige” Jeg tænkte hurtigt efter en undskyldning. “Jeg var på vej hjem efter en Sci Fi fest og må have fået lidt for meget at drikke” jeg vidste at mennesker elsker at feste og drikke sig fulde i alcohol så min grund måtte da give mening.

 

“Hvor bor du?” spurgte han som var det et standard spørgsmål, men ja, det var det jo nok også nå nu han var politimand.

 

“I skoven, jeg har ikke en adresse da jeg er hjemløs” sagde og prøvede på at lyde overbevisende.

Han kiggede undersøgende på mig og sagde så “Okay, jeg følger dig hjem”

 

“Jeg har brug for mit kort” sagde jeg. James kiggede undrende på mig med et hævet øjenbryn. “Den lysende ting i fandt mig med, det var et kort, altså til scifi festen” sagde jeg.

 

James rejste sig og gik hen imod mig, han fiskede et par nøgler op af lommen og gik bag mig, der lød to små klik lyde efter hinanden og mine hænder var fri, jeg tog mig lidt til håndledene men fulgte efter ham ud af døren.

 

“Vent her” sagde han da vi nåede et venteværelse. væggene var hvide med gråt i bunden og en sort stribe hvor farverne mødtes, der var blå plastik stole og et lille bord med et par magasiner. James gik ind i et lille rum bagved disken, og da han kom ud igen havde han mit kort i hånden.

 

“Det ligner altså ikke et kort” sagde han og rakte mig den.

 

“Det er fordi den er løbet tør for strøm, jeg er nød til at finde mit skib så jeg skifte kernen”

 

“Du er vidst en sand Sci Fi nørd hva?” sagde han og grinte lidt.

 

“Hvor er skoven?” spurgte jeg og gik udenfor.

 

James førte mig hen til en politibil og bad mig sætte mig ind, vi kørte i omtrent fem minutter og stoppede på en parkeringsplads foran skoven. han steg ud af bilen og åbnede døren for mig, “Tak” sagde jeg og sendte ham et lille smil. Jeg begyndte at gå ind i skoven.

 

“Nå, hvor er du så?” sagde jeg lavt.

 

“Hvem?” spurgte James.

 

“Roci, mit skib, hun hedder dog Rocinante men jeg kalder hende altså bare for Roci”

 

James kiggede undrende på mig, men jeg fortsatte ind i skoven, han fulgte mig lige i hælene. Jeg trykkede mig selv lidt på underarmen men mit ID Display kom ikke frem, jeg prøvede igen, denne gang slog jeg dog let. Det lille blå display lyste hen over min hud, og jeg kunne ikke undgå at se James` forbløffede ansigtsudtryk ud af øjenkrogen.

 

“Hvad er det” spurgte han med en anelse af nervøsitet i stemmen,

 

“Det er mit ID Dispaly, jeg kan bruge den som GPS til at finde Roci”

 

Jeg trykkede på et par knapper og indtastede i søgefeltet ID 239-89 Rocinante og et lille kort med en pil der førte mod nord vidste sig på displayet. det tog ca 20 min at gå derhen GPS`en førte os, jeg vidste vi fremme da jeg kiggede op og så at en del af trækronerne var blevet slået af træerne, som havde noget hårdt ramt dem oppe fra. Jeg gik ind på mit display og gik under undermenuen “my crafts” jeg havde kun et fartøj så jeg trykkede på knappen 239-89 Rocinante og trykkede On i fanen “Invisible”. Det begyndte at flimre lidt foran os og pludselig stod Roci der, stor og prægtig som hun var, i en flot mat rød med sorte striber.

 

“Hvad i alverden” måbede James forbløffende.

 

Jeg gik hen til rampen som var lukket og låst og indtastede mit ID som var adgangskoden, knapperne på touchpanelet bippede og lyste let som jeg tastede 4489-78. PASSWORD APPROVED lyste op på panelet, der lød et hak og rampen begyndte at køre ned og jeg gik ind i lastrummet med James lige bag mig, stadig lige så forbløffet som før, han gik med munden åben og lignede en der havde set en gud.

 

“Roci, lights on and start the engines” sagde jeg og lyset i hele skibet blev tændt, man kunne høre motoren begynde at køre. Jeg trak James med hen til kontrol rummet og bad ham sætte sig ned da han lignede en de rkunne falde død om lige på stedet.

 

WARNING. FRAME SHIFT DRIVE OFFLINE.

 

“Hvad betyder det?” sagde James og kiggede stille rundt.

 

“Roci`s FSD er i stykker, uden den kan vi ikke flyve ret langt, da det er den der gør at vi kan flyve i superfart, jeg bliver nød til at fikse den før jeg kan forklare hvem jeg er, og hvad det her er, er det okay?” spurgte jeg og kiggede bestemt på ham.

 

“Det er det vel” sagde James, stadig i chok”

 

“Godt, det tager nok en halv times tid at fikse den så i mellemtiden kan du hvile dig lidt” sagde jeg og forlod rummet.

 

Jeg gik ind i lastrummet og åbnede en lem i gulvet der førte ned til maskinrummet. Det var ikke svært at se hvad der gjorde at Roci`s FSD ikke virkede, en skrue der skulle samle to vigtige ledninger var gået løs, og ledningerne sad derfor ikke ordentligt sammen. Den måtte være røget ud af holderen da vi styrtede ned.

Jeg fandt en ny skrue og en skruetrækker i værktøjskassen bag ved stien, det krævede finesse og forsigtighed at sætte den lille skrue på plads og holde ledningerne samlet.

 

“Roci restart the frame shift drive system and run a check up” sagde jeg imens jeg lukkede lemen ned til maskinrummet. Kontrolpanelet i kontrolrummet viste at det ville ca 30 min at genstarte og undersøge FSD’en så jeg kunne bruge tiden på at forklare James hvad der skete.

 

jeg satte mig i et sæde overfor James og kiggede ham i øjnene “Mit navn er Alicia Sankilious og jeg kommer fra planeten Asterius i solsystemet Quanitura. Der er ikke meget tilbage af mit hjem, Asterius og de andre planeter i Quanitura er i krig med en hær af supersoldater, vi ved ikke hvor de kommer fra, eller hvordan vi kan stoppe dem. Jeg har i sinde at finde ud af det, jeg var på vej hen til Old Man på Mars da mit skib blev skudt ned af Nasa, de prøvede nok på at skjule at der fandtes udenjordisk liv men i så fald gik det vist ikke 100% efter planen da du nu ved det. Jeg kan lade dig gå og slette din hukommelse fra den sidste time så du intet af dette vil huske, eller jeg kan tage dig med. Det er op til dig” sagde jeg og ventede på et svar”

 

“Hvad er din plan, jeg mener har du nogen ide om hvor de såkaldte super soldater kommer fra?” spurgte han.

 

“Mit folk har hørt rygter om at et laboratorium ved navn Star-Lab på Exolia udføre eksperimenter på forbrydere fra de forskellige planeter, jeg vil snakke med Old Man da han er grundlæggeren af Star-Lab og vil kunne hjælpe mig med at finde stedet da ingen ved hvor det er, udover hvilken planet det befinder sig på. sagde jeg.

 

“Jeg har ikke ligefrem noget bedre at lave, jeg har ingen familie og jobbet stinker her for tiden, så jeg tager med” sagde han bestemt.

 

Jeg sendte ham et lille nik og satte mig hen til styrepanelet og indtastede en kurs til Mars. Skibets thrusters tændte og Rocinante begyndte at lette, da vi var nået op over trætoppene trykkede jeg på en knap der fjernede landings udstyret så skibet kunne flyve uden så stor modstand. Jeg pegede Roci’s næsetip lige op mod himlen for ikke at blive skubbet rundt når vi fløj ud af jordens atmosfære, og skubbede gashåndtaget i bund. James kiggede ud over træerne og så helt forbløffet ud.

 

“Hvem skulle tro jeg nogensinde ville side ombord på et rumskib på vej ud imod det ydre rum, men hey, se lige, det er det jeg gør lige nu” sagde James og grinede.


 

Jeg grinte med ham og sagde “Ja, det handler ikke om at leve i går, i morgen eller i dag, men nu. Man skal nyde ethvert øjeblik og gøre hvad der føltes rigtigt for at give livet mening”

 

Der blev mørkere og mørkere rundt om os efterhånden som vi forlod Jordens atmosfære, lyset i kontrolrummet tændte i en behagelig afdæmpet rød gul farve. Jeg vippede lidt med mit styrestick og vippede dermed snuden i retning af Mars.

 

“Vær forberedt på at blive trykket tilbage i sædet, jeg sætter i superfart nu” sagde jeg imens jeg kiggede mig over skulderen for at se på James imens jeg sagde det. Han nikkede og lukkede øjnene, jeg ved ikke om han forventede at det ville gøre ondt at flyve med superfart, men i så fald ville han da blive overrasket. Jeg trykkede på FSD knappen på kontrolpanelet og lyden af Roci’s AI kunne høres.

 

FRAME SHIFT DRIVE CHARGING. FIVE. FOUR. THREE. TWO. ONE. ENGAGE.

 

Idet stemmen sagde engage blev skibets to store jetmotorer tændt og vi fløj nu i en yderst hurtig fart. Menneskene på Jorden havde stadig ikke formået at lave den teknologi det krævede at flyve så hurtigt, de sad stadig fast med raketter og lavede kun rumskibe i film.

Vi fra Quanitura havde derimod lært at kunne flyve flere tusind lysår på kun få minutter.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...