Terra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2017
  • Opdateret: 26 okt. 2017
  • Status: Færdig
Science fiction novelle.

Vi følger pigen, Terra, i hendes kamp for at overleve de slavelignende forhold, som hun lever under i en fremtid fjernt fra vores, hvor alt i naturen forsøger at slå dig ihjel.


"Historien har det med at gentage sig selv, men ingen havde kunnet forudse konsekvenserne af den sidste verdenskrig, som brød ud i starten af det 21. århundrede. ... Kort efter begyndte befolkningstallet at rasle ned. Sult og epidemier spredte sig hurtigt mellem de enorme masser af flygtninge. De overlevende blev med tiden evakueret og sendt ned under jordens overflade i eksil. ... Men rensningen af verden ødelagde ikke de sociale klasser, som de fik monopol på, og som resten blev tvunget til at følge. Efterhånden blev det besluttet, at Overfladen skulle indtages af mennesker igen. De bestemte, hvem der skulle sendes op på Overfladen for at bygge en ny tilværelse op for menneskeheden."

Denne historie vandt 3. pladsen i "Skriv om overlevelse og vind feedback af en succes-forfatter!".

3Likes
4Kommentarer
218Visninger

1. Terra

Bladet fra den machete lignende kniv skærer endnu en rift i barken på det lave træ foran mig. Det kan ikke spises, og det kan blive et problem. En varm hånd lægger sig på min skulder.

         “Terra, du kommer ingen vegne med det dér,” stemmen tilhører Caelus. “Er du træt? Sulten?”

         Jeg ryster på hovedet. “Nej, jeg tænker bare.”

         “Lad være med det. Ikke her. Området skal finkæmmes, og du har næsten ikke fundet noget af værdi i dag. Vi har aldrig været så langt inde i terrænet før. Hvis vi ikke snart finder noget spiseligt, kommer vi selv på menuen.” Det alvorlige blik i hans øjne afløses af et smil.

         Kæden, der forbinder vores ankler, rasler, da han går tilbage til sin plads. Han begynder at fumle med et stykke skrotmetal, der stikker op af jordbunden. Der er tre andre i gruppen, som alle er forbundet med den samme lænke. Vi tilhører samme container, XXY, hvor vi bliver lukket inde hver aften efter arbejdet. Det er nemmest for dem at holde styr på os om natten på den måde.

         Jeg følger Caelus’ bevægelser ud af øjenkrogen. Han er stærk, bredskuldret, men tyndere end han ville have været, hvis han kunne spise sig mæt hver dag. Jeg kan godt lide at arbejde ved siden af ham. Han dækker over mig, når jeg bliver for udmattet til at arbejde, selvom det er farligt. Heldigvis er ikke noget gevær, der ånder mig i nakken. I hvert fald ikke hele tiden. Det er en af fordelene ved at være kommet så langt ind i vildnisset, for det ville være spild af kræfter, at have alle mand samlet et sted, så grupperne er spredte. Jeg kan ikke se de andre fra, hvor jeg står.  De patruljerer mellem grupperne og slår ned som høge på afvigelser i arbejdet. Foran os er naturen rå og vild. Alt undersøges ved håndkraft, og det koster liv i ny og næ. Især hvis man nægter. Bag os står de aldrig langt borte.

         Den sene eftermiddagssol titter ned mellem træernes grene, men der er køligt ved jorden. Jeg arbejder mig langsomt igennem planter og skrot, og hvad der ellers dukker op. Det er en god dag i dag. Der har ikke været nogen situationer med vilde dyr eller giftige planter.

         “Hey, jeg tror, at jeg har fundet noget,” Caelus lyder begejstret, men han hvisker stadig. Jeg trækker min machete op af jorden og ser hen på ham. Hans hænder former en skål, hvori der ligger en lille gul frugt i de lyse håndflader. Frugtens skal er dækket med takkede knopper. Caelus smiler. Hans hvide tænder lyser i kontrast med hans mørke hud.

         “Du skal ikke melde fundet ind til mig,” min stemme oser af ligegyldighed. Indberetninger af fund til dem er kutyme, og jeg bryder mig ikke om, når Caelus bøjer reglerne.

         “Nogle af dem er overmodne. Dem kan vi selv tage, og så melder jeg resten ind lige om lidt. Her tag én.”

         Det klør i mine fingre efter at tage imod frugten, men jeg gør det ikke. “Det kan jeg ikke,” siger jeg så. “Det jeg ikke. Frugten er deres overmoden eller ej. De opdager det, Caelus.”

         “Der sker ikke noget. Det lover jeg. Vi passer på hinanden, ikke?” Han har et helt særligt glimt i øjet og en varme, som er den eneste form for familie, jeg kender til.

         Caelus rækker en af frugterne hen til mig, og jeg tager endelig, modvilligt imod den. Skallen er hård og smager bittert. Jeg spytter gule skræller ud på jorden. Frugtkødet er vammelt mos, som man ikke kan blive mæt af, men det er bedre end ingenting.

         “Tak,” siger jeg efter lidt tid og sluger med besvær frugtgrøden, der klistre til min hals. Min mave brokker sig højlydt. Jeg håber, at Caelus’ frugt er den spiselige denne gang og ikke dens giftige tvilling.

         Caelus melder om fund af mad og to af dem kommer kort efter. Deres ansigter er dækket af masker. På hovederne har de hjelme, og de har rigtige støvler. Deres mørkegrønne, skudsikre dragter er intakte og går i et med baggrunden i modsætningen til gruppernes røde trøjer og bukser. Den stærke farve er endnu en foranstaltning for at sikre, at ingen stikker af eller slipper væk som om, at den tykke metalkæde om deres ankler ikke er nok. Ingen er før lykkedes i at stikke af. Ikke én. De færreste når overhovedet at tænke på frihed, før de er plaffet ned. Sandheden er, at ingen i grupperne er på Overfladen af egen fri vilje.

 

Historien har det med at gentage sig selv, men ingen havde kunnet forudse konsekvenserne af den sidste verdenskrig, som brød ud i starten af det 21. århundrede. Mængden af forurening fra krigen løb løbsk. Det, der engang havde været stolte byer fulde af liv, viden og kultur blev reduceret til støv og murbrokker. Kæmpe landområder blev ubeboelige på grund af forurening og radioaktivitet.

         Kort efter begyndte befolkningstallet at rasle ned. Sult og epidemier spredte sig hurtigt mellem de enorme masser af flygtninge. De overlevende blev med tiden evakueret og sendt ned under jordens overflade i eksil. Til sidst var der flest tilbage fra tidligere minoriteter, fordi deres genetik afveg mest fra resten af jordens befolknings. Minoriteter, der ikke var en del af arvesynden. Det heldige mindretal. Men rensningen af verden ødelagde ikke de sociale klasser, som de fik monopol på, og som resten blev tvunget til at følge.

         Efterhånden blev det besluttet, at Overfladen skulle indtages af mennesker igen. De bestemte, hvem der skulle sendes op på Overfladen for at bygge en ny tilværelse op for menneskeheden.

 

De noterer hastigt frugttræets koordinater. Caelus begynder at plukke de modne frugter og bærer dem hen til gruppens vogn. Derefter fortsætter arbejdet uændret i nogle timer. Jeg er ved at blive træt og øm i ryggen efter at have gået foroverbøjet længe. Caelus nynner svagt et sted bag mig. Det meste af arbejdet foregår på jordoverfladen, og der bliver sjældent gravet mere end en meter ned, medmindre at de finder det strengt nødvendigt. Jeg retter ryggen og skærer ansigt af smerte. Forbandede planter! Forbandede jord! Forbandede dem… En sitren går igennem min krop og får de små hår på armene til at rejse sig. Jeg lytter. Det ville måske vække opsigt, hvis jeg så mig omkring, så jeg bliver stående. Nej, de hørte mig ikke, også selvom det bare var tanker.

         Bag en bredbladet bregne dukker en dybblå plante op. Jeg har aldrig set noget lignende. Farven virker så kunstig, dragende og malplaceret i vildnissets grønne kaos. De runde blade og den tynde stilk er dækket af bittesmå hår så tynde, at de virker gennemsigtige. Forsigtigt rækker jeg ud og sætter en enkelt, beskidt finger på et af de blå blade. Min hud når knap nok at skabe kontakt med de lyse hår, før en brændende fornemmelse skyder op i min arm, og jeg forskrækket trækker den tilbage. Sveden springer frem på min pande. Verden omkring mig bliver sløret, og min næse begynder at løbe. En borende smerte rammer mig i brystet som om, at mine lunger bliver krøllet sig sammen. Hjertet pumper på højtryk, og jeg kan ikke få vejret. Min mund åbner sig, men ilten vil ikke ned i mine lunger og ud i mit blod. Smerten brænder mig op indefra. Jeg vil skrige, men lyden bliver til en stille gurglen i min hals. Jeg falder om på jorden og ligger i stærke kramper. Efter et minut er det overstået, selvom hvert sekund føles trukket til flere timer. Tilbage er der ingen bevægelse overhovedet. Intet hjerteslag. Intet sidste åndedrag.

 

Jeg vågner med en enorm tørst. Jeg er helt tør i munden og halsen. Da jeg forsigtigt åbner det ene øje, drejer hele verden rundt. Månens blege lys når ned til mig mellem trætoppene. Jeg ligger i flere timer uden at kunne bevæge andet end øjnene. De har til gengæld vænnet sig til den svage belysning. Hvor er de andre? Hvor er Caelus?

         Jeg får bevægelsen i den ene arm tilbage og begynder at trække mig selv hen over jorden. Det går langsomt. Jeg graver fingrene ned i muldet og spænder de muskler, der vil lystre. Den snurrende fornemmelse i hovedet er der stadig. Mine instinkter fortæller mig, at jeg må tilbage til containerbyen og Caelus. Jeg må fortælle ham, at jeg stadig er i live.

         Billeder af containernes mørke og stanken af sved og pis blander sig med måneskinnet og planternes lange skygger. Ar hen over min ryg begynder at brænde som er de sprunget op på ny. En varm følelse løber igennem mine ben, og det kilder i mine nervebaner. Først nu går det op for mig, at mine ankler er fri. Jeg er fri. En forbudt tanke. Jeg presser øjnene hårdt i og venter på det borende stik i ryggen, når skuddet gennemborer først det røde stof, så huden og til sidst mig. For mit indre blik kan jeg se blodet skyde op som en mørk rose, men der sker ikke noget. Jeg hviler ansigtet mod den fugtige jordbund. En svedperle løber ned over panden på mig og trækker et spor i al skidtet.

Fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...