Elsk dig selv

Bidrag til Skriv om overlevelse-konkurrencen, valgmulighed 3

0Likes
0Kommentarer
161Visninger

1. -

Pigen var gået hjemmefra, det øjeblik hvor hendes mor ikke længere kunne huske hendes navn. Eller hun ville nok godt kunne huske det, hvis bare hun tænke sig rigtigt godt om,  kneb øjnene og ballerne sammen på samme måde, som når man sad til en terminsprøve og prøvede at huske, hvordan man plussede – ganske rigtigt, noget man havde lært til terminsprøverne, når man sad derinde og havde glemt hvordan man plussede og hvordan man var et godt menneske, og hvordan man træk vejret – alt sammen ting man havde lært i børnehaveklassen, alt sammen ting man senere skulle glemme igen, fordi verden ville jo falde sammen om ørene på en, hvis man sagde plusse når man var inde til mundtlig matetematik  i stedet for ’addere’, falde sammen for hver indånding man tog bare fordi man ikke have lyst og ikke for at analysere ilt og kuldioxid og hjertelungekredsløbet.  

Men bare det at hendes mor var nødt til at tænke sig om for at huske det.   Bare nogle sekunder, det havde jo været lige der på hendes tunge, havde svirvlet rundt i hendes spyt, hun havde været tæt på at blive kvalt i det.  Bare nogle sekunder, bare lidt for mange sekunder.

Pigen ville gerne have hjulpet hende med at huske det Det var jo det, som døtre gjorde. Det kunne godt være, at det ikke burde være sådan – at det burde være mødre, der hjalp døtre, hjalp dem med at lære at tage bind på, lært dem hvordan de kunne stikke bindet op i deres ærme, hvis de skulle gå gennem et klasseværelse og ud på toilettet. Lært dem hvordan man dæmpede lyden af at åbne bindet, lært dem hvordan man engang i mellem dæmpede lyden af sin egen gråd, hvordan man fik det til at blive overdøvet af personen i den næste bås’ lort der ramte toiletvande. Man burde lære dem at skrive feministiske slogans på væggen, for de måtte trods alt godt være feminist så længe man kunne låse døren  til toillet, måtte gerne kæmpe for at måtte udtrykke sit køn på præcis den måde man havde lyst til. Man måtte bare ikke græde over, at det ikke virkede, måtte ikke græde, for det var jo piget, og ingen piger kunne da have lyst til at gå i lyserød og bruge søndagaftener på at se Mean Girls pakket ind i lyserøde dyner, ikke oprigtig lyst til det.

Folk skulle jo nødig få nys om, at man måske led af PMS for så kunne alle ens følelser jo bare blive afvist som pms-prægede, alle ens tårer bare ende i rendestenen og blande sig med menstruationsblodet og  blodet for alle de mennesker der var blevet bombet,  bombet, bombet og blodet fra de mennesker, der følte sig lige så bombet, lige så omringet, når de var tvunget til at høre radio hver morgen eller scrolle ned af facebook og gå uden for deres hoveddør og deres øregange blødte, deres øjne rullede ud af dres huller og rullede væk, måske helt hen til Donald Trump, hvor de samlede sig i et hjørne af hans skrivebord sammen med alle de andre øjne, i en bunke.  Trump kaldte øjnene for fake news. Øjnene selv kaldte sig for virkelighed. Men ingen af øjnene havde jo en mund, så de kunne ikke fortælle, hvad de så. Og øjnenene selv fik lidt mindreværdskomplekser af at der ikke var nogen mennesker, der avde brug for dem. De havde kun brug for en tommelfinger, så de kunne blive ved med at scrolle.

Pigen ville gerne have hjulpet sin  mor.  Ligesom dengang hun var fem, og vågnede op midt om natten ved at hendes mor kom hjem og smed sine bilnøgler et sted på gulvet, hvor de snart ville forsvinde et sted ind under kommoden, og hun havde holdt sins mor hår tilbage, havde viklet det fra hinanden stille og roligt med pigens My Little pony hårbørste, der var knækket lidt ved håndtaget,  mens moren havde kastet op i toilettet, ørlet hele verden op, så pigen havde noget at lave næste dag,  nu hvor hendes mor ikke længere havde råd til at betale for, at hun fik sfo,  og hun brugte lange eftermiddage  hjemme på at skure toilettet, skure verden op, som sagde én mærkelig kradsende lyd mod afløbet. Hun havde prøvet at  nærstudere sin mors opkast, at der var lidt brocolli og lidt af den chokolade hendes mor sagde, at hendes mor sagde, hun først måtte spise, når hun blev voksen. Lige nu, sagde hendes mor, skulle hun spise broccoli for at  vokse op. Hendes mor glemte bare altid at købe det, men selv de dage hvor der ikke lå andet end chokolade i skabene, måtte pigen bare lade vær med at spise noget. Og hun havde hjulpet hende, da hun var ti, og hendes mor var kommet hjem med blå mærker på kinderne og brysterne, og pigen havde ladet, som om de ikke lige i billedkunst havde haft om hvordan en hånd var formet. Ladet som om hun ikke sad og tegnede efter moderens mærker, mens hun sov, fordi hendes opgave var at tegne en mandehånd, og fordi de mænd der var hjemmme hos hende, først kom efter hendes sengetid og gik før hun stod op, selv de gange hvor pigen havde set sin mor lave morgenmad og arrageneret  det på en bakke og  pigen først havde troet, at det var til pigen selv. Så var moren gået ind i soveværelser. Hun tabte altid bakken ved synet af den tomme plafs i sengen ved siden af sig.

Takket være pigen var alle hendes mor blå mærker langsomt blevet grønne, så gule,  og blevet til kunst, der bleb hængt op i billedkunstlokalet, der tilbage i 0. klase. Det var blevet til den seksuelle vold, der blev skrevet essays om, der i 8 klasse i samfundsfag. Der havde pigens samfundsfaglærer alle sammen givet dem tekster om det – han havde printet dem ud fra internettet sagde han. Fra wikipedia, lod han vær med at sige. Og han sagde, at han ville sætte sig at rette opgaver fra en anden klasse – selvom han ikke havde andre klasser og sad bare og stirrede på sin telefon. Pigen havde stirret lidt på ham og genkendt hans sko, som dem, der havde stået i gangen hos hende for et halvt år siden, som hun var ved at faldet over, da hun var på vej ud på toillet. Gentænkt lyden af hans fingre der gled mod telefonen, som lyden af hendes mors bh’ der ble åbnet, flået af så låsen gik i stykker, og hendes mor blev nødt til at smide den ud.

Pigen havde læst teksten om seksuel vold.

Men pigen kunne ikke hjælp sin mor nu. For det var lige gået op for hende, at det ville kræve, at hun selv kunne sit eget navn. Og det kunne hun ikke.  Det havde skræmt pigen lidt for at være ærlig. Man kunne jo ikke rigtig sømme for sin mor for ikke at kunne huske ens navn, når man ikk selv kunne huske det. Måske var det bare fordi hun aldrig selv brugte det. Havde lært i dask, at hendes tanker skulle være i 1 person for at kvalificere sig som rigtige tanker, lært at hedes tanker skulle være i 1 . person for, at hun kunne kvalificeres som en rigtig teenager, der aldrig hjalp sin egen  mor.

Måske fordi der aldrig var nogen, andre der brugte det. De kaldte hende en snerpe med højhalelsede  sweatre og nederdele der støvede gulvet af og hår der var sat op i en stram knold, uden makeup uden at drikke, og med de ekstra 10 kilo på maven. Ubrugelig på samme måde som én kleenex, der allerede var blevet brugt og var bleve at snottet havde stærket på den forhårdet den indil en lille klump, unrugelig, ubrugelig fordi der var så mange andre navne at bruge så mange til at bruge den. Og så var der jo bare lige nogle navne , derikke skulle bruges, så alle de andre kunne føle sig specielle. Lige indil de blev voldtaget og prævede at fortælle sig selv,    at det ikke var deres skyld.

Hun kunne heller ikke komme i tanke om, hvornår nogen sidst havde brudt det. Pigen gik i niende klasse, men hun rakte aldrig hånden op sad altid helt bagerst og kiggede uf af vinduet, hun gik altid det øjeblik klokken ringede samlede sine ting minuttet før. Hendes navn havde ganske vist stået på hendes rejseskort, men det var blevet væk, og hendes mor havde nu sagt fem måneder i træk, at det ville vælte månedsbudget, at købe et nyt til hende. Så pigen havde kørt sort – men der var indtil videre ikke kommet nogen buschauffør og selv hvis der gjorde var det svært at få en bøde uden et navn, svært at nasse på samfundet,  uden et navn, uden en tom bankonto, men bare med en tom plads i sin pung, der hvor hendes rejsekort ville være. 

 

Man behøvede heller ikke et navn for at overleve

 

Problemet var nu bare, at pigen ikke vidste, hvor hun så skulle tage hen. Problemet var bare, at pigen vidste, at hun før eller siden skulle vende hjem igen. Sikkert allerede, når hun blev sulten. Pigen havde aldrig brudt sig særlig meget om at spise i offentligheden. Blikkende var alt for dømmende, folk vokede hænder fra deres øhenæbler for at kunne pille hende fra hinanden, bid for bsi, ”er du nu sikker på, at du har lyst til at spise det”- kommentar efter kommentar, indtil der kun var hendes mund, og hendes spyt og hendes tænder der tyggede maven tilbage og den faldt tilbage mod verden, måske ledte hendes spiesrør ned til de sultne børn i Afrika, der ville være misundelig på hendes overvægt og måske ville de være hende taknemmelig, fordi hun allerede havde tygget maden for hende eller måske ville de hade dem for dem, so om deres undervægt gjorde hende til mindre menneskelig end hende, mindre i stand til at tænke selvstændige tanker og have selvstændige spiserør, og tygge deres egen mad. 

Så pigen ville nok tage hjem til deres fryser, som var fyldt med falafer, siden den dag hun besluttede sig for at blive vegetar, for ikke at støtte hvinende grise og methanpruttende køer. En gang i mellem plejede hendes mor at åbne fryseren og kigge ned i den og kigge op og ryste på hovedet af pigen og forklaret, hende, at det var alt for politisk korrekt, sådan at ville redde verden, det var sådan en tåbelig ide, man skulle bare acceptere det som det var. Men det var pigens falafler, som moren tog op og lagde på sine blå mærker, ikke sine egne bøffer, indtil de blå mærker stoppede med at gøre ondt. Man skulle ikke spise falafer og redde verden og sørge for, at moren ikke fik flere blå mærker. Man skulle bare dulme smerten ved visheden om at den var ved at fryse med fallaflerne – falaflerne, der dansede rundt i pigens mavesæk og næsten overbeviste sig om, at de snart ville flydde i hendes blodårer, kikærter, løg, godhed og lidt kartoffel, blive til muskler, der ville gøre pigen stærk nok til at bære eendnu glere poser af dem hjem fra fakta. Men pigen nåede altid at skide dem alle ud. Der var aldrig nogen, der blev.

Og nu var hun blevet skidt ud af sit mor. Ja, det var et godt billede tænkte pigen. Lige nu befandt hun sig metaforisk i toiletvandet, skulvpede lidt rundt, mens hendes mor scrollede ned ad facebook ovenfor. Lige nu som hun stod her ved busstoppestedet. Men snart ville hun blive skyllet ud, når hun steg på bussen, godt og grundigt, hendes mor ville endda bruge lidt afløbsrens for at ferne resterne af hende fra toilettets pæne hvide vægge. Og så ville hun køre gennem byen og gennem afløbet, køre og køre og blive renset og komme ud i havet og fordampet g til nedbør og til grundvand og pumpet op, indtil hun ville komme ud, næste gang moren skulle skide. Komme tilbage. Det var jo vigtigt, at genbruge ellers gik verden under. Det var jo vigtigt at passe ind i dansklærers modeller – hjemme, ude, hjemme – ellers gik verden under.  

Bussen måtte da også snart komme Det var koldt, og pigen havde ikke givet taget sin jakke med. Det var slet ikke, fordi den eneste jakke hu havde, var fem år gammel og lyserød, og den passede hende ikke, men hver gang hun sagde det til sin mor, sagde hendes mor bare, at hun skulle tabe sig, så kunne hun jo sagtens passe ind i den. Man forbrændt flere kalorier, når man frøs, havde hendes mor sagt. Det betød jo bare, at ens krop prøvede at varme hele verden op. Man forbrændt mange kalorier, når man havde sex, havde hendes mor sagt. Når man lånte en jakke af en dreng, sgde hendes mor, det måtte hun gerne for morens skyld. Men der var jo ingen dreng, der ville låne deres jakke ud, hvis ikke pigen tabte sig lidt, havde hendes mor konkluderet.

Man behøvede heller ikke en jakke for at overleve.

Der var tre minutter til bussen kom. Det kunne  pigen godt udholde det var hun sikker på. Det var bare begyndt at regne.

Først faldt der tre dråber. En to tre. Tre minutter til busssen kom. De var vigtigtige, men så faldt der så mange, at pigen stoppede med attælle. Faldt og faldt. Og pigen smilede lidt, for det kunne godt være, at hun ike kendte sit eget navn. Men i det mindste kendte hun grunden til at dråberne faldt.

Tyngdekraften. Ja. Pigen kunne egentlig meget godt lide, når hun fik foklaret ting. Ligesom dengang i tredje klasse, hvor hendes natur og tekniklærer for første gang havde forklaret tyngdekræft, forklaret ting, der faldt ned og ikke blev oppe og forklaret, at det ikke var tingenes egen skyld. Forklaret om objekter, der blev tiltrukket af andre objekter, der var så meget støre end dem selv. Forklaret om små tredjeklassespiger der stadig blev tiltrukket, trukket ind af sin mor og de mænd hun tog med hjem, der fik sengefjedrene til at knirke så meget, give sig så meget, at pigen altid var halvt ude af døren for at tage en shoppetur i ikeas sengeafdeling og finde en ny seng til sin mor, en ny mor til sig selv – Ikea havde jo det meste. Og hvorfor hun stadig blev trukket ind af sin lærere, hvorfor de stadig formåede at få hende til at føle sig dum, hver gang hun ikke vidste, hvad noget var, bare fordi hun aldrig havde fået det forklaret. Så pigen havde lært ikke at spørge hvorfor, havde lært hun allerde burde vide hvorfor. 

Hun havde ikke spurgt hvorfor, da hun allerede fik bryster i tredje klasse og nogle af drengene begyndte at føle på dem også nogle drenge fra fjerde, for ingen i deres klasse havde fået bryster i deres klasse, og hvorfor de ikke spurgte om lob. Ikke spørge hvorfor hun var vokset op med disneyfilm med prinser, der kyssede bevidstløse prinsesser, prinser der tog stilhed som et ja. Ikke  spørge hvorfor, da Jens og Mohammed havde været oppe at slås, og pigen havde siddet og holdt på sine bryster selv, de var lidt ligesom bolde, havde hun syntes.  Hun havde set, at der var Jens, der havde startet slåskampen, fordi han troede at Mohammed havde taget hans bold, og da lærerne havde taget dem op på kontoret, havde de troet, at det var Mohammed der havde stjålet bolden (selvom det var Hanna) og troet at det var Mohammed, der havde startet slåskampen (selvom det var JJens) og Mohammed blev sendt hjem for resten af dagen.

Pigen havde syntes, at det var så synd for Mohammed, at hun havde lovet sig selv,  at hvis han fik lov til at komme den næste dag, ville hun give han lov til at føle hendes bryster. Henses bryster var jo hendes bedte kvalitet.  Det vidste hun.

Mohammd havde dog ikke haft lyst og havde faktisk ikke rigtig kigget på bryster, indtil i femte klasse, indtil i femte klasse, hvor de andres pigers bluser blev så nedringet, på grund af tyngdekraften  ville hendes natur og tekniklærer gave sagt, på grund af at bryster jo var pigers allerbedste kvalitet vlle pigen have sagt. Mohammed  var endelig også begyndt kigge ned, selvom han ikke rigtig havde lyst. På grund af tyngdekraft ville hendes natur- og tekniklærer have sat. På grund af heteronormativitet ville hendes kommende samfundsfagslærer have sagt.

Og det var tyngdekraften, der havde trukket hende mod Jens,  der i ottende klasse, fordi Jens var jo blevet stor, rigtig høj rigtig stor af alle de Mohammed’er han havde fundet ud af at han kunne slå uden at få skylden for det, alle de ting han kunne få lov til at sige, uden at blive kaldt racist. For Jens var jo ikke racist, han var jo en god dreng, der vare lavede lidt sjov. Det var ens egen skyld hvis man ikke grinede af det. Og det var jo dansk humor, så Mohammed grin dog, grin dog, grin for fanden, når Jens tegner dig med  en afro som i virkeligheden er en bombe. Pigen plejede tit at skubbe til ham med albuen for at få han til at grine. Til sidst havde de da også grinet, da Jens denne gang havde tegnet en tegning på tavlen af Mohammed, der voldtog pigen, for det var jo det Mohammed gjorde, sagde han, og han havde lige lært at tegne en fisse i seksualundervisningen. En tegning af hende, og Mohammed der tvang hende til at sprede benene for ham. En tegning af hende ni måneder senere, da hun fik besked på at sprede benene, som hun aldrig havde spredt dem før, for at føde Mohammeds ni børn, som kom ud på samme tid, så de kunne startee n yum yum butikkæde, og fik besked på at lade de ni børn røre sine bryster også uden at spørge om lov.

De havde grinet, pigen lidt længere, end hun havde behøvet. Det var jo tyndekraften, der havde trukket pigen mod Jens.

Og det var tyndekræften, nu hvor hun skulle ud af niende, der træk hende tilbage mod skolen med de store røde murstensbygninger, de store lærere de små piger og de små drenge, der endnu glædede sig til at blive store. Tyndekræften, der holdt hende fast, ligegyldigt hvor meget hun tiggede den om at give slip, hev ned i sin trøje, spredte sine ben for den. Tyngdekræften der holdt hende fast til de samme mennesker og de samme steder. Tyndekraften der bildte hende ind, at hun ville komme til at svæve frit i rummet, hvis hun ikke blev ved med at være i kredsløb om Jens, om sin mor, og alle de andre ting der bandt hende til Jorden. Man kunne jo ikke være kredsløb om sig selv, havde hends  natur- og teknik lærer fortalt. Jorden var afhængig af solen. Så Solen kunne føle på jordens bryster , sende så meget varme ind under Jordens hud og Jordens drivhusgasser, at Jordens bryster ville brænde af Jorden, indtil Jorden endte med bare at svæve der fuldkommen værdiløs, med en krakeleret skede,  7 milliarder mennesker til at suge på dens ødelagte brystvorter. Som alenemor for Solens var skredt for længst.  Den kontanthjælp, som Jordrn rik, rakte sig næsten til at give 7 milliarder mennesker mad.

Måske var det det pigen kunne gøre. Flygte ind i sin egne tanker. Da prøvedee hun ikke komme ud lige foreløb. Og man kunne godt overleve uden virkelighed.

Men så kom bussen.  Hun kunne se den op i toppen af vejen, og pigen stillede sig ud på fortovskanten og pigen havde aldrig været  så glad, da bussen stoppede, da buschaufføren stoppede. Da hun blev set. Man behøvede ikke tale om usynlige sygdommr, usynlige bklå mærker for alle de gange hendes mor havde ladet sig blive slå, fra alle de gange pigen havde tilladt sig at tænke, at det var hendes mors egen syld og ikke bare de mænd, hun var sammen med.

Da pigen trådte ind i bussen, var den tom. Det her stoppested var vist ogsp kun den andens på dens rute.  Hun fandt det stadig mærkeligt, da hun satte sig ned, kunne vælge alle pladserne i verden, ikke kune lade vær med at lægge mærke til stilheen og kendte på, okm buschaufføren mon syntes, at den var akavet.

En bus var et af der steder, der var lavet af menneske, besluttede pigen sig for. Ligesom skoler. De føles også altid så  mærkelige, når alle var gået hjem. Ligesom den måde hendes klasseværelse ville føles på, hvis hun vendte tilbage om tre år, og der ikke ville være nogen af de mennesker, der plejede  - det ville ikke være det samme sted. Det gav en vis tryghedsfornemmelse, at man var med, en af de personer, at man var en af murstenene  eller måske nærmere limen  mellem dem, en del af baggrunden i bussen, som den pige med de for lange tankerækker og den for korte hukommelse.

Og så var der de mennesker, som hendes mor, der var lavet af steder. Hun var lavet af det sygehus, hun havde liget på, da hun havde født pigen, lavet af den plads hun havde på hendes fødselsattest, lavet af det sted hun delte med pigen, som de begge to tilfældigvis kaldte hjem. Hun var ikke rigtig en persom ud over det. Hun var Mor, og Pigen var Datter og nr .567987 der klikkede sig ind på net doktors hjemmeside for at se, om hun havde depression. 

Det havde pigen, for resten. Depression. Hun kunne selvfølgelig ikke være sikker, for verden ville faldde sammen, før hun spurgte, om hun måtte se en læge for det.

I virkeligheden betød det måske heller ikke rigtigt noget – om hun havde depression eller ej. Hun forstod det alligevel ikke helt. Netdoktor sagde, at hun havde depression, hun kunne i hvert fald tjekke de fleste af symptomerne af på samme måde, som hun tjekke genretræk på et eventyr i skolen, selvom hun allerede havde  fået at vide, at det var et eventyr og aldrig havde forventet andet. Og hun havde tjekket sin bmi inde på motiononline.dk og fået at vide, at hun var overvægtig, uden at blive overrasket. Overrasket På den måde man ikke rigtig kunne blive, når man scrollede ned af facebook, instagrsm, twitter, ned ad, ned af, ikke grammatisk korrekt, men bare ned og kunne konstatere, at alle andre var tynde, tynde, tynde, så tynde, at de knækkede. Så tynde at pigen ikke helt kunne forstå, hvorfor hun gerne måtte sige, at de var tynde, og det ville være en kompliment, men de måtte ikke sige, at hun var tyk. Og hun kunne konstatere, at alle andre sprang morgenmaden over og spiste en halv salat til frokost og gav den anden halvdel til en hjemløs, så han eller hun eller de kunne spise den  til aftensmad.  Og hun kunne se ud af vinduet og se, at alle andre var så meget gladere end hende, havde bedre mødre end hende, og hun kunne se en popupreklame fra røde kors på motiononline hjemmeside, om hvorvidt hun gerne ville donere nogle penge til at hjælpe hungersnøden i det og det land med billeder af børn, der mest var ribben, af mødre, der kun netop havde holdt sig i live til det billede og så kunne de dø i fred, nu hvor deres lidelse var dokumenteret, og hun kunne lukke reklamen, for indholdet var upassende og deres ribben stak jo huller i hendes øjne og nogle ville kalde hullerne for pupiller, som man kunne se verden som den var i gennem, men andre ville  sige, at det var ikke godt, dem måtte hun hellere tage på hospitalet med.

Så ville Liberal Allieance blive sur på hende, fordi hun nassede på samfundet  ved ikke at have været lidt hurtigere til at klikke den reklame væk, ved ikke bare at forbløde i stedet for at tage på et offentlig hospital og lade som om, der stadig var brug for den slags ting, man ikke kunne betale sig til.

 Det betød jo i virkeligheden ikke så meget. Det var ikke rigtig hende, kunne pigen ikke lade vær med at føle. Hjernen der ikke fungerede ordentligt ifølge netdoktor som læste om ikke at fungere ordentligt var ikke helt hende. Munden, der ikke turde spørge sin mor om hun gerne måtte se en psykolog, og få noget medicin for det, for det var, hvad netdokotor anbefalede, var ikke hende. Øjnenene, der kiggede på hendes eget spejlbillede og plukkede øjenbryn med en pincet, pillede sig selv fra hinanden med pincetten, alle de ting hun var utilfreds med skulle væk – det var ikke hende. Og det fedt der ikke burde være der, de alt for store lår, maven med de mange deller, armene med så meget fedt, at der bevægede sig i takt med hende. Hendes mor, der ifølge hver eneste hjemmeside, gjorde noget, som en google søgning kaldte svigt. Hendes klassekammerater, hendes rejse kort. Det var ikke hende.

Du er ikke din sygdom, stod der på tumblr. Du er ikke dit udseende, du er ikke din usikkerhed, du er ikke dine hykleriske tanker fra lille Danmark. Du er ikke, hvad du ser i spejlet, du er ikke, hvad andre personer ser, du er ikke de dårlige personer i dit liv. Du er ikke dit navn ligegyldigt om det er Jens eller Mohammed eller Lisa eller Fadumo.  Fint nok, plejede pigen altid at tænke, mens hun rebloggede det hele. Likede det. Fint nok, tænkte hun, alt i mens hun bad tumblr om at vise hendes lignende posts. Fordi hun havde vist lært, hvad hun ikke var. Det hun ar interesseret at vide nu, var hvad der var tilbage at være.  

Ikke rigtig noget, lod det til, som hun sad der på bussædet, tyngede det ned. Pigen var jo bare en stor bunke af usikkerhed, udseende et navn hun ikke længere kunne huske, en mors dna og en fars dna, en hjerne som enhver dansklærer og netdoktor ville være stolt af. Et stort tomrum med lidt hud trukket hen over, så de andre mennesker slap for at se på det.

Pigen løftede hovedet og kiggede sig lidt inspiration. Måske kunne hun få insiration, til hvad hun så kunne være. Da hun kom i tanke om, at hun endnu var den eneste person i bussen, gravede hun blot fingrene  ned i bussædet, bare for at føle sig virkelig, bare for at føle, at et tomrum sagtens kunne have fingre. Hun drejede blikket mod den busruden, der var så fedtet, at det var nemmere for hende  at  se på sit eget spejlbillede end at se ud. Det var sikkert en perfekt metafor for et eller andet, men pigen var for træt til at komme i tanke om, hvad det kunne være.

På en måde vidste hun det allerede. Ligesom hun vidste, hvad der skulle til for ikke længere at være et tomrum. Det var det verden var fyldt med, sagde hendes mor, på de gode aftener, hvor hun kun tog fire glas vin. Hun plejede tit at smække sine læber sammen, svirvle rødvinen en enkelt gang rundt i munden, før hun sagde det, med et lidt for fast greb, om pigens hånd med et lidt for fast blik mod sin telefon, mens hun ventede på, at mand nr. 43 ringede tilbage.

Kærlighed.

Pigen havde lært, at kærlighed var godt. Hun havde lært, at kærlighed var godt  på omtrent samme tidspunkt, som hendes mor havde lært hende, at broccoli var godt , at is var dårligt og at tage i mod alle sine værdier fra andre i stedet for at danne nogen selv var godt.  Hun havde lært at dele sit legetøj og sin mad var godt men at dele var dårligt, fordi skat var tyveri, fordi hendes mor jo bare skulle blive motiveret til at få et arbejde, og så topskatten ikke skulle tage alle hendes penge den dag hendes mor blev millionær, og at arveskatten skulle forsvinde, så pigen en dag kunne arve det og beholde alle pengene for sig selv, men måske købe en enkel ting fra BR, som hun kunne dele med sine tidligere børnehavevenner.

Og hun havde lært, at kærlighed vat godt, og at gode ting var gode og at de gode ting var selvfølgelig  nemme at skelne fra de dårlige, det stod jo på wikiepiedia, hvad de var, det stod jo skrevet i folks hudfarve, og hvis hun nogensinde ville blive en politimand, kunne hun læse, hvad der stod skrevet der og måske skyde alt efter den pistol hun lige havde læst sig frem til hvad der lå i hendes lommer, før hun var helt færdig med at læse wikipedia artiklen om ”police brutality”. Ikke at hun nogensinde ville blive politimænd. Det var jo et job for mænd.

Så pigen havde googlet kærlighed. Og fundet ud af, at det var noget , man fik ikke fra andre mennesker. Hun havde scrollet ned af tumblrblogs og set billeder af himlen med citater - selvom himlen ikke rigtig havde noget med det hele at gøre – det måtte man bare ikke sige til himlen,  fordi den ville gerne tro, at den rent faktisk var en del af menneskers virkelighed, at den kendte dem,  og ikke bare var den fjerne tante, der sendte 50 kr.  til jul, fordi hun havde glemt ens fødselsdag, glemt at man ikke fejrede jul. Og der havde stået noget med, på himlen altså, på tumblr altså,  at man skulle elske sig selv, før der var nogen, der kunne elske en. Det havde pigen  selv syntes lød meget fornuftigt,  nu havde hun da i det mindste fundet en forklaring – en forklaring på, hvorfor der ikke var nogen,  der elskede hende.

Så det var det, pigen prøvede på nu. At elske sig selv, at lære sit eget navn at kende. Med visheden om at hun skulle stole på nogle billeder af himlen på internettet – billeder der var blevet photoshoppet igen og igen. Ligesom de modeller på forsiden  af de glitrende magasiner, hendes mor nogle gange fandt i skraldespanden og brugte til at gemme sit hoved bag, når pigen spurgte hende hvorfor hun havde behov for at rode gennem skraldespanden  - og man kunne ikke forstå, for himlen og de modeller var da smukke i sig selv.

Pigen havde ikke helt regnet ud hvordan man elskede sig selv endnu. Hun have brugt timer på at stirre på sig selv i spejle, i busvinduer, i andre menneskers pupiller, i sine egne pupiller i sit eget spejlbillede, i drenges pupiller, når de kiggede hende op og ned, op og ned, nogle kaldte det elevator blikket, men pigen havde nu aldrig opdaget, at en elevator kunne holde så mange pludselige pauser ved hendes lidt for blævrende lår og hendes lidt for store talje og lidt for flade bryster og lidt for små læber og lidt for skæve næse og øjne der var lidt for gode til at finde så mane tillægsord at hænge på sig selv, at det var et under, hun stadig stod op og stadig var blevet erklæret uddannelsesparat til trods for at hun ikke kunne finde ud af ikke at bruge de tillægsord hendes dansklærer kaldte giftige.  

Det var ikke noget, der skete fra dag til dag. Det vidste pigen godt. Men hun tænkte nu stadig, at det var noget, der skete, noget hvor man ikke ville være i tvivl, når det endelig skete. Og hun vidste stadig, at det var hendes egen skyld, at hun endnu ikke havde opdaget hvordan. Ikke hendes mor og hendes magasiner, der godt kunne have glitret lidt mindre. Ikke børnehavepædagogerne, der fortalte hende ,at kærlighed var godt uden at gide fortælle hende, hvad kærlighed var. Ikke de drenge der ikke burde have en eleavor til øjne, der tydeligvis burde sætte  et ude af drift  skilt  på elevatoren – ikke på hende -. Og hende,  der burde have taget sin egen trappe, i stedet for, selvom hun måske ville være lidt forpustet, når hun nåede sine hårrødder, så ville hun i det mindste selv havde mulighed for at bestemme hvor der blev stoppet selv have mulighed for at sætte sine fødder på trinene og på sine egne kurver og på sine regne manglende kurver selv bestemme tempoet og hvornår og hvordan og over sin egen krop.  Det var  ikke alle de andres skyld for ikke at elske hende for ifølge tumblr, var det jo umuligt for dem, når hun endnu ikke havde lært at elske sig selv

Lært af hvem dog? Ingen kunne lære at elske hende, hvid hun skulle være den første til at gøre det.

Lært af hvem? Pigen kiggede søgende ud af vinduet, som forventede hun, at hun ville se en tavle og en notesbog, hun kunne tage noter i. Lært af moren, der skubbede en barnevogn og talte i telefon med den ene hånd og havde en paraply i den anden og skubbede sin barnevogn afsted med hoften,  moren der så ud til at være omkring 16. Moren, der ikke havde været i stand til at tage  et valg, så derfor bare valgt det hele og paraplyen måtte gerne føle sig lige så speciel som barnet, og barnet måtte gerne føle sig  lige så speciel som telefonen,  og som et kondom der var sprunget og en far der var skredet og måske så speciel som sine bedsteforældre, der kaldte sig prolife. De var for liv sagde de. For at ødelægge kvindens liv, fordi de gerne ville være proliv, for hvad der engang havde været en lille klump celler. For at det skulle komme skydende ud ad kvinden med paraplyen og få et liv med en mor, der egentlig ikke var helt klar til at være mor, egentlig overhovedet ikke klar – men det var jo et liv, det var jo et levende væsen, det ville jo være mor og dræbe det lille væsen, der kke havde set andet end indersiden af morens mave, som ikke var klar over, at det levede. De var for liv, bedsteforældrenes, den 16-årige piges forældre.  

Det havde de sagt til kvinden – til pigen, den  dag hun havde fortalt dem sandheden om sin voksende mave, da de sad om aftensmadsbordet. Man kunne jo ikke dræbe levende væsner, havde de argumenteret, da pigen sagde, at hun gerne ville have abort. Man kunne jo ikke dræbe levede væsner, havde de sagt, mens de havde tygget på et stort stykke af en gris, der havde haft børn, der havde skreget, da den døde. Grisen smagte godt.

Tilbage i bussen kunne pigen ikke lade vær med at tænke lidt på, om det var sådan hendes egen mor havde set ud, da pigen selv var en baby. Om denne mor uden for vinduet også ville glemme sin babys navn, som man glemte kodeordet til den facebook konto, man fik som 8-årig, før man var helt klar. Om babyen ville vokse op, vokse ind på et bussæde ved et vindue, der var så fedtet. Om denne baby også ville spise sine sorger væk, fordi det var bedre end at drikke dem væk. Om denne baby også ville komme til at gå i niende klasse som pigen nu eller måske bare anden klasse og lære at regne tilbage, regne ud, at hans/hendes/deres mor havde været 16, da de blev født.

Gad vide om babyen nogensinde ville komme til at elske sig selv. Pigen tvivlede. Det var trods alt et svært at elske sig selv, når ens bedsteforældre ikke gjorde for andet end at man var blevet født efter deres politiske overbevisning, om at fri abort var forkert. Når ikke engang ens mor elskede hende.

Man behøvede heller ikke elske sig selv for at overleve.

Pigen drejede hovedet væk fra vinduet og lod barnevognen passe sin mor. Bussen var ved at blive fyldt op. De flste sæder var taget, og dem der var forblev stående var for introverte til at sætte sig ned. Der var endnu ingen, der havde valgt at sætte sig ved siden af pigen.

Men det passede hende nu fint. Det gjorde hende fri til at betragte alle de andre i bussen. Betragte de skrigende babyer og mødre der tyssede på dem og fædre der tyssede på mødrene. Teenagere, hvis klik på deres telefom var højeree end babyens skrig, de travle mænd i jakkesæt de kæmpede for at komme forbi den barnevogn, for at kunne tjekke ud i tide, de endnu mere travle mænd, der kæmpede for, at ingen skulle lægge mere til, at de ikke tjekkede ind. Og på alle de andre teenagepigere, der havde for tralvt med at betragte sig selv til at betragte andre.

De travle piger, der var kommet til netop det punkt.

Pigen kom også nogle gange til det punkt

Nogle gange kom pigen til det punkt. Der helt bestemte punkt, som var svært at sætte ord på. Det punkt, som kom, når man skrev dansk stil, når man sad inde til terminsprøver med høretelefoner uden musik i demog med elever uden mennesker i dem og skrev og skrev, og hendes fingre fløj hen over tastaturet, fløj og fløj, de lige pludselig stoppede helt op, på slet knappen, ikke kunne andet end at stoppe, ikke kunne andet end at tænke på, hvordan det kløede i hendes nakke, hvordan hun var ved at få skrivekrampe, hvordan drengen foran hende, hvordan hans hår mon ville føltes. Når de bare stoppede op, og det var svært at tro på, at de nogensinde havde været i gang.   

Det punkt, når hun gik ned ad gaden og betragtede de forbipasserende, betragtede pigerne og deres lår og hvor meget de blævrede, om de blævrerede lige så meget som pigens. Betragtede drengene for at se om de lagde mærke til at pigen havde spist et halvt stykke rugbrød mere, end hun havde planlagt til frokost, betragtede pigerne igen for at se, om de også lod, som om de kiggede vinduer også lod som om de kiggede på det mærkevarertøj, de burde kigge på, men i virkeligheden bare betragtede deres egen refleksion i vinduesglasset, deres egne lår, deres egne små bryster, deres eget for små for store, og om vinduerne mon også nogle gange ville ønske, at de havd e lidt rundere former, havde fingre, så den kunne slide huden af sine fingrespidser, når den kom til at trykke lidt for hårdt på  en af de pop op reklamer om at tabe 20 kilo på 2 uger. Det var umuligt  - det vidster vinduet godt – selvom pigen var misundelig på vinduet og først ville helme, når hun var blevet samme størrelse som det, først ville helme, når drengene ikke længere så på hende og på hendes lår og hendes bumser og hendes næse, der var en lille smule skæv til den venstre side, men bare så igennem hende, hen på de andre drenge der sendte opmuntrede blikke for at snave med et vindue, at komme i gang hurtigst muligt for at kunne kalde sig selv en rigtig dreng.  Ikke helme, før hun blev lige så usynlig som netdoktor sagde, hendes sygdom var

Det punkt, hvor hun betragtede alle så meget, at det gik op for hende, at de måske også betragtede nogen, at hver eneste af dem havde et liv med lige så komplekse tankerækker og lige så ukomplekste tankerækler som hende. Hver eneste person i bussen havde et sted de var kommet fra, et sted de var på vej hen. Hver eneste person målte deres værd, når de gik på strøget med et målebånd måske et af de gratis  fra ikea, målte stakken af deres facebookvenner, længden på de smil, de fik fra dem, hvis de skulle møde dem på deres vej. Hver eneste person levede sit eget liv. Var hovedpersonen

Nogle af dem have måske lige knust et hjerte den samme dag, andre af dem havde måske været dem der knuste et hjerte, nogle af dem var blevet gift, andre af dem var måske vågnet op ved siden af den person, de havde vågnet op ved siden af de sidste tyve år af deres liv og besluttet sig for, at de havde brug for et eller andet mere, bare et eller andet – og var så taget ud til Ikea for at købe en ny seng. Andre af dem havde måske lige nået vendepunktet i deres liv, det punkt hvor de ikke bare kunne gå tilbage, men blev nødt til at gå fremad, fremad, for det var det samfundet sagde, og hurtigere og hurtigere, så de kunne komme i gennem uddannelsessystemet, presse sig selv i gennem. Som var samfundet en skede, og de var samfundets baby, og babyen skulle bare ud, bare ud, så samgundet kunne komme tilbage på sin diæt og blive tynd igen, så samfundet jo kunne give sine drenge en blå sparkedragt på og sin pige en lyserød, så samfundet kunne skynde sig at bruge babyen til at komme ud på arbejdsmaskedet, ja ikke længere nasse på samfundet og få dagpenge gennem en navlestreng, men komme ud, ud, ud, for så kunne samfundet jo skynde sig at fylde alle jobs op med den baby, så Mohammed og Abdi ikke kunne få det.  Samfundet ville jo aldrig navngive sine børn Mohammed eller Abdi.

Hver eneste af dem havde deres eget liv. Og hun var bare én statist – en tilfældig, der drak kaffe i baggrunden, et vindue der blev tændt ved tusmørke, et glimt fra et bil, man kørte forbi på motorvejen. Bare en statist i en bus. Og en gang i mellem nåede pigen til det punkt, hvor pigen havde kigget så meget, at hun bare stoppede op. Hun følte, at det var snyd at give alle andre illusionen, af at hun rent faktisk vidste, hvor hun var på vej hen, ved at hun blev ved med at bevæge sig, snyd at give alle andre  illusionen, om at hun havde det fint med at være n velfungerende statist i baggrunden

Men også fordi,  hvis hun så var heldig, ekstremt heldig, kunne det være, at der en dag ville være nogen eller noget eller nogen, der lagde mærke till det. En af dem der havde genset sim yndlingsfilm tusindvis af gange kunne alle replikkerne, før de blev sagt, kunne forudse kameraets bevægelser.  Én, der ville læne sig frem og lægge mærke til den pige i kulisserne, der pludselig var stoppet op, ikke vidste  hvorfor hun skulle fortsætte uden et kamera i ryggen, uden nogle seere, der heppede på hende i ryggen uden andre end sig selv i ryggen. Èn der ville lægge mærke til den pige, der ikke rigtig vr hovedpersonen i sit liv, for der vr jo ikke nogen, der fulgte med i det og så kunne hun ikke se pointen

Og nogle gange nåede pigen til det punkt, hvor hun sad i sin vindueskarm og kiggede på regndråberne, der faldt udenfor, dryppede ned på vinduet, dryp, dryp, faldt på vinduet og faldt for hinanden og satte pris på, at de ikke kunne nå hinanden, ikke gøre andet end at falde - ulykkelige kærlighedshistorier solgte bedre. Og hun vrikkede sine tæer i sokkerne, bøjede sine fingre ind og ud, træk vejret lidt dybere ind, måske med øjnene helt åbne og vinduet halvt åben.  Når  hun en gang i mellem følte sig i live, selvom hun ikke rigtig havde noget liv. Når hun en gang i mellem vidste, at hun nok skulle overleve

Samtidig vidste hun også, at hvis regnen havde været lidt mindre gennemtrængende, ville hun være i stand til at se alle de andre vindueskarme med alle de andre piger, der også havde åbnet vinduet for at få regnen til at blande sig med deres tårer, så de kunne bilde sig ind, at de ikke græd, de var bare en del  af verden.   

Og samtidig sad hun også her i bussen nu, og det var begyndt at regne, og hendes mor var indenfor, derhjemme. Og hun sad og sad og sad. Rørte sig ikke. Bussen, selv dog var dog snart nået til endestationen. Det var det næste stop. Alligevel var der alligevel en del mennesker, der endnu ikke var stået af endnu. Ingen af dem trykkede nu stop. Det var jo endestationen, det behøvede de ikke. Bussen kunne ikke køre længere, det havde de ingen kontrol over. Ikke de rynkede mennesker med de knoklede fingre og de knoklede liv, som stadig ikke havde selvindsigt nok til at sætte sig på de sæder der var beregnet til gamle mennesker. Til sidst ville de jo bare lige sig ned i en kiste. Og heller ikke de teenagere, der skulle ud af niende – de ville bare kramme flygtigt og komme videre og finde en ny bus at tage. Og de mødre, der skubbede deres babyer foran dem, ville bar én dag have skubbet dom så meget, at de blev 18 og flyttede hjemmefra, og det var jo bare sådan, det var, og de behøvede ikke engang vinke farvel, måtte gerne smide disse ting ud.

Pigen blev igen overvældet af hvor mange mennesker, der var. Så mange mennesker, der bare gerne ville videre. Syntes at midttrafik og tiden skulle bestemme deres livs endestation. Så mange mennesker, der bare var der.

Der var kvinder. Kvinder, derskubbede barnevogne, kvinder der ikke gjorde og havde det fint alligevel, kvinder, som var bange for at  bløde igennem, kvinder som ikke havde nogen vagina at bløde i gennem med og var bange for, at de ville blive set som mindre kvinder af den grund, piger, hvis hofteben var begyndt at knække, hvis H&M fladbrystede undetrøje var ved at knække, nu hvor kvinder kravlede ud af deres kroppe, nu hvor det var ved at gå op for dem, hvordan den H&M trøje var blevet produceret. Kvinder. Nogle af dem elskede sig selv. Andre gjorde  ikke. Andre var lidt ligeglade. Nogle af dem brugte flere timer på at stirre i et spejl, indtil det knækkede, andre gjorde ikke.

Og mænd, der også elskede sig selv og ikke elskede sig selv. Mænd, der hadede, at de ikke på samme måde kunne tale om det – kunne tale om kropsidealer og usikkerhed og spejle og butiksvinduer og nye sko og H&M undertrøje, uden at blive nidstirret af andre mænd, af kvinder, men allermest af sit eget spejlbillede. Mænd og kvinder, der overlevede, gjorde deres bedste for at elske sig selv, men deres allerbedste for at elske hinanden

Og så var der pigen. Pigen som smilede ved synet, af de andre mennesker. Det kunne man  sagtens gøre, ifølge Netdoktor. Bruge musklerne til at strække sine læber ud. Det var ikke ensbetydende med, at man ikke var deprimeret. Bare at hun i det øjeblik kiggede på dem alle sammen og havde det fint med at være en statist. At være et tomrum. Bare at hun i det øjeblik kiggede på dem og vidste, at der var andre der også var deprimeret, andre der kaldte sig selv deprimeret hver gang de så Titanic, andre der gjorde sit bedste for at forstå. Bare at hun i det øjeblik følte, at hun var en del af noget. Følte, at alle disse mennesker ville huske hendes navn, hvis bare hun fortalte det.

Pigen trykkede på stopknappen. Så åbnede hun munden. For hun var pludselig kommet i tanke om det. Statister havde aldrig navne – det havde hendes dansklærer sagt. Og hun var pludselig kommet i tanke om det. Sit navn.

Pigen sagde det højt. Ikke til sig selv, men til alle de andre i bussen. De drejede hovedet, hørte det, huskede det.

Pigen smilede bredere. Man havde ikke behov for et navn for at overleve. Man havde bare behov for andre mennesker.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...