Den dag solen blev mørk

Cassandra er på vej til Hven.
Men hendes hjernevaskede familie er på jagt efter hende.
Vil hun nå til Hven og den modstandsgruppe som kan hjælpe hende med at kæmpe imod 'Det' og hvorfor er hun så anderledes fra hendes familie?

0Likes
1Kommentarer
103Visninger
AA

1. Den dag solen blev mørk

Den dag hvor solen blev mørk, var den dag hvor livet som vi kendte det ophørte.

Vi havde ingen idé om hvad der havde gemt sig i mørket og som havde ventet på dette øjeblik. Vi havde sagn om Det, ja, og vi havde spøgende fortalt uhyggelige historier om Det omkring lejrbålene for at skræmme de små, men vi havde aldrig troet på at Det virkelig eksisterede. Men det fandt vi hurtigt ud af.

 

Hvis du havde fortalt mig for bare 2 år siden, at jeg ville flygte fra min egen familie og gemme mig i en havn, ville jeg havde faldet om af grin og kaldt dig sindssyg. Men her var jeg. Gispende efter vejret i en revne i molen i en ildelugtende havn, mens min familie søgte efter mig for at bringe mig tilbage til Det. En lyd fik mig til at rykke længere ind i revnen og jeg slog hænderne op for munden for at dæmpe mit hivende åndedrag. En lyskegle fejede over væggene udenfor den revne jeg sad i og jeg kunne hører små fodtrin nærme sig. Jeg krummede mig sammen og dækkede mit ansigt med min hætte, så mine øjne ikke ville reflektere lyset fra den lygte min lillebror havde.

 

Min eneste fordel var at jeg kunne se perfekt i mørket. Jeg vidste ikke hvorfor og mine forældre havde også undret sig over det lige siden at jeg var født. Men de havde fundet det praktisk da solen blev mørk. Lige indtil Det havde fanget os og havde hjernevasket dem. Jeg ved ikke hvorfor Det ikke også bare havde hjernevasket mig og hvorfor Det gjorde så meget for at få mig tilbage. Jeg vidste bare at jeg skulle til Rungsted havn, hvor der var en smugler som kunne fragte mig til Hven. Der var rygter om at en modstandsgruppe havde slået sig sammen med Svenskerne og holdte til på Hven.

 

Det var en rejse som før ville havde taget 8 timer på fods, men med Dets spioner overalt havde rejsen fra København til Vedbæk havn taget et par dage. Det var nemmere at komme rundt nu hvor jeg var så langt fra København siden det var der Det havde slået sig ned. Jeg havde nu kun 4 kilometer tilbage før jeg var ved Rungsted havn, men det virkede meget længere.

Et lille suk undslap mine læber og fik mig hurtigt til at løsrive mig fra mine tanker. Det her var ikke tidspunktet til at være fordybet i tanker. Ikke når hele min familie gjorde deres bedste for at fange mig. Jeg skærpede mine ører efter den mindste lyd, men kunne ikke hører hverken fodtrin eller åndedrag. Forsigtigt fjernede jeg min hætte fra mit ansigt og kiggede ud gennem sprækken. Der var intet at se, så jeg sneg mig forsigtigt ud af revnen og fortsatte min rejse mod Rungsted.

 

Mens jeg gik kom jeg til at tænke på min familie som den var før Det kom. Min mor med hendes hørgule hår og leende blå øjne, min far med hans chokoladebrune hår og mosgrønne øjne og min lillebror og lillesøster. Tvillingerne som ikke kunne være mere forskellige. Sebastian som havde fået fars chokoladebrune hår, men mors blå øjne og Isabella som havde fået mors hørgule hår, men fars mosgrønne øjne. Og så var der mig. 5 år ældre end tvillingerne og som lignede ingen i min familie med mit flammerøde hår og mine stålgrå øjne. Jeg havde hele spurgt mine forældre om jeg var adopteret, men de blev ved med at benægte det. Ikke fordi jeg troede på dem. Jeg sukkede højt og sparkede til en løs sten på vejen. Måske var det derfor at Det var så interesseret i mig. Fordi jeg var så forskellig fra min familie.

En lyskegle fik mig til at fare sammen og jeg vendte mig brudt om. Der mindre end 20 meter fra mig stod Sebastian og stirrede tomt på mig. Jeg gav en lille hul latter fra mig. Han havde altid været den bedste af os til gemmeleg. Min latter fik ham til at fokusere på mig og han gav et skrig fra sig. Jeg bandede stille for mig, da 3 andre skrig kunne høres omkring mig. Resten var tæt på. For tæt. Jeg snurrede om på hælen og satte i løb. Ikke lang tid efter kunne jeg hører de små fodtrin som viste at Sebastian var begyndt at forfølge mig. Jeg bandede igen og satte farten op. Jeg var ikke langt fra Rungsted og jeg kunne ikke blive fanget så tæt på målet. Bag mig kunne jeg hører at de andre havde sluttet sig til Sebastian og deres skrig lød nu mere som et jagtkald, hvor de var jægerne og jeg var deres bytte. Jeg kiggede mig febrilsk omkring efter et sted hvor jeg kunne skjule mig bedre for dem end her, midt ude på vejen. Mine læber formede et lille smil af lettelse ved synet af en lille skov inde til venstre og lod min krop dreje skarp hen imod den. Netop som jeg nåede de første træer kunne jeg hører de forvirrede skrig fra min familie. De havde med garanti troet at jeg ville havde fortsat ad hovedvejen ind til byen og nu forstod de ikke hvor jeg var. Jeg grinede stille for mig selv mens jeg satte ned i en let traven for at undgå at løbe ind i træerne, men stadig kunne komme hurtigt frem.

 

Jeg fulgte skoven rundt indtil den tyndede ud og til sidst stoppede ved nogle rækkehuse lige overfor havnen. Jeg stoppede og lyttede om min familie var tæt på, men jeg kunne ikke hører noget eller se nogle af deres lyskegler. Jeg trådte nervøst ud af skoven og så mig om en sidste gang. Min familie var stadig ingen steder at se, så jeg luntede forbi husene og over vejen til havnen. En tanke fik mig til at stoppe brat op. Jeg var her. Jeg var på Rungsted havn og kun nogle få meter fra den person som kunne fragte mig i sikkerhed. Jeg var næsten i sikkerhed. Jeg kiggede mig omkring og fandt hurtigt det skilt jeg skulle bruge og smilede lidt over det. Hvem ville havde troet at en smugler ville havde oprettet hans base i en gammel Mash restaurant. Jeg gik derover og bankede stille på. Ikke længe efter kunne jeg hører en hæs og gnaven stemme snakke gennem døren.

”Har du husket solcreme?” Jeg kiggede lidt forvirret på døren, indtil jeg huskede at det var den første halvdel af et kodeord. Jeg bed min læbe og håbede at jeg kunne huske den anden halvdel.

”Ja, en af hver faktor. For vi ved jo aldrig hvor stærk solen bliver.” En hæs latter begyndte på den anden side af døren, men endte hurtigt i et hosteanfald. Jeg hørte flere låse blive låst op og til sidst blev døren åbnet nok til at jeg kunne komme ind. Døren blev hurtigt lukket efter mig og jeg kunne igen hører de mange låse denne gang blive låst. Jeg vendte mig om mod den mand som stod ved døren og studerede ham mens han arbejdede med låsene. Han var en ældre mand, men han så ud som jeg havde forstillet mig at en smugler ville, med gråsprængt hår, rynket ud efter vejr og vind og en robust figur. Han snurrede så pludseligt rundt så det gav et gib i mig.

”Så du er Cassandra?” Han kiggede mig op og ned og jeg rykkede lidt nervøst på mig.

”Ja og du må være den smugler som kan fragte folk til Hven?” Han grinede tandløst til mig og humpede gennem rummet hen imod det gamle køkken.

”Navnet er James. Kom og spis inden vi sejler.” Jeg skyndte mig efter ham ud i køkkenet og satte mig på den stol han viftede mig hen på og gav et lettet suk af at endelig kunne slappe lidt af. James skævede til mig med et grin og skramlede lidt rundt i køleskabet, inden han satte et stort fad fyldt med mine yndlings frugter. Jeg så måbende op på ham.

”Hvorfra vidste du at jeg spiste disse frugter?” James lo højlydt af mig og fandt brød og pålæg til ham selv mens jeg gik i fadet.

”Jeg har haft med din slags og gøre før, så jeg kender jeres vaner.” Jeg stoppede med at tygge på et stykke papaja og kiggede undrende og lidt fornærmet på ham.

”Hvad mener du med ’min slags.’ Har du noget imod vegetarer?” Han rynkede hans øjenbryn af mig, men endte med at ryste på hovedet.

”Du for alt af vide når vi er kommet til Hven. Det må være nok for nu.” Jeg kiggede forvirret på ham, men han rejste sig bare op og begyndte at pakke maden væk.

”Hjælp mig lige med at vaske tallerknerne op.” Jeg skyndte mig op og gjorde hvad han sagde. Da han var færdig med at pakke maden væk kom han over og hjalp mig med at tørre servicet af og vi blev hurtigt færdige. James vinkede mig efter ham og gik over til en dør i den anden ende af restauranten. Han åbnede døren og ledte mig ned af en mørk kældertrappe. Lyden af vand der skvulpede imod en hård overflade blev højere jo længere ned vi gik. For enden af trappen ledte James mig hen til en båd og jeg steg om bord mens han løsnede torvene. Ikke længe efter satte James båden i gang og vi begyndte sejlturen mod Hven.

Efter et par timers sejlads, kunne jeg begynde at se land og små lys i det fjerne.

”Har de lys på Hven?” Jeg stirrede i glædelig forbløffelse på de små gule lys. James skævede til mig og klukkede over min ivrighed.

”Ja. De fandt en måde og få elektronikken til at virke på lyset, så nu skal vi ikke rende blinde rundt i mørket. Eller os uden nattesyn skal ikke.” Jeg kiggede undrende på ham over hans besynderlige ordvalg, men han rystede bare på hovedet og styrede båden tættere på den havn vi nu havde sejlet hen imod. Der stod en del mennesker på havnen og ventede på os og til min forbløffelse havde en stor del af dem det samme flammerøde hår som jeg. Jeg kiggede over på James og han grinede af mit ansigtsudtryk mens han lagde båden til havn og begyndte at tøjre den fast.

En af personerne med flammerødt hår kom over til båden og smilede venligt ned til mig, mens hun rakte en hånd ned for at hjælpe mig op.

”Cassandra? Mit navn er Henrietta. Jeg er en del af Rådet. Velkommen til Hven.” Jeg smilede tilbage og tog hendes hånd. Efter jeg var kommet sikkert i land, så jeg lidt nærmere på Henrietta og de andre omkring os og opdagede at vi også havde de samme stålgrå øjne.

”Mange tak, men hvordan kan det være at der er så mange med den samme hår- og øjenfarve som mig?” Henrietta smilede lidt bredere til mig og begyndte at lede mig ind i byen.

”Det er fordi vi er af samme art.” Jeg fulgte efter hende og lignede sikkert et stort spørgsmålstegn.

”Hvad mener du med samme art? Vi er da mennesker.” Henrietta og de få som havde fulgt efter os lo højt og Henrietta så på mig i morskab.

”Det jeg mener er at vi, og du, er en del af Dem. Den som du kender som Det er også en af os, men han tørstede efter magt over andre og blev til et uhyre.” Jeg stoppede brat op og stirrede måbende på hende. Hvad var det hun snakkede om. Mig. En af Dem? Hun måtte være skør. Henrietta vendte sig imod mig og lagde blidt en hånd på min skulder.

”Jeg kan se at du tvivler, men er det ikke åbenlyst? Du ligner ikke din familie, men os. Det hjernevaskede ikke dig, men alle andre mennesker. Du kan se perfekt selvom det er mørkt og du har hele tiden følt dig anderledes end andre. Og det er fordi du er en af os. En af Dem.”

Jeg kunne hører sandheden i hendes ord og det vækkede noget i mig. Jeg rettede mig op og så på hende med en ny stolthed.

”Det du siger af sandt. Jeg er en af Dem.” Henrietta og de andre smilede stolt af mig og for første gang i lang tid, følte jeg mig endelig hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...