En måned, mange historier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2017
  • Opdateret: 24 okt. 2017
  • Status: Igang
Hej!

Denne "bog", hvis man kan kalde det, det, er en bog, hvor i jeg udfodre mig selv til at skrive en lille historie hverdag. Nogle af dem forsætter måske over flere afsnit, men det er ikke sikkert. Historierne kan være alt fra noveller, selv opfundne artikler eller noget helt andet. Det kommer bare an' på hvilket humør jeg er i den dag.

1Likes
1Kommentarer
129Visninger
AA

1. 23/10 - 2017 - Den ukendte skæbne

Med stille skridt gik den unge aspirant over til den store egetræsdør. Hvorfor var det nu han var her? Når ja, det var sandt han skulle starte en ny del af hans liv. Hvorfor skulle den starte her? Der var dog ikke noget at gøre for ham andet en at gå igennem den dør, tage imod den dom, som de ældre var kommet frem til sammen med hans forældre. Han tog en dyb indånding og skubbede så døren op.
På den anden side af døren blev han straks mødt af en lugt. En lugt af mug og indenlukkethed. Kom de ældre nogensinde ud af dette rum? Hvad tænkte han på? Det var slet ikke de ældres leve forhold der var vigtige nu. Det var hans fremtid. Med et hårdt bankende hjerte gik han ind midt i rummet og bukkede for dem, der skulle ændre hans liv for evigt. Eller måske ikke for evigt, men i hvert fald ind til han døde.
"Fortæl os dit navn unge aspirant" Lød en dyb stemme. Han kunne ikke placere hvor den kom fra, da den dels fløj frem og tilbage mellem rummet fire væg og del fordi han ikke kunne se dem han nu skulle snakke med.
"Mit navn?" Gentog han en smule usikkert i det sveden begyndte at perle frem på han pande. Han havde ikke et navn. Det var der ingen af aspiranterne der havde. De havde et tal, så man kunne komunikere med dem, men ingen navne.
"Ja, hvad vil du kaldes" Lød stemmen igen. "Du vil vel ikke være et nummer, en ingenting og anonym for evigt" Forsatte stemmen, på trods af den sidste sætning fløj gennem rummet fra vægene.
"Mit navn.... Øhmm... Cooper, Philip Cooper" Svarede han og smilede selvtilfreds med hans valg. Han vidste ikke hvor han havde hørt navnet Philip før, men det virkede behaligt, genkendligt og normalt. Derfor var det navn han valgte. Det bedste ved hans ny fundne navn var at han ikke mere var 4278.
"Godt Philip Cooper. Er du klar til at høre din skæbne?" Spurgte stemmen. "Svar klart og tydeligt, så der ikke kan komme nogen tvil" Den nu unge Philip sank en klump inden han svarede et klart og rungende ja. Stemme lod sig lyde igen, da den sagde; "Philip, din skæbne er..."
Der blev stille omkring Philip i det hans arm forsvandt under ham

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...