livet som misforstået

Dagbogen handler om en pige på cirka 15 år. Om hvordan livet kommer i vejen, og om hvordan intet bare vil gå godt. Nogle af de situationer der kommer undervejes, kender i måske også selv.

0Likes
1Kommentarer
76Visninger

1. familie

 

Kære Dagbog

 

Du kan lige få en kort introduktion i hvem jeg er, og hvad der er forgået i mit liv omkring familie. Min forældre blev skilt da jeg var 4-5 år ca. Dengang vidste jeg ikke hvad grunden var, og jeg faktisk også ret ligeglad. Min far blev boende i vores hus, mens min mor flyttede i lejelighed. Mig og min søster boede hver anden uge hvert sted. Ikke lang tid efter, nærmest med det sammen, flyttede min fars nye kæreste ind. Hun havde på det tidspunkt allerede en datter. Hun hedder/hed det sammen som min storesøster, så derfor besluttede vi at kalde hende for et kælenavn, og min storsøster ved hendes rigtige navn. Hun var et halv år yngre end mig, så derfor var vi de perfekte legekamerater, bortset fra at vi var uvenner 24/7. Min storsøster, som er 3 1/2 år ældre end mig, kunne ikke lide at være hos min far, så hun var der ikke så tit. 

Min mor havde det virkelig dårligt i den periode, men jeg kan ikke huske det. Min søster kan derimod, og senere har jeg også fået lidt at vide. Efter vi havde boede i lejeligheden i tre år cirka, flyttede vi. På det tidspunkt havde min mor nok haft 5-6 kærester, hvor jeg kun kan huske halvdelen ved navn. I det nye hus, havde hun også mange kærester, men der begyndte hun at få styr på sit shit, og endte med at finde sammen med en i 1 år. Det var virkelig lang tid, i forhold til alle de andre. Min far var stadig sammen med min papmor, så der var ikke nogen ændringer der, før de (min papmor) besluttede at de gerne ville have flere børn. Så hun blev gravid, vi fik det at vide, de satte huset til salg og så endte det med at hun mistede barnet. Derefter er det lidt sløret, men efter et stykke tid flytter vi ind i et nyt hus. På det tidspunkt vi sjælendt min storesøster hjemme hos min far. Et par måneder senere, får vi så at vide at hun er gravid igen, og den her gang er de 100% sikker på at barnet kommer, og at det bliver en pige. Jeg glædet mig helt vildt, indtil hun blev født. Jeg ved ikke hvorfor, men hver aften lå jeg bare og græd mig selv i søvn over at jeg havde fået en lillesøster. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, og det kan jeg stadig ikke. Jeg kan bare ikke lide hende, og jeg hader mig selv for det, for det er ikke hendes skyld. På det tidspunkt var jeg ca 10 år.

i mellemtiden var min mor og hendes kæreste slået op, og hun havde lige en periode med mange kærester igen. Så fandt hun min nuværende papfar. De var kærester i et stykke tid, inden vi så flyttede ind hos ham. Grunden til vi gjorde det, var fordi vores hus havde fået skimmelsvamp. Han havde en forvejen tre børn, to piger og en dreng. Samtidige med det, blev min papmor gravid igen (yay) og denne her gang var det en dreng. Aka nu er jeg oppe på syv søskende, en fuldbolds, to halve og fire pap. 

Jeg var vant til at indrette mig efter hvordan andre ville have jeg skulle opføre mig, så jeg så det aldrig som et problem. Men efter det er der ikke rigtig sket nogen forandringer ihvertfald ikke på familie fronten. Altså cirka 4 år uden at skulle flytte, møde nye papforældre osv. Men selvfølgelig har alting godt en ende. Nu skal min papmor og far skilles. Altså de fjerner en person far mit liv (min paplillsøster) som jeg er vokset op med, og forventer at jeg er ligeglad. Udover der, så for at de kan passe ind i min papmors arbejds weekender, så ser jeg nok ikke mine søskende før juleaften. Og hvorfor går jeg overhovedet op i det når jeg ikke kan lide dem? Min far tager alt det her af helvedes til, og taget til Kbh i en uge. OG HVORFOR GÅR JEG OVERHOVEDET OP I DET HER?! Det er ikke MINE forældre jo? Men jeg tænker på det 24/7. Jeg hader dem for det. Har de overhovedet nogen anelse om hvor meget de ædelægger børnenes liv? Jeg er vokset op sådan, og jeg har ikke et tæt forhold til noget menneske overhovedet. Hele min barndom har folk kommet ind i mit liv, og så smuttet igen, uden at sige farvel, og nu gør de det sammen mod mine småsøskende. Jeg hader dem, og jeg kan ikke fortælle dem det. Fordi min papmor hun er flyttede. Uden at sige farvel. Og min far, han er alt for deprimeret til at jeg tør.

 

life sucks

- I don't fkn know 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...