Opvågningen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2017
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
I en verden som vi kender den, holder folk pludselig op med at dø...

4Likes
3Kommentarer
233Visninger
AA

2. Den første død

Statsministerens tale havde ændret alt for Nora. Før hun hørte den, havde hun gjort som alle sine venner. Hun havde grinet med på alle dødsjokes, havde været med til at slå to af sine venner ihjel (den ene havde hun skubbet ud over skolens tag, den anden havde hun kvalt med en pude) og så havde hun selv prøvet at dø to gange.

Første gang var et væddemål.

Afrah, Noras bedste veninde, skubbede en seddel til hende i dansktimen.

Har du prøvet at dø?

Hun åbnede sedlen under bordet, og skyndte sig at læse den. Hun kunne mærke sit hjerte banke. Hun havde ikke fortalt nogen, at hun ikke havde prøvet det endnu. Alle andre i klassen døde i den første uge. Men nu det var fire uger siden Dødsdagen og det var stadig ikke sket. Hun skrev et hurtigt svar, og skubbede den tilbage.

Nej. Tør ikke rigtig… Har du?

Hun turde ikke kigge på Afrah. Det var pinligt at hun ikke turde dø, for hun vidste jo, at hun ville vågne igen. Men hvad nu, hvis det ikke virkede på hende? Der var stadig en lille del af hende, der følte døden var noget permanent. Noget, der ikke kunne laves om på. Noget sørgeligt og uhyggeligt.

Nora mærkede sedlen ved albuen og trak vejret dybt. Så åbnede hun sedlen.

Ej! Jeg tør heller ikke. Skal vi prøve?

Nora vendte sig mod Afrah og smilede. ”Tør vi?” hviskede hun.

Afrah trak på skuldrene. ”Måske? Jeg ved det ikke rigtig…” hviskede hun tilbage.

Nora skulle lige til at svare, da Simon tog sedlen ud af hendes hånd. Hun prøvede at tage fat i den, men kunne ikke få ordentlig fat. Han åbnede den og læste hurtigt.

”Har I seriøst ikke prøvet at dø? Ej, hvor sært.” Han hviskede til Nora, ”det er altså slet ikke så farligt.” Han rakte hende sedlen igen. Hun kiggede nervøst på ham. Simon var den pæneste fyr i klassen. Han havde store, grønne øjne og mørkt, rodet hår. Nora synes altid han lignede en der lige var stået op, men på en god måde. Simon holdt sig aldrig tilbage fra at forstyrre i undervisningen, men lærerne var som regel lidt ligeglade. Han var nemlig også den klogeste elev i klassen. Nora have været forelsket i ham siden folkeskolen.

”Det ved jeg da godt…” mumlede hun, og vendte ansigtet væk for at gemme sin rødmen.

”Seriøst, Nora. Du skal da prøve det!” Han prikkede til hende, og hun kunne mærke det sted hans finger ramte i flere minutter efter. Hun smilede genert til ham.

”Måske.”

Han nikkede entusiastisk til hende. Hun kunne mærke Afrah læne sig over mod dem. Hun vidste godt hvordan Nora havde det med Simon.

”Jeg synes vi skal gøre det,” hviskede hun. Mest til Nora, men Simon hørte det også.

”Ja! Lad os gøre det efter timen.” Afrah og Simon nikkede smilende til hinanden. Nora prøvede at være med, men kunne mærke nervøsiteten brede sig. Hvad nu hvis hun ikke vågnede igen? Hendes forældre ville blive så kede af det. Hun sank en klump og tvang blikket op.

Både Afrah og Simon havde rettet opmærksomheden mod tavlen. Trine, deres engelsklærer, var i gang med at fortælle om Hamlet. Nora havde svært ved at følge med. Hun var så nervøs for senere, at hun slet ikke kunne koncentrere sig om noget andet.

-

Da timen sluttede, blev både Afrah, Nora og Simon siddende på deres pladser. De kiggede ikke på hinanden, men lod som om de skulle blive i lokalet. Alle deres klassekammerater gik ud, og Nora følte det som om hendes hjerte var et ur, der tikkede ned.

”Er I klar?” spurgte Simon. Han havde et lumsk smil på læben.

Både Afrah og Nora nikkede stramt. Måske var Afrah lige så nervøs, som hun var?

”Hvordan skal vi gøre det?” Det føltes som om hun snakkede højt, men hun hviskede det nærmest.

”Jeg har den PERFEKTE idé!” Simon hoppede op af sædet. ”Kom med!”

Hun vekslede et nervøst blik med Afrah. Hun så helt bleg ud. ”Vi behøver ikke gøre det, hvis ikke du vil?” hviskede hun, så Simon ikke kunne høre hende.

Afrah nikkede bare, og strammede nervøst sit tørklæde. Der var en lille del af Nora, der håbede Afrah ville springe fra. Så kunne hun skyde skylden på hende. Men i stedet var de nu begge dødsdømt. Bogstaveligt talt.

-

Simon kiggede tilbage mod dem. ”Kom nu!”

De holdt hinanden i hånden og fulgte langsomt efter Simon. Da han så deres ansigter stoppede han op.

”I behøver altså ikke gøre det, piger. Jeg synes bare det kunne være sjovt. Det er slet ikke så slemt. Det er lidt ligesom når man sover. Kender I ikke det? Hvor man er lige er ved at falde i søvn, men så føles det som om man falder.”

De nikkede begge to. Nora prøvede virkelig at se modig ud. Hun ville gerne have, at Simon synes hun var sej. Hun sendte ham et lille smil.

”Bare rolig, jeg LOVER jer, at det ikke er slemt.” Han gik hen mod dem og tog fat i Noras hånd. Hun blev straks meget opmærksom på, hvor svedig den var. Han trak dem efter sig lidt hen ad gangen, og så stoppede han op.

”Fysiklokalet?” sagde Afrah og kiggede forvirret på ham.

”Nemlig!” Simon kiggede hurtigt rundt på gangen og åbnede så døren forsigtigt. ”Fri bane.”

De fulgte efter ham ind i lokalet. Han rendte rundt mellem hylderne og tog en masse forskellige flasker frem. Så stillede han nogle af dem tilbage mens han rystede på hovedet. Pigerne stod lænet op af døren, nervøse for, hvad der skulle ske.

”Okay! Se her.” Han stillede 4 flasker på katederet og vinkede de to piger over til ham.

Nora kiggede mistroisk på flaskerne. ”Skal vi drikke det der?”

”Lige netop. Og jeg advarer, det kommer nok til at smage forfærdeligt.”

Afrah begyndte at grine. Helt ud af det blå. Så begyndte hun at ryste på hovedet. ”Det kan du ikke mene!”

Simon stirrede bare på hende med et smørret grin på læben. ”Der sker ikke noget”

”Øh, jo? Vi dør af det.”

”Ja, og så? I vågner jo alligevel igen?”

Afrah sagde ikke noget og kiggede bare på Nora, der kiggede modløst tilbage. Så, uden at tænke over det, udbrød hun stille.

”Men hvad hvis vi ikke gør?”

Hun tog hånden op til munden og fortrød øjeblikkeligt hvad hun havde sagt. Det kunne godt være, det var det hun inderst inde var bange for, men hun ville helst ikke afsløre det for hverken Afrah eller Simon. Hun kiggede ned, bange for at møde deres blikke.

Hun hørte Afrah sukke. ”Det er også det, jeg er bange for,” sagde hun. Og aldrig havde Nora været så glad for, at Afrah var hendes bedste veninde.

”Jeg havde det på samme måde, da jeg døde for første gang,” sagde Simon stille. ”Det er det, der gør det så spændende. Men jeg har altså aldrig hørt om nogen, der ikke er vågnet igen. Så I skal ikke være bange.”

Nora var glad for at Simon også havde været bange. Men det ændrede ikke rigtig på, hvordan hun havde det. For det kunne godt være det var spændende om hun ville vågne eller ej, men det var ikke den slags spænding, hun plejede at opsøge. Faktisk var hun måske generelt ret dårlig til at opsøge spænding. Det meste af sin tid brugte hun på at læse bøger og se serier med Afrah. Måske var det på tide at tage en chance?

”Okay,” sagde hun tøvende. ”Jeg gør det.”

Hun følte sig ikke særlig modig da hun rakte ud efter den flaske Simon holdt frem mod hende. ”SÅDAN!” jublede han, og smilede bredt til hende.

Hun kiggede på Afrah. Hun var ligbleg i ansigtet og lignede en, der skulle kaste op. ”Nora, er du sikker…” begyndte hun, men Nora vidste, at hvis Afrah fik lov at tale ud, ville Nora aldrig gøre det. Så uden at tænke for meget satte hun flasken til læberne, tog en dyb indånding og drak al indholdet.

-

Det smagte forfærdeligt. Hun spyttede og hakkede og forsøgte at holde det inde. Mest af alt, havde hun bare lyst til at kaste op. Og så vidt hun kunne mærke, var hun heller ikke ved at dø. Hun kiggede fortvivlet på Afrah, mens hun hostede. Hun så ligbleg og rædselsslagen ud. Nora kunne ikke mærke den store forskel. Det brændte lidt i hendes hals, men det var det. Hun kiggede mod Simon, og spurgte hæst. ”Er du sikker på, det her virker?”

Simon så tøvende på hende og løftede skuldrene. ”Jeg tror det? Har blandet alt det mest giftige… Det burde virke, men…”

Nora hørte ikke resten. Hun følte bare et sug der startede et sted i nærheden af navlen og bevægede sig rundt i hele kroppen. Som om hun på en gang var ved at blive suget op af en enorm støvsuger og samtidig blev kastet ud fra en klippe og fløj ned af et stort vandfald. Det susede for hendes ører og det sortnede for hendes øjne. Hun vidste ikke om hun stod op eller sad ned. Hun var ikke længere opmærksom på sin krop. Hun havde aldrig overvejet om man kunne mærke sine arme og ben når de ikke blev brugt, men nu vidste hun, at det kunne man. For nu kunne hun ikke. Hun kunne ikke føle noget, og samtidig kunne hun føle det hele. Hun forsøgte at bevæge sig. At kigge rundt. Men der var ingenting. Hun var ingenting. Og dog? Hendes tanker… Det var som om, der var nogen der råbte af hende. Eller hviskede måske? Det var svært at bedømme. Alting stod stille, og bevægede sig samtidig så hurtigt, at hun ikke kunne følge med. Mørket var altoverskyggende. Men hvis hun virkelig prøvede at slå tankerne fra, prøvede bare at følge med den usynlige strøm… hun synes hun kunne se et lille lys. Ikke større end hovedet på en knappenål. Men det kom nærmere. Hun prøvede at fokusere på det, men jo mere hun prøvede, jo svagere blev lyset. Samtidig blev suset for hendes ører værre. Det føltes som om, hendes trommehinder kunne sprænge, hvert øjeblik det skulle være. Hun prøvede at bevæge sine hænder op til ørene, prøvede at få det til at stoppe, men der var intet der bevægede sig. Og suset blev bare ved. Og ved. Og ved og ved og ved og…

Og så var det pludselig væk.

Hun kunne mærke sin krop. Sit hoved, sine arme, sine ben. Endda det krøllede hår på hendes hoved. Hun åbnede langsomt øjnene.

”Shit,” hviskede hun, mens hun kiggede direkte ind i Afrahs og Simons ansigter.

”Vildt, ikke?” Simon smilede. Afrah så bekymret ud.

”Jeg… jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige,” sagde hun. Selvom hun lød fuldstændig som hun altid havde gjort, følte hun sig… Anderledes. Hun satte sig op og kiggede igen rundt.

”Hvordan føltes det?” spurgte Afrah nervøst.

”Mærkeligt.” Afrah sank en klump og nikkede. ”Hvor længe var jeg væk?”

”1 minut, max,” Simon smilede stort. ”Det var slet ikke så slemt, vel?”

Hun tøvede lidt. ”Næh, ikke rigtig. Men det var godt nok underligt.”

Simon rejste sig og hentede et andet glas. ”Afrah, vil du ikke også prøve?”

Afrah så rædselsslagen ud. Hun nikkede. ”Okay,” sagde hun sagte og så Nora lige i øjnene. ”Du er sikker på, det ikke er farligt, ikke?”

Simon nikkede bare, men Nora var næsten sikker på, Afrah i virkeligheden spurgte hende. Hun prøvede at sende hende et opmuntrende blik. Prøvede at vise hende, at det slet ikke var så slemt. Men lige meget hvor meget hun prøvede, kunne hun mærke modviljen. For nej, hun var ikke sikker på, det ikke var farligt.

Noras blik flakkede, og Afrah så ned. ”Jeg ved ikke…”

”Du behøver ikke!” sagde både Simon og Nora i munden på hinanden. Men Afrah havde besluttet sig. Hun tog glasset og drak det hele i en tår.

Nora så chokeret til, mens Afrah væltede bagover. Det lignede mest af alt, at hun bare var faldt i søvn. Men hvis man kiggede nærmere, kunne man se, at hun ikke trak vejret. Hun kiggede panisk mod Simon. Hvad nu, hvis Afrah ikke vågnede igen? Men Simon smilede bare til hende, og lagde en hånd på hendes skulder. ”Hun skal nok vågne igen.”

”Men, hvad nu hvis…”

”Der er ikke noget hvis, Nora. Jeg LOVER dig, at hun nok skal vågne.” Hans tommelfinger bevægede sig i cirkler på hendes overarm, og et øjeblik glemte hun, at hendes bedste veninde lå død på gulvet ved siden af hende.

Hun turde ikke kigge op og møde Simons blik, men hun kunne mærke, han kiggede på hende.

”Nora…” sagde han tøvende og fjernede hånden langsomt.

”Ja?” hun tvang blikket op og så direkte ind i Simons store, brune øjne.

”Det var bare…” men inden han kunne færdiggøre sin sætning, udstødte Afrah et skrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...