Pity Party ❥ H.S AU

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Igang
Harry Styles, en 22 årig lægestuderende, som falder for sin klassekammerat. Vejen til succes i New York er hård, men vejen til kærligheden er hårdere. Hvad sker der mellem de to i en hverdag hvor lektier og foredrag burde fylde mest? //
Vinder af AU konkurrencen med mulighed 2. Vinder af AU konkurrencen med visuals, coveret, som er lavet af Korslay (kan findes på YouTube).

26Likes
17Kommentarer
3172Visninger
AA

4. tredje

JANUAR

 

Jeg skrev det ene ord ned efter det andet, med den blå kuglepen der lå i min hånd. Noter fra dagens lektion om menneskekroppens anatomi, en masse ord jeg ikke ville forstå før timen der hørte sammen med foredraget. 

Min indlæring var ikke stor til foredrag. Jeg lyttede til ordene, jeg skrev ned, men jeg forstod ikke sammenhængen mellem de ord der poppede op i mit hoved. Det var ting jeg først lærte efter, når vi diskuterede og brugte ordene i praksis. Nogle ville kalde de stupiditet, men det var bare sådan min hjerne fungerede, og det kunne jeg ikke gøre noget ved. 

Rachel skulle have været her i dag, men hun var her ikke. Hun havde været til alle timer siden nytårsfesten, hun havde været til alle andre timer i dag, men lige præcis dette foredrag blev hun væk fra. Jeg havde håbet på at se hende, i håb om også at se Madeleine, som jeg havde set få gange på campus siden festen. 

Jeg vidste stadig intet om hende, men det var stadig det eneste jeg ønskede. Hvorfor var jeg så besat af en pige, som jeg havde haft to, meget korte, samtaler med? 

“Det var alt for i dag, unge studerende. Vi ses næste måned til endnu et foredrag, som I skal bruge til absolut ingenting,”  blev der sagt højlydt, nede fra talerstolen. Vi sad omkring 200 studerende herinde, et kæmpe hold, som krævede undervisning på denne måde. 

Man skulle ikke lade sig narre af professerens ord om at man ikke skal bruge det til noget, det gjorde jeg én enkelt gang, og aldrig har jeg fortrudt noget så meget. Et dumpet emne senere lærte jeg, at man skal bruge alt man lærer her, og at man skal gemme alle noter. Selv de dumme skitser af menneskekroppens anatomi som man laver når man keder sig. 

Når man vil være læge, så er alle lektioner man kan få vigtige. Det var endnu en grund til, at Rachel burde have været her. Nu ville hun have svært ved at følge med i undervisningen de næste to uger, som ville blive baseret ud fra det her. 

Eleverne omkring mig begyndte at rejse sig, og stolene foldede sig op igen. Noter blev samlet sammen, computere smækket i, og dørerne til foredragssalen blev åbnet op. Vandflasker, æbler og kiksepakker blev smidt ud i skraldespandende i de fire hjørner, og tre forvirrede piger gik ned til professoren for at stille spørgsmål til hans, endnu en gang, yderst forvirrende foredrag, blot for at få det samme svar som altid. Vent til jeres lærer gider at forklare jer det.

Professorerne her var ulidelige, og ligeglade med vores uddannelser. Men hvis de skal til, for at jeg kan komme ud og arbejde som læge, utroligt gerne som kirurg, så må jeg leve med dem, lytte til deres kedelige stemmer adskillige timer om ugen. Det var en lille ting at overleve når man sammenligner med det der gerne skulle blive resultatet. 

Det var det eneste jeg havde drømt om siden jeg var lille, at blive læge. Jeg ville hjælpe andre mennesker, uden selv at miste livet. Jeg havde flere gange overvejet politimand eller brandmand, men risikoen var for stor for mine nerver. Jeg ville ikke kunne klare det. 

Jeg pakkede mine noter sammen, og smed dem ned i min slidte rygsæk, som jeg havde fået i julegave for fire år siden. Der plejede vidst at stå et logo på midten, men det var længe siden, at jeg sidst havde set noget til det. Jeg tog min kaffe i hånden, smed tasken op på ryggen, og rejste mig fra mit sæde. På min vej mod udgangen stødte jeg ind i en pige, med mørkebrunt, skulderlangt hår.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile, da jeg så hendes ansigt. “Undskyld Madeleine,” var jeg hurtig til at sige.

Hun smilede til mig, og kiggede ned på kaffen i min hånd. Jeg kiggede automatisk selv ned på koppen, og opdagede at jeg ikke havde spildt på hende, på trods af at jeg troede det. 

“Det var godt, at du ikke spildte på mig. Så kunne du nemlig ikke have inviteret mig ud for at få kaffe,” sagde hun hurtigt, som om at hele sætningen var irrelevant. Men jeg lagde mærke til hvert eneste ord, og bed især mærke til hendes hentydning. 

“Ja, det var godt. Starbucks eller ukendt kaffeshop?” spurgte jeg hende, med en flirtende tone i stemmen. Hun smilede selvsikkert, og trådte længere ud mod væggen, sådan så jeg kunne gå ved siden af hende. Jeg holdte døren for hende, og trådte ud af den efter hende. 

“Ukendt kaffeshop,” svarede hun beslutsomt. Jeg grinte, nikkede, og førte os væk fra campus, med retning mod den kaffeshop jeg selv gik på når jeg ville studere. 

Den gik under det ydmyge navn ‘The Coffee Shop’, og når man søgte på den på Google Maps, så kom der sådan cirka 50 andre steder op, bare i New York. 

Caféen var et lille, hyggeligt sted placeret på et hjørne mellem to gader. Når man kiggede på den udefra, virkede den ikke som noget særligt, men når man trådte ind ad glasdøren, så opdagede man virkelig hvilken perle man havde fundet. Første gang jeg kom her, var med mor og far dagen inden jeg startede på universitetet. De havde været her en weekend, for at hjælpe mig med at flytte ind i lejligheden. Desuden ville de sikre sig, at Liam var en god nok værelseskammerat til mig. 

Jeg åbnede døren, og holdt den i strakt arm åben, så Madeleine kunne gå ind først. Når nu jeg ville imponere en pige, så skulle jeg også vise mig fra min bedste side. 

Egentlig havde jeg slet ikke lyst til kaffe, jeg havde lige drukket to kopper til foredraget, men Madeleine ville have kaffe - så jeg ville købe hende kaffe. Måske også en kop til mig selv, så det ikke ville virke mærkeligt. 

“Er kaffen god her?” spurgte hun mig, næsten som om, at jeg kunne finde på at tage hende et sted hen som var elendigt. Hun vidste udemærket godt, at jeg ville imponere hende, men lod som om, at ingen af os vidste det. Det virkede underligt.

“Uden tvivl,” svarede jeg, mens jeg nikkede. Hun smilede til mig, og gik med det samme hen til et bord henne i hjørnet mod baren. Hun lagde sine ting på den ene stol, og smed sin jakke over en anden. Selv stillede jeg mine ting på gulvet, og smed jakken hen over den eneste stol der var tilbage at sidde på. 

“Hvad vil du have?” spurgte jeg hende, efter at have ventet på hende i omkring fem minutter, hvor hun kiggede på et kaffekort. Kaffekortet lå på alle bordene, og der var slet ikke nok valgmuligheder til, at det ville kunne tage fem minutter. Heller ikke, hvis du var kræsen med hensyn til din kaffe.

Hun kiggede op på mig og smilte. “En cappuccino,” svarede hun. 

 

 

“Hvordan kan det være, at jeg aldrig har set dig til nogle af timerne?” spurgte jeg hende om. Jeg kiggede ned på bilerne der kørte under os, og jeg kiggede ud over vandet der omringede os. 

“Jeg holder mig for mig selv i undervisningen. Sætter mig alene, i hjørnerne hvor ingen kan se mig,” svarede hun med et smil på læben. Vinden rev i hendes hår, og det blafrede omkring hendes hoved på en nærmest kunstnerisk måde. 

Jeg elskede at være her. Jeg elskede, at man kunne se fra én del af New York til en anden. Jeg elskede, at man kunne gå fra Manhatten til Brooklyn. Arkitekturen var fantastisk her, også. 

“Hvad vil du gerne have ud af det her?” spurgte hun mig om. Jeg kiggede på hendes ansigt, og sendte hende et forsigtigt smil. Det var et seriøst spørgsmål det her. 

“Hvad mener du?” spurgte jeg derfor om, for at være sikker på at svare korrekt. Hun åbnede munden, men tøvede. Hun førte en tot hår om bag hendes øre. Så åbnede hun munden igen. “Hvad vil du gerne specialisere dig i?” 

“Jeg vil gerne være kirurg,” svarede jeg hurtigt og sikkert. Jeg havde altid vidst det, og det ville ikke ændre sig bare fordi hun spurgte mig om det. Hun nikkede, og smilede. 

“Hardcore,” sagde hun mens hun grinede. Jeg grinede selv. Kirurger var kendt som værende følelseløse, kolde, uhumane, menneske-slagtere, og ikke mindst; hardcore. Vagterne var lange, og det er ikke for alle at man kan bestemme hvorvidt en person skal leve eller ej. Én fejl, og en person kan dø. “Hvad med dig?” spurgte jeg hende. 

“Jeg er ikke sikker. Jeg overvejer pædiatrisk kirurg,” svarede hun, mens hun smilede og nikkede. Et større smil end før formede sig på mine læber. Jeg kunne uden tvivl godt se det for mig. Madeline stående i sin kittel, mens hun snakker med et par forældre, fortæller dem at deres barns operation gik godt. “Hardcore,” svarede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...