Pity Party ❥ H.S AU

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Igang
Harry Styles, en 22 årig lægestuderende, som falder for sin klassekammerat. Vejen til succes i New York er hård, men vejen til kærligheden er hårdere. Hvad sker der mellem de to i en hverdag hvor lektier og foredrag burde fylde mest? //
Vinder af AU konkurrencen med mulighed 2. Vinder af AU konkurrencen med visuals, coveret, som er lavet af Korslay (kan findes på YouTube).

25Likes
17Kommentarer
3140Visninger
AA

8. syvende

MARTS

 

Lyden af uret der tikkede fyldte mine ører. Lyden af mine klassekammerater der skrev med blyanter på deres papirer omringede mig. Følelsen af, at tiden var ved at løbe ud skræmte mig. 

Jeg havde brugt over halvdelen af tiden, og jeg havde færdiggjort over halvdelen af prøven. Jeg var med, jeg var ikke i problemer endnu. Mit ben rystede under bordet, og sveden ophobede sig på min pande. Jeg sad fast ved et spørgsmål som jeg ikke kunne svare på, og i stedet for at gå videre til det næste, gik jeg i stå. Hvad er behandlingsmetoden? Jeg havde gennemgået det med Liam en million gange, og det var det ene spørgsmål jeg ikke havde haft problemer med på noget tidspunkt. 

Jeg tog en dyb indånding, og skiftede side. Jeg gik videre til de næste spørgsmål, som jeg, til mit held, kunne svare på uden problemer. 

Tiden gik langsomt, på samme tid med at den gik hurtigt. Alle omkring mig svarede på deres opgaver, skiftede til deres næste side. Det frustrerede mig, at jeg ikke kunne høre om sideskiftene og blyantslydene kom fra den samme person, eller om de virkelig var fordelt lige ud på de halvtreds mennesker der sad i lokalet. Det frustrerede mig, at jeg ikke vidste om nogle havde det lige så svært som jeg. 

Prøver havde aldrig været min stærke side. Jeg følte mig svag i syg når jeg skulle noget vigtigt. Man kunne godt sige, at jeg led af eksamensangst. Frygten for at klare mig dårligt var forfærdelig, uudholdelig og en følelse jeg var blevet alt for vant til. 

Jeg skrev det ene svar ned efter det andet, og følte efterhånden at min viden stod på en masse sølle papirer. Jeg havde ingen anelse om hvorvidt mine svar var rigtige eller ej, men lige nu var der ikke tid til at tænke for meget over det. Det eneste jeg kunne, var at skrive det som poppede op i min hjerne først. 

Madeleine og Rachel sad begge inde i lokalet med mig. Begge to sad og skulle svare på samme spørgsmål som jeg skulle. Jeg håbede inderligt på, at de ville klare sig godt. Men på samme tid frygtede jeg, at de ville klare sig langt bedre end jeg ville. 

Selvom det var gammeldags, så ville jeg ikke være dårligere end min kæreste. Selvom det var egoistisk og selvisk, så ville jeg ikke være dummere end min kæreste. Min kæreste. Madeleine. 

Jeg kunne ikke lade vær med, at tænke på hende. Jeg burde fokusere på min prøve, men det eneste jeg tænkte på var hende. Selvom hun var det eneste jeg kunne fokusere på, så skrev jeg det ene svar ned efter det andet. Hun havde en fantastisk effekt på mig. 

Der var ti minutter tilbage af prøven, og jeg var på sidste side. Sidste side, som var fyldt med spørgsmål omhandlende det nyeste vi havde lært. Hvis jeg talte til 600, ville min tid være gået. 

600 sekunder til at svare på seks spørgsmål. Det burde kunne lade sig gøre. Jeg ville have mere end et minut til hvert spørgsmål. Det eneste jeg skulle var, at læse spørgsmålene, og skrive svarerne ned lige så snart de poppede op. 

Min hjerne rejste til det seneste foredrag og til bevægelserne fra min sidste notestagning. Blyant gled hen over papiret og skrev adskillige bogstaver, som til sidst gav mening som mine svar. 

“Der er et minut tilbage af prøven. Afslut den opgave I er igang med,” sagde den tilsynsførende højt ud i klassen. Jeg kiggede op på ham, og pustede hårdt ud. Derefter tog jeg en dyb indånding, og svarede på det sidste spørgsmål. 

Jeg vendte opgavehæftet om, og udfyldte forreste side. Navn, elevnummer og dato. Harry Styles, 58924, 12. marts 2017. 

“Prøven er nu slut. Læg blyanterne fra jer, og lig opgaven ud på enden af bordet. Når jeres opgave er blevet hentet, må I gå, ikke før. Når I forlader lokalet, så vær stille. Der er nogle der har prøver i lokalet overfor os. I får jeres karakterer om en uge.” 

Jeg gjorde som han sagde, og kort efter blev min opgave hentet. Jeg tog min blyant i hånden, og skubbede forsigtigt stolen væk fra bordet. Jeg kiggede rundt i lokalet. 

Madeleine og Rachel sad begge stadig på deres stole, med deres opgaver foran dem. Jeg rejste mig fra stolen, og gik langsomt mod udgangen. Jeg åbnede forsigtigt døren, og lukkede den stille efter mig. Jeg gled langsomt ned af væggen overfor vores lokale, og satte mig for at vente på Madeleine. 

Der gik ikke mere end to minutter før hun også kom ud. Jeg rejste mig op, og gik hen for at give hende et kram. Hun kastede sig ind i mine arme, og jeg foldede armene tæt omkring hende. Jeg kyssede hende på håret. Jeg kunne mærke hendes tårer mod min trøje, og jeg kunne mærke hulkene på hendes vejrtrækning. 

“Hey, det er okay,” hviskede jeg beroligende. Jeg aede hendes ryg med min ene hånd, og hendes hår med den anden hånd. Kort efter kom Rachel ud til os, og hun kiggede bekymret på mig. Hun stillede sig ved siden af os, og lagde en hånd på Madeleines arm, for at vise at hun var der. “Skal vi komme ud herfra?” spurgte jeg hende lavt. Jeg kunne mærke hendes nik mod min brystkasse.

Hun trak sig væk fra mig, og fjernede tårerne med hendes tommelfingre. Hun grinede svagt, da hun så tårerne på min grå t-shirt. Hendes hånd blev plantet i min, og sammen med Rachel gik vi væk fra skolen. Vi satte os på en bænk udenfor campus. 

“Hvor tager I hen nu?” spurgte Madeleine. Hun lå med sit hoved op ad min skulder, og jeg havde min arm om hende. Rachel sad ved siden af Madeleine, og holdte hende i hånden. “Hjem, tror jeg,” svarede jeg. 

 

 

Musikken spillede så højt som vi kunne tillade os, uden at forstyrre nogle naboer. De fleste var på arbejde eller i skole stadig, så der ville ikke være så mange at forstyrre, men de ældre i bygningen skulle nødigt vækkes fra deres middagslur. 

Liam, Catrina og Louis var også kommet herhjem, og sammen med Rachel, Madeleine og mig spillede de. Vi havde fundet et gammel trivial pursuit spil ude i gangen, og vi spillede nu i hold. Liam og Catrina, Louis og Rachel, Madeleine og mig. 

Madeleine var utroligt god til trivial pursuit, og med hendes generelle viden førte vi stort over de andre. Helt præcist, så havde vi tre oste mere end de andre. Vi manglede kun en enkelt for at vinde spillet. 

Vi havde købt nogle øl og vi havde hentet noget mad, og sådan havde vi overlevet i tre timer i Liams og min lejlighed. Pigerne havde haft brug for et sted at være, og især Madeleine. Hun havde ikke lyst til at tage hjem og fortælle sin far og sin bror, hvordan hun gik kold til en vigtig prøve. 

Det eneste vi skulle var at overleve en uge, uden nogle foredrag eller vigtige timer, mens vi ventede på vores prøvesvar. Jeg var mere nervøs end jeg nogensinde havde været før, men mest af alt havde jeg det dårligt over at have ønsket, at Madeleine ikke ville klare det bedre end mig. Jeg havde det forfærdeligt med det. Især hvis det kunne have noget som helst at gøre med, hvorfor hun gik kold.

Som hun selv havde sagt, så var det aldrig sket for hende før. 

 

Sidste kapitel inden konkurrencen slutter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...