Pity Party ❥ H.S AU

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Igang
Harry Styles, en 22 årig lægestuderende, som falder for sin klassekammerat. Vejen til succes i New York er hård, men vejen til kærligheden er hårdere. Hvad sker der mellem de to i en hverdag hvor lektier og foredrag burde fylde mest? //
Vinder af AU konkurrencen med mulighed 2. Vinder af AU konkurrencen med visuals, coveret, som er lavet af Korslay (kan findes på YouTube).

26Likes
17Kommentarer
3146Visninger
AA

3. anden

JANUAR

 

“10, 9, 8, 7,” blev der råbt rundt omkring mig. De fortsatte med at tælle ned, og jeg talte med dem. “4, 3, 2, 1,” blev der råbt endnu højere. Nu kom det, synkront med kirkeklokkerne, og synkront med bragene i luften. “Godt nytår!” blev der skreget af mere end 25 mennesker omkring mig.

Jeg vendte mig mod Liam, og skålede med ham. Den billige champagne boblede i glassene da de råbte hinanden, og kildede ned igennem halsen på mig da jeg slugte den magiske væske. 

Nogle piger fra universitetet havde inviteret til fest, og folk fra flere forskellige afdelinger var inviteret. Jura, medicin, statskundskab, og sikkert flere. Jeg kendte ikke 75 procent af de der var her, men Liam var her, så det gik nok. 

Festen blev holdt lidt ude fra centrum, og det passede mig fint. Jeg følte ikke for, at starte det nye år ud på Times Square, som jeg gjorde sidste år. Sidste år var jeg blevet væk fra Liam midt i alt postyret, og endte hjemme i en tilfældig piges lejlighed, som var fyldt med stoffer, alkohol og andre vanedannende ting. Jeg så hende aldrig igen, og sådan skulle det gerne fortsætte. 

“Harry?” råbte Liam til mig, mens han vinkede med den ene hånd foran mig. Jeg blinkede hurtigt tre gange, og drejede så hovedet for at kigge på ham. Han grindede svagt, og det samme gjorde jeg. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, og satte det så godt jeg kunne uden et spejl. 

“Vil du med hen til Catrina og hendes veninder?” spurgte han så, med et skævt smil på læben. Jeg vidste, at han havde haft et godt øje til Catrina længe, men ikke havde haft modet til at invitere hende ud. Jeg skævede hen mod pigerne. De stod til højre for os, i en større flok. Jeg kunne tælle mig til, at der var syv piger. 

“Har du tænkt dig at tage din chance?” spurgte jeg ham flabet. Han slog mig fornærmet på skulderen, men nikkede så ydmygt med et svagt smil på læberne. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, inden vi sammen gik hen til pigerne. 

“Hey Catrina,” halvråbte Liam da vi kom hen til dem. Hun hvinede da hun så os, og kastede hurtigt armene om Liam i et kram. Liam foldede også armene om hende, og selvom jeg ikke kunne se hans ansigt, vidste jeg at han smilte. Hun krammede forsigtigt mig, da Liam gav slip på hende. 

Det var tydeligt at se og mærke, at hun var mere begejstret over Liam end mig, hvilket var fair nok. 

Jeg kiggede rundt på de resterende piger, for at se om jeg kunne genkende nogle af dem. Jeg genkendte hurtigt Rachel fra min klasse. Jeg smilte til hende, og hun smilte tilbage. Mit blak flakkede hurtigt hen over de andre piger - og jeg fangede mig selv i, at det gik for hurtigt. Da mit blik flakkede hen over hende, genkendte jeg hende nemlig ikke. Ikke før jeg tøvede, og kiggede på hende igen. Det var hende, hende pigen fra baren som havde hjulpet mig med Anastasia. 

Jeg smilte til hende, men fik ikke noget tilbage. Måske kunne hun bare ikke huske mig? Jeg ved ikke hvorfor, men tanken om at Madeleine ikke kunne huske mig, gjorde ondt indeni. Som om, at min mave trak sig en smule sammen. 

Siden den aften i baren, havde jeg håbet på at se hende igen. Nu fandt jeg ud af, at vi hele tiden havde gået på samme universitet. Jeg var nødt til at snakke med hende, nødt til at finde ud af hvad hendes hovedfag var, hvor hun boede, og alt andet relevant, som jeg fremadrettet kunne bruge til at støde ind i hende. Hun fascinerede mig, og meget mere end hvad en fremmed burde. 

 

 

Liam og Catrina havde for længst efterladt mig. Den eneste der stadig var ved mig, var Rachel fra min klasse. Vi havde drukket en del, og vi havde snakket i flere timer. Hun var utroligt sød, hvilket var forventet. Jeg havde aldrig rigtigt snakket med hende, hvilket jeg nu fortrød.

Klokken nærmede sig 6 om morgenen, og det blev sværere og sværere for mig at holde mine øjne åbne. Alkoholen flød rundt i årene på mig, og ikke at jeg kunne mærke det, men jeg kendte effekten fra undervisningen. Når man gerne vil være læge, så er det en ting man lærer.

“Rach, vi er nødt til at tage hjem,” sagde Madeleine afbrydende da hun kom hen til os. Hun snublede hele vejen herhen, og de enormt høje hæle virkede ikke længere så sikre. Jeg kiggede op på hende, og smilte. Jeg kunne ane ud af min øjenkrog, at Rachel rullede øjne. 

“Hej Harry,” mumlede Madeleine. Hun kunne altså huske mig. Jeg kom til at tænke på sidste gang jeg så hende, på en tilfældig bar i min hjemby, på et helt andet kontinent. Hvordan kunne det hænge sammen, at vi gik på samme universitet, og kendte de samme mennesker? Det virkede helt tosset.

“Hej Madeleine,” svarede jeg med et smil på læben. Jeg kørte hånden igennem håret, og smilede fjoget for mig selv. Eller, ikke helt for mig selv, for Rachel opdagede det. “Kender I hinanden?” afbrød hun mig, sammen med et irriterende puf ind i mit ribben udført af hendes skulder. 

“Jeg hjalp hans-“ startede Madeleine ud. Hun snakkede sløret, højst sandsynligt fordi hun var så fuld som un overhovedet kunne være. “Kusine,” fastgjorde jeg. 

“Jeg hjalp hans kusine ud i hans bil,” fortalte hun, så stolt som hun overhovedet kunne være. Rachel kiggede forbløffet på mig. 

“Jeg tror aldrig, jeg fik takket dig for hjælpen,” sagde jeg forsigtigt til Madeleine, mens jeg skiftevis kiggede på hende og Rachel. Rachel observerede vores samtale nøje, og hun så ud til at more sig.

Madeline grinede svagt, hvilket afslørede hendes smilehuller. Hun vendte om på hælene, og med en drink i hånden gik hun mod udgangen, uden Rachel. Rachel kiggede dømmende på mig, mens jeg, drømmende, fulgte Madeleines skridt væk fra ham.

“Du er helt væk, dreng,” sagde hun med et tydeligt grin i stemmen. Jeg kiggede såret på hende, og tog mig ironisk til brystet, lige præcis hvor hjertet var placeret under huden, kødet, blodet og knoglerne. “Hvad mener du dog?” spurgte jeg flabet. 

Rachel lagde en hånd på min skulder, tog sin taske fra gulvet og gik samme vej ud som Madeleine. Jeg kiggede også efter hende, forskellen var bare, at jeg ikke forestillede mig hendes krop uden tøj på, som jeg havde gjort med hendes veninde. Hendes veninde, som jeg var dybt fascineret af. 

Men det sjoveste var, at selv efter at have brugt en hel aften med Rachel, så vidste jeg stadig intet om Madeleine. Hun havde ikke nævnt hende én eneste gang, og Madeleine var kun kommet hen til os til sidst, da hun ville hjem. Jeg havde kun snakket med hende én eneste gang, selvom jeg burde have haft muligheden mange flere gange. 

Jeg kiggede på min telefon, som ellers have ligget i min lomme hele aftenen. Klokken var halv syv om morgenen. Om præcist to døgn skulle jeg sidde i et klasselokale igen, og lærer om muskler, og nervebaner og blodsystemer, og alt det der ellers hørte med til den medicinske verden. 

Liam havde skrevet, at han sov hos Catrina. Jeg kunne ikke lade vær med at smile på hans vegne. 

Jakken som var over stolens ryglæn, var min. Jeg smed den over skuldrene, lagde mobilen tilbage i lommen, og bevægede mig mod den eksakt samme udgang som Madeleine, Rachel og adskillige andre var gået ud af tidligere på aftenen, natten og morgenen. Det var på tide at komme tilbage til lejligheden, få sovet branderten ud, få noget mad, og få læst op på de lektier jeg skulle have lavet hele ferien. Men sådan var det vel bare med mig. Udsætter alt til sidst mulige øjeblik.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...