Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
2Kommentarer
1386Visninger
AA

10. Kapitel 9. Non Existent

 

Kapitel 9. Hayley

Non Existent

 

 

Mit hoved er et stort rod, da jeg træder ind af døren til den lille lejlighed i midtbyen. Jeg nåede lige hjem inden en stor regnbyge kastede sig over vores lille by, og det priser jeg mig lykkelig over. Selvom en smule regn nok er det mest almindelige, som jeg har set i dag. Alting har ændret sig, men det burde jeg efterhånden snart have fattet. Men sådan noget fatter man ikke bare fra det ene minut til det andet, som man gør med en god joke. Mit hoved kan ikke processere alt det her på en gang, for dette er lige netop ikke en joke. Det er virkelighed.

”Hayley, er det dig?” Toms stemme lyder inde fra stuen, og jeg mærker min hals snøre sig sammen. Et eller andet sted havde jeg håbet, at han ikke ville være her, når jeg kom hjem. Men hvad havde jeg forventet? Han bor her jo. Sammen med mig. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er helt normalt, at sådan har det altid været, men jeg kan bare ikke forstå det. Olivia synes, at vi skal prøve at opføre os normalt, men jeg kan slet ikke få mig selv til det. Min underkæbe ramte næsten gulvet, da jeg så hende kysse Kit, lige da hun forlod Tobbers. Og endnu mere overrasket blev jeg, da selv Emma, der ellers er meget berørt af det hele, også bare kyssede Harry, som om det var hverdag for hende.

Men det kan jeg ikke, lige meget hvad Olivia synes, eller hvad jeg fortæller mig selv. Mit hoved kan simpelthen ikke vende sig til at være her. Jeg føler mig malplaceret og rundt på gulvet. Jeg har endda svært ved at få vejret her, synes jeg. Måske er det på grund af min konstante tilstand af panik, det ved jeg ikke, men der er helt klart noget galt med luften i det her univers.

Tom dukker op i døråbningen ind til stuen, og hans stemme trækker mig ud af mine vidtgående tanker.

”Hey, er du okay?” Hans blik er bekymret, da det møder mit og får mit hjerte til at ræse afsted. De lysebrune øjne ser ind i mine, og jeg betragter hans rodede mørke hår og de skarpe træk. Min mund er tør, og jeg føler at ordene sætter sig fast i min hals, men jeg er nødt til at opføre mig normalt.

”Jeg… jeg har det fint,” siger jeg, og min stemme lyder, på trods af min panikslagne tilstand, blød og rolig. Med hovedet lidt på skrå betragter han mig, som om han prøver at gennemskue mit panikslagne blik, men så ser han væk igen.

 Der er en mærkelig stemning i rummet, da stilheden sænker sig over os, som et varmt tæppe, der gør det svært at trække vejret. Har vi haft et skænderi? Eller er det bare, fordi jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre af mig selv? Spørgsmålene flyver rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde hoved og hale i dem.

”Så Cherry og Ed er tilbage i byen?” Toms lettere lyse stemme fylder gangen, og før jeg ved af det, møder mit blik igen hans. De brune øjne har et glimt i dem, som jeg ikke helt kan gennemskue. Også hans spørgsmål forvirrer mig, for jeg troede aldrig, at Cherry og Ed var taget afsted på touren, selvom vi har skrevet om det. Alligevel former min mund en sætning, og jeg hører mine egen stemme sige:

”Ja, det havde vidst være en god tur.” Så dæmrer det lidt for mig. Inden Cherry og Ed tog afsted på touren, skrev Cherry en roman om, at de to, Ed og hende, var taget på en hurtig ferie til Spanien. Bare sådan spontant. Typisk AU.

Tom nikker, og jeg tror igen, at tæppet skal lægge sig over gangen, men så kommer han hen til mig og lægger armene om min talje. En mærkelig klump sætter sig i min hals, og jeg har igen svært ved at trække vejret. Det føles præcis, som da han kyssede mig i morges. Som om min krop ikke helt kan finde ud af, hvad den skal tænke om situationen. Min hals snører sig igen sammen, og jeg snapper lidt efter vejret, men Tom virker ikke til at bemærke det. Han trækker mig tæt ind i sine arme

”Jeg kom til at læse dit nye manus.” Hans stemme lyder i mit øre, og kuldegysninger danser omkring mine skuldre. Igen gransker jeg min hjerne efter, hvad han snakker om, og for hvert sekund bliver stilheden tykkere og tykkere, og jeg får sværere og sværere ved at trække vejret.

”Øhm… okay.” Min hals føles igen tør, og jeg er nødt til at presse ordene ud. Toms nærvær gør mig ør i hovedet, og jeg har svært ved at tænke klart. At stå i hans arme føles på en gang naturligt og frygtelig mærkeligt for mig, og igen tænker jeg over, hvordan de andre piger kan opføre sig så naturligt omkring det her. At både Olivia og Emma bare kunne kysse deres ”kærester” uden at se anfægtet ud af det, er så mærkeligt for mig. Emma var nok den, der virkede allermest berørt af situationen, da vi sad sammen på Tobbers, men nu føler jeg mig lidt i hendes sted.

”Det er virkelig stort, Hayley.” Tom trækker sig lidt fra vores akavede omfavnelse, og jeg føler igen, at jeg kan trække vejret en smule bedre. Mit blik er undrende, da jeg ser på ham, hvilket får ham til at uddybe en smule.

”Altså, at du fik rollen.” Et skævt smil spiller om hans læber, og så går det op for mig, hvad han snakker om. Lige inden Cherry skrev, at hende og Ed tog afsted på touren, skrev jeg om, at jeg har fået en rolle i ny serie på Netflix. Men ikke bare en rolle, nej en hovedrolle.

”Øh… Ja, det er det vel.” Jeg ser væk fra hans blik, da de brune øjne gør mig helt ude af stand til at tænke klart.

Da tæppet af stilhed atter lægger sig over os, lyder en høj ringetone igennem lejligheden, og det går hurtigt op for mig, at det er min egen mobil. Hurtigt fisker jeg den op ad lommen, og ser at pigerne ringer inde i AU. Det er ikke mindre end en time siden, at vi tog afsked med hinanden på Tobbers, så hvor de skulle ringe nu, giver ingen mening for mig. Men på den anden side, så er der ikke meget i det her univers, der giver mening.

Jeg lader fingeren glide over den glatte skærm og tager telefonen op til øret. Gruppesamtalen er allerede i fuld gang, da min telefon forbinder sig med den. Deres stemmer hysteriske.

”Hun kunne overhovedet ikke genkende mig.” Emma lyder næsten grædefærdig, og de andre snakker ind over hendes stemme.

”Er du sikker på, at det var hende?” Olivia har sin stemme under kontrol, og jeg går ud fra, at hun holder sin stil med at leve normalt.

”Jeg ville kunne genkende min egen mor, Olivia!” Det gibber lidt i mig ved lyden af Emmas nu næsten vrede stemme.

”Undskyld jeg spørger, men hvad sker der?” Min egen stemme ryster en smule nu, og Tom ser forvirret på mig, men jeg vender bare ryggen til ham, så de brune øjne ikke skal trække mig til sig.

”Emma mødte sin mor ved købmanden, men hun kunne overhovedet ikke genkende hende.” Cherry siger nu noget for første gang, og hendes ord får kuldegysningerne til at løbe om min krop.

”Din mor?” Mit spørgsmål er rette mod Emma, og jeg synes næsten, at det lyder, som om hun græder.

”Jeg gik hen og begyndte at snakke til hende, og hun så bare på mig, som om jeg var sindssyg.” Jeg er helt sikker på, at Emma græder nu. Så meget for at prøve at opføre os normalt.

”Det giver ingen mening,” siger Olivia tænksomt.

”Eller måske gør det.” Min stemme lyder stadig rystende, men jeg ignorerer både den og Toms blik, som jeg kan mærke i min ryg. Der bliver helt stille i samtalen, så jeg vælger at snakke videre.

”Vi skrev aldrig om vores forældre i AU,” stater jeg, og jeg tænker stadig, mens jeg snakker. ”Men det betyder nødvendigvis ikke, at de holdt op med at eksistere.”

”Måske har du fat i noget,” siger Olivia tænksomt. ”Bare fordi, vi ikke skriver om nogen, så betyder det ikke, at de ikke eksistere.”

”Men hvis de eksisterer, hvorfor er de så ikke vores forældre?” Emma har fået en smule mere kontrol over sin stemme, men hun lyder stadig lettere grådkvalt.

”Måske fordi vi ikke eksisterer?” Olivias stemme trækker total stilhed med sig i samtalen.

”Men det ville ikke give mening, for vi står jeg jo lige nu?” Jeg bryder stilheden med undrende stemme. ”Vi har jo altid selv eksisteret i AU, bare en smule ændrede.”

”Nej, vi eksisterer ikke, det er en anden version af os, der gør det. En alternativ version!” Igen trækker Olivias stemme fuldstændig stilhed med sig, mens ordene suger ind til os.

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers

// 16:32 Gruppesamtale startet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...