Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
2Kommentarer
1399Visninger
AA

9. Kapitel 8. Rain And Butterflies

 

Kapitel 8. Cherry

Rain And Butterflies

 

 

Jeg betragter Olivia, da hun rejser sig og på vaklende ben forsvinder ud fra caféen. Alle vores tre blikke er klistret mod hende, da hun lader sig glide ind i bilen, og vi taber alle tre underkæben, da hun læner sig over og kysser Kit, som om det er det mest naturlige hun nogensinde har gjort.

Med et suk læner jeg mig tilbage og betragter de andre piger. Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at de ser ældre ud, så hver gang mit blik falder på dem, bliver jeg minde om vores situation. Det hele virker så surrealistisk. I morges kunne jeg ikke slippe ud af lejligheden, fordi Ed ville tale med mig. Ed Sheeran var bekymret for mig, og han ville tale med mig.

”Opføre os normalt, siger hun.” Mit blik lander på Emma, hvis stemme lyder en smule forarget. ”Hvordan skal jeg nogensinde kunne se på Harry uden at blive rød i hovedet og forfjamsket?”

”Jeg ved det ikke, men hun har ret,” hører jeg mig selv sige. ”Vi har ikke rigtig andet valg end at prøve at leve normalt, indtil vi finder ud af, hvad fanden der foregår.” Emmas blik forbliver forvirret, mens jeg taler, men så falder der ro over dem.

”I har begge to ret, jeg tror bare ikke, at jeg kan.” Hun ser ned på koppen mellem sine hænder.

”Du kan prøve,” siger jeg og prøver at fange hendes blik. ”Det er det eneste, vi beder dig om.” Jeg ser på hende og ønsker, at hun må falde lidt til ro. Denne store forandring har helt sikkert været hårdest ved hende, skønt vi andre også føler os en smule rundt på gulvet. I mit indre griner jeg lidt af min egen ironi. En smule rundt på gulvet er den største underdrivelse i verden. Måske i universet.

En telefon ved bordet bipper, og jeg ser spørgende på de to andre. Emma trækker sin telefon op ad lommen og ser på den, som om hun læser en besked.

”Det er Harry,” siger hun, som svar på vores spørgende blikke. ”Han spørger, om han skal hente mig.” Hun ser på os med et spørgende blik.

”Hvad ville du gøre i AU?” Hayley siger noget for første gang i et stykke tid og ser på Emma, hvis blik lyser en smule op.

”Du har ret, Hayley,” siger hun og trækker telefonen op foran sit ansigt igen for at svare på beskeden. ”I AU ville jeg altid takke ja til det.”

Mens jeg betragter Emma, der skriver på sin besked til Harry, tænker jeg over Olivias ord. Hvad ville du gøre i AU? Måske er det lige præcis de ord, som vi skal leve efter lige nu, hvor alting er så forvirrende og nyt. Egentlig har jeg mest af alt lyst til bare at finde en måde at komme væk herfra og tilbage til virkeligheden, men det kan vi ikke. Vi ved ikke engang, hvordan vi endte her, så hvordan skal vi nogensinde finde tilbage igen?

Gad vide om virkeligheden står stille, mens vi er her? Eller lever alle bare videre? Hvad sker der så med os, hvis livet bare går videre?

”Han er her om fem minutter.” Emma lader telefonen falde, og det tager mig lidt tid at finde ud af, at hun taler om Harry. Hun ser nervøs ud ved tanken om snart at skulle stå ansigt til ansigt med ham igen, og jeg smiler beroligende til hende.

”Det skal nok gå, ikke?” Jeg rækker hånden frem og klemmer hendes blidt.

”Det håber jeg,” hun nikker og sender mig et taknemligt smil. ”Alt efter alt må jeg jo have en form for følelser for ham, siden jeg valgte ham i AU, eller her, eller hvor fanden vi nu er.” Emma falder lidt over ordene, men jeg forstår, hvad hun mener og nikker.

”Hvordan kommer du hjem, Cherry?” Hayley ser på mig, og vores blikke mødes.

”Jeg tror jeg går. Mit hoved har brug for lidt frisk luft,” siger jeg og ser ud på gaden, hvor det stadig ser ud til at holde tørvejr, på trods af de truende skyer, der lurer på himlen.

Vi hæver mødet få minutter senere, da Harrys sorte Audi trækker op ude foran. På den ene side ser Emma spændt ud, men på den anden side, ligner det, at hun er lige ved at besvime. Vi følges alle tre ud fra caféen, og Hayley og jeg betragter Emma, som hun med lange elegante skridt går over mod bilen. Hun glider ind i bilen og gør præcis det samme, som Olivia gjorde. Som er det mest naturlige i verden, læner hun sig over mod Harry, der sidder i førersædet, og kysser ham. Da hun trækker sig, er hendes blik triumferende og skræmt på samme tid, men hun sender os et diskret vink, da Harry begynder at køre ned af gaden.

Hurtigt krammer jeg Hayley farvel, før hun begynder at gå i den anden retning mod sin lejlighed, hvor hun i går boede med sine forældre og i dag bor med Tom Holland. Faktisk bor vi alle sammen de samme steder, som vi bor i virkeligheden, bare uden vores forældre. Egentlig ved jeg ikke hvorfor. Vi kunne ændre alting i universet, men valgte at blive boende i denne lille by.

Med kold modvind går jeg hjemad mod lejligheden, hvor jeg er helt sikker på, at Ed venter. Normalt ville det ikke tage mere end ti minutter for mig at komme hjem fra Tobbers, men i dag går jeg så langsomt som muligt. Olivias ord cirkulerer rundt i mit hoved. Hvordan har hun nogensinde forstillet sig, at vi skal kunne lade som om, alting er normalt? Der er ingenting ved det her, der er normalt. Vi ser ikke engang ud som normalt.

Irriteret puster jeg pandehåret ud af mine øjne. Hvorfor syntes jeg nogensinde, at det var en god ide at have pandehår i AU? Ikke fordi det er grimt til mig, men det er pisse irriterende, når det hele tiden falder ned i mine øjne. Så lader de mørkegrå skyer endelig deres regn sile ned fra himlen. På ingen tid er jeg omkring af regndråber, der gennemvæder mit hår og tøj, men alligevel går jeg så langsomt som muligt. Jeg prøver at samle mine tanker. Hvad skal jeg snakke med Ed om, når jeg kommer hjem? Vil jeg overhovedet være i stand til at føre en normal samtale med ham? Når jeg skrev mine romaner i AU, flød samtalen mellem os altid uhæmmet, men det var dengang, hvor jeg ikke stod midt i universet og skulle finde på samtalen på stedet.

Efter en tid bliver det umuligt for mig at trække den længere, da jeg står foran opgangen til lejligheden. Hele min krop er efterhånden gennemblødt af den silende regn, der bare tager mere og mere til. Det er også blæst op, og vinden river i mit hår, så det står ud til alle sider. Jeg lader hånden glide ned i min jakkelomme og famler efter mit nøglesæt. Lommen er tom, og jeg skynder mig også at famle i den anden. Også den er tom. Et langtrukkent suk forlader mine læber, da regnen endnu engang tager til, og jeg kan ikke komme ind i lejligheden. Jeg husker nu tydeligt, hvordan jeg skyndte mig så meget ud fra lejligheden, at jeg ikke fik andet end min skuldertaske og en jakke med, så selvfølgelig glemte jeg nøglerne.

Dørklokken fanger mit blik. Jeg kan ringe op til lejligheden og bede Ed om at lukke mig ind. Men det vil betyde at kommunikere mere med ham end højest nødvendigt, og jeg ved ikke, om jeg kan klare det. Alligevel rækker jeg op og ringer på, som om jeg ikke har kontrol over mine egne lemmer. Næsten som om jeg bare er en karakter i en af mine egne romaner, der bare skal følge historiens gang.

”Hey, hvem er det?” Ed stemme lyder ud gennem den knitrende dørklokke.

”Øhm… det er mig, Cherry.” Min stemme er tøvende, og jeg falder lidt over ordene. Der lyder et lille klik, da døren låser op, og før Ed kan nå at sige mere til mig, skubber jeg den op og går ind i den tørre og varme opgang. Jeg ryster det værste vand af mig, før jeg går op til den øverste sal, hvor lejligheden ligger til venstre.

Inden jeg går ind, tager jeg en dyb indånding og forbereder mig mentalt på, hvad der venter på den anden side. Jeg skal virkelig finde min bedste skuespillerinde frem, og jeg har aldrig været god til at spille skuespil. Alligevel åbner jeg døren og træder ind i lejligheden. Mine højhælede sko, som jeg aldrig troede, at jeg ville være i stand til at gå i, stiller jeg på måtten, så jeg ikke slæber mere vand ind end højest nødvendigt. Selv mine sokker er gennemblødte, så dem tager jeg også af på måtten. Ed kommer ud i den lille gang, og han ser på mig med et smil.

”Du ligner en druknet mus.” Hans stemme er leende, og jeg kan mærke, at han betragter mig.

”Hvor er du sød,” hører jeg mig selv sige, og Eds latter fylder mine ører. Igen føler jeg mig bare som en karakter i min egen roman, og jeg kan ikke lide den følelse. Jeg vil gerne have kontrol over mine egne beslutning og over, hvad jeg lukker ud af min mund.

”Du ved jeg elsker dig,” siger Ed leende, da jeg hænger den gennemblødte jakke op på radiatoren. Jeg mærker hans hænder lægge sig om min talje, og det får en mærkelig følelse til at samle sig i min mave. Jeg ved ikke om jeg nyder hans blide berøring, eller om jeg finder det uendelig mærkeligt. Men jeg bliver bare stående et øjeblik, før det går op for mig, at jeg nok skal svare ham, og for en gangs skyld har min krop ikke taget over.

”Jeg elsker også dig.” Selvom det er ord, som jeg aldrig har sagt til nogen på den her måde før, lyder min stemme helt rolig og troværdig, som om jeg har sagt det en million gange før. Hans læber strejfer hurtigt og blidt min kind, og kuldegysninger kryber om mine arme og skuldre. Jeg rykker mig hurtigt ud af hans greb, og jeg ved egentlig ikke helt hvorfor. På den ene side føltes det naturligt at stå i Eds arme, men på den anden og mere realistiske side, så er det så mærkeligt, som det kan være. Ed Sheeran burde ikke engang kende mit navn, og så står jeg i hans arme, mit hoved kan ikke holde til det.

”Er du okay, Cherry?” Eds stemme er blid og spørgende, og jeg vender mig for at se på ham. Vi skal leve så normalt, som vi kan. Olivia ord giver genlyd i mit hoved efterfulgt af Hayleys stemme. Hvad ville du gøre i AU? I AU ville jeg ikke føle mig mærkeligt tilpas i Eds selskab, så den følelse prøver jeg at skubbe til side, så meget jeg nu kan.

”Jeg har det fint.” Mit blik møder hans, og min stemme lyder selvsikker. ”Jeg skal bare ud af det her gennemblødte tøj.” Jeg gør en gestus mod mit tøj, der klæber til mig på grund af vandet, der er suget ind i det det efter min lange gåtur i regnvejret.

”Det er også fair nok, men jeg skal afsted lige om lidt.” Ed smiler og betragter mig med kærlige øjne. Mit blik bliver spørgende.

”Hvor skal du hen?” spørger jeg og ser på ham. Han griner lidt.

”Til møde i København omkring turnéen, det fortalte jeg dig i går. Du er så glemsom nogle gange.” Han griner, og jeg mærker også mine læber forme et smil, selvom jeg ikke kan se det sjove i noget af det. I går lå jeg og skrev om de her øjeblikke med de andre piger på Emmas stuegulv. I går levede jeg i mit normale univers, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, hvad Ed, i dette univers, fortalte mig i går. Mine læber former alligevel ordene.

”Når ja, selvfølgelig.” Og et spil bryder frem på mine læber. Så læner jeg mig, uden overhovedet at tænke over det, ind og kysser ham. Hans varme læber mod mine føles intet andet end naturligt, og tusindvis af sommerfugle eksploderer i min mave, præcis som jeg altid beskriver det i mine romaner. Da jeg trækker mig fra kysset er det med et smil på læberne, og Ed gengælder det med et blik, jeg ikke helt kan tyde.

”Hvad var det for?” Spørger han med et glimt i øjet, og jeg smiler, selvom jeg inderst inde ikke aner hvorfor.

”Et farvelkys,” smiler jeg blændende.

Nogle minutter senere står jeg ude på badeværelset i fuld gang med at tørre mit hår, da jeg hører døren smække og ved, at jeg nu er alene i lejligheden. Hårtørreren larmer, men det er ikke nok til at overdøve den hyletone, der hele dagen har plaget mine ører. Som om jeg har hørt alt for høj musik alt for længe. Generelt føles min krop, som om jeg har danset for længe til den alt for høje musik. Jeg føler mig brugt og ekstatisk på samme tid, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det har noget med universet at gøre. Det har noget at gøre med, at jeg ikke hører til her. Min krop ved det, jeg ved det, og Universet må også vide det.

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers

// 15:33 Ingen nye beskeder.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...