Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
2Kommentarer
1379Visninger
AA

4. Kapitel 3: Photobomb

 

Kapitel 3. Cherry

Photobomb

 

 

Vi hjælper alle sammen med at dække op til morgenmad, præcis som vi plejer de lørdag morgener, hvor vi har sovet hjemme ved Emma. Hendes hus er nærmest blevet vores mødested, fordi hendes forældre så tit er ude og rejse. Desuden er deres hus gigantisk, og her er fint plads til at have fire teenagepiger boende, skønt det kun er Emma og hendes forældre, der bor her.

Jeg sætter de sædvanlige tallerkner på bordet, og efter mig følger Olivia, der lægger knive og gafler på. Når vi dækker op, laver mad og spiser, er der ingen telefoner, men det betyder ikke, at samtalen ikke handler om AU. Vi snakker faktisk nærmest om det som besatte.

Skønt hele ideen med messenger-gruppen kom fra mig, har jeg gennem tiden haft min tvivl omkring det hele. Selvom jeg mere noget andet elsker at skrive mine romaner derinde, så har jeg tit haft tanken om, at jeg burde logge af og rent faktisk leve mit liv. I stedet for at leve i vores fiktionsverden. Men hver gang jeg prøver, kan jeg ikke holde mig væk fra gruppen i mere end et par timer, for så bliver dramaet for lokkende. Det er også dejligt nok en gang i mellem bare at forsvinde ind i et andet univers, hvor man ikke behøver at være sig selv. I AU behøver jeg ikke at være Cherry, pigen der får 12 i dansk og 02 i matematik. Der kan jeg bare være Cherry, som er utrolig god og erfaren journalist, der tilfældigvis skulle lave et interview med Ed Sheeran og endte med at forelske sig. Perfekt kæreste og perfekt job, perfekt univers.

Emma fumler lidt med det store Sonos-anlæg, som står i spisestuen, og så kommer musikken bragende ud af højtalerne. Ed Sheeran, selvfølgelig. Vi fortsætter med opdækningen, mens vi alle skråler med på Galway Girl og derefter Shape Of You. Eller tre af os skråler. Emma formår på en eller anden måde at ramme alle tonerne, selvom hun ikke engang prøver særlig hårdt. Derfor valgte hun nok også, at hun i AU ikke ville være den talentfulde musiker med sceneskræk. I stedet er hun en hårdtarbejdende musiker, hvis sange altid stryger til tops på hitlister, og hendes sceneskræk er for længst overvundet. I virkeligheden har hun svært ved bare at synge for os. Hun gør det kun, hvis vi alle sammen synger med, eller hvis vi hører så høj musik, at hendes stemme næsten forsvinder. Jeg forstår hende ikke. Hvis jeg havde en stemme som hende, ville jeg gå rundt og synge hele tiden, bare fordi jeg kunne. Men det har jeg selvfølgelig ikke.

Til tonerne fra Castle On The Hill vender Hayley pandekagerne på panden, og duften spreder sig hurtigt i huset. Det er næsten altid Hayley, der laver mad til os, for hun er den eneste, der kan finde ud af det. Mine madlavningsevner rækker lige til at smide en frysepizza i ovnen og sætte timeren til 35 minutter. Det kan jeg lige klare, i modsætning til Emma og Olivia, der har formået både at brænde frysepizzaer og pandekager. Faktisk satte Olivia helt bogstaveligt talt ild til både pande, kogeplade og pandekager. Det var dog kun en enkelt flamme, og den var højest en halv meter høj, men siden den lille katastrofe har vi aldrig ladet hende tæt på komfuret igen. Sådan har vi altid haft vores små interne ting, som bare altid skal være sådan. Som at det altid er mig, der sætter tallerkner på bordet, det er altid Olivia, der lægger bestik på, og det er altid Emma, der slutter det hele af med glas og servietter, mens Hayley laver maden.

Da det hele er gået præcis efter vores sædvanlige rutine, sætter vi os alle sammen ned på vores sædvanlige pladser rundt om det store bord. Jeg har aldrig forstået, hvad en familie, der består af tre personer, skal bruge sådan et stort bord til, men jeg har aldrig spurgt ind til det. Vi har skruet en smule ned for musikken, men den kører stadig i baggrunden på den playliste, som vi sammen har udformet på Spotify. Vi har alle sammen meget forskellig musiksmag, mens det gør ikke noget, for så sætter vi den bare på shuffle, så tilfældigheden bestemmer, hvad vi ender med at lytte til. Lige nu er det Imagine Dragons, der har overtage playlisten, og jeg fanger Emma i at sidde og nynne med. Både hende og Olivia elsker sådan noget musik, og det har jeg aldrig forstået. Min egen musiksmag er meget basic. Alt det der ligger på Billboards top 100 er fint til mig. I AU er det, der ligger øverst på top 100 for det meste Emmas sange. Det er ikke hende, der har sagt, at de skal det, det er os andre. Faktisk ville Emma i starten slet ikke gå med til, at hun skulle være verdensstjerne inde i universet, men efter en lang prædiken fra min side om, at det jo ikke er seriøst, og hun bare kan ændre det igen, gik hun med til det.

”Cherry, rækker du mig ikke lige siruppen?” Emmas stemme trækker mig ud af mine tanker, og jeg sender hende et smil efterfulgt af den lyse sirup.

Olivia, der sidder på min højre side, rækker mig fadet med pandekager, og jeg tager grådigt for mig. Hayleys pandekager er uden tvivl de bedste i verden, og jeg er utroligt sulten.

”Nu hvor vi i universet tager på Tobbers, skulle vi så ikke lægge et smut forbi senere?” spørger Hayley, da vi alle sammen sidder og tygger på vores pandekager.

Tobbers er en lille kaffebar nede i midtbyen, som vi elsker. Lige siden den åbnede, for to år siden, har vi været stamkunder dernede. Vi er der så tit, at vi efterhånden bare kan bede om det vi altid får, og så ved hende bag kassen, hvad vi mener. Det er atmosfæren dernede, vi er så vilde med. Det ligner lidt en gammel genbrugsbutik, for der er næsten ikke et møbel der er ens. Det er hele er faktisk også købt brugt.

”Jo, lad os det,” siger Olivia og tager en hurtig slurk af sit vand. Jeg betragter hendes bevægelse. Hendes håndled er fyldt med forskellige armbånd fra festivaler, fotokurser, udstilling osv. Hun nægter at tage dem af, før de falder af.

”De har sikkert også fået deres Pumpkin Spice Latte igen, nu hvor det er blevet efterår.” Min stemme er drømmende, og de andre griner.

”Du elsker den kaffe alt for meget,” griner Emma, og jeg nikker.

”Der findes intet bedre på en kold efterårsdag.” Jeg får min stemme til at lyde lidt, som dem i reklamerne, og vi griner alle sammen.

Jeg er den eneste af os alle tre, der rent faktisk drikker kaffe, de andre syntes stadig, at det er for bitters, men ikke jeg. Jeg elsker at mærke bitterheden fylde min mund og den varme drik varme mig hele vejen gennem mit system. Sort kaffe er jeg dog heller ikke den største fan af, men latte og cappuccino, ja tak! Det er endnu en grund til at elske Tobbers, for der har de både kaffe, the, lemonade, Frappuccino osv. De har det hele. Og deres cheesecakes er til at dø over. Hver dag har de en forskellig slags, og de smager lige godt hver gang, den bedste er helt klar Oreocheesecaken.

”Jamen, så er det, det vi gør,” konstaterer Olivia, og så skåler vi i vand og pandekager på det.

Vi bruger resten af formiddagen på at vakse op, rydde af bordet og derefter skrive i AU. Olivia sender en roman, som hun må have arbejdet på, mens vi andre stadig sov. Hun er blevet endnu bedre til at skrive, lægger jeg mærke til, og jeg er ret sikker på, at hun også øver sig meget mere end vi andre gør. Når Olivia har sat sig for at blive god til noget, så er der ikke noget, der skal stoppe hende. Sådan var det også med hendes fotografering. Vi andre troede bare, at det at tage billeder bare var at pege og skyde, men hun har lært os, at det er meget mere avanceret end det.

Senere hen på eftermiddagen er vi alle kommet i tøjet og er klar til at gå. Vi kunne tage bussen ind til byen, da Emmas hus ligger et godt stykke derfra, men vi vælger at gå for at nyde lidt frisk luft. Og så fordi, at Olivia vil tage billeder af det tiltagende efterår. Hun går aldrig nogen steder uden sit dyrebare kamera, som hun sparede sammen til så længe.

Vi er alle godt pakket ind i halstørklæder og huer, da det ikke længere er den varme del af efteråret. Vores ånde danser i form af fin damp foran vores allerede vindbidte ansigter. Faktisk er det hundekoldt, men vi nyder at gå og se på Olivia, der vælter rundt og tager billeder. For at lave sjov med hende kaster jeg mig ind foran et af billederne, og min stemme gjalder ud over den tomme skovsti.

”Photobomb!” Vi flækker alle sammen af grin, selv Olivia, der plejer at blive vildt irriteret, når vi ødelægger hendes billeder. Endnu mere griner vi, da vi ser billedet, som hun fik taget. Mit ansigt er rødt på grund af kulden, og mit hår står ud til alle sidder, da billedet er tage, mens jeg stadig hopper. Sådanne billeder må Olivia efterhånden have mange eksemplarer af.

Efter en times gang gennem skoven, hvor vi har måtte vente på Olivia utallige gange, ankommer vi endelig til Tobbers. Der er næsten ingen mennesker, sådan en sen lørdag eftermiddag, faktisk er der aldrig særlig mange mennesker på Tobbers, måske er det derfor, at vi sådan elsker at komme her.

Jeg skubber døren op, og den varme duft af kaffe og popcorn slår min næse i møde. Den varme luft kærtegner mine kinder og byder mig velkommen i det efterhånden velkendte lokale. Jeg trækker huen af mit hoved og sætter hurtigt mine uglede krøller op i en knold, så de ikke irriterer mig mere end højest nødvendig.

”Nå, så er I tilbage igen.” Torben, ejeren af Tobbers, står bag ved kassen og byder os velkommen med sit sædvanlige varme smil.

”Ja, det er vi da, og du ved, hvad jeg vil spørger om.” Jeg sender ham et sigende smil, som han gengælder.

”Ja, Cherry vi har netop fået Pumpkin Spice Latte tilbage,” siger Torben, og jeg løfter mine arme over hovedet og udstøder et lille sejrsråb

”Ja! En af dem tak, og hvilken cheesecake har I så i dag?” Jeg ser på kølemontren, hvor de opbevarer kagerne.

”Tilfældigvis jeres yndlings,” svarer Torben, og nu jubler vi alle sammen.

Efter at have bestilt og hængt vores jakker op, sætter vi os rundt om vores bord. Alle sammen har vi telefoner i hånden, og vi skriver selvfølgelig i AU.

Mrs. Sheeran: Er så jaloux på jer! Jeg savner Tobbers!

De andre piger griner lidt af beskeden.

”Hvor er det synd for dig, Cherry!” siger Emma, mens jeg tager en slurk af min kaffe. Smagen af græskar og kanel fylder min mund, og drikken varmer mig hele vejen igennem.

”Jeg ved det!” brokker jeg mig, og vi griner alle sammen igen.

Det er altid så mærkeligt, at vi griner af sådan nogle ting, for så sjovt er det bare ikke, vel? Men det er det bare for os! Så sjovt er det bare! Det hele er bare sjov og ballade i det univers. For nu.

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers

// 16:06 Mrs. Sheeran: Jeg er så jaloux på jer! Jeg savner Tobbers!

//16:07 Mrs. Styles: Og vi savner dig! <3

// 16:07 Mrs: Harrington: I det mindste får du set hele USA!

// 16:07 Mrs: Sheeran: Det eneste jeg får set af USA er koncertstederne, hvor Ed optræder!

// 16:08 Mrs. Holland: Men det er da bedre end ingenting!

// 16:08 Mrs. Sheeran: Ja, I guess so!

// 16:09 Mrs. Styles: Bare nyd touren så længe den varer, for pludselig er den slut, tro mig!

// 16:10 Mrs. Sheeran: Det skal jeg nok prøve så ;) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...