Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
2Kommentarer
1393Visninger
AA

13. Kapitel 12. Last Chance

 

Kapitel 12. Cherry

Last Chance

 

”Så vent, I siger, at Anette ved, hvorfor vi er her?” Min stemme er skeptisk, da jeg ser på Emma og Olivia, der ivrigt nikker.

”Vi er ikke sikre, men giver det ikke mening?” Emma lyder ivrig efter at få ret, så vi kan få snakket med Anette. Deres teori giver skam også mening, det er ikke det, der bekymrer mig. Bare fordi den giver mening, behøver det ikke betyde, at det er sandt. Anette kan sagtens bare være endnu en brik i det her umådeligt komplicerede puslespil, som vi er blevet kastet ud at løse.

”Men ved vi overhovedet, om Anette eksisterer i dette univers?” Hayley ser på os, mens hun trækker sin jakke tættere om sig. Vi står i skoven tæt ved Emmas hus. Hvorfor hun ikke bare har inviteret os indenfor, forstår jeg ikke, men der er også så meget, som jeg ikke forstår.

”Nej, det ved vi ikke, men der er kun én måde at finde ud af det på.” Olivia ser afventende på os, som om hun venter på vores tilladelse til at valse ind på skolen for at tale med Anette.

”Fint, hvad fanden har vi at miste?” Jeg slår opgivende ud med armene, og Emma og Olivia ser triumferende ud.

Der går ikke længe, før vi næsten løber gennem skoven for at komme frem til skolen. Selvom jeg har min skepsis om deres teori omkring Anette, er jeg mindst lige så ivrig som dem efter at komme væk herfra. Så hvis Anette er brikken, vi mangler, i vores store puslespil, så kan det kun gå for langsomt med at finde hende. Skolen ligger ikke langt fra gågaden og Tobbers, så da vi endelig når enden af skovstien, forpustede og lettere svedige, har vi ikke langt igen. Det er mandag, så skolen er helt sikkert åben. Spørgsmålet er, hvordan vi finder Anette, hvis hun overhovedet eksisterer.

”Vi spørger på kontoret, hvor hun er, og så må vi vente på, at hun har fri,” siger Emma, mens vi hurtigt går gennem gaderne mod skolen.

”Nej, hvis hun har time, må den vente. Det her er vigtigere.” Olivia ser på os, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Hvis Anette virkelig har alle svarene, så kan hendes dansktimer godt vente, indtil hun har givet os dem.

Endelig når vi skolen, og det ser ud til, at det lige har ringet ud, for skolegården er fyldt med børn. Måske er vi så heldige, at vi kan fange hende i et frikvarter? Uden at tøve går vi ind af den normale indgang til bygningen for de ældre elever, hvor lærerværelset også ligger. De store elever behøver ikke gå ud i frikvartererne, så gangene myldre med syvende, ottende og niende klasser, der alle sammen bare står og snakker tjekker Facebook eller laver nogle af de lektier, som de ikke lige magtede at lave derhjemme. Mange blikke følger os, da vi baner os vej gennem mængden, og vi har helt glemt at tænke over, at to af os faktisk er verdensberømte stjerner. Det er for sent nu, Emma og Hayley må bare finde sig i de stirrende blikke og de hviskende stemmer, det er ikke vores største problem lige nu.

Sjovt nok er gangen ved lærerværelset næsten tom. Kun nogle få lærer kommer og går ind og ud af lærerværelset, og vi kan faktisk genkende de fleste af dem. Det får et lille håb til at spire i min mave. Der er Svend, vores matematiklærer og Kirsten vores engelsklærer. Selvom det er folk, som vi aldrig har nævnt, når vi skrev i AU, så er de her, i levende live.

Vi banker hurtigt på døren til lærerværelset. Ingen af os tør nærmest at trække vejret, mens vi venter på at døren bliver åbnet. Med en knirkende lyd glider døren op, og der står hun. Anette. Vi ånder alle sammen lettet op et kort øjeblik. Anette ser ud til at være meget forvirret, men så fortrækker hendes ansigt sig i et lille smil.

”Det var på tide I dukkede op,” siger hun med hendes sædvanlige meget langsomme og pædagogiske stemme. Jeg tror lidt, at vi alle fire ligner nogle spørgsmålstegn, så Anette uddyber en smule.

”Hvem af jer regnede den ud?” Hun ser på os med et lærerblik, der betyder, at hun kan se lige igennem os.

”Øhm… det gjorde vi.” Emma gør en forsigtig og tøvende gestus mod sig selv og Olivia, og Anette nikker anerkendende.

”Vi kan snakke i jeres gamle klasselokale. De er på tur til planetariet i dag.” Hurtigt går hun forbi os og leder vejen, som om vi ikke selv kan huske den. Som om vi ikke selv har gået på disse gange i ni eller ti år af vores liv. Men der er ikke nogen af os, der gør indsigelser. Vi fortsætter bare, indtil vi når til det velkendte klasselokale.

Da vi alle fem er kommet ind, lukker Anette døren efter os, og vender sig mod os med et afventende blik, som ingen af os helt forstår.

”Det gik okay hurtigt denne gang,” siger hun, og igen aner jeg ikke, hvad hun snakker om.

”Hvad mener du?” Emma ser på hende med et undrende blik, og Anette smiler lidt.

”Ja, der var en af gangene, hvor du,” hun gør en gestus mod mig, ”allerede kom rendende den samme morgen, som I vågnede her.”

”Du er simpelthen nødt til at holde op med at snakke i gåder.” Min stemme er hård og kontant, og Anette ser på mig med et skarpt blik.

”I lærer lige lidt hver gang, gør I ikke?” Hun ser opgivende på os, og jeg er ved at få nok af hendes gådesnak.

”Hør fortæl os nu bare, hvad du ved!” Til vores alles store overraskelse, er det Hayley, der snapper af Anette. Hayley der altid plejer at holde sig i baggrunden, når det gælder skænderier eller andre former for konfrontationer.

”Meget vel.” Anette ser på os.

”I har været her før. Mange gange. Og hver gang opsøger I mig for hjælp. Nogle gange går der uger, før I regner det ud, andre gange kun få timer, men I kommer altid til mig. Fordi, som I allerede har fundet ud af, så er jeg den eneste anden, der kender til jeres lille gruppe.” Hendes ord giver mening nu, men alligevel føles det stadig, som om hun snakker i gåder. Ude af stand til at sige noget, lader vi bare Anette fortsætte.

”Hver gang fortæller jeg jer den samme ting. I er her for at lærer noget for at løse en opgave eller gøre noget bestemt, og hver gang gør I noget, der får jeg midlertidigt tilbage til jeres egen virkelighed. Men hver gang vender I tilbage hertil igen og skal starte forfra.”

”Men hvorfor kan vi ikke huske, at vi har været her før?” Emma ser på Anette, som om hun er et magisk væsen, der lige har kastet en trylleformular over os alle.

”Fordi I ikke lærer det, som I skal. Fordi I aldrig gør det, som er meningen!” Anette er ved at blive utålmodig. Hvorfor, ved jeg ikke.

”Hver gang I kun gør noget, der får jeg midlertidigt tilbage i virkeligheden, bliver tiden, virkelighedens tid, bare spolet tilbage til det tidspunkt, hvor I forsvandt, og I glemmer, at I nogensinde var her og forsætter jeres idiotiske lille skrivegruppe, hvor I lever andres liv i stedet for jeres egne. ”Jeg har aldrig nogensinde hørt Annete kalde nogen for en idiot før, og generelt opfører hun sig ikke, som den søde og pædagogiske lærer, som vi kender. Men efter at have dealet med os nok gange, må hun efterhånden også være træt af at forklare det hele igen og igen.

”Så vi har altså drømt drømmen hver gang?” spørger jeg og ser på Anette.

”Drømmen?” Anettes blik bliver for første gang undrende, og jeg nikker.

”Vi drømte alle sammen, at vi faldt. Det var mørkt, meget mørkt, og vi kunne hver se op eller ned, frem eller tilbage. Alting var bare sort. Og så var der et stort lysglimt og et højt brag, og så gik verden nærmest i opløsning.” Jeg gyser en smule ved tanken om mørket, og hyletonen for mit ører bliver atter forstærket en smule.

”Det har I aldrig før fortalt mig om,” siger Anette, der nu ser endnu mere forvirret ud.

”Så det er anderledes denne gang?” spørger Olivia.

”Ja, men hvad er anderledes? Hvad har I gjort anderledes?” Anette ser på os, og jeg gransker min hjerne. Det er svært at vide, hvad vi har gjort anderledes denne gang, når jeg ikke kan huske, at der nogensinde har vært andre gange.

”Har vi nogensinde før fortalt dig, at vi faldt i søvn sammen, men vågnede hver for sig?” Hayleys ord får det til at gibbe lidt i Anette.

”Ja, en enkelt gang,” siger hun og ryster en smule på hovedet, så hendes kørte krøller danser en smule. ”Den allerførste gang I var her.”

Der bliver helt stille i blandt os, så stille, at man nærmest kan hører tandhjulene i vores hoveder kører rundt, mens vi bare tænker.

”Det kan betyde, at det er den sidste gang, vi er her?” Olivia ser på os alle sammen, og vi nikker, også Anette.

”Det kan det meget vel, mens så må I også tage ved lærer denne gang!” Hun ser bedende på os, som om hun ikke kan klare endnu engang at skulle starte forfra med os.

”Hver gang I tager tilbage, regner jeg med, at det endelig er ovre, men hver gang vender jeres alternative versioner tilbage igen, og det betyder, at I skriver i jeres pokkers univers igen.”

”Så må det vi skal lære vel bare være, at vi skal slette AU?” Emma lyder overrasket over, at det kan være så simpelt, men Anette ryster på hovedet.

”Det siger du hver gang, og I sletter også gruppen hver gang, men alligevel glemmer I, at I har været her og fortsætter med at skrive derinde.”

”Så hvad er det, vi skal gøre?” spørger jeg.

”Det er for jer at finde ud af, jeg ved det ikke. Hver gang har I gjort noget forskelligt, fordi det aldrig har virket at gøre det samme to gange. Men I skal skynde jer. I hører ikke til her, og det ved universet og jeres kroppe godt. Der var en gang, hvor I næsten ikke nåede ud, før det var for sent.” Anette ser på os med alvor i blikket.

”Hvad skete der da med os?” Olivia synker en klump.

”I blev mere og mere til jeres alternative versioner. I opførte jeg som dukker mere og mere, der var næsten ikke noget tilbage af jeres normale jeg. Hvis I var blevet meget længere, tror jeg aldrig, at I var kommet ud herfra. Jeg troede virkelig på, at det var den allersidste gang, jeg skulle se jer her, men nej.”

”Hvornår var det her, hvilken gang var det?” spørger jeg, fordi jeg har en bange anelse siddende i baghovedet. Anette rømmer sig lidt.

”Det var sidste gang, jeg så jer.”

Igen bliver der helt stille, som om ordene lige skal synke ind. Så sidste gang vi var her, nåede vi næsten ikke ud igen? Hvorfor lærte vi det ikke der, hvad end det er, vi skal lære? Hvorfor indså vi ikke, hvor farligt det var at lege med virkeligheden på den måde?

”Tror du…” Emma tøver lidt med sit spørgsmål, der er rette mod Anette. ”Tror du så, at det måske er allersidste gang, du ser os?”

”Det er meget muligt,” siger Anette, og jeg gyser. ”Hvis I ikke finder ud, hvad I skal lære denne gang, så er det for sent. Så kan I aldrig vende tilbage. Det var tæt på sidste gang, alt for tæt. Denne gang tror jeg ikke på, at I slipper så let.” 

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers.

//07:18 Gruppesamtale afsluttet.

_____________________________________

Dette er det sidste kapitel, som jeg når at lægge op, inden konkurrencen kommer til en ende. Det har været en sand fornøjelse at skrive på denne bog, og hvem ved, måske skriver jeg videre en dag, hvor jeg får inspirationen tilbage. Men indtil videre, så er det her det.

-Emilie $

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...