Fuck - Alexandras historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2018
  • Status: Igang
Et nyt skoleår bringer nye udfordringer. Det erfarer Alexandra hurtigt, da hun møder den betagende Jackie, og ikke længere kan finde hoved og hale på tilværelsen. Efter et par romantiske tilnærmelser og en håndfuld drinks opløses grænserne mellem venskab og flirt. Pludselig befinder hun sig i midten af et farligt spil med hjertet som indsats. Et spil fyldt med tabere og uden nogen vinder.

7Likes
8Kommentarer
669Visninger
AA

4. Kapitel 2

Jeg var knap nok mødt på arbejde, før jeg stødte ind i problemer. Normalt var der stille og roligt i den blomsterforretning, hvor jeg arbejdede efter skole, men i dag var en sjælden undtagelse. Foran mig stod en mand og viftede med en potteplante. Jeg genkendte ikke manden, men jeg genkendte den stakkels plante, som han stod og viftede for næsen af mig.

”Den er vissen,” anklagede han endnu engang, og jeg måtte trække vejret dybt for ikke at skælde ham ud. Jeg sendte ham mit største kundeservicesmil, i håb om at det ville skjule min lyst til at slå ud efter ham, eller smadre en potte med jord i hovedet på ham, så han fik muldet på sit grimme jakkesæt.

”Den skal se sådan ud,” prøvede jeg tålmodigt at overbevise ham, men det var som om samtalen kørte i ring. Jo mere overbærende for hans utilfredshed jeg forgav at være, jo mere påståelig og stædig blev han. Fornemmelsen af at han altid fik tingene som han ville have dem, gik mig mere på end det burde. Han var sikkert rig som bare fanden. De umulige kunder var altid rige røvhuller, der troede de havde styr på det hele.

”Skal den nu også det?” Mistroen lagde han ikke den mindste smule skjul på, og jeg overvejede endnu engang at kaste noget efter ham. Selvom jeg havde arbejdet i blomsterforretningen længe, så vidste jeg ikke ret meget om botanik. Men jeg vidste hvordan planterne så ud når vi solgte dem, og jeg vidste at min chef aldrig ville lade dårlige vare stå fremme.

”Jeg forsikrer dig,” prøvede jeg. Denne gang med så meget overbevisning, som jeg overhovedet kunne mønstre. Det falske smil begyndte at give mig ondt i kinderne.

”Den er jo helt brun,” mukkede han utilfreds, og jeg begyndte at overveje om han var farveblind eller blot ignorant. Bladende var dybrøde. Nærmest lilla. Den trivedes i bedste velgående og enhver der påstod andet, forstod sig ikke på det lille vidunder, som groede i potten.

”Det er bare sådan dens blade ser ud,” forklarede jeg ham. Hvis jeg kendte navnet på blomsten, så ville jeg have googlet den og klasket resultaterne op i ansigtet på ham. Hvis der stod en i butikken ville jeg vise ham den til sammenligning, men jeg havde solgt den sidste bare en time tidligere.

”Må jeg tale med din chef?” Min chef ville give mig ret, og jeg var ikke den mindste smule i tvivl. Desværre var jeg alene i butikken, så det var mig versus røvhullet, og det lod ikke til at jeg ville vinde denne kamp.

”Hun er ikke på arbejde i dag, så du må nøjes med mig.” Jeg smilede igen. Denne gang mere anstrengt. Min tålmodighed var efterhånden brugt. Måske egnede jeg mig i virkeligheden ikke til at stå i butik. Måske egnede jeg mig bedre til at arbejde langt væk fra sure kunder og røvhuller i jakkesæt. Måske skulle jeg bare åbne et bibliotek, der var så stort at ingen kunne finde mig.

”Jeg vil gerne have mine penge tilbage,” krævede han selvsikkert. En del af mig var misundelig. Han var så sikker på sig selv. Selvsikker på den måde, hvor ingen var i tvivl om, at han havde magten til at gøre dit liv til et helvede. Normalt ville jeg give efter. Hvis det havde været mine egne penge det drejede sig om, så ville jeg have givet ham dem på stedet. Men butikken var ikke min, og det var pengene heller ikke.

”Sådan noget gør vi ikke…” Jeg begyndte at vakle og blive usikker på situationen. Det var som om han kunne mærke det.

”Det kan i så blive nødt til,” befalede han, og jeg var lige ved at bøje nakken og give efter. Jeg trak vejret dybt, og huskede mig selv på, at jeg havde ret og han tog fejl. Gentog det som et mantra inde i hovedet.

”Jeg kan give dig et nedslag i prisen,” sagde jeg til sidst, da det var den eneste løsning der resulterede i at han ville lade mig være og jeg ville beholde mit job. Tasterne på kasseapparatet blev offeret for den irritation, der ulmede i min brystkasse. Klumpen i halsen begyndte først at fortage sig, da kunden surmulende vendte sig om for at gå. Mentalt svinede jeg ham til, men udadtil opretholdte jeg med nød og næppe facaden, som glad servicemedarbejder og kasseassistent.

En del af mig havde lyst til at græde af frustration, men det ville næppe gøre situationen lettere. Mit blik søgte loftet, og jeg måtte trække vejret dybt et par gange, for at få mig selv under kontrol. Det var først da jeg var faldet til ro, at det gik op for mig, at butikken ikke var tom, og formentlig ikke havde været det på noget tidspunkt.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte jeg pigen, der stod med ryggen til. Ved lyden af min stemme vendte hun sig om, og synet af hendes ansigt var nok til at slå luften ud af maven på mig.

Hun var umuligt meget ældre end mig, men hun et par centimeter lavere. Det mørkebrune hår svævede behændigt over hendes skuldre og krøllede let om hendes ansigt. Hendes kæbe var markeret, men et par venlige brune øjne blødte hendes træk op. En halskæde lagde sig tæt omkring hendes hud, og jeg blev et øjeblik bekymret for om hun kunne få luft. Men hendes ansigt var svagt lyserødt, som om hun havde haft travlt, med at komme herhen. En pludselig lyst til at strejfe hendes kind meldte sig. Hun var smuk og utilnærmelig. Den slags pige, som alle ville have, men som ingen kunne få. Den slags pige, som alle ville være, men som ingen kunne leve op til.  

”Jeg kigger bare, tror jeg.” Hendes stemme var klokkeklar og blød. Lyden kærtegnede min krop og da hendes blik låste sig fast i mit, glemte jeg for en stund at trække vejret.

”Ellers må du sige til,” åndede jeg hurtigt ud, og tvang mig selv til at fjerne blikket fra hendes ansigt, blot for at lade det hvile på hendes krop. Selvom hun næsten druknede i en lysegrå sweater, så var der ingen tvivl om, at hun var mindst lige så køn under tøjet. Ved tanken om hendes bryster, begyndte mine kinder at brænde.

”Hvorfor lod du ham tale sådan til dig?” Spørgsmålet flåede mig ud af mine tanker og tilbage i virkeligheden. Et eller andet ved hende gjorde mig nervøs. Jeg ville imponere hende. Jeg ville have hende til at synes lige så godt om mig, som jeg synes om hende, men min hjerne var faldet fra hinanden. Jeg var for optaget af lyden af hendes stemme til at begribe hvad hun reelt havde spurgt mig om, og hvorfor hun overhovedet havde talt til mig i første omgang,

”Hvem?” I samme sekund som jeg spurgte, kunne jeg have slået mig selv for panden. Sjældent havde jeg følt mig så dum og tilbagestående, men hvordan skulle jeg kunne tænke klart, når hendes øjenbryn var perfekte og hendes vipper var så lange, at de kærtegnede huden på hendes kinder?

”Ham manden,” forklarede hun mig tålmodigt, selvom jeg ikke kunne begribe hvorfor hun tog sig tid til det. Hun var bare et menneske. Bare en kunde der skulle købe blomster. Bare en kunde, der skulle købe blomster til et familiemedlem, en syg ven eller sin kæreste. Piger som hende havde som regel en kæreste.

”Det er mit job.” Jeg trak for skuldrene og forsøgte at virke sikker på mit svar. Ordene havde haft en bedre klang inde i mit hoved, men jeg kunne ikke trække dem tilbage, så snart de var blevet udtalt. Så jeg lod dem hænge og håbede på, at hun ikke stolede alt for meget på førstehåndsindtryk. Ikke at der ville være et andenhånds indtryk, for jeg ville aldrig finde modet til at spørge efter hendes navn eller nummer. Gav folk overhovedet stadig deres nummer ud? Foregik det hele ikke efterhånden på Facebook? Jeg var ikke sikker på noget som helst længere.

”Det er forhåbentlig ikke dit job, at modtage en sviner på grund af et røvhul, som ikke har forstand på blomster?” Hun smilede til mig, og det smittede. Hun tændte gnister i et tørt landskab uden så meget at lægge mærke til, hvordan ilden opslugte naturen.

”Nej det er det ikke,” gav jeg hende ret, selvom det var mig der var kommet med påstanden i første omgang. Åh gud, jeg var sådan en tumpe at høre på. Jeg kiggede ned på mine hænder, og rettede på det forklæde, som min uniform bestod af. Pludselig vidste jeg ikke længere hvor jeg skulle gøre af mine arme eller placere mine ben.

”Hvorfor sagde du ikke fra?” Smilet forsvandt og jeg ville gøre alt for at det kom tilbage igen.

”Jeg kan lide mit job, og mit job er at gøre kunderne glade,” forklarede jeg hende og kørte hurtigt en hånd igennem mit hår. Af gammel vane prøvede jeg at flytte håret om bag øret, men det var for kort til at kunne nå. Viften af blonde lokker lagde sig blot som et lille skjold henover den ene halvdel af mit ansigt.

”Mit job er at hente en eller anden buketblomster for min mor. En værtindegave, som hun selv glemte i farten. Tror du den her er passende?” Hun smilede til mig igen. Et smilt så skævt og menneskeligt, at det fremstod nærmest perfekt. Jeg nikkede hurtigt, men nåede knap at kigge ned på blomsterne.

”Den er smuk,” svarede jeg mest bare for at sige noget. Hun kom nærmere og jeg blev svimmel. Jeg forstod ikke hvorfor, indtil jeg måtte minde mig selv om at trække vejret. Hun stod på den anden side af disken nu. Så tæt at jeg kunne række frem og røre hendes kind, følge den lille opstoppernæses kontur med fingeren eller kærtegne hendes læber. Jeg formåede at holde hænderne på min side at bordet.

”Den er ikke det smukkeste herinde, men det går an.” Jeg troede jeg skulle dø. Varmen blussede i mine kinder, selvom det overhovedet ikke havde været mig hun snakkede om, men bare tanken om, at det kunne have været en hentydning, var nok til at gøre mig fortumlet. ”Og så skal jeg have den her også,” tilføjede hun hurtigt inden jeg var færdig med at trykke beløbet ind. Ved siden af den nøje udvalgte blomsterkurv stod en lille potte med en orkidé i. Hun rakte mig det samlede beløb kontant, og jeg gjorde mig stor umage med ikke at ramme hendes hånd, både da jeg tog pengene og gav småmønterne retur.

”Skal jeg pakke dem ind?” spurgte jeg, og var for en gangs skyld taknemmelig for det manuskript jeg efterhånden havde fået indøvet. Det lød næsten som om, at jeg ikke var ved at slå knude på mig selv, over at snakke med hende.

”Meget gerne,” smilede hun. Hun rodede i sin pung, så jeg kunne reelt ikke se hendes smil, men det lød som om hendes stemme smilede til mig, og jeg fortalte mig selv, at der var en trækning i hendes kinder. Håret faldt ned over hendes ansigt, og jeg havde mest lyst til at skubbe det om bag hendes øre.

”Værsgo. Hav en dejlig dag.” Jeg rakte hende den større blomsteranretning, som jeg lige havde sat det sidste stykke tape på, alt imens jeg kæmpede for at tæmme det dumme smil på mit ansigt, ved at bide mig selv i kinden. Normalt var jeg ligeglad med om kunderne havde en dejlig dag. Eller måske ikke ligeglad, for selvfølgelig skulle deres dag ikke være dårlig. Men jeg ønskede virkelig, at denne fremmede og navnløse pige ville få en fantastisk dag.

”I lige måde,” svarede hun sødt og vendte sig om for at gå. Jeg havde så travlt med at se efter hende, at hun var nået næsten helt hen til døren før jeg opdagede, at hun kun havde én blomst i hænderne.

”Hey. Du glemte din orkidé!” skyndte jeg mig at udbryde, da hun trods alt havde betalt for den. Forsigtigt løftede jeg den op, og selvom hun stod for langt væk til at jeg kunne række hende den, så holdte jeg den alligevel spørgende ud mod hende.

”Den er til dig.” Denne gang var hendes smil skævt og glimtet i hendes øjne var ikke til at gennemskue. Noget i hendes ansigt fik dog mit hjerte til at springe et slag over, og der gik pinligt lang tid, før jeg fik samlet mig sammen til at svare hende.

”Det kan jeg ikke tage imod,” fremstammede jeg blot. Det brændte i mine kinder, og jeg håbede inderligt at rødmen ikke var lige så synlig, som jeg troede den var.

”Var dit job ikke at gøre kunderne glade?” En rynke voksede mellem mine øjenbryn, men det lod bare til at gøre hendes smil større.

”Jo,” tøvede jeg uden at forstå hvor hun ville hen med det. Hun lod til at nyde min forvirring eller også ventede hun blot på at tiøren faldt.

”Så gør mig glad, og behold den.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...