Fuck - Alexandras historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2018
  • Status: Igang
Et nyt skoleår bringer nye udfordringer. Det erfarer Alexandra hurtigt, da hun møder den betagende Jackie, og ikke længere kan finde hoved og hale på tilværelsen. Efter et par romantiske tilnærmelser og en håndfuld drinks opløses grænserne mellem venskab og flirt. Pludselig befinder hun sig i midten af et farligt spil med hjertet som indsats. Et spil fyldt med tabere og uden nogen vinder.

7Likes
8Kommentarer
663Visninger
AA

3. Kapitel 1

Der er nogle ting her i livet, som giver en den der følelse af virkelig at opnå noget. Jeg snakker om det der sus i maven, som gør, at man har lyst til at råbe ud fra en klippe, at man endelig har fundet meningen med livet. Det var ikke den følelse jeg sad med nu.

I stedet var det som om, at matematik bragte et panisk egern frem i mit hoved. Alt andet var federe end lineære funktioner og kvadratsætninger. Selv William, der sad og bankede en blyant ned i bordet. Normalt ville sådan en lyd irritere mig grænseløst, men rytmen syntes beroligende i forhold til kridtet mod tavlen. Jeg skrev ordret ned, hvad der stod på tavlen, men forstod det ikke. Accepterede blot, at det var sådan, at tingene hang sammen.

I og for sig havde jeg ikke svært ved matematik. Det galt jo bare om at sætte tal i formler. Det der generede mig, var alle de forhold, der ikke blev taget højde for. Brudegommen kunne køre lige så tidligt om morgenen, som han havde lyst til. Hvis trafikken og vejrforholdene var imod ham, så ville han stadig komme for sent og skuffe sin brud. Medmindre bruden altså heller ikke var nået frem. Måske ville hun slet ikke giftes med ham alligevel. Man kunne ikke tage højde for alt og det generede mig grænseløst.

Det var Murphy’s lov om igen. Alt der kunne gå galt, vil gå galt. Alt der kan ske, vil ske. Især når det er mest ubelejligt. Således vandrede tankerne langt væk fra den lineære regression, jeg burde have taget noter til.

”Jorden kalder Alexandra. Roger. Jorden kalder Alexandra,” hviskede en hæs stemme ved siden af mig, og jeg langede hurtigt ud efter ejermanden i sjov. William vidste udmærket godt, hvor meget jeg hadede, når folk snakkede i timen. Af samme grund insisterede han på, at hive mig ud af drømmeverdenen, så han ikke skulle lide alene.

William og jeg havde kendt hinanden i mange år efterhånden, eftersom vi havde gået i klasse sammen i folkeskolen. Alligevel havde vores venskab udviklet sig markant siden vi startede på gymnasiet og var endt i sammen klasse endnu engang. På få uger havde han forvandlet sig fra en god ven til en af mine tætteste. Denne nylige udvikling i vores venskab gjorde at der var mange ting han ikke vidste om mig, ligesom der var tilsvarende jeg ikke vidste om ham. Samtidig så kendte jeg til alle hans pinlige faser, hvilket gjorde vores venskab mere dynamisk end mange andre.

Det faktum at der hele tiden kom nye ting frem i lyset, gjorde det så meget mere markant, at man aldrig helt vidste, hvad der skete inde i hovedet på et andet menneske. Hvor meget jeg end havde fortalt ham, så var han først her på det seneste begyndt at lægge mærke til, at jeg aldrig vågnede rigtigt op før skolen var forbi.

Forstå mig ret. Gymnasiet var okay, men det var ligesom bare noget der skulle overstås. I folkeskolen havde de fået det til at lyde som om, at livet automatisk kørte på skinner, så snart man startede på gymnasiet. Fester og beundrere ville rulle ind, men indtil videre var ingen af delene sket. Der var godt nok introfest for alle 1.g’ere senere på ugen, men det var da også den første. Skuffet var ikke det rigtige ord, men det grænsede sig op til det. Det var en latterlig idé, at livet automatisk ville blive lysere i det øjeblik, man startede et nyt sted.

Sekundviseren forvandlede sig til et beat. Et af dem der bare bygges højere og højere op, indtil DJ’en lader bassen slippe fri. I samme sekund det digitale ur skiftede til det magiske tal, der indikerede, at vi havde pause, fløj klassen op fra deres stole. Metal skreg over det gamle gulv, og de der før havde hvisket i krogene snakkede nu højt og lo.

”Dig, mig, croissanter fra Fakta,” lød det selvsikkert fra William, der ikke så meget som et sekund overvejede, at bare fordi han ikke havde et liv, så var det ikke ensbetydende med at ingen andre havde det.

”Sorry. Jeg skal på arbejde,” undskyldte jeg med et lille smil. Jeg trak hættetrøjen over hovedet, da det endnu var for varmt til at have en egentlig jakke på.

”Please. Det tager kun 5 minutter,” tiggede han. Vi havde øjenkontakt et par sekunder. Et eller andet i mit blik måtte have overbevist ham om, at joken for længst var død. Dette lod han sig dog ikke slå ud af.

”I morgen. Du slipper ikke i morgen. Jeg skal altså have en croissant en af dagene i denne uge, om jeg så skal trække dig hele vejen.” Truslen var reel, men ikke til at tage seriøs. Ikke når han klodsede rundt i et forsøg på at sætte sin stol op og næsten skvattede over sig selv.

”Tony er sikkert lettere at lokke end jeg er,” svarede jeg ham i et forsøg på at snakke udenom. I princippet tog det ikke ret lang tid, og jeg havde da heller ikke noget imod croissanterne fra Fakta. Jeg havde bare slet ikke forståelse for nødvendigheden af denne snack. Jeg havde ingen cravings og ingen synderlig motivation for at bruge min fritid på at handle ind, medmindre jeg absolut skulle. Tony og William havde været bedstevenner siden altid. Selv nu hvor Tony var blevet kærester med Aske og de ikke længere gik i samme klasse.

”Det skal du ikke være så sikker på,” sukkede han dramatisk. Hvis ikke det var fordi jeg kendte ham, så ville jeg måske havde spurgt om de havde været oppe at skændes, men sandheden var bare, at William havde det med at overdrive sine pinsler.

”Er han stadig kærestekedelig?” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Tony havde fundet sammen med Aske i foråret, og William havde været lykkelig på hans vegne, lige indtil det gik op for ham, at det også betød, at han ikke havde Tonys udelte opmærksomhed.

”Så ganske forfærdeligt.” Denne gang lo han også, da han på trods af alt godt vidste hvor latterligt han opførte sig. Ud fra de andre lokaler strømmede utallige elever og vi fulgte strømmen velvidende om, at alle var på vej ud.

”Mon ikke det går over, igen,” smilede jeg og klappede ham trøstende på skulderen. Jeg lod min arm hvile på ham, så vi ikke blev skubbet væk fra hinanden i myldret af desperate unge, som længedes efter at komme hjem på sofaen. Larmen ville have været øredøvende, hvis ikke det var fordi skolens nyeste tilbygning var bygget til at håndtere mængden af elever.

”Det håber jeg. Det andet her er kvalmende,” rullede William med øjnene. Selvom jeg aldrig ville indrømme det overfor ham, så vidste jeg, hvad han mente. De var så lykkelige sammen. De fortjente at være lykkelige med henblik på alt det de havde været igennem før sommerferien, men alligevel var det overvældende at være vidende til. De var stadig nyforelskede og kunne ikke holde fingrene fra hinanden, hvilket vækkede en længsel i mig efter at få samme forhold til et andet menneske.

”Du er også så sart.” Jeg slap hans skulder og puffede ham i siden, da det begyndte at tynde ud i menneskemængden efterhånden som gangene til de forskellige udgange bredte sig ud. Det var efterhånden muligt for mig at finde rundt på de fire etager, selvom jeg endnu blev forvirret over hvordan gangene hang sammen. Af samme årsag tog jeg ofte en længere omvej, når jeg skulle rundt på skolen, fordi jeg simpelthen ikke var sikker på, hvordan jeg ellers kom hen til det anviste lokale.

”Det kan du sagtens sige. Du er ikke det tredje hjul.” Nej jeg er det fjerde, tænkte jeg for mig selv. Aske havde Tony. Tony havde Aske og William. William havde Tony og et slæng af venner, der ville ønske de var Tony. Jeg havde William, når han ikke var sammen med alle mulige andre. Det var ikke et problem for mig. Tværtimod gjorde det mig intet, men fra tid til anden savnede jeg at have en person, som var min. Jeg manglede en, som jeg kunne snakke med om alt. I stedet havde jeg mange lette venskaber, hvilket jeg formentlig ikke burde klage over.

”Tag dig sammen. Han er din hele skoledagen, selvom i ikke længere går i klasse sammen,” drillede jeg ham i et let tonefald, selvom det egentlig var sandheden. Han måtte være klar over det inderst inde. Ellers havde han været mere sørgmodig og mindre forstående og kæk.

”Det er en traumatisk oplevelse. Det var meget lettere, da jeg havde ham for mig selv.”

”Jaloux?” Jeg tillod mig at fange hans blik og hæve et drilsk øjenbryn. Jeg måtte kæmpe for at holde latteren tilbage.

”Fandeme ja,” udbrød han påtaget fornærmet, og jeg kunne ikke holde mit grin tilbage længere. Gentagende gange rystede jeg på hovedet, inden jeg skiftede emne.

”Skal du med forbi banegården?” spurgte jeg i håb om ikke at skulle gå derover alene, på trods af at det ikke tog mere end et par minutter. Turen var bare meget sjovere, når man kunne snakke om det høje antal af flygtninge og vende verdens situationen en gang eller to undervejs.

”Yes sir!” svarede han hurtigt og vinkede hurtigt hånden fra panden, som en anden soldat.  

”Jeg er klar når du er,” proklamerede jeg, i samme øjeblik som lettelsen skylede ind over mig. Verden var knap så intimiderende, når man ikke skulle igennem den helt alene.

”Er det ikke lidt tragisk, at du tager bussen hjem?” Spørgsmålet var drilsk, men jeg kunne se på hans blik, at en del af ham var oprigtigt nysgerrig, så jeg besluttede mig for at fortælle ham den sørgelige sandhed.

”Måske, men jeg er ikke ret stabil på en cykel, så jeg foretrækker at nå frem i ét stykke.” Det var faktisk næsten helt pinligt, men jeg havde altid været utrolig dårlig til at cykle, og hvis busserne en dag stoppede med at køre, så ville jeg højst sandsynligt vælge at gå de få kilometer i stedet for at vove mig op i sadlen.

”Det er utrolig ynkeligt, men fair nok,” smilet nåede hans øjne. Det var som om den tilbageholdte latter, fik hans øjne til at fremstå mere blå end de egentlig var. De skulderlange blonde lokker gjorde ham til en klassisk skandinavisk skønhed. Da vi startede på gymnasiet havde folk troet vi var i familie. Vores øjne havde samme farve, men mit hår var langt lysere. Hvor William knuste hjerter med et enkelt blik, så var min overlæbe for lille og mine øjne for store. Hvor William var spinkel på en moderigtig måde, så var jeg mere drenget at kigge på. Flad og uden former. Det korte hår gjorde det ikke bedre, men det var bare mere praktisk end det lange.

En større flok af skolens ældre elever stod og spærrede for døren, hvilket tvang William og jeg til at manøvre os behændigt imellem flokken. Vi nåede ikke længere end til skolens port, før det igen blev svært at komme rundt. Muren af rygere var nok til at gøre mig usikker. En uheldig vejrtrækning trak røgen ned i mine lunger, og jeg måtte holde et lille host tilbage for ikke at tabe ansigt. Som om han kunne læse mine tanker, åbnede William munden.

”Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så lille,” indrømmede han, da vi var kommet sikkert ud på den anden side af muren.

”Jeg ved, hvad du mener. Jeg har ikke været så langt nede i hierarkiet siden de små klasser i folkeskolen.” Hen over sommeren var vi blevet forvandlet fra at være de ældste på skolen, til nogle af de yngste. Der var ikke nogen af 3.g’erne der havde været uhøflige overfor os eller noget i den stil. Alligevel havde man en naturlig ærefrygt overfor dem, præcis som man havde haft det i de mindste klasser.

”Mon de selv er klar over hvor intimiderende de fremstår?” Selvom jeg var ret sikker på at spørgsmålet ikke skulle besvares, så valgte jeg at gøre det alligevel.

”Formentlig. De var også 1g’ere engang.” En lille panderynke formede sig mellem mine øjne, da det gik op for mig at jeg næsten forsvarede dem.

”Man skulle tro at det ville bløde dem lidt op.” Jeg vidste hvad han mente, selvom de i princippet ikke havde gjort os noget. Måske var det ligeså meget, hvad de ikke gjorde, som var problemet. Man kunne ikke decideret se om nogen gik på 2. eller 3. årgang, men glimtet af forvirring afslørede alle nye elever, uanset om disse gik på STX eller HF. Endnu engang var jeg glad for at have valgt den 3-årige vej til universitetet. Jeg vidste at Tony og Johan gik i klasse med folk der allerede var over tyve, og hvis jeg ikke allerede følte mig som et barn, så ville jeg da først have gjort det i deres klasse.

”Jeg tror ærligt ikke at gymnasiet bløder nogen op,” tænkte jeg højt. I fjernsynet blev det altid præsenteret som om de bedste år af mit liv skulle begynde nu, men enhver jeg havde snakket med, som kom fra gymnasiet, havde haft hovedet så begravet i lektier, afleveringer og forpligtelser, at de knap havde oplevet tiden gå.

”Når jeg går i 3.g, så vil jeg være sød ved de andre årgange,” lovede William sig selv, og jeg kunne ikke lade være med at grine, som vi skrånede over Kongens Have.

”Det siger du nu, men vi klager allerede her et par uger inde i skoleåret. Hvordan tror du så næsten ikke det føles efter et par år?” Jeg forestillede mig hvordan trætheden vandt langsomt over motivationen måned for måned, indtil man endte i den trance, som de fleste 3.g’ere synes at bevæge sig i. Måske man alligevel skulle have satser på at klare en gymnasial uddannelse på 2 år, så man havde bare en smule livsglæde til overs?

”Prøver du at overtale mig til at droppe ud?” Dramatisk og unødvendigt forfærdet kiggede William bebrejdende på mig med åben mund og store øjne. Det fik mig til at smile, og endnu engang var jeg taknemlig over, at jeg havde lært ham så meget bedre at kende efter skolestart.

”Nah. Det ville alligevel blive for kedeligt uden dig.” Jeg prøvede at være sjov. Jeg prøvede at få ham til at grine, og det lykkedes også, men jeg var ikke sikker på, om han opfangede præcis hvor meget jeg mente det.

”Nuurh. Jeg vil skynde mig at fange min bus, inden du bliver for blødsøden. Vi ses i morgen,” vinkede han og begyndte at træde et par skridt væk fra mig og nærmere den grønne bus på holdepladsen.

”Ikke så høje tanker om dig selv. Vi ses,” vinkede jeg tilbage og skulle til at vende mig imod min egen bus, da han råbte noget mere over skulderen, inden han forsvandt mellem menneskemængden.

”God arbejdslyst for resten. Lad være med at slå noget ihjel.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...