Ny movella

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2017
  • Opdateret: 15 okt. 2017
  • Status: Igang
Første kapitel handler om en dreng der kan se virkeligheden som den er, den er forfærdelig og kun han kan se det. Der er en smule blod og noglelig med, så hvis man ikke er tilden slags villaejer forslå at man ikke læser den, det er i hvertfald på eget ansvar.

Bogen har endnu ikke fået et navn da jeg stadig ikke ved hvad resten kommer til at handle om, jeg håber dog at i villesynesomden.

1Likes
1Kommentarer
60Visninger

1. Død

Den flotte hvide sne, der dasede ned i morgensolens stilhed. De flotte efterårs blade, der stadig sad på træerne, af ren overraskelse. Blomstrende røde roser fra en græsplæne dækket af sne. De flotte røde farver der giver den kolde natur liv. Blodet der langsomt glider ned af træet og rammer den iskolde jord. Liget ligger tæt på, men kulden holder folk fra det udendørs.

Et skrig. Så højt, men alligevel så lavt, at ingen hørte det. Han løb grædende hen mod sin moder. Råbte og skreg på hjælp, men ingen hørte ham. Han blev langsommere og langsommere. lyden af en kniv mod metal, lød. Hans hoved trillede langsomt hen ad den kolde jord. Mens hans blod strømmede ud af ham, farvede den hvide sne.

De glemte det. De glemte deres søn, som nu lå i den iskolde sne og frøs. Der var ingen forklaring. Alt blev sort, Mens alt var lyst. Lig efter lig faldt til jorden.

Han løb og løb, hurtigere end han havde forestillet sig. Han vidste det var noget skræmmende, han vidste bare ikke hvad. Han faldt, men rejste sig hurtigt igen, så sig tilbage og fik øje på liget. Gik langsomt hen mod det, han børstede lige så forsigtigt, sneen af hende. Han kunne kende hendes smukke ansigt, de næsten krystalblå øjne, og hendes helt hvide tænder. Han satte sig på knæ, en næsten frossen tårer trillede langsomt ned ad hans kind, blev til is, i det sekund den ramte den iskolde sne. Han så hendes halskæde, åbnede den forsigtigt, tog den og puttede den ned i en lille æske, hvorefter den endte i hans taske. Han rejste sig, åbnede sine øjne for sandheden om virkeligheden, han så alle de lig, der lå spredt ud over den ellers smukke natur. I det sekund vidste han at det snart var hans tur. Han lagde sig ved siden af sin søster, han frøs, men hun betød mere. De lå der sammen, kiggede op mod himlen.

"Jeg elsker dig"

Hviskede han, han vidste at selv når hun var død ville hun høre det og forstå det. Han håbede han ville ende samme sted som hende. Måske hun havde fået hans liv til at ligne helvede men... men nu var hun alt han behøvede. Han rejste sig, hviskede,

"Vi ses snart igen"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...