A new, but old World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 18 nov. 2017
  • Status: Igang
Natalie vågner op i en elevator. Helt alene ankommer hun til en ny verden, som der ikke er nogen, der har sat fod på...eller er der?

1Likes
3Kommentarer
620Visninger
AA

1. Vågen, men alene

 

Jeg kaster op, lige da jeg åbner øjnene. Sidder på alle fire på de kolde tremmer lavet af jern. Alt er mørkt undtagen nogle få glimt af lys hist og her. Den skræmmende følelse når rummet ryster, sammen med højdeskrækken jeg lider af, fylder mine tanker da jeg kigger ned gennem jerntremmerne. Hvor er jeg? Jeg sidder stille op af en af de bokse af træ, som befinder sig sammen med mig. Ånder stille ind og ud igen. Ind og ud, ind og ud. Et ryk i rummet sker og loftet åbner sig stille. Det skarpe lys fra solens stråler skære sig ind i min øjne. Jeg kan intet se i det sekund, men hurtigt vender mine øjne sig til lyset. Duften af det høje græs og vinden i mit ansigt. Følelsen af frihed. Jeg bruger et par sekunder, på at se mig omkring. Ingen mennesker at se, men nogle ødelagte huse og træer er der masser af. Jeg ville kunne råbe og skrige min lunger ud, men jeg ville ikke kunne høre en anden lyd end lyden fra ekkoet murene omkring mig ville give. Helt og aldeles alene er jeg. Stille bevæger jeg mig mod husene og duften af græs forsvinder. Græs duften forvandler sig selv til stanken af råddent kød og blod, men der er intet at se. Intet menneske eller dyr udover fuglene, som flyver højt over mit hoved. Jeg husker intet. Intet om, hvordan jeg var før. Intet om der overhovedet fandtes noget før. Jeg husker ikke mit navn. Mit navn som ingen burde kunne tage fra mig. Min indentitet. Jeg samler nogle af de bjælker, som bare ligger der ødelagt. De kan stadig blive udnyttet, men nok ikke lige så godt som før. På kort tid, fik jeg samlet et lille hus. Eller i hvert til fald noget, der ville kunne blive brugt til ly om natten, hvis det overhovedet bliver nat. De små bokse bære jeg over til hytten, men de stor må jeg vente med. Jeg er for slap til at jeg vil kunne trække eller bære dem der over. En høj lyder, som lyder som et kæmpe horn borre sig ind i mine øre. I et enkelt sekund gav det et sæt i mig, men jeg ved ikke hvad der sker. Jeg løber ud af huset og kigger mig omkring. Nu er der ikke en høj passage i muren, som der var før. Muren må have lukket sig sammen omkring mig, og derfor har den samtidigt fanget mig. Mørket lægger sig stille hen over himlen over mig. Kulden kommer som et sus, da vinden omringer mig som en lille hvirvelvind. Stille i mørket bevæger jeg mig rundt og leder efter tørre grene og kviste, som jeg vil kunne bruge til et bål. Det meste er tørt, men hvis jeg kan bruge det til noget andet end at brænde det af, så vil jeg da fortrække det. Jeg ved det er dumt, men jeg skal også bruge til en bedre hytte og så videre. Jeg får samlet et bål og tændt det op med nogle ting, som lå blandt de ødelagte ting. Varmen fra ilden og det skarpe lys giver en større følelse af tryghed, end den man havde før. Tænk hvis der ikke fandtes ild eller lys, så ville man rende rundt i kulde og mørkedet. Nogle planter ville ikke kunne leve, og nogle levende væsner ville heller ikke kunne leve på jorden. Jeg samler nogle blade og noget sammen, som jeg vil kunne ligge og sove på for i nat. Jeg lægger mig oven på dem og samler en smule og lægger dem over mig. Mine øjne er fast låst på flammerne fra den varme ild. I kort tid ligger jeg der og stirre på ilden uden at tænke. Derefter lukker jeg øjnene og først der spørger jeg mig selv, hvem er jeg?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...