A new, but old World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 18 nov. 2017
  • Status: Igang
Natalie vågner op i en elevator. Helt alene ankommer hun til en ny verden, som der ikke er nogen, der har sat fod på...eller er der?

1Likes
3Kommentarer
623Visninger
AA

3. En ny

Jeg vender om. Uden at tænke vender jeg om. Jeg vil ikke risikere noget. I hvert tilfald ikke lige nu. Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Jeg ved ikke, hvor elevatoren førte mig hen. Og jeg ved ikke, hvordan jeg blev anbragt i den. Tilbage ved hytterne begynder jeg at bygge dem op igen.

Som dagnene går, så banker ensomheden på døren. Jeg laver det samme hver dag, men det er jo mit eget valg. Jeg vågner, jeg står op. Jeg ordner mine afgrøder og derefter bygger jeg videre. Nogle små måltider får jeg til at passe ind imellem. Og den store væg får en streg for, hver dag der går. 

Jeg er stadig alene og ensomheden begynder stille at kravle op ad mine ben. Hvis jeg havde haft muligheden for at vælge, hvor jeg skulle være, så havde det ikke været her. I starten var det med at være alene fint nok, men jo mere alen jeg er jo mere ensom føler jeg mig. Når jeg er ensom strømmer ligegyldige tanker igennem mit hoved. Lyder kommer ind af det ene øre ud af det andet. I håbet var der komme flere mennesker hertil, men det er overhovedet ikke sikkert. 

Jeg står ude i marken og sår nogle afgrøder. En høj lyd kommer fra boksen, så jeg spurter der over for at se, hvad der foregår. Boksen har aldrig før sagt en lyd som denne, men alligevel føler jeg at jeg har hørt den før. Jeg har været her i cirka en måned nu. Alene og ensom. Jeg er lige nået til boksen da den begynder at åbne sig. Den åbner sig ligesom da jeg kom her til. Der nede ser jeg en fyr. En fyr på cirka min alder. 

“Hvor er jeg?” Er det første han siger. Han fortsætter med at mumle ord, som jeg ikke kan høre.

“Hvorfor kan jeg ikke huske noget.” Spørger han og jeg tænker nøje over mit svar inden jeg svare ham.

“Det hele vil komme til dig på et tidspunkt. Både dine minder, din personlighed og dit navn.” Det er mit svar til ham. Han sagde ikke mere og jeg gjorde heller ikke. Jeg står og kigger lidt på ham inden jeg gør mere. Han er jo egentlig meget køn, når jeg at tænke. Jeg hopper ned i boksen til ham og løfter en kasse op.

“Hjælper du med dem her?” Spørger jeg ham og han nikker som svar. Imens vi bære kasser frem og tilbage sammen, så prøver jeg roligt at forklare ham, hvad det egentlig, er der sker. Jeg ved det jo ikke hundrede procent selv, men jeg forklare det som jeg ved. Vi går frem og tilbage imellem boksen og husene i lang tid. Vi hjælpes ad med de lidt større kasser og han lytter med fuld opmærksomhed når jeg forklare.

Da vi er blevet færdige med at bære kasser frem og tilbage, så rækker jeg ham en kniv til, hvis han nu får brug for den. Han takker og siger ikke mere, men vender rundt på hælene og går ud af hytten. 

“Hvor før det hen?” Spørger han og peger over mod den store passage. 

“Det er en labyrint, men jeg syntes ikke at man skal gå der ind.” Svare jeg, men har høre det ikke. Istedet begynder han at gå der over mod. Jeg prøver at råbe efter ham, men han nægter at vende om.

“Stop! Du burde ikke gå der ind”

“Jeg skal bare lige se” svare han og går bare videre uden overhovedet at se sig tilbage. Han stopper op lige foran passagen og man kan se vinden i hans hår. Stille og helt afslappet trækker han vejret ind og ud igen. Uden at sige noget eller kigge på mig, så tager han et skridt ind i labyrinten, men jeg følger ikke efter. Jeg vælger at lade ham tage beslutningen selv. Det er hans valg at gå der ind, så jeg kan nok ikke forhindre ham i det. Han tager endnu et skridt og et mere indtil han er helt ovre til, hvor man kan dreje. Hornet lyder og jeg ved allerede, hvad der kommer til at ske. Han vender sig om og ser stille passagen lukke. Med hans store øjne kigger han lige ind i mine, som om jeg ikke sagde noget til ham. Jeg kigger på ham alt tiden imens passagen lukker ind til jeg ikke kan se ham mere. Jeg kan stå og kigge på væggen i noget tid eller jeg kan komme videre med mit liv.

Samme aften ligger jeg og kan ikke sove. Jeg kan ligge og høre på hvordan labyrinten ændre sig og ildens gnistrende lyde. Ilden giver en dejlig varm og betryggende følelse, men jeg kan ikke tænke på andet end ham. Det var hans eget valg at gå derind, men det var jo nok lidt dumt. Jeg lukker øjnene helt og prøver at sove. Jeg høre bare på vinden i træerne, labyrinten, som ændre sig og et maskulint skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...