Nu eller Aldrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 26 okt. 2017
  • Status: Igang
Victoria er 15, og bor i Bergen. Hun har boet i Bergen hele sit liv, men skal flytte til Trofors, på grund af hendes forældres jobs.
I Trofors møder Victoria Marcus og Martinus (igen) men hun har lovet sig selv, at hun IKKE vil have noget at gøre med dem overhovedet!
Men kan hun holde det løfte, når både Marcus og Martinus prøver ihærdigt at blive venner med hende?

Historien ligger i øjeblikket på 1. plads under fanfiktion på Wattpad (:
Jeg kommer til at lægge et kapitel ud omkring hver anden dag (Hvis jeg husker det ihvertfald)
Sry for grammatik fejl!

Der bliver skrevet dansk, selvom den foregår i Norge, og de taler i Norsk!!

0Likes
0Kommentarer
1006Visninger
AA

9. //9. kap//"Nå, hvad ville du så?"

Jeg har gået rundt herinde i omkring 30 minutter nu, og har ikke set så meget som skyggen af ham. Heldigvis er jeg ikke stødt ind i nogen jeg kender. Endnu.

Jeg fortsætter i lidt tid, men jeg er altså ved at være temmelig træt nu. Jeg trænger virkelig til en pause, så jeg går ind på Starbucks. Jeg er på vej hen til køen, da jeg ser noget, der fanger mine øjne.

Sarah... Sarah sidder sammen med Martinus? Vent hvad? Sarah og Martinus? Martinus og Sarah? Nej nej nej. Jeg skal have fat i Martinus, men hvordan skal jeg gøre det uden at Sarah ser det? Eller endnu værre, hvad nu hvis Amalie kommer? Okay... Rolig Victoria. Det skal nok gå.

Jeg går hen imod dem. Sarah opdager mig, og sender mig et forskrækket smil. Jeg smiler flabet tilbage. Jeg prikker Martinus på skulderen, og han vender sig om. Først kigger han forvirret på mig, og bagefter irriteret.
"Hvad vil du nu?" spørger han irriteret. Jeg sukker og ruller med øjnene.
"Jeg har ledt overalt i det her lorte center, bortset fra her, og så er det fucking her du sidder?" fnyser jeg irriteret. Både Martinus og Sarah stirrer forvirret på mig.
"H-Har du ledt efter Martinus?" spørger Sarah forvirret. Jeg ruller med øjnene.
"Sagde jeg ikke lige det?" hvæser jeg. Hun nikker skræmt.
"Ej okay, nu skal du styre dig! Hun synes vel bare, at det er vildt mærkelig, at DU leder efter MIG, når det eneste du vil mig, er at svine mig til!" siger Martinus surt. Jeg gisper irriteret.
"Den her gang ville jeg rent faktisk IKKE svine dig til!" hvæser jeg surt. Ups, måske skulle jeg ikke sige det, når Sarah nu sidder lige ved siden af?
"Nå, hvad ville du så?" spørger han flabet. Jeg fnyser.
"Det skal lige siges, at jeg IKKE er her helt frivilligt!" siger jeg. Sarah rynker brynene, og Martinus kigger lettere irriteret på mig.
"Jaer, jeg skulle tale med Gerd-Anne, ford-" starter jeg, men bliver afbrudt af Martinus.
"Hvorfor skulle du tale med min mor?" spørger han forvirret.
"Efter jeg havde talt med dig første gang, kom jeg op og skændes med min eks-bedsteveninde. Også kendt under navnet Sarah" svarer jeg. Martinus kigger forvirret fra mig til Sarah.
"Hun sagde at jeg skulle have været venlig mod dig, men sagde at jeg nok ikke kendte til det ord" fortsætter jeg. Jeg kan se Sarah krympe på stolen. 
"Jeg løb væk fra centeret, og tog bussen et eller andet random sted hen. Der mødte jeg så Gerd-Anne, og fortalte hende HELE historien" svarer jeg med et flabet smil.
"Gerd-Anne sagde desværre intet om at hun var mor til dig og din tvillingebror. Det fandt jeg først ud af, da jeg prøvede og ringe til hende, og din søster tog telefonen. Hun gav den så til Marcus, som jeg så ikke ved er ham endnu, og han fortalte at Gerd-Anne ikke var hjemme" fortæller jeg irriteret.
"Jeg forstår stadig ikke hvorfor du så leder efter Martinus?" spørger Sarah både forvirret og irriteret.
"Min telefon ringede så, og jeg talte åbenbart med Marcus. Han sagde at Martinus var væk, og Gerd-Anne havde sagt at jeg ville hjælpe." fortæller jeg. Både Sarah og Martinus nikker lidt.
"Hvorfor ville du hjælpe med at finde mig?" spørger han forvirret.
"Og hvordan fandt du mig egentlig?" spørger han videre.
"Lad mig lige tale færdigt!" hvæser jeg irriteret. Jeps, så kan man kende mig igen.
"Marcus græd, og jeg gik med til at hjælpe med at finde dig. KUN fordi at Gerd-Anne hjalp mig. Det har intet med hverken dig eller din grædende tvillingebror Marcus!" tilføjer jeg. Martinus nikker en smule igen, men hans øjne fortæller, at han stadig er forvirret.
"Hvorfor græd Marcus?" spørger Sarah stille. Jeg smiler flabet til hende.
"Det var nok fordi hans tvillingebror forsvandt til en anden by, uden så meget som at sige noget." fortæller jeg flabet. 
"Hvorfor tog du overhovedet til Bergen?" spørger jeg lidt forvirret.
"Erhm... Det erhm... Det erhm... rager ikke dig" svarer han efter lidt tid. Jeg smiler flabet.
"Nå, men nu har jeg gjort hvad jeg skulle, nu kan jeg ENDELIG ringe til Gerd-Anne og tage hjem" siger jeg lettet efter lidt tavshed.
"NEJ!" udbryder Martinus. Både mig og Sarah kigger forundret på ham. Han rømmer sig.
"Jeg vil ikke hjem endnu" svarer han stille. Jeg ruller irriteret med øjnene.
"Så ring i det mindste til Marcus og sig hvor du er" svarer jeg og vender mig om, for at gå hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...