Nu eller Aldrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 26 okt. 2017
  • Status: Igang
Victoria er 15, og bor i Bergen. Hun har boet i Bergen hele sit liv, men skal flytte til Trofors, på grund af hendes forældres jobs.
I Trofors møder Victoria Marcus og Martinus (igen) men hun har lovet sig selv, at hun IKKE vil have noget at gøre med dem overhovedet!
Men kan hun holde det løfte, når både Marcus og Martinus prøver ihærdigt at blive venner med hende?

Historien ligger i øjeblikket på 1. plads under fanfiktion på Wattpad (:
Jeg kommer til at lægge et kapitel ud omkring hver anden dag (Hvis jeg husker det ihvertfald)
Sry for grammatik fejl!

Der bliver skrevet dansk, selvom den foregår i Norge, og de taler i Norsk!!

0Likes
0Kommentarer
1003Visninger
AA

6. //6. kap// Maraton!

Den bipper lidt, men til sidst er der en, der tager telefonen. 
"Hejsa" Stemmen tilhører en lille pige, kan jeg høre. Underligt, måske har jeg fået det forkerte nummer eller bare skrevet det forkerte nummer ind.
"Erhm... hej? Jeg skulle tale med Gerd-Anne?" prøver jeg forsigtigt. Det kan jo være, at hun har børn, og det er en af dem, der har taget telefonen.
"Det er min mor" siger hun glad. Jeg griner lidt over hendes glade stemme.
"Er din mor så hjemme?" spørger jeg, så sødt som muligt. Der er stilhed i lidt tid. Jeg tror, at der er en ny, der får telefonen.
"Hej, Du taler med Gerd-Annes søn" siger en drengestemme. Omg! Hvorfor kan de ikke bare fortælle om Gerd-Anne er der eller ej?
"Jaer... okay? Kan jeg tale med Gerd-Anne eller ej?" spørger jeg irriteret. Det er sq' da pisse irriterende, at jeg ik' bare kan tale med hende. 
"Hun kommer hjem om lidt. Hun er lige ude at handle. Skal jeg bede hende ringe tilbage?" spørger han. Jeg føler virkelig, at jeg har hørt hans stemme før, jeg kan bare ikke huske hvor.
"Jaer... gør det" svarer jeg. Kunne de ik' bare have sagt i starten, at hun ik' var hjemme?
"Hvem skal jeg sige har ringet?" spørger han videre. Det må være telefonen, der gør at jeg ik' kan huske hans stemme, for jeg VED at jeg har hørt den før!
"Victoria... Erhmm... Jaer... Fra caféen, Victoria fra caféen." svarer jeg tøvende. Han griner. Hva' griner han af? Idiot.
"Er du sikker? Du virker lidt usikker?" griner han videre. Hold da helt kæft, hvor er han provokerende. Hvordan kan sådan en sød dame have en så irriterende søn?
"Ja, jeg er pænt sikker på det! Kan du ik' bare sige til hende, at jeg har ringet?" hvæser jeg. Han pisser mig virkelig af. Jeg kan ikke klare ham! Stakkels Gerd-Anne der hænger på ham hele tiden.
"Jojo, tag det roligt" svarer han chokeret. 
"Tak!" hvæser jeg, og lægger hurtigt på.
Efter jeg har lagt på, går det op for mig. Jeg er et forfærdeligt menneske. Det er jo ikke hans skyld. Han gjorde jo ingenting, vel? Han prøvede bare at lave lidt sjov, men som den idiot jeg er, kan jeg ikke tage en joke. Hvorfor er jeg altid så ond ved folk? Jeg har et seriøst problem...

Efter omkring en halv time, ringer min telefon. Det er sikkert Gerd-Anne. Jeg tager telefonen op, for at se om det hende der ringer, men nej. Det er en med skjult nummer. Jeg lader den ringe, da jeg egentlig ikke gider tale med nogen udover Gerd-Anne. 

Jeg går nedenunder, for at tage noget mad. Jeg er virkelig sulten. Jeg tager et æble, og spiser det som min frokost. Bagefter går jeg ind i dansestudiet. Jeps, jeg har et dansestudie. Eller det er nok mere mine forældres, men de er jo aldrig hjemme, så derfor er det mit? Giver det mening? Nej, okay. Ligegyldigt. Jeg elsker i hvert fald at danse. Og synge. Der er faktisk ingen der ved det, udover Sarah, men hun lovede ALDRIG at sige noget, ligegyldigt hvad. 

Jeg tager mit dansetøj med, og skifter nede i omklædningsrummet. og ja, vi har et omklædningsrum i dansestudiet. 

Efter jeg har skiftet, tager jeg min Sound Jar og starter musikken. Det bliver Clean Bandit's Symphony ft. Zara Larsson remix.  (OBS: Det er kun den første der er hende)

   

 

Da jeg er færdig tager jeg en tår vand, men er ved at kvæle mig selv i det, da jeg hører nogen klappe bag mig. Jeg vender mig om, for at se hvem jeg har afsløret min hemmelighed for. Der står Amalie. 
"Erhm... h-hej Amalie..." stammer jeg usikkert.
"OMG! Søde du danser fantastisk!"griner hun. Jeg står piller lidt vandflaskens prop og nikker.
"T-Tak..." stammer jeg. Jeg kan stadig ikke komme mig over, at jeg lige har afsløret en af mine største hemmeligheder, men på den anden side, så er det heldigt, at det var Amalie der opdagede det, og ikke en eller anden random anden person. 
"Oh! Forresten så ringer din iPhone hele tiden!" siger hun, før hun går ud af dansestudiet. Jeg nikker, selvom at hun ikke kan se det. Jeg tager et hurtigt bad, og skifter til normalt tøj igen.
"Amalie?!" råber jeg gennem huset. 
"Jaer?" svarer hun tilbage.
"Altså det er ikke fordi jeg ikke vil have dig her eller noget, men hvordan kom du ind og hvorfor kom du? Jeg troede at du skulle et eller andet?" råber jeg. 
"Okay, for det første; du behøver ikke at råbe, jeg er lige ved siden af dig" svarer hun. Jeg kigger til siden, og ser hende stå der. Jeg smiler og nikker.
"For det andet; Døren var åben, og jeg kom fordi jeg havde glemt min oplader" svarer hun og smiler. Jeg nikker endnu en gang og smiler tilbage. 
"Jeg skal gå nu, så vi ses mandag" siger hun glad.
"Vi ses mandag" griner jeg og giver hende en hurtig krammer.
"Du burde melde dig ind på danseholdet" hvisker hun til mig, før hun trækker sig ud af krammer og smutter ud af døren.

________________________________________________________________________________
♥♥♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...