Nu eller Aldrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 26 okt. 2017
  • Status: Igang
Victoria er 15, og bor i Bergen. Hun har boet i Bergen hele sit liv, men skal flytte til Trofors, på grund af hendes forældres jobs.
I Trofors møder Victoria Marcus og Martinus (igen) men hun har lovet sig selv, at hun IKKE vil have noget at gøre med dem overhovedet!
Men kan hun holde det løfte, når både Marcus og Martinus prøver ihærdigt at blive venner med hende?

Historien ligger i øjeblikket på 1. plads under fanfiktion på Wattpad (:
Jeg kommer til at lægge et kapitel ud omkring hver anden dag (Hvis jeg husker det ihvertfald)
Sry for grammatik fejl!

Der bliver skrevet dansk, selvom den foregår i Norge, og de taler i Norsk!!

0Likes
0Kommentarer
999Visninger
AA

5. //5. kap// Maraton!

Jeg vågner ved at nogen fniser. Ugh! Jeg hader at blive vækket sådan. Det er mega irriterende. Det er lørdag, så heldigvis skal vi ikke i skole. Jeg Rejser mig, for at gå ind og gøre mig klar. Jeg ignorer fuldstændig de andre piger på vejen. De skal sq' ik' tro, at jeg gider dem, når de vækker mig så tidligt om morgenen.

 

Jeg regner med, at vi tager ind til byen, nu hvor det er weekend. Jeg elsker virkelig, når vi skal shoppe. Det er såå hygge! Især når det kun er mig og Amalie. Jeg syn's ligesom, at Maja og Klara ødelægger det lidt. Efter at jeg har gjort mig klar, går jeg ind og laver sunde pandekager. Nu tænker du sikkert, sunde pandekager, hva' fanden er det? Og så siger jeg, det er pandekager uden sukker. Sådan. Jaer... ik' underligt, ahah. Nå, men jeg putter bær i, og går ind til pigerne med dem.
"Erhmm Vicci? Vi kan ligesom ik' spise pandekager, så bliver vi ligesom tykke, ligesom dig. Du spiser sikkert tit pandekager, men det kan vi andre ligesom ik'" siger Maja flabet. Jeg smiler flabet tilbage til hende. Klara fnyser i baggrunden, men hende ignorer jeg.
"Jamen så er det da heldigt, at der ik' er sukker eller andet fedt i de her pandekager. Hvis I ik' vil spise dem, så er det jeres eget valg, så spiser jeg dem i hvert fald bare sammen med Malle" svarer jeg ligeså flabet tilbage. Bagefter smiler jeg sukkersødt, og sætter pandekagerne på sofabordet. 
Pandekagerne ˅˅

 

 

Amalie havde åbenbart været ude og tage tøj på, mens jeg havde skændtes med pigerne.
"Mums! Er det så dine 'kendte' pandekager Vicci?" griner Amalie, da hun ser pandekagerne på sofabordet. 
"Yup, mine 100p sunde pandekager, uden sukker og andet fedt" fniser jeg tilbage. Maja og Klara sender dræberblikke til mig, men jeg ignorer dem bare. Mig og Amalie sætter os i sofaen, og tager nogle pandekager. Både Maja og Klara overgiver sig, og tager også et par stykker. 
"Skal vi ik' ta' ind i Centeret idag?" spørger jeg glad. Maja og Klara skal til at sige noget, men Amalie afbryder dem.
"Ejj, jeg ville vildt gerne, men jeg kan ik' idag! So sorry gurl" Amalie smiler, og jeg smiler self tilbage. Maja og Klara nikker, og rejser sig op. 
"Jeg tager hjem, når Maja og Klara er tilbage, DSV." siger Amalie, jeg nikker bare.

Efter fem minutter, er pigerne allerede tilbage.
"Vi ses på mandag!" råber Amalie, lige før hun smækker døren. Maja og Klara sender mig dræberblikke, men tager så deres ting, og går uden at sige farvel. De har helt sikkert et problem med mig. Jeg har ingen ide til, hvad jeg kan lave idag.

Jeg sidder i lidt tid, men beslutter mig så for, at rydde lidt op på mit værelse. Jeg starter self med at rydde op i stuen. Bagefter går jeg op på mit værelse og redder sengen. Så tager jeg de mange småting, og ordner det, til sidst tager jeg mit klædeskab. Jeg finder alt det tøj, som jeg ik' bruger mere, og så alt det tøj, jeg ik' kan passe længere. Da jeg har gjort det, er mit skab stadig fyldt. Jeg har ALT for meget tøj eller ogs' er mit skab bare for lille, ahah.

Jeg smider mig i den ny redte seng og stirrer ud i luften. Før jeg ved af det, græder jeg. Ikke højt og hulkende, men lydløst, og helt stille. Tårerne falder ned af mine kinder. Jeg prøver ikke at stoppe dem, selvom at jeg ved, at det ville være umuligt, selv hvis jeg prøvede. Jeg ved ikke helt hvorfor de kommer. Måske er det, dét med Sarah? Eller det med Martinus? Vent hvad?! Sagde jeg lige det med Martinus? Der er jo intet med Martinus! Han skal ud, ud af mit liv! Jeg skal bare glemme ham fuldstændig. Han eksisterer ikke. Det gør Marcus heller ikke. Jeg har brug for nogen at tale med, men hvem? Jeg kan ikke rigtig tale om det med Amalie, og jeg ville for intet i verden tale med Klara og Maja om det. Det ville være lidt underligt at tale om det med Sarah. Mor og far er næsten aldrig hjemme, og når de så er, tror jeg, at de vil være lidt ligeglad med mine problemer. Der er kun én, jeg kan tale med. Gerd Anne.

________________________________________________________________________________
Her kommer et kort maraton (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...