Nu eller Aldrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 26 okt. 2017
  • Status: Igang
Victoria er 15, og bor i Bergen. Hun har boet i Bergen hele sit liv, men skal flytte til Trofors, på grund af hendes forældres jobs.
I Trofors møder Victoria Marcus og Martinus (igen) men hun har lovet sig selv, at hun IKKE vil have noget at gøre med dem overhovedet!
Men kan hun holde det løfte, når både Marcus og Martinus prøver ihærdigt at blive venner med hende?

Historien ligger i øjeblikket på 1. plads under fanfiktion på Wattpad (:
Jeg kommer til at lægge et kapitel ud omkring hver anden dag (Hvis jeg husker det ihvertfald)
Sry for grammatik fejl!

Der bliver skrevet dansk, selvom den foregår i Norge, og de taler i Norsk!!

0Likes
0Kommentarer
1010Visninger
AA

3. //3. kap//"Amalie?"

(Victoria's synsvinkel)

2 UGER EFTER
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg gjorde det. Det startede vel bare efter skænderiet med Sarah. Nu tror i sikkert, at jeg er begyndt at cutte eller noget i den stil, men det er ikke det. Efter skænderiet med Sarah, har jeg lukket mig inde. Jeg har ligesom gemt mig bag facaden. Før brugte jeg kun en smule makeup, men nu går jeg ikke udenfor en dør uden en masse makeup. Jeg føler, at al den makeup jeg bruger, ligesom skjuler mig. Hjælper mig med at holde facaden. Da jeg fortalte Amalie omkring samtalen med Martinus, og skænderiet med Sarah, tog hun faktisk rigtig godt imod mig. Jeg blev ligesom en rigtig del af 'gruppen'. Amalie kaldte mig faktisk hendes bedsteveninde tidligere på ugen. Vildt, ik'? Jeg gik fra at være lidt inde i gruppen, men alligevel ikke, til at være Amalies nye bedsteveninde. Mega stort skridt, hvis man spørger mig!

"Hva' så gurl?" spørger Amalie grinende. Jeg smiler og vender mig om. 
"Ved du hvad jeg har hørt?" spørger hun. Hendes ansigt er gået fra glad til flabet.
"Nej hvad?" Min stemme er ret flabet. Hun blinker med øjnene, og skal til at sige noget, da Sarah kommer ind i klassen. Hun kigger nervøst over mod os. Jeg sender et dræberblik tilbage. Hun skal ikke tro, at hun er noget!
"Jeg så Sarah, da hun gik i skole" siger Amalie med en stemme, der ligesom siger, at der er nogle nyheder her. Jeg vender blikket mod hende igen.
"Og hva' så?" spørger jeg nysgerrigt. Hun stirrer surt hen mod Sarah.
"Hun hørte de der mega forkælede møgungers musik IGEN!" hvæser hun. Jeg laver store øjne. 
"Gjorde hun det? Jeg troede ellers vi havde gjort det helt klart, at hun ikke skulle høre deres lorte musik!" hvisler jeg. Amalie fnyser, og kigger hen mod Sarah, der kigger på os. Hun ser både bange og nysgerrig ud. Jeg smiler flabet til hende. Hun smiler forsigtigt tilbage. Amalie fniser, og jeg kigger hen mod hende.
"Hvad er der?" spørger jeg forvirret. Hun vender øjne.
"Det bare Sarah, der ikke opdager, at du ikke smiler til hende fordi du kan lide hende." fniser hun. Jeg kigger hen på Sarah igen. Hun sidder for langt væk til at kunne høre os. Jeg fniser, men stopper hurtigt igen, da jeg får en plan.
"Ej Malle?" spørger jeg fnisende. Hun kigger hen på mig, og nikker som tegn på at jeg skal fortsætte. Jeg fniser igen.
"Skal vi ik' lige vise Sarah, at vi mener det, når vi siger, at hun ik' må høre de møgungers musik?" fortsætter jeg, stadig mens jeg fniser en smule. Amalie fniser sammen med mig og nikker. Jeg smiler, og tager et skridt i retning af Sarah. Hun stirrer forvirret på mig, mens jeg går hen til hende. Da jeg kommer hen, blinker jeg med øjnene på en mega flabet måde (Hvis du forstår), og bider mig i læben. Hun rynker brynene, og stirrer på mig. Hun åbner munden, for at sige noget, men jeg skynder mig at afbryde.
"Hvad fanden er det, at jeg hører?" hvæser jeg. Amalie stiller sig ved siden af mig. Sarah kigger ned på jorden.
"Så kig dog op, når vi taler til dig, din so!" hviske-råber Amalie. Jeg er ret sikker på, at alle andre i klassen, ved hvad vi laver, men ingen stopper os. De er sikkert bange for os. Man skal ikke lægge sig ud med hverken mig eller Amalie. Sarahs underlæbe bævrer, men hun kigger i det mindste på os. Jeg smiler flabet endnu en gang. 
"Har du nu hørt de møgungers musik igen?" spørger jeg så flabet som overhovedet muligt. Mange vil nok synes, at det er underligt, at vi går så meget op i det. Det er Amalie der startede det her. Hun var fan engang, men der skete noget, der ødelagde det. Nu vil hun aldrig nogensinde have noget med dem at gøre igen. Jeg ved faktisk ikke hvad der skete helt præcist. Jeg spørger hende senere, når vi skal ind til Centeret. 
"D-Det var altså i-ikke med vilje" hvisker Sarah. Jeg fnyser. Hvordan kan det ikke være med vilje? "S-Sangen var b-bare på min p-playliste" hvisker hun. Jeg griner irriteret. Amalie kigger hen på mig. Jeg smiler ondt tilbage. 
"Ræk mig din telefon Sarah" kommanderer Amalie. Sarahs hånd ryster, da hun giver Amalie sin telefon. Amalie klikker ind på Spotify. Der er en hel playliste med Marcus og Martinus. Amalie gisper surt. Hun sletter playlisten, og går bagefter ind på Marcus og Martinus' profil, og unfollow'er dem. hun smiler, og rækker telefonen tilbage til Sarah. Tårerne i Sarahs øjne, er lige ved at flyde over. Hun tørrer begge øjne med bagsiden af hånden, og putter telefonen ned i tasken. Mig og Amalie vender os om og går tilbage til vores pladser.

(Efter skole)

Mig og Amalie sidder på Starbucks. Vi sidder og taler, da jeg opdager to drenge, der ligner hinanden på en brik, komme ind. Jeg stivner. Amalie sidder med ryggen til, så hun kan ikke se dem. Amalie sidder bare og plaprer løs om en eller anden tøj butik, men jeg hører ikke efter længere. Jeg sidder og venter på, at Marcus og Martinus kigger herover, og opdager os. Pludselig vender Martinus sig om, og vi får øjenkontakt. Jeg gisper lavt. Hurtigt bryder jeg øjenkontakten, og vender tilbage til mig og Amalies samtale.

(Martinus' synsvinkel)

Jeg får øjenkontakt med hende pigen, der svinede mig til. Jeg kan se at hun stivner. Hendes veninde sidder med ryggen til, så hun har ikke set mig. Jeg føler at jeg også genkender hende den anden, men jeg kan ikke huske hvorfra. Mac rømmer sig. Jeg kigger væk fra pigen, og over på ham. Han sender mig et blik, som jeg ikke kan gennemskue, så jeg rynker brynene. Han kigger over på pigen, og smiler stort. Okay, nu er det mig der er forvirret. Vi sætter os nede i hjørnet, hvor vi kan kigge hen på pigen. Hendes veninde har stadig ryggen til. 
"Hey bro?" hvisker Mac. Jeg kigger hen på ham. 
"Yeah?" hvisker jeg tilbage. Han griner lavt.
"Kender du hende pigen eller noget? Du er fuldstændig opslugt af hende." hvisker han. Jeg stirrer tilbage på ham.
"Kan du huske hende pigen jeg fortalte om?" spørger jeg. Han rynker brynene.
"Hende der svinede dig mega meget til?" spørger han lavt. Jeg nikker. 
"Virkelig? Hende?" spørger han højt. Dem på de tætteste borde, kigger irriteret hen på os. Jeg nikker igen. 
"Nå, jeg synes ellers hun virkede meget sjov" hvisker han. Igen kigger jeg forvirret hen på ham.
"Da jeg gik ud for at finde dig, efter at du stak af fra mig, stødte hun ind i mig ved et uheld. Hun svinede ikke mig til, måske kan hun bare ikke lide dig?" hvisker han. Jeg stirrer på ham. Måske er det rigtigt. Måske kan hun bare ikke lide mig, men godt lide Marcus? Jeg trækker på skulderen, og kigger hen mod hende igen. Hende og hendes veninde rejser sig grinende. Lige da hendes veninde vender sig, genkender jeg hende. Amalie. Nu giver det bedre mening, hvorfor at pigen svinede mig til.

(Victoria's synsvinkel)

Mig og Amalie rejser os, og skal til at gå ud, da Amalie stivner. Jeg kigger i samme retning som hende, og ser Marcus og Martinus. 
"Malle? Er du okay?" spørger jeg forsigtigt. Hun ryster på hovedet. Jeg kan ikke se hendes ansigt, for hun står med ryggen til mig. 
"Amalie?" Jeg havde ikke engang opdaget, at Martinus var gået hen til os. Jeg kigger forvirret på dem begge. Jeg rykker mig, så jeg kan se Amalies ansigt. En tårer triller ned af hendes kind. Okay, jeg er helt sikkert gået glip af et eller andet!
"Gå din vej Martinus" hvisker hun. Hendes stemme knækker. 
"Nej jeg vil ej! Du lod mig aldrig forklare!" siger han surt. Nu bliver jeg bare endnu mere forvirret.
"Der er intet at forklare! Skrid nu bare for helvede!" hvæser hun. 
"Amalie helt ærligt! Jeg er pisse træt af at du altid skal afvise mig!" siger han højt. Afvise ham? hvad fanden taler han om?
"Du skal bare lade mig være i fred!" råber hun. Okay, nu begynder folk også at kigge.
"Okay, det er fint, at du hader mig, men behøver du, at få alle omkring dig til også at hade mig?" spørger han irriteret. Hvad fanden taler han om? 
"Du er bare en snot forkælet møgunge!" hvæser jeg op i hans ansigt. Hans ansigt går fra surt til såret. Han stirrer bare på mig.
"Er det dét, du går og siger om mig Amalie? At jeg er en snot forkælet møgunge?" spørger han såret? Han ryster på hovedet, og går tilbage til Marcus. Jeg tager fat i Amalie, og trækker hende med mig. Vi går ud på pige toilettet, og jeg retter hendes makeup. Bagefter trækker jeg hende med hjem til mig. Jeg varmer vand, og sætter to kopper frem. Da teen er færdig, tager jeg den og går ind i stuen til Amalie. Hun snøfter, og jeg rækker hende den ene kop.
"Amalie... Måske skulle du fortælle mig hvad der skete mellem dig og Martinus?" spørger jeg lavt. Hun nikker og åbner munden for at tale.

________________________________________________________________________________
Tredje kapitel (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...