Smerten, du forlod mig med

Oneshot om at blive forladt af en man elsker

2Likes
1Kommentarer
131Visninger

1. -

Jeg vidste, at han ville knuse mit hjerte, da jeg gik ind til det. Jeg vidste det ikke lige med det samme, men da jeg fandt ud af det, elskede jeg ham allerede, og det var for sent at give slip. Han fortalte mig, at han elskede mig, men han gjorde det ikke specielt, han sagde det, som var det det nemmeste, han nogensinde ville sige. Jeg sagde, at jeg hadede ham, da det var nemmere at udtrykke end min uendelige kærlighed til ham. Når jeg vågnede midt om natten i hans arme, og han var i en dyb søvn, ville det første jeg tænkte altid være, jeg elsker dig, og jeg kan ikke tåle at miste dig. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle ham, hvad vores fremtid ville bringe, og for nu ville jeg bare nyde, at jeg havde ham.

Vi mødtes ikke på de bedste premisser. Han var sin daværende kæreste utro – med mig, og jeg syntes, at han var sød. Jeg havde overhørt den førnævnte kæreste, og nu er hun datid. Hun boede i Jylland, Vejle, for at være præcis, og vi boede i Søborg, ikke langt fra København.

Han kunne få mig til at føle alt muligt, jeg ikke vidste man kunne. Men jeg var også blind for hvad, der ventede. Jeg lod mig ikke stoppe af, at vi ikke passede sammen, og at vi nok ikke ville holde. Om det så kun ville være få måneder eller mange år, før vi faldt fra hindanden, var ikke til at vide. Jeg var blændet af kærlighed, klar til at påtage mig den smerte, det ville følge. Smerten endte med at vise sig at være værre, end hvad jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg var ikke overrasket, men det gjorde stadig ondt. Det gjorde ondt at vide, at jeg aldrig ville få ham tilbage. Hvis han havde lyttet mere til mig, og hvis jeg havde været mere støttende omkring ham og hans drømme, ville vi ikke stå i denne situation uden hinanden. Jeg elsker ham endnu, og jeg vil altid elske ham, som var min første kærlighed, også selvom jeg ikke var hans første noget.

Jeg prøvede at advare mig selv, men det er sværere, end man skulle tro. Jeg prøvede at overtale ham til at blive hos mig, men han var fast besluttet, og han forlod mig, og jeg vidste hvad, det ville føre til. Det havde jeg vidst de sidste år vi havde brugt sammen. Det var ikke præcis sådan her, jeg forventede, at vi ville ende. For at være ærlig forventede jeg, at vi ville slutte, før vi kom her til, før jeg skulle stå i denne situation. Vores afslutning førte til mange beslutninger der skulle tages; vi havde en hund, hende fik jeg. Men nogle ting kunne jeg ikke få med mig, og andre ting ville jeg aldrig få tilbage. Han tog så meget fra mig, og inderst inde er jeg vred på ham, måske endda ikke bare vred, jeg er rasende. Han tog alt fra mig, han tog vores fremtid, og jeg prøvede, jeg prøvede virkelig, at overtale ham til at blive med mig, men han havde øjnene på sin beslutning og ikke på mig.

Jeg græd, da han forlod mig første gang, men ikke da han gjorde det for alvor. Da det var for alvor, vidste jeg det allerede. Der var ikke behøvet at komme nogen for at sige det, end ikke ham. Jeg græd først måneder efter, og nu græder jeg igen, som jeg gør hvert år. Jeg savner ham endnu, og jeg har ikke fundet nogen ny, der vil aldrig være en som ham, han var mit hjerte, min kærlighed, mit alting. Jeg gav ham alt, hvad jeg kunne, men det var ikke nok for ham at blive, han rejste afsted og forlod mig her omfanget af mine egne arme og sorg, imens jeg ventede på, at han kom tilbage til mig; han kom altid tilbage, undtaget den ene gang, og han har været væk lige siden.

Føj hvor jeg elsker dig, og alligevel forlod han mig, han lovede mig, at det aldrig ville ske, at han aldrig ville forlade mig på den måde, men han gjorde det, og jeg vidste, at han ikke kunne holde det, men alligevel faldt jeg for det, alligevel lod jeg ham gøre det imod mig. Jeg lod ham ødelægge mig, jeg lod ham føle mig elsket, så jeg kunne blive knust og aldrig elske nogen igen, som havde jeg elsket ham. Det var idiotisk, men jeg kunne ikke gøre for det, han var alt jeg trak vejret for, og nu føler jeg mig fanget i en respirator, hvor jeg helst vil slippe ud, og holde vejret i de 40 sekunder, det er muligt for mig, før jeg bryder ud i gråd. Selvom han forlod mig, ville han ikke ønske den skæbne for mig, han sagde det aldrig, men jeg kunne se det i hans blik, han ville have at jeg skulle leve mit liv som aldrig før, med eller uden ham.

Han var selv klar over, at han ville forlade mig på et tidspunkt, jeg kunne se det, på den måde han kiggede på mig, der var altid medlidenhed i hans blik, der sagde: en dag er jeg ikke ved din side længere, men du skal blive ved med at trække vejret for mig. Det pressede for mig bryst, og det stak i mine øjne, hver gang han gav mig det blik, og så prøvede han at lade som om, at han ikke havde tænkt det. At han end ikke havde overvejet, at det ville ende sådan, men jeg vidste det jo godt, og han behøvede heller ikke at fortælle mig det.

Hvert år elsker jeg dig på den samme dag, som jeg gjorde dengang. Jeg gav aldrig slip på ham, og jeg vil altid give ham en tanke på den dato. Der er ikke en dag, hvor jeg ikke savner ham. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke kommer til at vende mig om i sengen om natten for at lægge mig tættere ind til ham. Der går ikke en måned, hvor jeg ikke sætter penge til side for vores fremtidsplaner om en jordomrejse. Der går ikke et år, hvor jeg ikke ønsker, at det kunne have været brugt med ham. I stedet sidder jeg alene i vores lejlighed med hunden i skødet og hans billede i hånden. Han smiler så stort som han plejede, men ikke på samme måde som han smilte til mig. Det var heller ikke mig, der tog billedet. Men hver gang han kiggede på mig, var hans smil fyldt med kærlighed.

Det er smilet, jeg savner mest. Jeg savner at se det hver dag, det smil der kunne vende om på mine følelser, som du kan tælle til én. Det smil jeg glædede mig til at, når jeg tog hjem fra arbejde. Det smil jeg vidste, at vores børn engang ville vokse op med. Men nu er der ingen børn, og der er heller ingen smil. Det eneste jeg har tilbage af ham, er billederne på væggen og minderne i mit hoved. Minderne bliver svagere med årene, men billederne er klokke klare, nogle gange kan jeg dog ikke genkende ham. Han virker så fjern på dem, og det ser så uægte ud i forhold til, hvordan jeg husker ham.

Jeg kigger op til himlen, hvor jeg forventer du kigger ned på mig i din grønne militær uniform. De sagde du ikke følte nogen smerte, men i stedet tror jeg, at jeg fik al den smerte. Jeg elsker dig, Mathias.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...