Andromeda

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2018
  • Opdateret: 18 jul. 2018
  • Status: Igang
Året er 2026. Vesten er i krig med det Muslimske Broderskab som har folk over hele verdenen. De begår terror, og skaber skræk hos folk. Ingen føler sig sikker mere. Bortset fra folkene i landet Andromeda. Et kunstigt land, som er bygget ude i midten af Atlanterhavet mellem Irland og Canada.
Det er et paradis hvor folk lever i fred. Sikkerheden er i top og landet er neutral i krigen. Landet bliver styret af Nathaniel Vortex som er en pioner inden for IT og teknologi verdenen. Hans bror Tyberious Vortex hjælper ham med at bevare freden.
Alt ændre sig dog, da det viser sig at det Muslimske Broderskab er kommet indenfor deres højteknologiske borg, og har sprunget og dræbt flere hundrede mennesker i hovedstaden Andromeidas. Nu skal der tænkes igennem, og Nathaniel for travlt med at modarbejde Broderskabet og finde en løsning der kan opretholde freden.

0Likes
0Kommentarer
48Visninger
AA

2. Et hav af flammer

"Vi sender Live fra hallen i Vortex bygningen. Vi står lige nu og venter på Nathaniel Vortex kommer med en pressemeddelelse sammen med sin bror Tyberious Vortex. Dette er Amanda Brown som vender tilbage efter reklamerne."
Kameraet slukkede og Amanda kunne slappe lidt af igen. Det havde været en hård nat. Hovedstaden Andromaidas, som lå kun 12 km væk fra Masclow havde været under terrorist angrib. Befolkningen ved ingenting da regeringen ikke er kommet med nogle udtalelse endnu. Amanda var dog klar på at få en kommentar, i sært på hvorfor det har været så hemmeligholdt. Hun vidste ikke engang om angrebet stadig var i gang eller om de havde fået styr på situationen. Men hun var klar på at få et svar når Nathaniel kom ud. Hun rettede på sin hestehale og hendes grå blazer. Hendes fødder gjorde ondt efter at have højhælede sko på i over 19 timer nu. Trætheden var også begyndt at meldt sig, men hun havde ikke tid til at sove. Spændingen var for høj lige nu. Det var første gang Andromeda var blevet angrebet i de 47 år det havde eksisteret. Andromeda var en stor kunstig ø som lå 60 km nordøst for England, ud mod Island. Øen havde nu over 4 millioner indbyggere og det hele blev styret af Nathaniel. Han havde lavet nogle forskellige regler og love, efter han overtog posten fra sin far, Baxter Rhodes. Navnet Vortex var et navn han og hans bror havde skiftet til efter deres fars død. Nathaniel var 28 år med meget succes. Han var et teknisk geni som havde lavet forsvar funktioner der var langt foran andre lande. Det var noget staten tjente godt på da de solgte meget af det til andre lande, dog beholdte de det bedste til dem selv. Hans bror Tyberious var forsvarsminister samt overhoved hos militæret. Landets militær var ikke så stort, men de havde heller aldrig været i krig. Dog havde de ved flere lejligheder.
Nathaniel stod stille og kiggede ud over forsamlingen. Der gik længe før han sagde noget
"Jeg kommer kun for at bekræfte at Andromaidas har været under angreb fra udefrakommende terrorister" sagde han. Han havde en sort habit på, et blå slips med et rødt mønster i. Han var glat barberet og hans hår var klippet kort, dog stod det ud til alle sider. Han var mere plaget end han ville give udtryk for.
"Jeg vil sammen med ministrene og det lokale politi få det sidste under kontrol. Angrebet har fundet sted i Landbanken. De har låst sig inde i juvelboksen sammen med fire gidsler som er vores højeste prioritet. Hvor de kommer fra, og hvad de vil ved vi stadig ikke." Han kiggede ud mens folk mumlede. Alle sammen stod med optagere rettet mod ham. Han kørte træt en hånd igennem hans hår og fortsatte "Vi har på fornemmelsen at de kommer fra et land i Mellemøsten og at dette er et angrib på os fordi vi har hjulpet USA i krigen dernede. Mere har jeg ikke at sige" Alle begyndte straks at stille spørgsmål men han svarede ikke på det. Tyberious tog over
"Jeg vil bare sige at de ikke har nogle muligheder for at flygte. Boksen kan kun åbnes indefra og vi venter dermed på at de giver op og kommer ud når de bliver sultne. Vi arbejder dog på at finde en vej igennem derind da vi selvfølgelig vil have vores folk ud så hurtigt som muligt, og ikke vil risikere at de sulter ihjel derinde sammen med dem. Der vil ikke blive besvaret på spørgsmål og jeg siger tak for i aften." Han gik væk fra mikrofonen vinkede kort og gik så væk. Han bar militæruniform, var kort klippet og hans holdning var mere stiv og respektabel end hans bror. Hans hår var næsten sort og han var glatbarberet. Han var muskuløs og egentlig meget pæn syntes Amanda. Tyberious nåede kun at give sin bror hånden før et kæmpe brag lød og alt blev sort og Amanda Brown var væk.

7 minutter senere

Nathaniel vågnede op. Der hvor alle journalisterne lige havde stået var der et kæmpe hul. Han var omtåget og svimmel og folks skrig lød fjerne. Han kunne ikke koncentrer sig om noget. Hans blik flakkede rundt imellem det han troede var mennesker, ild og lys fra højhusene. Der var nogle der tog ham hårdt i armene og hev ham op.
"Har du det godt dr. Vortex?" var der en fjern stemme der sagde. Det blev pludselig meget lyst og så hurtigt mørkt igen. En lyste ham i øjnene med en lommelygte
"Kan du hører mig?" var der en der råbte i det fjerne. Han fik 2 hurtigere lussinger hvorefter lyden kom nærmere og hans øjne kunne pludselig koncentrer sig om tingene igen. Han fik øjenkontakt med ham der har slået ham. Det var Bill, en af betjentene som var til stede. Han havde sin blå uniform på samt en hat. Han havde brune øjne og et stort men velholdt overskæg.
"Ja. Jeg har det fint" sagde han og tog sig til hovedet. "Hvad skete der?" Bill gav ham en flaske vand "drik det" Han tog to hurtige slurk og kiggede rundt. Alt stod i flammer. Træerne som stod rundt omkring der hvor journalisterne havde stået stod i brænd. Man kunne hører sirenerne i det fjerne og han vidste ambulancer og brandfolk var på vej.
"Der var en bombe i blandt journalisterne. Om det var en selvmord eller anbragt ved jeg ikke endnu. Lige nu skal vi have dig i sikkerhed dr. Vortex." Sagde Bill og gjorde signal til de skulle afsted.
"Hvor er min bror?" sagde han imens han kiggede rundt.
"Han er blevet slæbt væk. Han er ikke vågnet endnu. Han tog det meste fra bomben for dig da han stod foran dig" Det isnede ned af hans ryg og hans nakkehår rejste sig.
"Jeg vil se ham øjeblikkeligt" sagde han
"Det kan desværre ikke lade sig gø" han stoppede da hans så hans blik. Hvis øjne kunne dræbe tænkte Bill
"Vi får dig ind først, også tager vi dig hen til ham"
"Meget vel" sagde Nathaniel imens de gik ind i bygningen som l bag dem. Han drejede hovedet for at kigge bag ud. Han kunne heldigvis ikke se så meget da bygningen og det sted han havde stået på var hævet nogle meter. Det betød han heller ikke havde kunne se så meget af den massakre som bomben havde efterladt. Kun ild. Masser af ild. Han kunne stadig hører folk skrige af smerte imens de gik ind.
"Jeg kan ikke gå. Jeg må hjælpe dem" sagde han pludseligt og stoppede op.
"Du kan ikke gøre noget. Ambulancer er ankommet og du vil bare stå i vejen for dem i stedet" svarede Bill og prøvede at få ham til at gå igen. Nathaniels mund dirrede og han var ilde til mode. Sådan noget her kunne aldrig ske hvis hans far stadig var leder. Han kløede sig i håret imens han bed sig i underlæben hvorefter han fulgte med Bill ind. De kom ind i hallen som var et stort rum, men en stor trappen i den anden ende. Der var ca. 40 meter derhen. Der var udsigt direkte op til loftet som var beklædt med et stort glasparti så man kunne kigge direkte op i himlen. Dette var hans fars hus, som nu var blevet et møde sted når han holdte møder med sine ministre. Rummet var meget mørkt, i sært så sent på aftenen. Om dagen lagde man ikke så meget mærke til det da solen havde meget magt igennem vinduerne.
"Hvor er min bror?" sagde Nathaniel og vendte sig mod Bill.
"to sekunder. Jeg undersøger det lige" Han gik hen til nogle andre betjente som stod et par meter væk. Imens gik Nathaniel hen til en stol som stod op af væggen ved siden af døren og satte sig. Han placerede albuerne på låret og lagde så sig hoved på hænderne og gned sig i ansigtet. Det hele var et mareridt. Hvem angreb dem dog? Hvad ville de? Han kiggede op og fjernede en tårer fra hans kind. Han var ikke vandt til sådan noget her. Han var opfinder, ikke soldat. Hans bror var soldat og en god en af slagsen. Bill kom tilbage.
"Din bror er kørt ind på hospitalet her i Masclow. Han er bevidstløs men uden for fare. De venter bare på han vågner." sagde Bill. Nathaniel nikkede bare stille og kiggede op på den sorte himmel. Han ville se ham men var ikke sikker på han ville få lov. Bill gik tilbage til de andre betjente hvor de snakkede. Der var folk der rendte ud og ind af døren hele tiden hvilket irriterede Nathaniel. Han rejste sig og gik hen og satte sig på en stol der var længere væk. Her sad han lidt og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han tog sin mobil frem
"Ring til Gasler" telefonen begyndte straks at ringe op hvorefter den velkendte ventelyd kom frem. Ingen tog telefonen. Han stoppede og lagde den tilbage i lommen. Han tog den frem igen med det samme.
"Ring til Laura." Telefonen ringede længe og han skulle lige til at lægge på da en tog den.
"Hallo?" var der en blid og velkendt stemme der sagde.
"Hej Laura" sagde Nathaniel med et smil.
"Nathaniel? Er det dig? gudskelov så er der ikke sket dig noget" sagde hun lettet.
"Nej jeg har det fint. Jeg vil bare gerne hjem nu, men det får nok lange udsigter" sagde han træt.
"Skal jeg komme og henter dig?"
"Hvis du vil, vil jeg blive glad" sagde han lettet.
"Jeg kører med det samme så" sagde hun hvorefter hun lagde på inden han nåede at sige noget. Han lagde telefonen ned i lommen. Han rejste sig og begyndte at gå rundt for at få tiden til at gå. Der gik omkring et kvarter før hun.
"Nathaniel" sagde hun da hun kom ind af døren. Han vendte sig om og fik øje på hende. Hun løb hen til ham og omfavnede ham. Han gengældte gestussen.
"Jeg er glad for du kom" sagde han da de slap hinanden
"Det vil jeg altid gøre for dig" sagde hun smilende. "Har du det hele?"
"Ja. Lad os bare komme afsted" sagde han imens de gik hen til bagindgangen. Udenfor holdt hendes bil. En specialbygget som Nathaniel selv havde bygget til hende. Sportsvogn.
"Jeg er meget stolt af denne bil" sagde Nathaniel imens han satte sig ind. "Men jeg kunne nu godt have gjort den lidt større. Den er jo ikke til at få på" sagde han med et smil imens han satte sig til rette. Laura grinte bare imens de fik sele på.
"Kør forsigtigt. Mit hoved dunker" sagde han mens han lænede sig tilbage i sædet og lukkede øjnene.
"Det skal jeg nok" svarede hun stille. "Hvor skal du hen? Bare hjem?"
"Nej. Jeg bliver nød til at komme ind til Vortex bygningen. Jeg har indkaldt til krisesituation"
"Men du er så træt Nathaniel?" sagde hun mens hun kiggede uroligt på ham. Hun drejede nøglen og man kunne hører motoren starte stille. Det var en el bil og larmede ikke så meget.
"Ja. Men jeg kan ikke tænke på mig selv" svarede han tilbage. "Du kan eventuel kører en omvej, så kan jeg få en lur på vejen" sagde han med et fjoget smil imens han lukkede øjnene.
Hun smilte bare og begyndte at kører. Bag dem kunne de se lyset fra ilden som stadig brændte der hvor bomben var blevet sprængt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...