Udefineret destination i sigte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2017
  • Opdateret: 3 okt. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til 'Drømme på flugt' konkurrencen. Valgmulighed 2: "Hvor tager man hen, når man ikke kan tage hjem?"

1Likes
0Kommentarer
121Visninger
AA

1. Udefineret destination i sigte

Hvor tager man hen, når man ikke kan tage hjem? Sådan skrev jeg i min dagbog onsdag d. 27. februar. Det regnede sikkert bag ruderne, da jeg sad der, foroverbøjet over den lille spiralbog, mens skrivebordslampen dovent kastede sit lys ned på mine håndskrevne ord.

   Det var en tanke, der var kommet til mig, da jeg fulgte flygtningestrømmen, der travede over skærmen. Det var en tanke, der opstod, da kameraet fokuserede på pigtrådene på Bulgariens hegn. Og det var en tanke der tiltrak endnu flere spørgsmål, da en soldat med maskinpistolen klar over brystet kom i fokus. Men jeg havde aldrig troet, at jeg selv ville stå i spørgsmålets gabende dilemma. Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag ville være en af dem der stod midt under månens svage lys og bad til Gud.

   Men med hænderne foldet til bøn og med de tårefyldte øjne rettet mod de skinnende stjerner, fylder angsten mig. Jeg havde tænkt, at det måtte være angstprovokerende at stå i en situation, hvor hjem ikke er en mulighed. Hvor der ikke er andre muligheder end at træde ud i det sorte hul og så håbe på, at man rammer bunden uden for mange skrammer, men jeg havde tænkt det som en eksperimenterende tanke. Jeg havde ikke tænkt tanken, fordi jeg troede, at jeg en dag ville stå foran min hoveddør og vide, at det ikke var en mulighed mere. Men her står jeg nu.

 

Det er koldt. Rigtig efterårskoldt. Jeg kigger ud i en verden fuld af muligheder, men jeg ser ikke nogen af dem. Jeg kan ikke se, hvordan de svæver lokkende foran mig, og lyser mig lige op i ansigtet. Det hele er bare mørkt, og kulden kryber ind under halstørklædets falske beskyttelse.

   Dørens smækken runger stadig i mine ører, efterfulgt af de udslagsgivende ord. Jeg tror, at de for altid vil runge i mit baghoved, som et ekko der aldrig helt dør ud. Og måske bliver det ganske okay, for måske kan de gøre mig stærkere. Som jeg står her med rødderne hængende efter mine lette fødder, så bliver jeg nødt til at tro på, at det i sidste ende vil gøre mig stærkere. Det er det eneste lys, jeg kan se i dette altomsluttende mørke, og jeg bliver nødt til at gribe det. Når alle andre lys er slukket for mine øjne, så må jeg værne om det, der lyser mørket op for mig. Så jeg lader mine kolde hænder lægge sig beskyttende omkring det, så ingen vinde kan puste det ud med deres hånende latter over sin egen magt, og ingen dråber kan drukne det med sine tunge skyts. Jeg lader mine hænder tage al kulden og al blæsten, og de bliver røde og følelsesløse, men lyset brænder stadig. Og så længe lyset stadig brænder, så lever jeg stadig.

 

Min sko fyldes med vand. Vandpytten griner ondskabsfuldt af mig, da jeg bander over den våde fod. Kulden er der lynhurtigt til at give vandet selskab og sammen lægger de sig gladeligt omkring min fod, der gyser, men bliver holdt fast af deres jerngreb. Træt sjosker jeg videre. Jeg har ikke noget mål. Jeg har ikke nogen destination. Jeg vandrer, fordi jeg ikke vil stå stille. Jeg vandrer i håb om, at der rundt om næste hjørne er endnu et lys. Men bag hvert hjørne venter blot endnu mere mørke, selvom jeg tigger og beder til Gud, der ubarmhjertigt lader mig træde i flere vandpytter. Men jeg takker ham også for det lys, som jeg stadig værner med største beskyttelse omkring, for jeg vil ikke virke utaknemmelig, selvom bandeordene flyver med motorfartshastighed ud af min mund.

   Jeg sætter mig på en bænk. Den er fugtig efter den nylige byge, men jeg bemærker det knap nok. Her vandrer jeg på regnvåde fortove med tunge skyer hængende over mit hoved, men der er ingen pigtrådshegn til at forsinke mig yderligere. Det eneste hegn, jeg har passeret, er børnehavens hegn ind til deres legeplads, og det kunne jeg bare gå uden om. Her er ingen soldater til truende at tvinge mig tilbage til den dørtærskel, jeg ikke kan betræde. Og her bliver der ikke sendt modbydelige fordomme efter mig på sprog, jeg ikke engang forstår. Her hersker stilheden kun afbrudt af en hund på nattissetur eller en løber, der bestemte sig for at klare de mareridtsdrevne tanker med en løbetur. Nok var det noget af en bombe, der blev smidt derhjemme, men huset står der endnu, og ingen sårede personer. Kun sårede hjerter.

 

Jeg vil væk fra alting, men jeg har intet sted at gå hen. For hvor tager man hen, når man ikke kan tage hjem? Hvor tager man hen, når bomben har smadret ens by, eller når ord har smadret ens tryghed? Jeg kunne gå og gå med mit enlige lys og håbe på, at det hele vil løse sig. At dagen i morgen vil præsentere en løsning sammen med hanens galen. Jeg kunne sige til mig selv, at alting løser sig, men ingenting vil løse sig. For jeg går stadig, og de går stadig, og jeg har ingen hegn og soldater, men det har de, og vi vil begge stadig gå og kæmpe og håbe og tro. Alle jager os hjem, men hvad de ikke forstår er, at der ikke er noget hjem mere.

   Jeg sover på bænken, fordi min nøgle ikke passer i nøglehullet mere. Jeg kan kæmpe og mase, og jeg kan måske nok få den tvunget i, men hvad hjælper det, når alt er smadret. Jeg har aldrig sovet på en bænk før, men jeg siger til mig selv, at det gør mig stærkere.

   Så der ligger jeg på bænken med mørket omkring mig og de skinnende stjerne over mig, mens mit evige ekko runger i baghovedet. Hvor det vil runge sammen med lyden af bomber der eksploderer og menneskeskrig. Ordene vil for evigt være ætset ind i min hjernebark, for nogle ting forsvinder aldrig. De vil stå der, når solen står op i morgen, og de vil stå der, når den går ned igen. For det er ikke bare ord. Det er ord, der smadrede min trygge havn. Så måske står huset der nok endnu lige så fint side om side med de andre parcelhuse med deres veltrimmede plæner, men mit hjerte der før boede der, er nu eksploderet og hjertemassen er spredt ud over de nøje klippede hække og de total ukrudtsfrie bede. Og kun en lille rest er tilbage i mig, som jeg går der med min guitar på ryggen, droppet ud af hjem og gymnasium og med en udefineret destination i sigte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...